Celine åbner ballet. Hun er fjorten år. Og rystende nervøs.

Hun stiller sig midt på scenen foran det ret talstærke publikum i Folketeatret. Og alle tv-kameraerne.

Hun ser fin og skrøbelig ud. Hun ligner én, der skal danse ballet, siger en af dommerne. Men det er noget andet, hun skal optræde med.

»Jeg vil imitere nogle dyrelyde«, siger Celine.

De tre dommere taber underkæben.

Falk, kat, abe
Dén havde de lige godt ikke regnet med. Men Celine mener det alvorligt.

Hun begynder med en rovfugl. En falk. Hun udstøder et meget autentisk fugleskrig.

Derefter en kat. Så en abe. Til sidst en hund. Uhyre livagtigt.

Hvordan opdagede hun, at hun besad dette talent, spørger en dommer. Det kan Celine ikke huske.

»Det er bare noget, jeg gør«, oplyser hun.

Mere når jeg ikke at se til Celine.

»Det er for mærkeligt«
Henrik Hancke Nielsen har trykket på stop.

Han er direktør for Blu, selskabet, der producerer ’Talent 09’ for Danmarks Radio, det store talentshow, som indtager tv-skærmene fra i aften. Det er anden sæson, og visse ting skal ændres i forhold til første runde.

For eksempel duer det ikke at åbne med sådan en som Celine.

»Det er for mærkeligt«, siger Henrik Hancke.

»Hun er ganske vist ikke en freak, men ... mærkelig. Vi er simpelthen nødt til at sætte præmissen klart fra første indslag«.

»Okay«, siger jeg. »Hvem bliver så den første?«

Det spørgsmål besvarer Henrik Hancke ved at smide en ny disc i maskinen. En version, der er klippet helt anderledes.

Fredagsunderholdningens hemmelighed
Men inden jeg lader Hancke trykke på play, må jeg hellere fortælle, hvorfor jeg er taget ud for at besøge ham i Blus tjekkede og lidt fabriksrå lokaler i Valby.

Jeg vil gerne vide, hvordan man bærer sig ad med at skabe et stykke fredagsunderholdning, som kan få cirka en million danskere til at slå sig ned foran skærmen.

Det handler om følelser, så meget kan jeg godt regne ud. Det handler om at fortælle historier om mennesker, som kæmper om at vinde et eller andet. Mennesker, som kan få os til at føle noget.

Men hvordan skruer man det sammen? Hvilke tricks bruger man?

Klassefest-far
Henrik Hancke er den rigtige at spørge, for han er på en måde dansk tv-underholdnings ukronede konge. Det var ham, der i sin tid fandt på ’Den store klassefest’.

11-årige  Sebastian overrasker alle med sin stemme. »Der tog du røven på os«, siger Jokeren, en af dommerne. Foto: Henrik Frydkjær/DR Han har forsynet TV 2 med ’Venner for livet’ og ’Scenen er din’, ligesom hans selskab står bag en lang stribe andre shows på de danske kanaler.

Ikke mindst ’X Factor’ på DR 1, programmet, som lægger gaderne øde, når de deltagende sangere dyster med deres mere eller mindre rene stemmer.

Og nu sidder vi så i et rum med en stor fladskærm for enden. Henrik Hancke trykker på play.

»Positivt, glad og talentfuldt«
Denne gang er Raber den første på scenen.

Han er en glad indvandrerknægt på en rød BMX-cykel, en charmerende fyr, der kan alt muligt akrobatisk på sin cykel.

Endda hoppe over tre liggende mennesker. Den midterste er Hella Joof, en af dommerne.

»Det er første gang, nogen har kørt på cykel hen over mine bryster«, siger hun bagefter.

»Hvorfor er det bedre at åbne programmet med ham end med hende, der kan imitere dyr«, spørger jeg.

»Fordi det her er mere positivt, glad og talentfuldt«, siger Henrik Hancke.

Han har lært meget af første sæson.

Tre typer deltagere
Der var en del, der skældte ’Talent 08’ ud for at udstille deltagerne.

Programmet var fyldt med jodlere, jonglører, strippere, ildslugere, robotdrenge, slangetæmmere og den slags, og nogle af dem var helt klart mere underlige, end de var talentfulde.

Meningen var at producere et sjovt og underholdende program for børnefamilierne. Og lige som i ’X Factor’, som på flere måder er bygget op som Talent-showet, gik man efter tre typer af deltagere.

»Vi har inviteret de bedste og de dårligste og har skåret leverpostejen fra ... Vi udvælger dem, der enten er en god historie, har et godt talent ... eller et skrækkeligt talent«, siger Henrik Hancke.

For mange freaks
Men i den skrækkelige ende blev det for tåkrummende. For ynkeligt.

»Jeg tror, at en af de store fejl ved første sæson var, at der var lovlig mange freaks«, siger Henrik Hancke. »En mand stod og rev sit bryst til blods ... Man fik måske fornemmelsen af, at der ikke var nogen talenter derude«.

Der var for lidt talent, og der var for lidt feel good. Det fremmede heller ikke sagen, at en af dommerne, filmmanden Peter Aalbæk, blev ved med at sige, at han ikke kunne fordrage at se børn på scenen.

»Der var lidt dårlig stemning i de første programmer. Der skal være kant, men det er børnefamilierne, vi især henvender os til, og det fremstod ikke helt klart«, siger Henrik Hancke.

Så denne gang skal der være mindre freak, mindre ondskab og mere talent. Og man vil ikke postulere, at der er en masse talent i programmet.

»Vi vender det om og siger: Er der talent i Danmark?«

1.500 bliver til 140
Hvordan griber man det så an?

Først skærer man de cirka 1.500 potentielle talenter ned til 140 deltagere, som får lov til at optræde foran de tre dommere og et publikum hen over fire dage i Folketeatret i København.

De fire dage klippes til fire programmer. I det sidste af dem sender dommerne 28 talenter videre til live-programmerne i DR Byen.

Men Blufolkene sidder ikke bare og venter på, at talenterne strømmer ind. De tager også ud og leder efter dem.

»Vi siger for eksempel: Der mangler noget vildt ... Noget med dyr eller motorcykler på scenen. Vi er enormt opsøgende. Og denne gang er vi gået meget efter naturtalenter. For eksempel børn, der spiller klassisk musik«, siger Henrik Hancke.

Skuespilleren og filminstruktøren Hella Joof er som sagt en af de nye dommere. De to andre er Nikolaj Koppel, tidligere pianist og nu musikchef i Tivoli, og så Jokeren, rapperen, som skal give programmet lidt street credibility.

»Ingen ond dommer«
Og de nye dommere er alle søde og rare.

»Vi har med vilje ikke valgt en ond dommer. Der er ingen grund til at kopiere ’X Factor’ på det punkt. Vi skal bare have tre dommere, som taler til hver deres segment. Men de må godt være uenige ...«.

Ligesom hver eneste deltager så bliver dommerne også klippet sammen til små selvstændige historier. Og det er vigtigt, at man i det første program får dem præsenteret ordentligt.

I en af de første versioner ser man de tre dommere første gang, mens de står ude i gangen på teatret.

De venter på at blive kaldt ind og tage plads bag dommerpodiet. Og det virker for ydmygt.

Så i den færdige version gør dommerne deres entré ved at stige ud af en limousine. Det er der stil over.

Skal ramme i mellemgulvet
Henrik Hancke har siddet og zappet frem og tilbage i de første versioner af programmet. Han er ikke tilfreds.

»Det mangler stemning, det mangler drama i opbygningen«.

Men så smækker han den endelige version i dvd-maskinen. Åbningen er proppet med effekter, dramatisk musik, blåtonede billeder.

Og spørgsmålet: Har Danmark talent? Nu sker der noget, nu begynder det at ramme, som det skal ... i mellemgulvet.

Det fyger hen over scenen med mavedansere, jonglerende bartendere og en fyr, der kalder sig ’Texas Jack’, som gør sin entré på en modstræbende hest og kun delvis har held med sine cowboytricks.

»Vi arbejder os gennem hele følelsesregistret. Det sørgelige, det pinlige, det fascinerende ...«, siger Hancke.

Jodle-Sebastian
Ind ad døren træder så Ask Greiffenberg, producent og producer på ’Talent 09’. Han begynder at forklare, hvor hårdt de arbejder med at finde frem til overraskelsen i hver eneste menneskehistorie.

»Det er hende med dyrelydene et eksempel på. Man tror, hun skal synge eller danse ballet ...«.

11-årige Sebastian er et andet eksempel. Han dukker op på den store fladskærm og fortæller, at han bor i Jylland. Han siger, at han gerne vil jodle. Og at han håber, han vil vinde.

Begge dele passer dårligt i den historie, man gerne vil klippe sammen om Sebastian. Det med at jodle er en joke, som hverken virker eller passer til virkeligheden. Og det med, at han håber at vinde, duer heller ikke. Det kan næsten kun skuffe seerne.

Så er det bedre at klippe fra en meget nervøs dreng på 11 år, til det øjeblik han går ind på scenen og tager røven på dommerne med sin usædvanlige stemme, som får salen til at gynge.

»Vi forsøger at klippe på en følelse«, forklarer Ask Greiffenberg.

Og det er ikke mindst vigtigt at ramme historien helt præcist, når man skal præsentere sådan en som Feridah Rose.

Feridah Rose får i første version lov til at fortælle, at hun er 28 år og oprindeligt fra en landsby i Uganda, hvor de ikke havde fjernsyn og derfor tit underholdt sig med at synge og danse.

I den færdige version af programmet er hele den afrikanske historie klippet ud. Hun får bare lov til at sige, at hun læser hf og arbejder som social- og sundhedsassistent om natten. Og at hun vil synge ’If I ain’t got you’ af Alicia Keys.

Det gør hun så på en måde, der får både dommere og publikum til at gå bagover.

»Det handler om identifikation«
Og mens kameraet følger en lykkelig Feridah Rose ud i natten og hen ad Nørregade på sine klaprende hæle, lyder den originale udgave af Alicia Keys i baggrunden. Ingen kan være i tvivl om, at her har vi et af de talenter, som går videre.

»Hun kan det der med at få hårene til at rejse sig på armene«, siger Greiffenberg.

»Men hvorfor har i klippet hendes afrikanske historie ud«, spørger jeg.

»Det handler om identifikation«, siger Henrik Hancke. »Det var måske lidt irrelevant det der med, at hun tilhørte en afrikansk stamme og dansede i landsbyen. Identifikationen er større, når hun er sosu-assistent og læser hf. Vi vil gerne gøre hende til en god, gedigen dansker«.

»Og så virker det meget følsomt, når hun går hjem gennem natten. Hun ligger sidst i programmet, og vi vil gerne slutte med følelse«, siger produceren.

»Ja«, siger Henrik Hancke, »så man glæder sig til næste fredag.«