Edouard Gluck har det typiske amerikaner-outfit på, da han ankommer til vores mødested på en café i Brooklyn: løse shorts, der går til knæerne, hvid T-shirt og gummisko fra Nike.

På hovedet bærer han en kasket med logoet ’Iraq-Afghanistan Veterans of America’.

Det er en institution, der har over 400.000 medlemmer, forklarer Gluck med en finger mod kaskettens kant – 400.000 soldater, der har været udstationeret i krigen i Irak eller Afghanistan, og som lider af psykiske problemer som følge af deres krigsoplevelser.

Gluck er et af institutionens medlemmer, men han er ingen slagen mand.

Gennembrud
For selv om hans udstationering i Irak har givet ham psykiske men og kostet ham både kæreste og forbindelsen til flere familiemedlemmer og venner, så har oplevelserne i krigen også ført til et personligt gennembrud.

»Det er en lortekrig, et helvede at stå igennem, men samtidig skylder jeg den krig alt, hvad jeg har i dag«, siger han, der efter hjemkomsten har haft travlt som freelancefotograf i New York, har udgivet en fotobog om krigen, og som man snart kan se i en ny film om krigen, ’Green Zone’.

Film om Irakkrigen har ikke hidtil været populær hos publikum, men Gluck tror på, at ’Green Zone’ bliver et hit, når filmen får premiere i USA til efteråret.

I modsætning til f.eks. James Longleys ’Iraq In Fragments’ og Charles Fergusons ’No End in Sight’ er ’Green Zone’ nemlig ikke lavet af en indigneret dokumentarinstruktør, men er instrueret af en af Hollywoods egne:

Paul Greengrass, manden bag ’The Bourne Identity’-succeserne.

Damon i hovedrollen
For det andet har den en stor filmstjerne, Matt Damon, i hovedrollen, og så adskiller ’Green Zone’ sig fra andre spillefilm om Irakkrigen ved, at den bruger rigtige soldater i rollerne – mænd og kvinder, der ved, hvordan det er at være i krig i virkeligheden.

»Det var os soldater, der måtte instruere Matt Damon«, fortæller Gluck om filmoptagelserne, der blev afsluttet sidste år i Marokko.

Edouard Gluck sidder og piller ved sin underkop, der står på bordet.

Når han ikke piller ved den, fumler han med servietten, snørebåndet i sin gummisko, skyggen på sin kasket.

Opmærksomhedsforstyrrelser
Blikket sonderer hele tiden terrænet – hver gang døren går, tjekker han, hvem der kommer ind, ligesom han holder øje med de gæster, der går på toilettet, og dem, der bestiller ved disken.

Han lider af Attention Deficit Disorder, eller opmærksomhedsforstyrrelser, forklarer han.

Edouard  Gluck under optagelserne til Paul Greengrass’ film om krigen i Irak, 'Green Zone'. Med i filmen er også Hollywoodstjernen Matt Damon, der havde hovedrollen i Greengrass' thrillertrilogi om Jason Bourne. Foto: Jasin Boland/Universal Studios Og selv om lidelsen nok kan virke distraherende under en samtale som nu, var det samtidig det, der reddede hans liv under udstationeringen i Irak, mener Gluck i dag.

»Når man er i krig, må man have et øje på hver finger for ikke at blive ramt. Det har jeg altid haft – jeg har altid holdt øje med alt og ikke kunnet koncentrere mig om noget«.

Ingen tab
Glucks infanteri, det 124., er siden hans hjemkomst i 2004 gået over i historien.

Det er nemlig den eneste bataljon nogensinde i amerikansk historie, der ikke led ét eneste tab under udstationeringen.

LÆS OGSÅ interview med fotografen Zoariah Miller: »I dag ved man knap nok, at der er krig«

Der var folk, der kom hjem med afhuggede lemmer, sprængte trommehinder, granatsplinter i kranier, knæ, arme og ben, og der var adskillige selvmordsforsøg i det år, de levede i krigen.

Men ingen af bataljonens 550 mand mistede livet, og selv om det er noget, Gluck er stolt over, var det paradoksalt nok også noget, der gjorde det sværere for ham at komme over det, han oplevede under udstationeringen.

Angsten for at dø
For havde der i det mindste været begravelser, havde der også været mulighed for at mærke efter, siger han.

»Det er en uskreven regel blandt soldater, at man aldrig taler om angsten for at dø, for man kan ikke både handle modigt og være angst på samme tid. Følelser som angst undertrykker man – følelser i det hele taget undertrykker man, når man er i krig«.

Gluck virker ellers ikke som en undertrykkelsens mand. Han er tydeligvis vred over sin deltagelse i Irakkrigen og hæver stemmen, når han taler om den.

Falder samtaleemnet på hans lidenskab, fotografi, er stemmen begejstret, og øjnene smiler.

Et skjold
Ligesom Gluck mener, at hans lidelse, opmærksomhedsforstyrrelsen, hjalp ham med fysisk at overleve krigen, tror han, at fotograferingen hjalp ham psykisk igennem den grusomme oplevelse.

Mens han var i Irak, tog han nemlig billeder af alt, hvad han så – sårede soldater, vrag fra eksploderede biler, forkullede lig og de irakiske børn, der legede imellem dem.

Billederne er senere blevet udgivet i fotobogen ’This Is Our War’ og udstillet på gallerier og museer rundt i USA.

»Kameraet var mit skjold. Når jeg fotograferede, fik jeg alting på afstand. Det var, som om jeg ikke selv var til stede. Krig – det var noget, der foregik på den anden side af linsen«.

LÆS OGSÅ fotograf Jørn Stjerneklars beretning fra Rwanda: Vi kan alle slå vores nabo ihjel

Vrede og søvnløshed
Men det er sådan med følelser, at de kan kun undertrykkes i en vis rum tid, og da Gluck kom tilbage til USA efter et år i Irak, vældede de ind over ham.

De gjorde ham så oprørt, at han ikke kunne sove.

De fik ham til at hade sig selv så meget, at han ikke kunne holde andres selskab ud.

Vreden lå hele tiden og ulmede under overfladen, og han gik amok, hvis nogen gik foran ham i køen i kiosken, eller hvis nogen kørte for langsomt i bilen foran. Snart lod Gluck den revolver, han ellers altid havde på sig, blive liggende hjemme i skuffen.

Han var bange for at komme til at dræbe nogen under et af sine mange vredesudbrud.

Smed stolen gennem rummet
Da Edouard Gluck hørte om prøveoptagelserne til en stor Hollywoodfilm, der ville besætte rigtige soldater i rollerne, meldte han sig mest for sjov.

Det blev ikke en morsom affære. Under optagelsesproceduren gik producerne hårdt til ham – udspurgte ham om detaljer fra krigen, om han havde dræbt nogen, og så videre.

Da de til sidst spurgte, hvordan han ville reagere, hvis han fik at vide, at en fra hans bataljon var blevet dræbt i kamp, følte Gluck vreden boble op i sig.

Han rejste sig fra sin stol, tog den og smed den gennem rummet og ud ad vinduet. Han fik rollen.

Helvede i Marokko
Men prøveoptagelsen var kun en smagsprøve på det ’helvede’, filmoptagelserne af ’Green Zone’ i Marokko kom til at blive for Gluck.

For med tusindvis af lokale statister, tanks og soldater i uniformer rundt omkring ham hele dagen i den store Hollywoodproduktion følte han sig fuldstændig hensat til tiden i Irak.

Det var først her, da Gluck stod foran linsen, at krigsoplevelsen blev virkelig for ham. Så brød forsvarsapparatet til gengæld sammen.

Som at drukne
»Det var ligesom at drukne. Lydene, lugtene, menneskemængden – det var fuldstændig det samme, og under nogle af scenerne var jeg overbevist om, at jeg virkelig var tilbage i Irak. Jeg reagerede fuldstændig, som jeg havde gjort, da jeg var i krig – skubbede aggressivt til folk, rev pistolen frem ved den mindste bevægelse«.

Var filmfolkene ikke nervøse for, hvilken effekt genoplevelsen kunne have på jer soldater?

»Det var jo det, vi var hyret til – at give filmen autenticitet. De ville jo netop have, at jeg ’spillede’ sådan på film, som jeg var i krigen«, siger Gluck og tilføjer:

»Konsekvensen i mit tilfælde var ironisk nok, at de flashbacks, jeg havde under optagelserne, faktisk var med til at bringe autenticiteten tilbage i mit eget liv«.

Angstanfald
Under filmoptagelserne begyndte Gluck jævnligt at hallucinere, og under indspilningerne af enkelte scener fik han så store angstanfald, at han måtte lægge sig syg.

Da gik det op for ham, at der var noget alvorligt galt med ham.

Samme dag han vendte hjem efter 8 ugers filmoptagelser i Marokko, strøg han ind på Manhattan Veterans-hospitalet og bad om psykologhjælp.

De næste mange måneder viede han til at finde ud af, hvad der faktisk var sket med ham under udstationeringen i Irak.

Er du er kommet over krigsoplevelserne nu?

»Jeg har lært at leve med dem. Mens jeg var i Irak, brugte jeg kameralinsen til at holde mig på afstanden af krigen, men også som skjold imod mine egne følelser. Da jeg så stod foran kameralinsen under filmoptagelserne, brød mit forsvarssystem ned, og det er jeg i dag glad for, for det var første skridt i den rigtige retning – tilbage til mig selv«.

Føler du, at du nu endelig er kommet hjem?

»Nej. Når man først har været i krig, kommer man aldrig hjem igen«.

’The Green Zone’ får premiere i USA til efteråret.