I flere generationer havde familien Arnoldi kæmpet sig ud af fattigdommen. Nu manglede kun det sidste lille skridt, og det skulle Per tage. Alt i familien var indrettet på, at han skulle være læge. Men det stædige enebarn var ikke bygget til alvor og ambitioner. Slet ikke andres. Han er ude af stand til at lytte, siger han. Men verdensmester i at rejse sig og gå. Og så gik han.

Pludselig var det alvor. Per havde igen været i slagsmål i skolegården, men denne gang havde han ramt en dreng uheldigt. På adamsæblet.

Og udåden blev derfor ikke afregnet med den obligatoriske tur op ad muren og et par flade fra læreren, men med en sådan mavepumper fra rektor til hele den arnoldiske slægt, at det selvbevidste og ubekymrede enebarn for en gangs skyld tabte vejret.

»Han sagde, jeg var smidt ud af skolen«.

Per Arnoldi ser lige på mig.

»Og at der ville blive ringet til mine forældre«, tilføjer han med en hvisken.

Per Arnoldi ved, hvordan man fortæller en historie. Og præcis, hvor lang en pause skal være. Et sekund går. To sekunder. Og endnu et par brøkdele.

»Og så vidste jeg jo, at det her virkelig ikke var godt«, falder han ind, da den ikke skal være længere.

»Det var faktisk hele øvelsen, der faldt sammen«.

Per Arnoldi er malernes Møllehave. En ren cirkusforestilling. Med sig selv som direktør, akrobat og publikum. Hvorfor han da også indimellem må afbryde sig selv midt i en sætning for at grine af.

Men lige nu er det alvor.

Spillets regler
Han var 12 år gammel, da han blev smidt hjem fra skole og gik den tunge gang langs Søerne til lejligheden på Østerbrogade.

Hele sit liv var han blevet båret frem af sin far og mor som en sølvkugle på en velourpude. For at han i det rette øjeblik selv kunne baske det sidste lille stykke, gennembryde glasloftet og fuldende familiens opstigning fra fattigdommens evige uvished og bringe sig i sikkerhed med et lægestudie.

Og nu havde han sat alt over styr. Hele slægtens møjsommelige klatretur. Bedstefaderens spring fra skibsdreng til sporvognskonduktør.

Hans egen fars tålmodige slid med sporvejenes fartplaner og hans mors fortvivlede kamp for at undgå, at verden gik op i druk og spillegæld.

»Det var en rigtig lortetur«, siger han.

»Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan min mor ville se ud«.

Men hun så fin ud. Teen var skænket. Og ingen havde ringet.

»Det vil sige ...«, hvisker han.

»... at turen var straffen«.

Han samler sig i stolen.

»Og det er jo et nederlag for rektor«, udbryder han.

»Det er for dumt. Det er jo fallit. Og det gav mig det totale overtag. For han vidste, at jeg vidste, at han havde været nødt til at lyve for at få en autoritet, han ikke havde«.

Det er pointen i den historie. At rektor havde brudt spillets regler. Mener Per Arnoldi. Den 68-årige plakatkunstner, maler og foredragsholder er en mester i at aflæse og forholde sig til regler.

Inden for kunstens genrer og i livet som sådan. Både de få, han retter sig efter, og de mange, han bryder.

På drømmejagt
Men andre pointer kunne måske også udledes af hans tunge tur hjem fra skole. For det var sidste gang, han med hjertet i halsen tog sine forældres projekt på sig.

Og accepterede rollen som enearving til hele den socialdemokratiske drøm. Selve velfærdssamfundets personificerede facit, der én gang for alle skulle gøre en ende på slægtens bekymringer.

»Jeg var det sidste ryk«, siger han.

»Endelig når du op. Du har den højeste studentereksamen i klassen. Og de spørger: Hvad så? Skal vi være læge, eller skal vi være læge?«, griner han.

»Og så siger du kraftstejleme, at du vil være kunstmaler«.

I mange år så Arnoldi ikke sine forældre og jagtede kun sine egne drømme. Hvorved han paradoksalt nok måske netop indfriede familiens.

På en måde, hans forældre ikke var i stand til at forstå.

Læge blev han aldrig. Og det havde måske også været en omvej. I stedet blev han ubekymret. Og fri.

En forkælet hystade
I den ene ende af gaden står rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads i bleg kobbergrøn profil. I den anden ende tordner tyrene i Gefionspringvandet frem i et brøl af forstøvet vand.

Amaliegade er ikke nogen ringe endestation for en Arnoldi, hvis slægt skal være kommet hertil til fods fra Triesteegnen.

Han står og venter i døren til sit atelier ud mod gården. Og ligner noget, der aldrig har været andet end dansk. Med sin blonde udstråling, den tætte lyse figur og det brede smil.

Et sydlandsk temperament i en hinde af danskhed.

»Det her er hestestalden«, runger den store stemme, da vi træder indenfor og tager plads i hver sin kurvestol.

Fra loftet hænger adskillige sorte emaljelamper. Rundt om i det store ryddelige lokale står hans billeder stakket op ad muren i sorte rammer med variationer over temaet gul, rød, blå.

Og på væggene mellem vinduernes buer mødes primærfarverne igen i rette linjer på andre af hans lærreder.

Ærmerne på den ternede lyseblå skjorte er smøget op over de kraftige underarme. Hårene på dem er lyse. Ligesom øjenbrynene.

Og frisuren sidder, omtrent som den må være anlagt engang for seks årtier siden. Han ligner sine egne plakater, slår det mig. Med ansigtets store flade og rene regulære linjer. Et studie i enkelhed.

Maler med stemmen
Interviewet går sådan set aldrig i gang. Per Arnoldi begynder bare at tale. Om film og bøger og bygninger og konger og kunstnere.

Alt sammen serveret i anekdoter. For det er sådan, han tænker. Og husker: i begyndelse, midte og slutning.

Åbning og opbygning. Pointe. Pause.

Og latter.

»Hele mit mentale apparat er gearet til pointer«, siger han.

»Jeg kan kun huske historier, når de er blevet til anekdoter. Det er sådan en måde, det skal koagulere på. Jeg har været i byer i månedsvis og kan ingenting huske.

Det forsvinder bare, når det ikke har krystalliseret sig i anekdoter«.

Per Arnoldi taler ikke. Han maner billeder frem med stemmen. Performer slet og ret. Tilsætter lyde og stemmer efter behov – trafiklarm, dialekter og udråb – mens han smager historien til.

Pauserne består ikke af tavshed og vejrtrækning, men af nye anekdoter. Sådan slapper han åbenbart af.

Af samme grund er han dybest set umulig at interviewe. Ikke at det er granit, man borer i. Snarere vulkanske aflejringer.

Han er så fuld af anekdoter, at lige meget hvor man stikker en pind i jorden, springer der en gejser – og der sidder man så og spræller på vandstrålen, indtil pointen falder, man bliver sat ned, kan stikke en ny pind i jorden.

Og blive skudt til vejrs igen.

Ting og mennesker er flotte, pragtfulde og vidunderlige. Hans ord er aldrig gennemsigtige abstrakter, men nærmest fysiske genstande, der flyver gennem luften, sendt af sted med hele kroppens vægt, så kurvestolen gnistrer under ham, og man får lyst til at synke ned i sædet, lukke øjnene og bare lade sig føre med.

Tilstår alt
Historierne indledes med små tekniske regibemærkninger om, hvor gode de er. Om det er den korte eller lange version, der følger. Og afsluttes med en lille ironisk eftertackling. Som:

»Hvis man ellers må få et ord indført«.

Og lidt undertekst at støtte sig til:

»Jeg har jo også selvironi«.

Sådan er det med Per Arnoldi. han tilstår alt. Sin forkælelse, sit hysteri, sin stædighed. Selv sin manglende evne til at lytte. Og griner af det. Det ene øjeblik. For det næste at trække i kostumet og atter være det hele igen.

Monologskjoldet
Egentlig har jeg spurgt, hvad der foregår her i atelieret. Men det rammer åbenbart ingen åre.

»Hvad kan jeg fortælle?«, siger han.

Han kan fortælle, at han var i Cirkus Arena med sit barnebarn i går. Hvorefter han lige gennemgår hele forestillingen. Nummer for nummer.

Opfører knivkasterens nummer på gulvet. Med strakte arme og ben som den letpåklædte assistent. Og derefter artistens kast.

Med bøjet albue og øksernes »bak, bak, bak« mod træværket. Næste nummer var »en rablende vanvittig mand med flyverhjelm og goggles«, der talte mærkeligt.

»Ydr ... bvøp ... duewt«, gurgler han.

»Han havde ikke ét ledbånd, der sad på plads, du. Overhovedet! Så kom han ind med en stålbøjle«.

Per Arnoldi griber en lille kvadratisk blok, lægger den i skødet og skitserer med en fed hviskende kulstreg, hvordan artisten ét for ét gav sig til at stikke de led, han ikke havde, igennem bøjlen.

»Jeg tænkte: Nu kryber han kraft æde mig igennem den!«

Så følger beskrivelsen af børnenes ridetur på elefanterne. Størrelsen på deres lorte. Elefanternes altså. Prisen på rideturen. Og endelig når vi frem til den: pointen.

»Jeg vil gerne i cirkus to gange om året. For: Er der et øjeblik af lykke?«, siger han.

»Det, havde jeg tænkt, var meget sjovt i forbindelse med, at du skulle komme. Var der i år et par øjeblikke af stor lykke? Det er jo nok. Det er jo nok, for fa’n! Har man det hver dag, er man meget heldig«.

Sekunder af skønhed
Det var der. Under et skift i trapeznummeret, hvor griberen hang i benene med den anden akrobat i hænderne, hvorefter den tredje kom susende, slap sin pind, og de to byttede plads i en bevægelse uden for tid og sted.

»Dér var sekundet af skønhed. Og det var ikke engang noget med at lave salto. De byttede bare plads. Men fuldstændig timet. Og der var ingen forstillelse mulig«.

»Det er den slags små øjeblikke af klarhed, jeg samler på«.

Hvad adskiller de øjeblikke fra andre?

»At de henvender sig til dig«.

Han tager sig til øret, læner sig frem og løfter et høreapparat på bordet.

»Der døde sgu spilledåsen!«, siger han.

»Nå, men det er jo også mig selv, der taler. Jeg kan jo nok høre det«.

En potte i bryllupsgave
Monologskjoldet, kalder han det selv.

»Det er meget sjældent, at jeg lytter. Jeg forstår ikke, hvad jeg skal høre efter for. Og jeg er uimodtagelig for instruktion«.

Man kan godt få lov at stille et spørgsmål. Hvem hans forældre var for eksempel. Man må bare være forberedt på som svar at få hele slægtens historie.

Skåret ud og anrettet i anekdoter.

Per Arnoldis farfar var en flot fyr. Men forældreløs fra han var 14. Slagterlære duede han ikke i, og som skibsdreng fik han så mange bank, at han stak i land, men da han som kusk for et vaskeri afleverede linned ude på Lorry, ansatte de ham som ungtjener.

Og da de manglede en trommeslager, udnævnte de ham også til det, fortæller Per Arnoldi og ser på mig.

»Du havde ikke troet, at du kunne nå at spørge om noget, vel?«

Ved en optagelsesprøve for nye sangerinder flygtede en ung pige en dag grædende ud af direktørens kontor, hvor prøven var fortsat under mere private former.

Hun løb lige i armene på ungtjeneren, som trøstede hende og derefter »fuldbyrdede, hvad direktøren ikke nåede«, som Per Arnoldi siger.

Det var hans farfar og farmor, som ludfattige delte et værelse i Søborg, gav hinanden en potte i bryllupsgave og »startede den møjsommelige klatretur til Amaliegade«, som han siger.

Sporvejenes orkester manglede en trommeslager, og for at få Orla Arnoldi gjorde de ham til vognstyrer på linje 16. Det første skridt var taget.

Per Arnoldis far havde nær fuldført rejsen, men droppede ud af 1. g og endte på sporvejenes hovedkontor, hvor han sad og skrev køreplaner ind i store bøger.

»Nu har du set den«, siger Per Arnoldi, løfter en flad hånd og hælder den skråt opefter for at illustrere slægtens sociale kurs.

Ren Mads Skjern
»Så kommer vi til min mors familie«.

Den anden hånd kommer i vejret. Og den peger nedad.

Per Arnoldis morfar var en velhavende tekstilfabrikant med fabrik på Vodroffsvej, ejendomme langs Søerne, en stor villa i Hellerup og sommerhus på Strandvejen.

»Det var ren Mads Skjern«, siger han.

»Men han var fordrukken. Og spillede. Fuldstændig! Alt, hvad de havde, røg på rouletten og trav og galop«.

Per Arnoldis mor tilbragte en stor del af sin opvækst i baren på D’Angleterre, mens hendes far spillede roulette. Han ødelagde familiens liv med sin drikfældighed, liderlighed og spillegalskab, som Per Arnoldi udtrykker det.

Da skuden sank under hende, bragte hun sig i sikkerhed på sporvejene, hvor hun mødte sin mand. Og som resultatet af dette møde selv siger:

»Det var jo et interessant match«.

Han ser på mig. Et øjeblik. Så brager stemmen igen.

»Ingen af de her to forhistorier sætter jo nogen i stand til at forstå den ulykkelige mutation, at barnet pludselig er blevet sindssygt ...«, griner han.

»Og ikke vil være læge, men hellere ... kravle igennem en bøjle«.

Håndbog for nutidshjem
Det var ikke Gud, man troede på i Per Arnoldis barndomshjem, men arbejdsomhed og orden. Pengene var små, tonen kulturradikal og lejligheden på Østerbrogade et pænt og modernistisk hjem med enkle snedkermøbler, hvor man sad i Børge Mogensen og så på Sikker Hansen.

Han rejser sig og forsvinder op af trappen. På vej ned igen løber latteren ham i forkøbet.

»’'Håndbog for nutidshjem'. 1938«, råber han, før han når frem, sætter sig og åbner bogen i skødet.

»Køkkenets indretning. Plan for husmoderens daglige arbejde. Barndomsmøblerne. Det er kapitlerne«.

Manualen til det moderne liv?

»Simpelthen!«

Han griner, bladrer og griner igen.

»Se! Nedstyrtningsskakten, støvsugeren. Knæbeskyttere og seksualhygiejne. Og der! Sådan en rododendronplante havde vi også. Med store blade«.

Per blev sendt i frøken Gads folkebørnehave. For at opøve sociale færdigheder. Senere begyndte han på Øster Søgades Gymnasium, en kristen privatskole.

»Der måtte ikke være én sten på vejen«.

Jazzmusikeren og hystaden
Pers far tog ekstrajobs for at få råd til skolen, førte regnskabet for sporvejenes kantine og stod i sin søsters elforretning.

»Han kunne ikke lide at gå på kontor. Ved fyraften stillede han cyklen i kælderen, satte sig til klaveret og spillede jazz i en time. Og min store ambition for ham var, at han skulle være værtshusmusiker«.

»Det var jo nådesløst. At en mand, der faktisk bruger sit liv på, at du skal have det godt ... Og så siger hans søn: Var det ikke meget sjovere, hvis du sad og spillede?«

»Det kunne min mor ikke lide«.

Pers mor var »en skrækslagen perfektionist, der sled hjemmet op med støvekluden« i sin kamp for at bevare kontrollen over en verden, der når som helst kunne falde fra hinanden.

»Hun var skide hysterisk! Nej, meget sød. Men når noget ikke passede hende, gjorde hun sådan her«, kommer det med klemt stemme, mens han skyder kæben frem og presser læberne sammen.

I virkeligheden var det sig selv, hun frygtede, mener han. Hun kunne nemlig mærke, at hun også selv havde spillergenet, når de var på Bakken, mens Per og hans far gad ikke engang vente og se, hvor kuglen landede.

»Vi grinte til gengæld så meget af klovnerne, at hun gik, fordi hun ikke ville sidde sammen med os«.

Den  purunge Per var en emsig herre. PrivatfotoPoul Reichardt og Park Bio
Lejligheden lå lige over for Fælledparken. Og da Per var 8-9 år gammel, blev et stort lærred rejst på hjørnet ved Trianglen.

»Det var op til et valg. Og mine forældre og jeg stod så der i gruset og så den socialdemokratiske propagandafilm«.

Han tøver.

»Nu er jeg sgu lige ved at få tårer i øjnene«, virrer han med hovedet.

»Sentimental!« udbryder han og lister en finger ind under brillekanten.

Filmen handlede om modstandsfolkene, der var »dybt forbrødrede i deres regnfrakker«. Efter befrielsen gik de tilbage til hver sit.

Poul Reichhardt spillede murer, Asbjørn Andersen direktør. Og en dag direktøren trådte ud af sin villa, fandt han Poul Reichhardt liggende i murerskjorte og pudse soklen.

»Hvad fa’n ... siger Poul Reichhardt så. Er det dig, 'Banan'?«.

Per Arnoldi læner sig frem og hvisker:

»Vi havde jo set ham i Park Bio i alle Morten Korch-filmene, hvor han fik gården og sad og sang på mejetærskeren og behandlede Tove Maës ordentligt, ikke?«

Stemmen isner.

»Nå, er det dig, siger Asbjørn Andersen, der ikke vil kendes ved sin gamle kampfælle. Det ser da pænt ud«.

Han retter sig op i stolen.

»Så buede vi alle sammen!«, griner han.

»Og stemte på Poul Reichhardt. Se, nu får jeg sgu tårer i øjnene igen«.

»Jeg må være en god fortæller«.

1, 2, 3
Hvorfor tror du, du bliver bevæget?

»Et øjeblik af lykke«, siger han.

»En renhed i anslaget. Min familie gennemlevede det socialdemokratiske velfærdsprojekt, som jeg holder meget af, og det er en stærk oplevelse hos mig at være vokset op i en utopi, der lykkedes«.

Alting hang sammen. De møbler, der blev tegnet. De boliger, der blev bygget. Parkerne, der blev lagt ud. Og de ambitioner, som drev familien.

»Hvis jeg var blevet læge, havde vi lavet hele modellen i tre generationer. Forældreløs skibsdreng, kontoruddannet, højtuddannet. En, to, tre«, siger Per Arnoldi.

»Så det var jo chokerende for familien, at jeg nægtede at deltage. Jeg kan stadig få dårlig samvittighed over det«.

Små hop på stedet
Per Arnoldi har altid tegnet. Som dreng sad han på Bakken og malede eller tog ud til skurbyen i Nordhavnen.

»Jeg har altid haft en svaghed for det improviserede og pittoreske, fordi det var så anderledes end derhjemme. De optrædende. Og når nogen redder sig i land og bygger et hus af gamle døre«, siger han.

»Det var frihed«.

Sin første opgave fik han, da han 14 år gammel sad uden for Cirkus Arenas telt ved Trianglen og prøvede at efterligne Flemming Bergsøes cirkusbilleder. Det var Cirkus Arenas første forestilling.

»De havde to numre med duer, nogle små hunde, der kunne gå på forbenene. En ræv, der stod i et bur. Og en lejet pony.

Og Berdino, cirkusdirektøren, stod og råbte: »Vilde, vilde vilde dyr!««, griner han.

Og tilføjer nøgternt:

»Senere fik de en abe, der hed Linda«.

Pludselig tiltalte direktøren ham.

»Du, maler! sagde han. Og jeg var jo stolt«, hvisker Per Arnoldi.

»Kan du ikke male to korslagte piske, en hestesko og skrive: Cirkus Arena«.

Professionel duks
Per var skolens mand. Det var ham, der holdt talerne, lavede skolebladet og i 2. g skrev en bog om skolen.

»Jeg var professionel duks. En skole har jo nogle regler, og man skal bare vise, at man ved, at de findes. Så kan man få det, som man vil«, siger han.

I timerne var skolen disciplinær og elitær. I frikvartererne bare et kaos af »600 drenge, der forsøgte at myrde hinanden«, siger Per Arnoldi, som selv var hjemme begge steder.

De, der ikke fulgte med i timen, fik bank af Per i frikvarteret.

»Jeg havde det virkelig godt i den skole«, siger han.

»Jeg havde ikke ét problem!«

Og dog.

»Legemsøvelser«, vrænger han.

Hvad havde du mod det?

»Lugten. Det er for ulækkert. Jeg er kropsligt genert. Jeg kan ikke lide at stå i et omklædningsrum. At der er blevet svabret.

Og jeg kan især ikke lide, at der er nogen, der siger, hvad jeg skal gøre. Så som ... små hop på stedet«.

Han stirrer vantro på mig.

»Små hop på stedet?«

Pause.

»Det er det mest åndssvage, jeg nogensinde har hørt. Jeg er lynende intelligent. Jeg står her klokken kvart over syv for at lære noget. Jeg er velforberedt. Små hop på stedet? Det byder I mig ikke!«

Vil hellere fortælle cirkushistorier
Var du fysisk tæt på dine forældre?

»Slet ikke. Det er først nu, hvor min mor er 89, at jeg kysser hende på kinden«.

»De var meget blufærdige. Vi talte sgu da aldrig om noget privat. Aldrig! Og det gør jeg også selv nødig. Jeg vil hellere fortælle cirkushistorier«, griner han og slår ud med armene.

»Altså, det her er jo min drømmesituation. At sidde og fortælle mine gamle historier til en, der ikke har hørt dem før, og tale om mig selv i fem timer«.

Men du bryder dig ikke om ...

»Jeg kan ikke lide kropslighed. Jeg har klaustrofobi ad helvede til. Det er mit mareridt. Og når der herude pludselig kommer 10.000 mennesker løbende i grimme korte bukser.

Jeg kan simpelt hen ikke lide ... altså, de sveder«.

»Jeg har det bedst med, at der er lidt plads. Og jeg er verdensmester i at gå«.

Hvad går du fra?

»Alt muligt! Middage, bryllupper«.

Ekspert i raseri
Per Arnoldi er ikke bare god til at gå. Han har også et stort talent for raseri. Og indimellem lykkes det ham at forene sine to spidskompetencer som for eksempel ved et studenterjubilæum for år tilbage.

»Så siger værten en sætning, som er forkert«, hvisker han.

»Og så går jeg. Vi havde ikke engang fået velkomstdrink. Det er bare ærgerligt. Hvis der er noget, der ikke passer mig, er jeg suset. Zuuup!«

Hvad sagde han?

»Han skulle skænke et glas vin til mig, og så siger han: pengene først«.

Han møblerer om på sig selv i stolen.

»Det gider jeg ikke høre på! Jeg er helt hysterisk. Det var jeg også som dreng«.

Hvordan ser man ellers, at du er enebarn?

»Jeg kan slet ikke deltage i debatter. Jeg afbryder! Og når de ringer fra radioen, spørger jeg altid, om der kommer andre. For så kommer jeg ikke«.

Han sidder lidt.

»Jeg kan heller ikke være ordstyrer«, triumferer han.

»Jeg bliver så vred, hvis jeg er uenig med nogen. Jeg kan få hjerteflimmer. Jeg spiser hjertepiller for hysteri«, siger han.

Og tilføjer, da vi har grinet af:

»Hvilket jeg så har udviklet til en kunstform: monologen«.

Modbydelige forelskelser
Han løfter blikket mod trappen.

»Hvem dér?«, råber han.

Det er fru Botved, der hjælper ham ved computeren. Arnoldi kommer på benene, og sammen står de og vejer farverne på et stykke karton med øjnene.

I gymnasiet kom der piger i skolen, fortæller han, da vi igen er alene.

»Og det var ikke så godt. For så blev man frygtelig forelsket. Det var ubehageligt«.

Sekunderne går.

»Nej!«, udbryder han så.

»Det gider jeg ikke tale om. Jeg har været heldig med Christiane. Det andet, det ... fortoner sig«.

Er det for intimt at tale om piger?

»Ja, det er for intimt«, griner han.

»Ups and downs, du«.

Profeten
Pers faster var gift med en læge, fortæller han, da han igen er på plads. De boede i Aabenraa, og Per og hans forældre holdt ofte ferie derovre.

Tog toget, betragtede det attraktive liv og beundrede onklens Citroën, der duftede så dejligt af bil. Det var vist nærmest derfor, at det var læge, Per skulle være.

Indtil han og nogle kammerater i 1. g begyndte at mødes i et lokale på skolen for at male.

»Det var det eneste, jeg talte om og beskæftigede mig med. Så blev mine forældre flyttet ind i kammeret, så jeg kunne få det store soveværelse, hvor jeg havde plads til at arbejde«, griner han.

Hvad sagde dine forældre om din kunst?

»Ingenting. Og jeg spurgte vist ikke«.

17 år gammel udstillede Per Arnoldi på et galleri, blev fint anmeldt i Kristeligt Dagblad og interviewet i Ekstra Bladet.

»Og da græd min mor«, siger han.

Vi ser på hinanden.

»Jamen, bare det at være offentlig. At der bliver peget på dig og lagt mærke til dig. Det var selvfølgelig hendes far, der spøgte. For han også været voldsomt synlig i sine store branderter«.

Efter gymnasiet søgte Per Arnoldi ind på akademiet. Og fik afslag. Og så begreb hans forældre slet ikke, at han fortsatte. Det var nu ikke bare kunstner, han ville være. Han ville også være profet.

Allerede i 1. g var han taget til Gudhjem for at prøve at male som Oluf Høst og sad hver dag i påsken og skabte sig på forreste række i kirken, som han siger.

»Helt i ekstase«, griner han.

Det eneste, han manglede, var at Jesus’ sår spontant sprang op i hans hænder.

»Og det var lige før, at jeg kunne«.

Lignede Max von Südow
Senere tilmeldte han sig teologistudiet.

»Jeg skulle genkristne danskerne. Jeg havde simpelt hen fået en Kristus identifikationspsykose, normalmodellen, lige efter bogen. Side A 1 stykke 1«.

Hvor kom den fra?

»Det var forfængelighed. Det skyldes ganske enkelt et for stort ego. Jeg var bare så udvalgt, at jeg mente, at jeg måtte være den allermest udvalgte af alle.

I de år kom Bergman med ’Det syvende sejl’. Og jeg lignede Max von Sydow, syntes jeg. Tynd og pæn«, griner han.

Det er den korte version. Til den lange hører, at den unge Arnoldi havde forspist sig på kunstneren J.F. Willumsen, der sad og sultede og frøs i Frankrig.

Hvilket Per Arnoldi fandt dybt heroisk.

»Som ung tænker man, at den store kærlighed nødvendigvis må være meget alvorlig. Sådan med suk og støn og dulgte blikke. Aldrig lattermild. For mig gjorde det samme sig gældende med livsopgaven. Willumsen malede altid kun sig selv. Det ville jeg også. Og så lignede vi Jesus. Og det var lige synd for os alle tre«.

I et par sekunder står latteren i alle hjørner af det store lokale.

Hvad ville du fortælle verden?

»Den skulle bare se på mig«, siger han og åbner favnen som en korsfæstet.

»SE mig!«

En fantastisk pædagog
Et studenterjob på Politikens Pressefoto var alt, hvad der skulle til. Så var Per Arnoldis religiøse ild slukket. Imens klarede ’onkel Gugge’, en ven af familien, hans uvilje mod at uddanne sig.

»’Onkel Gugge’ var en stor skøn mand«, siger Per Arnoldi med tryk på alle ord.

Han havde læst til læge, men var sprunget fra, da hans far døde. Hvilket den unge Arnoldi fandt uhyre bohemeagtigt. Nu var ’onkel Gugge’ så havnearbejder, stillede hver morgen klokken 5 på havnen og knoklede, hvis der ellers blev peget på ham, for at forsørge sin kone og tre børn. Og som han sagde, en dag han brød ind i et skænderi mellem Per og hans forældre:

»Tror du, det er morsomt?«

Per Arnoldi ser op.

»Jeg syntes, at min far var for forsigtig. Men ’onkel Gugge’ ... ham kunne jeg kraftedeme lide. Jeg har lagt så meget stemme og stil efter ham, at min mor sagde, at hvis ikke hun vidste bedre, ville hun være i tvivl om faderskabet.

Han tog fat i krebsen på mig, overtog simpelt hen faderrollen: SÅ! Nu skal du være skolelærer«.

Pers mor fik sin fortabte søn stablet ind i familiens lille grønne folkevogn, kørte af sted til Hellerup Seminarium og ventede i bilen, mens han skrev sig ind.

Studiet var til at overkomme. Især når man som Per pjækkede flittigt. Og uddannelsen lå godt for ham:

»Jeg er en fantastisk pædagog«, som han selv siger.

»Det er jeg. En fantastisk formidler. Børnene har klatret rundt på mig«.

Den fortabte søn
Per flyttede hjemmefra, sov i et »skidekoldt« atelier i Hellerup, hvor han »pissede i vasken«. Det var kun, når han skulle have vasket tøj, at han besøgte sine forældre, hvor en fætter fra Aabenraa i mellemtiden var flyttet ind.

»Og vi havde nogle frygtelige seancer, hvor jeg råbte og skreg, fordi der kom den der gøgeunge i min rede. Han var en frygtelig målestok, for han kendte jo ikke nogen, så han sad og læste, når han kom hjem, mens jeg – når jeg undtagelsesvis havde været på seminariet – skulle belønnes for min heroisme om aftenen«.

Enhver succes i Per Arnoldis kunstneriske karriere betragtede hans forældre som endnu et skridt ud i fortabelse.

»Hvis jeg kom på Kunstnernes Efterårsudstilling, syntes de, at det var skamfuldt. For så kunne der jo blive skrevet om det«.

Per Arnoldi havde giftet sig med skuespilleren Christiane Rohde, og de stillede gerne op i ugepressen. Og en dag stod der pludselig i et blad, at Christiane skulle giftes med Ole Ernst.

»Det var bare noget, de havde fundet på, men for min mor var det en skamtærskel, vi der krydsede«, siger Per Arnoldi.

Kort efter afbrød han kontakten.

»Nu må vores veje altså skilles, tænkte jeg. For nu forstår vi ikke hinanden«.

I adskillige år så han ikke sin mor. Sin far så han kun sjældent ved diskret arrangerede møder på en bodega nær sporvejenes hovedkontor. Og, siger han:

»Det var ubehagelige år«.

Det letbenede
Per Arnoldis forældre ændrede aldrig syn på hans liv som kunstner. Selv i dag i en alder af 89 er hans mor bekymret, fortæller han, læner sig frem i stolen og griber efter en skål på bordet mellem os.

»Det er ikke for at smide dig ud, men jeg skal lige have en halv pære«, siger han.

»Jeg håber, at alt det her er morsomt«, kommer det ud gennem den halve pære.

»Ellers er der ingen grund til at fortælle noget i denne verden. Det er min egentlige bestræbelse. At underholde«.

Er det derfor, at nogle opfatter dig som ...

»Letbenet!« siger han.

»Fordi jeg kom fra den store alvor, overdrev jeg måske den gale latter. Den store ikkeseriøsitet, som jeg lagde til grund for mit arbejde. Og siden har jeg forbeholdt mig retten til at tage det let«, siger han.

Entertainer og festtaler
Per Arnoldi begyndte som huskunstner på tidsskriftet Mobilia, hvor nogen fik den idé, at han burde kombinere sin sans for historier med det maleriske.

Og lave plakater. Og sådan gik det til, at Per Arnoldi blev berømt i det meste af verden for sine enkle linjer, klare farver og stærke sans for plakatens stramme sprog.

»Jeg ved godt, hvad jeg laver. Det er dekorativt. For jeg har et stort dekorativt talent. Det andet ...«, siger han med et nik rundt i atelieret.

»... er bare noget, jeg kan lide at lave«.

Selv ser han sit talent som en evne til at uddrage essensen af en begivenhed.

»Mit egentlige værktøj er sproget. Mine plakater er aforismer. Og det er jeg virkelig god til. Jeg er en entertainer, der maler i min fritid og for øvrigt er god til at tegne plakater«, siger han.

»Men i virkeligheden ... er jeg festtaler«.

Det uforklarlige
Gud vendte aldrig tilbage. Ikke under det navn i hvert fald.

»Hvis livet går ud på noget, er det at give det mening. For meningsløst er det jo. Fuldstændig!«, siger han.

Hvordan gør man det?

»Ved at få nogle meningsfyldte møder med andre mennesker. Eller et værk. Jeg kalder det mødet med det uforklarlige. Og hvis jeg var blevet den præst, Møllehave blev, ville jeg nu sprogligt have fortolket det møde som guddommeligt. Men det er kun en sproglig forskel«.

»Mennesket er et religiøst dyr. Vi skal have et eller andet. Så jeg tror på nogle klare øjeblikke, hvor ting falder på plads, eller man får en idé, når sproget slår med halen. Og pointen falder rigtigt«.

Han sidder lidt, som om han overvejer, om han skal fortsætte.

»For nylig ... «, begynder han så.

»Nu er det shamanen, vi skal tale om«.

»Jeg har helt klart shamanagtige evner, og jeg tror jo ikke på det. Og det er et frygteligt skisma, at du ser spøgelser og ikke tror på dem«.

Han tøver et halvt sekund.

Genkendelsens magi
»Den korte version«, siger han så.

»Den korte version«.

Om den aften han for øjnene af et publikum som et eksperiment udråbte en Rembrandt til ikke at være kunst. Og alarmen gik på hele museet.

Og om den dag på stranden, hvor han og sønnen, Jokum, havde fejret anmeldelserne af Jokums roman ’Jonas’ bog’, og i vandkanten fik øje på ordet ’Jonas’ stemplet ned i sandet.

»Med så store bogstaver«, siger han.

»Jeg er ikke mystiker. Jeg har bare for mange historier af den slags. Det er en fornemmelse, jeg har haft fra starten. Af at have en udstråling eller en evne til at skabe et intenst fokus«.

Hvad tænker du om de sammenfald?

»At vi har suget mere til os i computeren, end vi er klar over. Der må være en masse mønstre, der bevæger sig, og en gang imellem – ligesom de gamle hulkortmaskiner – passer de ind over hinanden, og så falder der en pind ned«.

»Jeg ved ikke, hvor mange i cirkus i går der sagde til sig selv, at der var et moment af klarhed i luftnummeret. Men det er jo min metier at afvente det øjeblik, hvor hulkortene pludselig gør et eller andet«.

»I arbejdet er der jo også et øjeblik af genkendelse, når et billede er færdigt. Et ganske magisk øjeblik, fordi: Hvad fanden er det, du genkender?

Du har ikke set det før. Alligevel stopper du og siger: Dér er den!«

Han griner. Næsten forlegent.

»Og hvordan fanden fungerer det ... altså, jeg ved jo, hvordan denne her sætning skal ende«, udbryder han.

»Jeg vidste jo, at den skulle ende med ordet ’ende’. Hvad fanden er det? Du sidder og skriver, og sætningen ender godt. Men du har ikke formuleret det.

Så kommer der en pointe og det rigtige ord. Og man tænker: Det var sgu meget godt. Det har jeg aldrig tænkt over før«.

Gå i hundene, for helvede!
Et enkelt svar mangler vi. Jeg har ganske vist ikke stillet spørgsmålet, der passer til. Men den slags formaliteter lader Per Arnoldi sig heldigvis ikke bremse af.

»Nu spørger du ikke, hvad jeg har lyst til at gøre om ...«, begynder han.

»Men altså, jeg kunne godt...«.

Han slår over i en hvisken.

»... have haft lyst til at ... spilde et liv«

»Gå i hundene, for helvede! Hærværk!«, råber han.

»Forsvinde! Lade være at sige noget. Lade være at tænke«.

En dag for otte år siden fik han øje på åbningen ind til denne intethed, da han kom kørende i bil uden for Mexico City.

»Og fordi der stod et æsel, og fordi der sad en mand op ad muren i en poncho med en sombrero, tænkte jeg: Det er en film. Og så var jeg lige ved at sige til de andre: Sæt mig lige af. Så vil jeg gå rundt om det gadehjørne og forsvinde ind i filmen. Og I skal aldrig høre fra mig mere«.

Han ser på mig.

»Det var en uendelighedsoplevelse«.

Han smiler.

Kulturradikal lysstofrørsklarsynsanalytiker
»Så af en kulturradikal lysstofrørsklarsynsanalytiker er jeg en stor mystiker. Jeg ved ikke, hvordan du har fået alt det frem, men det er da sjovere end at sidde og gentage hele det gamle Bauhaus-evangelium«, siger han med henvisning til den tyske skole for arkitektur og kunsthåndværk fra mellemkrigstidens Tyskland, hvis sag han har gjort til sin.

»Det var også mest en hyldest til mine forældre«.

Hvilket oprør har du så egentlig gjort?

»Ikke noget. Jeg er jo en duks. Det sagde jeg til dig fra starten. I virkeligheden har jeg jo opfyldt alle forventninger. Bor i Amaliegade, er ridder af Dannebrog og godt gift på fyrretyvende år. Jeg har en talentfuld søn. Og en bil«, smiler han.

»Jeg har bare insisteret på, at det kunne gøres på en anden måde«.

Måske er dine forældres største gave til dig, at de tog sig af bekymringen, så du kunne slippe ...

»Måske. Og jeg kan jo ikke sidde her og simulere, at jeg har verdens tungeste sind bare for at være interessant. Nu fik jeg oven i købet tårer i øjnene«, siger han.

Og når at tilføje, før latteren kommer:

»Det var af at høre på mig selv«.

Læs de andre interview i Nils Thorsens serie OmVeje:
Kim Fupz: Rigtig høj bliver man aldrig af bifald
Ghita Nørby: Den perfekte kvindes datter
Lars von Trier: Det hjemmelavede menneske
Tage Voss: Verden forlader en, før man selv forlader den
Bodil Jørgensen: Nogle engle falder opad
Knud Romer: Drengen i krypten