Onsdag kommer alle Beatles-album på gaden i nyslebne udgaver i to simultant udgivne bokssæt. Et must, mener vor anmelder. - Foto: ROBERT FREEMAN/AP

BEATLES i mono og stereo

Anmeldelse af de to bokssæt:

The Beatles in Box – Remastered in Stereo, EMI Parlophone, 15 cd’er.

The Beatles in Mono, EMI Parlophone, 13 cd’er.

Hjerterne gives for musikken og ekstraudstyret i den nye boks. Alle plader fås i både stereo og mono:

Please Please Me (Marts 1963)

With The Beatles (November 1963)

A Hard Day’s Night (Juli 1964)

Beatles For Sale (December 1964)

Help (August 1965)

Rubber Soul (December 1965)

Revolver (August 1966)

Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (Juni 1967)

Magical Mystery Tour (December 1967)

The Beatles (White Album) (November 1968)

Yellow Submarine (Januar 1969)

Abbey Road (September 1969)

Let It Be (Maj 1970)

Past Masters I & II (Marts 1988)

EMI Parlophone
Stereo-bokssættet koster 2.000 kr.

Mono-bokssættet koster 2.300 kr.

Enkeltvis koster cd’erne 150 kr.

Priserne er vejledende

I 2006 blev The Beatles’ ofte anderledes sammensatte amerikanske udgivelser på Capitol udsat for en tilsvarende remastering.

Artiklens forfatter, Torben Bille, er tidligere mangeårig rockanmelder og redaktør ved musikbladet MM, Politiken og flere andre dagblade. I dag redaktionschef på billedbureauet PolfotoBeat

Jeg har høj vrist. For høj.

Og det forhindrede mig i at være med i The Beatles.

Eller i hvert fald se ud som dem, for da jeg var 14, ønskede jeg mig kun to ting af livet – at gennembryde Jyttes vatforede panserværns-bh med mandelist og rom & Jolly Cola, og at kunne passe et par af de kortskaftede, sorte med høj hæl, annoncerne kaldte Beatles-støvler.

Det første lykkedes omsider til tonerne af ’I’ll Get You’, men så kom hendes mor hjem – det gjorde mødre altid dengang. Det andet ville jeg have til at lykkes, men måtte give op.

Mine fødder var ikke popstjerneformede.

Til gengæld kunne jeg passe den reversløse jakke, som var det, vi i dag ville kalde en del af deres brand, men som i 1962-64 var den svigermorvenlige uniform, Beatles-manager Brian Epstein snedigt iklædte deres hormonbugnende overtryk, som dog ikke kunne skjules, når man først hørte musikken, der nærmest skruede op af sig selv.

Sådan virkede det i hvert fald på mange forældre, der i julen 1963 havde givet efter for plagsomme teenageløfter om at tage opvasken, gå ned med skrald og passe lillebror i ugevis, bare der landede en Beatles-plade under træet.

Det gjorde der hos os, ’I Want To Hold Your Hand’. En single, lp-plader var en luksus, jeg havde til gode. B-siden var ’This Boy’, og der blev påbudt rationering af afspilningen på den transportable røde grammofon med højttaler i låget, som jeg havde fået til min konfirmation.

Den havde hidtil været megafon for Elvis, Gitte Hænning, Four Jacks, Pat Boone og Bruno Martinos orkester.

Vi var ikke kostforagtere i de dage.

Mødet med The Beatles lærte mig at blive kræsen, lærte mig, at musik ikke bare er musik, lærte mig, at jeg ikke var alene, men tilhørte en kultur, som jeg selv var med til at skabe.

Digitalt dementi
Undskyld, jeg fortaber mig.

På the long and winding road tilbage til mit eget Penny Lane, mine egne Strawberry Fields Forever, »back to where we once belonged«.

Årsagen: Beatles’ samlede værker, omsider genopstandne som nyrestaurerede cd’er, og et digitalt dementi af John Lennons udtalelser om, at bandet havde spillet deres bedste, før de overhovedet begyndte at indspille plader.

»Vi slog os selv ihjel for at komme frem«.

Lennon sagde så meget i al sit selvcentrerede distanceblænderi, og hans ord faldt på et tidspunkt, hvor han havde brug for at lægge afstand til Paul McCartney.

Den Paul, der introducerede John til den avantgarde, han skulle hente sin nye selvforståelse fra, og den, der holdt sammen på gruppen til det sejpinende sidste, trods Linda, trods John & Yoko, trods Allen Klein, trods Phil Spector.

Har de fornyede cd’er så været ventetiden værd?

Er de i disse krisetider værd at investere i?

Paul McCartney giver selv svaret i det seneste nummer af Rolling Stone, hvor han siger, »at det lyder, ligesom det lød i det rum, mens vi indspillede det«.

Jeg tror, John Lennon ville have været enig.

Selv hvis man er noget så usandsynligt som ejer af alle bandets plader i pletfri vinyl, vil der være noget at komme efter, noget at gå på opdagelse i, noget at blive overrasket over på de to simultant udsendte bokssæt i mono og stereo.

Og for første gang får de uendelige Beatles-diskussioner en fælles reference.

Pladerne udkommer globalt på onsdag, eller 09-09-09, som der længe i de få tilbageblevne pladebutikker har stået med klistermærker på de gamle cd’er, de skal erstatte.

Dermed rådes der bod på en af de største undladelsessynder i branchen.

Ganske vist udkom The Beatles i compact discens barndom, i 1987, men den livløse, skarpe gengivelse var dårlig reklame for det nye medie, der i den grad stod til spanking af hi-fi-feinschmeckere for netop ikke at rumme den varme, vinylplader – eller erindringen – siges at afgive.

Desuden var pladerne som produkter sølle og skrabede. Det er de ikke længere.

Det rene snit
Beatles anno 2009 fås endnu ikke som download, lidt værdighed på musikkens vegne er der heldigvis nogen, der stadig har råd til at have, men altså som to sæt:

Et i stereo med alle officielle studieplader, indspillet 1962-69 samt en dobbelt-cd med de numre, der aldrig kom på lp. Stereopladerne kan også købes enkeltvis.

Det kan mono-cd’erne ikke. De fås som lp-efterligninger, samlet i en hvid kube.

Finishen er forrygende generøs, lækkert reproarbejde, solid karton, gode, ikke lobhudlende linernotes (til stereopladerne) og en mini-dokumentar med filmklip og stillbilleder om den pågældende plades tilblivelse, indlejret i hver stereo-cd.

Når tilrettelæggerne nu var så godt i gang, kan det undre, at der ikke medfølger sangtekster til alle pladerne, som også burde have været forsynet med ’hvem spillede hvad’-oplysninger.

I modsætning til så mange af tidens genudgivelser er der ingen outtakes at gå på opdagelse i.

Dér har Beatles været med ’Anthology’-sættet i 2000, og selv om der henligger hundredvis af uhørte timer på bånd, giver det mening at køre det rene snit.

På samme måde som det giver mening ikke bare at forlænge stereo-cd’erne med mono-udgaverne, selv om der er plads nok på den enkelte cd til begge.

Selvfølgelig er det for at få os til at købe hele svineriet, men også en markering af, at trods den spændvidde, farverigdom og sprælske mangfoldighed, der strømmer gennem musikken, tænkte og indspillede The Beatles i mono helt op til ’Abbey Road’.

Præcis som de kun sporadisk bekymrede sig om rækkefølgen af numre på pladerne, lod de andre, typisk producer George Martin, om at lave separate stereomix af numrene, som ikke altid faldt lige heldige ud med forsangeren i den ene kanal og trommerne i den anden, som om de begge var ved at falde ud af højttalerne til hver sin side.

The Beatles i stereo var mere eller mindre en konstruktion. Og en smagssag.

Det er der ikke ændret nævneværdigt på i denne nye ombæring, men alligevel er der tale om en klanglig genfødsel. Man har stort set kun repareret og udbedret tekniske fejl.

Altafgørende er, at lydniveauet er blevet løftet, så musikken igen får det næsten fysiske nærvær, den altid har haft i vore hoveder.

Uopsætteligheden og begejstringen i musikken smitter som mediedækningen af influenza A og er heldigvis meget sværere at slippe af med, og hvor er det en fryd nu at kunne høre, hvor melodisk udforskende en bassist Paul McCartney var, og hvor nærmest symbiotisk han og John sang sammen, og hvor solid en trommeslager (og tamburinspiller!), Ringo var, og, og, og ...

Nostalgi ingen nødvendighed
På samme måde som vi ikke genfortæller skabelsesberetningen, hver gang vi nævner Gud, således kan The Beatles høres uden forhistorie og mellemregninger.

Det giver absolut mening at høre det hele fra 1962 til 1970, hvor de lukkede og slukkede med ’Let It Be’, så en hel verden sukkede efter mere, mens de selv længtes efter at blive frie.

Undervejs kan man endnu en gang blive mindet om, at Lennon ikke kun var den læderjakkerå eksistentialist, og at McCartney ikke kun havde sødsuppe som livret.

Men man kan også gå på punktvis opdagelse i sangene, som det de var, små lynnedslag i kulturhistorien eller bare som nogle af de mest blivende sange, der er skrevet.

The Beatles var nemlig næsten fra starten så åbenlyst talentfulde, at parnasset ikke bare kunne vende ryggen til. Gjorde man det, risikerede man at vende ryggen til tiden.

Smagsdommernes iver efter at være oppe på beatet nærmede sig tit det komiske. F.eks. havde London-avisen The Times en kritiker, der hørte æoliske kadencer i gruppens musik.

Beatlerne hørte kun livs- og spilleglæde. Selv om de tog for sig af både det ene og det andet, var de aldrig oprørske eller dekadente som Rolling Stones, og bortset fra få gange (’Revolution’) sang Beatles ikke systemet midt imod.

De ’nøjedes’ med at lave en tiltrængt udluftning i populærmusikken, som dengang først i 60’erne mest bestod af solister, der var afhængige af råvareleverandører med reproduktion eller lydefri underholdning som ærinde.

The Beatles var banebrydende, fordi de var et selvforsynende band. Deres fire forsangere (hvis man tæller Ringo med) ikke alene sang sangene, de skrev dem selv og de gjorde kun sparsomt brug af gæstemusikere (i modsætning til f.eks. The Beach Boys).

Og så var de påfaldende påholdende med at blære sig. Ingen tromme- eller guitarsoloer her. Melodien og samspillet førte taktstokken i deres musik.

Og selv da de, i takt med studieteknikkens udvikling, var mest innovative, skete det aldrig på bekostning af den udadvendthed, der havde været deres livsvilkår, lige siden de spillede for ludere, lommetyve og sømænd på landlov i Hamburg.

De spillede altid for nogen, aldrig for sig selv.

De ville både hengive sig og henvende sig. Derfor var der også en benhård logik i, at de holdt op med at give koncerter, da der ikke længere var nogen, der kunne høre, hvad de spillede.

Debutalbum på ti timer
Det kunne George Martin, distingveret, meget britisk og uhyre musikalsk.

Det vil sige, allerførst var han tilbøjelig til at gøre som kollegaen på et konkurrerende pladeselskab – sige pænt nej tak, men efter deres audition faldt han i snak med de unge mennesker (han var femten år ældre, en evighed dengang) og fornemmede den gruppedynamik, som både blev bandets motor og tidsindstillede bombe.

Efter at Martin med held havde foreslået dem at skrue tempoet op på Lennons Roy Orbison-inspirerede ballade ’Please, Please Me’, krævede singlesuccesen at blive fulgt op af en hurtig lp.

Martin bad dem bruge en turnefridag i studiet. Her skulle de 11. februar 1963 lade, som om de stod i The Cavern og så ellers bare give koncert for ham, en tekniker og en to-spors båndoptager som det danseorkester, de var.

Ni timer og tre kvarter senere var Peter Stuyvesant-cigaretterne røget, hostebolsjerne spist og debutalbummet i kassen.

Det udkom en måned senere! På sin vis stadig deres bedste.

Det er uovervejet, frisk og sprudlende og former sig fra den første ’one, two, three, fuh’-indtælling i ’I Saw Her Standing There’ over ballader som ’Do You Want To Know A Secret’ og ’Baby, It’s You’ til Lennons lungeudmarvende udlægning af ’Twist And Shout’ som en matrice over bandets inspirationskilder:

Everly Brothers, Wilson Pickett, Smokey Robinson, musicals, pigegruppepop, Carole King, Carl Perkins og Buddy Holly.

Og så den guitarist, sanger og sangskriver, om hvem Lennon sagde, at skulle man give rocken et andet navn, så burde man kalde den Chuck Berry.

Det var de musikalske dna-strenge, gruppen skulle spille på resten af deres i virkeligheden korte, men omfangsrige karriere. Som Shu-bi-dua sang: »... senere blev de vist meget go’e/ man hører dem i hvert tilfælde tit«.

Sulten lidenskab og stille længsel
Otte originalmelodier og seks kopier.

Den model fulgte de på efterfølgeren ’With The Beatles’, men da de nåede til ’A Hard Day’s Night’, indeholdt det lutter Lennon-McCartney-kompositioner, så evergreen-enkle, instinktive og inderlige – både når der skulle hviskes og råbes – at de ikke længere kunne holdes som en nordeuropæisk hemmelighed.

’Can’t Buy Me Love’ og ’And I Love Her’ – rockeren og sjæleren, sulten lidenskab og stille længsel; vi sang de sange, som om vi havde skrevet dem selv, og resten af verden skrålede med.

Inden jeg kommer for godt i gang, er det værd at notere sig, at de ikke kun serverede lagkage. Beatles lavede også lort – om jeg så må sige.

Sange som ’Yellow Submarine’, ’Maxwell’s Silver Hammer’, ’Ob-la-di, Ob-la-da’, ’Bungalow Bill’ og ’Till There Was You’ for at nævne nogle stykker.

Og hvad med ’Help’, den mest fjollede (og nu helt antikverede) film (men dog med nogle af de bedste sange, titelnummeret og ’Yesterday,’ som fremstår jomfruelig renhjertet, løsladt fra muzak-fængslet).

Det mest overvurderede:
Og mens vi er i det sankrosante hjørne:

Deres mest overvurderede album?

Tæt opløb mellem de kritiker- og publikumskanoniserede ’Revolver’ og ’Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band’.

Den første har stemningsmættede McCartney-ballader som ’Here, There And Everywhere’ og ’Eleanor Rigby’, men også ligegyldigheder som ’Mr. Taxman’ og ’Dr. Robert’ og er et usammenhængende stilsammenrend.

Eklektisk er også ’Pepper’, men har generelt bedre sange, især genistregen ’A Day In The Life’, men også for eksotisk tidsbundet klingklang som ’Within You Without You’.

Problemet med ’Pepper’ er, at den er for konciperet for at skjule, at bandet var ved at gå op i limningen.

Lennon havde stadig større problemer med sit ægteskab.

Cynthia så fortvivlet sig selv reduceret til husmor og støttepædagog.

Han så sig selv som boheme og for at få bedre øje på det, åd han lsd og røg sjov tobak, oftere end andre børster tænder.

Harrison var ved at se det indre lys, Ringo nøjedes at spille trommer og fyre jokes af, så McCartney så sig nødsaget til at tage teten.

Indhentet af tiden
Han var klar over, at Beatles skulle løbe stærkere for ikke at blive indhentet af tiden.

Han havde hørt ’Pet Sounds’ med Beach Boys og ’Freak Out’ med Mothers of Invention, og både The Byrds, The Doors, Jefferson Airplane samt ikke mindst den unge, himmelkyssende Jimi Hendrix var tegn på, at Beatles for første gang ikke var foran.

Den konceptuelle genistreg ved ’Pepper’ består i, at Beatles forenede hele den forvirring, der forkortes ’1967’. De gjorde avantgarde til mainstream.

Samtidig var albummet et farvel til det Beatles, der var: ’Fun is the only thing money can’t buy’, sang de og lød, som om de vidste, hvad de talte om.

Men med analysehatten lagt til side lyder pladen monumental i mono – på B&O Earphones A8 via en iMac! Lennon-efterlignerne Oasis må have sniglyttet og så forleden besluttet sig for i græmmelse at gå i opløsning.

Sammensat og splittet
Det næsten naturstridige er, at det efterfølgende, såkaldte ’White Album’ er lige så sammensat og splittet som ’Pepper,’ og at gruppen på det tidspunkt stort set var i opløsning.

Alligevel er dobbeltalbummet ren legestue, hvor alle får spilletid, og pladen står i sin genrevariation som et signalement af de modsætninger, der gav gruppens sammenhængskraft.

Svanesangen ’Abbey Road’ ligner en mere tilbagelænet udgave af ’Pepper’ og er i endnu højere grad en McCartney-syet collage, men ikke nær så prætentiøs.

»Lagerrealisation«, kaldte en dansk anmelder pladen, da den kom i 1970.

En korrekt, men kritikerkynisk betragtning, som overhørte den sorg og det vemod, men også lettelse, der var i de bedste af sangene.

Bogen om The Beatles var ved at blive lukket. Troede vi.

Nu genåbnes den, hemmelighederne er ikke længere helt de samme, men sangene springer os alligevel i møde som helt nye fortællinger.

Ændrede de så verden?

Nej, eller som Lennon sagde i 1970:

»Det er fuldkommen det samme, bortset fra at jeg er tredive, og en masse mennesker er langhårede ...«. Ville verden have været den samme uden The Beatles. Nej. Forklaringen kan findes i de tre ord »yeah, yeah, yeah«.

Kan man ikke forstå rækkevidden af dem, kan man ikke sige, man har levet.