Han har talt sig varm, der er længere og længere mellem pauserne, svarene begynder at ligne små forelæsninger, som han ubesværet skyder af sted fra sin plads mellem to tårnhøje reoler i det lille universitetskontor, mens hans hånd rammer bordet i rytmiske slag.

Og så. Stilhed. I 42 sekunder. Mikkel Bolt gransker sig selv, mens en byge bader Njalsgade på Amagers formiddagstrafik og netop når at aftage, før han finder svaret på spørgsmålet: Om han kan nævne et stykke dansk samtidskunst, der virkelig har begejstret ham?

Han har godt nok allerede svaret ja. Men han skal bare lige komme i tanke om præcist hvad. Og mens han tænker, kan vi vist godt nå at fortælle, at begejstring er en undtagelse, når det gælder dansk samtidskunst netop nu, og at kunsthistorikerens diagnose lyder anderledes kontant:

»Der er en lang række samtidskunstnere, der hævder, at de skaber vigtige projekter, men reelt er de for vagt tankevækkende. Jeg mener, at kunstnerne er for uambitiøse, og at deres kunstinterne projekter er totalt ligegyldige. Der er intet selvkritisk forsøg på at adressere andre offentligheder end ferniseringspublikummet. Der er intet interessant at komme efter. Ingenting«.

LÆS ARTIKELForskerdom: Dansk kunst er ligegyldig

Mikkel Bolt har denne sommer udgivet bogen ’Avantgardens Selvmord’.

Her fortæller forfatteren, der er lektor på Kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet, historien om den vigtigste kunstneriske bevægelser i det 20. århundrede – og ikke mindst deres vildfarelser.

Avantgarden viser sig i forskellige -ismer, som dadaisme, futurisme, surrealisme, og er samlet set et angreb på den småborgerlige og selvtilstrækkelige kunst, men ender selv med at blive en elitær luksusvare for de få.

Avantgarden er død
Mikkel Bolt konstaterer derfor: Avantgarden får aldrig krop – alt blev i hovedet. Den er død. Færdig. For som han skriver, gør avantgarden et så stort nummer ud af sine fjendskaber – også dens selvhad – at den har svært ved blive forløst:

»Avantgarden er dømt til at abortere, før den nogensinde har givet fødsel til noget som helst«.

Men i det mindste forsøgte et fåtal af avantgardister i 1930’erne og i 1960’erne, mener Mikkel Bolt. De satsede sig selv. De forsøgte at skabe en kunst, der rakte ud over sig selv og ind i verden. De forsøgte at ophæve skellet mellem kunst og hverdagsliv og nægtede at stille sig tilfredse med kunstinstitutionens begrænsede rum.

Kunstnere må tage sig sammen
Bogen er derfor både en konstatering (»Der er ingen avantgarder mere«), og en radikal kritik, som kan sammenfattes nogenlunde sådan: De danske kunstnerne bør tage sig sammen. De bør se sig omkring og forstå, at deres engagement mere end nogensinde er påkrævet, fordi den politiske virkelighed, de lever i, netop kalder på en kunst, der vil ændre og transformere verden. Intet mindre.

Men det sker ikke i dag. Så langtfra, og Mikkel Bolt beklager:

»Avantgarden har defineret det rum, hvori samtidskunsten udfolder sig. Men jeg mener, at det kunstneriske eksperiment og den politiske satsning er stort set fraværende i samtidskunsten«.

Vage forsøg
Det er et kontroversielt synspunkt. Allerede før der bliver sat ansigt på og kunstnerne udpeget. Og det er et synspunkt, som man må forvente kan få enkelte til at få ferniseringsvinen i den gale hals.

På den danske samtidskunstscene har man nemlig de seneste år omvendt fejret sin nye internationale gennemslagskraft og ikke mindst en opblomstring af den politiske kunst. Men det imponerer ikke Mikkel Bolt:

»Selvfølgelig er der kunstnere, der forsøger at forene deres kunst med en politisk praksis, men det er reelt så vagt, at det ikke betyder noget«.

Velkommen til en samtale over en afdød. Avantgarden. Velkommen til en samtale med en mand, der gerne så den vækket til live, hvis det kunne lade sig gøre, men som har mistet tiltroen – i hvert fald næsten.

Samtale over en afdød

Mikkel  Bolt. Foto: Astrid Dalum. Man må gerne prøve. Mikkel Bolt tager gerne diskussionen. Men til dem, som vil forsøge at overbevise forfatteren om, at den danske samtidskunstscene virkelig batter, får man lyst til at sige: Held og lykke.

Den største danske kunstneriske succeshistorie i år – duoen Michael Elmgreen & Ingar Dragsets bidrag til Venedig Biennalen – er ifølge Mikkel Bolt først og fremmest et godt eksempel på, hvor intern en diskussion, kunsten ønsker at føre: Med udstillingen ’The Collectors’ har duoen valgt at lade publikum få oplevelsen af at træde ind i en afdød excentrisk kunstsamlers hjem, hvor en skilsmisse har hærget.

Resultatet blev ved åbningen honoreret af både publikum og kritikere, der især fremhævede udstillingen for dens elegante kritik af kunstbiennalens nationale opdeling. Mikkel Bolt siger:

»Elmgreen og Dragsets bidrag er en form for velturneret, men perfidt og navlebeskuende kammerspil for den internationale kunstverden«.

At et par repræsentanter fra kunstverden leverer en selvkritik af den verden, de er en del af, er simpelthen ikke nok, ifølge Mikkel Bolt:

»Deres værk er vel primært et udtryk for, hvor navlebeskuende samtidskunsten er på Venedig Biennalen, hvor næsten al kunst handler om kunst og ikke føler det nødvendigt at adressere nogle af alle de konflikter, vi er konfronteret med aktuelt«, siger han.

Eliasson en del af underholdningsindustrien
Samme kritik knytter han til Olafur Eliasson. Han udmærker sig desuden primært ved at være en del af underholdningsindustrien, mener Mikkel Bolt.

Om det dansk-islandske verdensnavn, der bragede igennem på den internationale kunstscene med sin gigantiske sol i turbinehallen på Tate Modern i 2003, og som cementerede sin status med de kunstigt skabte vandfald i New York sidste år, lyder det fra Mikkel Bolt:

»Olafur Eliasson indgår i det kredsløb, hvor store byer konkurrerer med hinanden om at have store udsmykningsprojekter. Det er samtidskunst, som minder mere om store Hollywood-produktioner«.

Men Olafur Eliasson har jo netop konstrueret mange af sine værker, så beskueren kan gå bag om dem og se, hvordan det er frembragt, for at engagere mere aktivt og endda give beskueren en følelse af ansvar?

»Det synes jeg ikke, de gør. Hans værker bekræfter folk i en forestilling om, at kunst er fascinerende former og farver, men som bortset fra det er vagt tankevækkende. Der sker ikke nogen udfordring af beskueren. Der sker ikke nogen udfordring af kunstværket, kunstnerrollen eller kunstinstitutionen. Hans værker er på linje med Den Lille Havfrue«.

Samtidskunstnere som Olafur Eliasson og Elmgreen og Dragset hævder da heller ikke at arbejde politisk som sådan. Men det gør derimod kunstnergruppen Superflex.

Kunstnertrioen har siden 1990’erne gjort sig bemærket ved at skabe værker, der har haft som erklæret mål at gribe ind i virkeligheden – socialt og politisk:

I 1997 skabte de deres biogasanlæg i Tanzania og gav et antal fattige landfamilier mulighed for bæredygtig energi. Og i 2004 skabte de deres Guaraná Power-projekt, hvor kunstnertrioen producerede en sodavand i samarbejde med et kooperativ af bønder i Maués, Brasilien i et forsøg på at bryde de multinationale virksomheders monopol på guaraná-bær.

Foto:  SuperflexSom samtalekøkkener
Den franske kunstkritiker Nicolas Bourriad har døbt denne type kunst ’relationel æstetik’, der helt kort fortalt går ud på, at kunsten vil træde ud af museerne og gribe ind i sociale magtstrukturer for at reparere de ødelagte sociale forhold. Men det duer ikke, mener Mikkel Bolt. Hans kommentar lyder:

»Jeg mener, at både den relationelle æstetik og de værker, Bourriaud skriver om, er kendetegnet ved at være enormt svage og uambitiøse. Det er en form for ferniseringskunst. Det er jo svært at se forskel på den retorik, der omgiver den relationelle æstetik og samtalekøkkener. For Superflex’ vedkommende er problemet vel snarere, at de blot ønsker at forbedre et undertrykkende system og ikke forholder sig antikapitalistisk«.

Kunstner som dumt svin
Et helt andet sted på samtidskunstkunstscenen har vi jo sådan en som Kristian Von Hornsleth, der lod indbyggerne i en afrikansk landsby blive opkaldt efter sig, hvorefter de fik en ged eller gris i betaling. Et værk, der greb ind i virkeligheden i forsøget på at rejse en kritik af den måde, hvorpå vi i Vesten køber aflad. Det bliver vel ikke meget mere politisk?

»Hornsleths projekt er kun interessant som en meget kynisk gestus, der peger på, at kunstneren er et dumt svin. Jeg synes, at projektet virker som et desperat forsøg på at få anerkendelse. Og skal man se på det som ikke blot et kunstnerisk, men også et politisk udsagn, så er det helt forplumret og usammenhængende.

Det fungerer jo netop som hånd i handske med den måde, folk forsøger at købe aflad på ved at donere en ged, eller ved at den danske stat giver et lille beløb i ulandsbistand. Hornsleths projekt er totalt ukritisk. Der bliver på ingen måde rykket grundlæggende ved fordelingen af rigdommen mellem nord og syd«.

Du nævner i bogen André Breton og hans forestilling om, at det ideelle kunstværk ville være at skyde ind i en menneskemængde. Helt ærligt, behøver kunsten at være vild og vanvittig for at have værdi?

»Ja, helt sikkert. Sådan som tingene ser ud nu, er det nødvendigt at skabe uro og prøve at problematisere den vanvittige måde, tingene er skruet sammen på aktuelt«.

Og du vil ikke mene, at der er nogle humane og lovmæssige problematikker forbundet med at skyde ind i en menneskemængde?

»Jo. André Breton gjorde det jo faktisk heller ikke og blev derfor kritiseret for bare at ville provokere borgerskabet med et kunstintern provokation. Men du kan ikke sætte en dagsorden uden at lave ballade, sådan som situationen er nu«.

Umuligt at rejse en debat
Mikkel Bolt trækker vejret og fortsætter:

»I Danmark finder der en ekstrem hetz og eksklusion sted af bestemte befolkningsgrupper, nemlig muslimer. Vi har udviklet en underlig form for autenticitetstotalitarisme, hvor alt fremmed ekskluderes. I et forsøg på at give dette projekt udenrigspolitisk mening, har vi invaderet et land, nemlig Irak, på et løgnagtigt grundlag. Der er flere hundredtusind irakere, der er døde i det projekt. Nu er der tilsyneladende ingen, der har problemer med at sende størstedelen af den lille bitte gruppe irakere, vi har modtaget, tilbage til borgerkrig. Alt tyder på, at mange af dem vil dø. Er det et problem? Nej, det bliver betragtet som collateral damage. Det kan åbenbart ikke lade sig gøre at rejse en debat og sige fra. Hvad gør man så?«.

Dem der satsede
Der var engang, hvor kunsten stillede samme spørgsmål – hvad gør vi så? – og hvor den fandt et svar. Og hvor noget næsten lykkedes, ifølge Mikkel Bolt. I ’Avantgardens Selvmord’ fremhæver han to af disse eksemplariske avantgardebevægelser: Den franske forfatter George Batailles hemmelige selskab Acéphale, der eksisterede fra 1936 til 1939. Og situationismen i Frankrig, hvor medlemmerne lavede aktioner og byggede barrikader i Paris’ gader i 1968. Men det var den sidste i rækken af store avantgardebevægelser, der ville det hele. I dag står vi i en åndelig krise, ifølge Mikkel Bolt.

Du fremhæver George Bataille, der forsvinder ud i en fransk skov med sit hemmelige selskab, der udførte gådefulde ritualer under et tordenramt træ. Man ved ikke så meget om, hvad der skete ude i skoven, og hvor ser du præcis den politiske gennemslagskraft?

»Det, som kendetegner det moderne menneske, er, ifølge Bataille, at den er blevet bemestret af fornuften. Der er blevet lagt låg på de emotionelle og driftsmæssige sider af menneskets liv, og Batailles pointe er, at de i stedet vil komme til udtryk gennem fascismen og nazismen. Derfor forsøger han at skabe en form for autentisk fællesskab – denne her mystiske kreds – som hverken kunst eller politik havde kunnet skabe, og som kan tage kampen op med fascismen. Det er et vanvittigt farligt forsøg, men han ved, at de parlamentariske demokratier ikke er noget værn mod fascismen, de kan lige så godt lade hånt om retten og ekskludere befolkningsgrupper«.

»Det er jo det, vi ser i dag. I den situation er Bataille villig til at satse kunsten, og han er villig til at satse det politiske engagement til fordel for noget, han ikke ved, hvad er. Det er typisk for avantgarden, og det er det, som er så svært at få øje på i samtidskunsten i dag. Springet ud i begivenheden mangler«.

Situationisterne i 1960’erne er så de sidste, der for alvor springer ud i begivenheden, skriver du. Hvad præcist kan de?

»De går jo hele vejen og erstatter kunst med gadekamp. For dem er det kun den helt store revolution, der tæller, hvor alt forandres.«.

Her vil jeg så indvende, at sidste gang, jeg mødte en situationist, fik jeg hældt et glas vand i hovedet og var derefter meget tæt på at få hæld et glas tis i hovedet ...

»Alexander Brenner?«.

Ja. Dagen efter bed han en kunstprofessor i benet. Muligvis havde han en gyldig kritik af den danske kunstscene, men det, som stod tilbage, var primært aggressionen. Det er vel et problem?

»Det er i høj grad et problem, at de forskellige greb og strategier, som blev udviklet i mellemkrigstiden, er blevet en form for repertoire, som samtidskunstnerne gentager. Avantgarden er blevet en tradition. I forhold til Bataille og situationisterne er Brenner desuden helt afskåret fra en bredere politisk offentlighed, han løber bare rundt og bider kunstprofessorer og kuratorer i benene. Det kommer mest af alt til at virke som et patetisk forsøg på at få institutionel anerkendelse«.

Hesteslagtning og Hyskenstræde
Og så nævner Mikkel Bolt for eksempel Bjørn Nørgaards hesteslagtning. Den legendariske kunsthappening, der nægter at dø. Og han nævner den for det gode. Ligesom han også fremhæver Solvognen og Julemandshæren, der delte varer ud til kunderne i Magasin:

»De havde oddsene imod sig, men de forsøgte at arve dele af avantgardeprojektet, og for Bjørn Nørgaards vegne at adressere nogle aktuelle storpolitiske problemer – nemlig Vietnamkrigen – og på den måde vil jeg sige, at 60’er-kunsten i det mindste ikke var spærret inde i kunstinstitutionen. At så Nørgaard siden viste sig at være kongelig hofmaler, er jo bare trist og bekræfter forvitringen af den politiske kunst«.

Hyskenstræde  er overmalet med graffiti helt op til tredje sals højde efter nattens udskejelser.1960’erne er længe siden. Mikkel Bolt var endnu ikke selv født. Og det er så på det tidspunkt i samtalen, spørgsmålet melder sig. Er der virkelig ikke noget, der kan begejstre dig? Svaret, da det kommer, lyder:

»Jeg synes, at piratfesten i Hyskenstræde (i København i maj, red.) var en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum«.

Okay? Andre vil kalde det hærværk?

»Ja. Men det hærværk, der fandt sted, vil jeg så sige, er meget mindre end det overgreb, der finder sted hele tiden. Homogeniseringen af det københavnske byrum er meget massiv – folk er blevet fordrevet fra byen på grund af udviklingen af boligmarkedet. Der har fundet en eksklusionsproces sted, der er baggrunden for, at nogle føler sig nødsaget til at holde en fest. Man kan jo bare gå en tur på Vesterbro. De sidste 15 år er der sket en voldsom udvikling. Måske kan man ignorere den, hvis man er hvid og fra middelklassen, men udviklingen er gået ud over nogle. Der er mennesker, der er forsvundet«.

LÆS ARTIKELDagen derpå: Hvorfor har de ødelagt gaden?

Ja, men at se Hyskenstræde som et kunstværk forudsætter jo, at man intellektualiserer hærværket? Først og fremmest er det vel en ulovlig aktion?

»Jeg mener ikke, at man skal lade sig begrænse af, at noget er ulovligt. Det har aldrig ligget avantgardetraditionen på sinde. Den har netop stillet spørgsmålstegn til forestillingen om legalitet og det kriminelle. Det interessante, der er sket efter rydningen af Ungdomshuset er, at der er flydt en masse studerende og kunststuderende ind i det miljø, og at der nu er en masse interessante diskussioner, aktiviteter og aktioner, som ligger et underligt sted mellem kunstneriske projekter og politiske aktioner«.

Men så er faren jo igen, at budskabet ender med at være: Nu har endnu en flok unge begået noget ulovligt, eller nu har endnu en kunstner forsøgt at provokere, hvorved det egentlige budskab drukner? Derved får det jo ingen effekt?

»Ja, det er klart. Og der er ingen, der siger, at det er nemt. Det er derfor, der er så få eksempler på kunstværker, der får en politisk effekt i den politiske offentlighed«.

Og så tilføjer Mikkel Bolt:

»Men måske er der også for mange kunstnere, der bare er kunstnere. Måske de skulle overveje, om ikke de ville være mere tro mod avantgardeprojektet ved at lave noget andet«.

Mikkel Bolt. ’Avantgardens Selvmord’. Forlaget 28/6. 109 sider. Pris 50 kroner.