Jeg er undercover i en penthouselejlighed i Ørestad i København.

Her på toppen af VM Husene er jeg museumsmandens date – det, man nok kalder en nikkedukke. Foran mig står værten Solomon Lyttle. Han er godt i gang med sin anekdote:

»Damien og jeg har været venner i 18 år«.

Den lave efterårssol bader terrassen og brager ubesværet gennem de store glaspartier og trænger indenfor, dj’en lader musikken dunke løs fra lejlighedens andensal, og gæsterne konverserer på kryds og tværs over canapeer, cosmopolitans og champagne.

Penthouse fyldt med kunstværker
Det er englænderen Solomon Lyttle og hans danske kone, Ditte Romby, der har inviteret til fejringen af deres kunstfirma The Ivys nye skandinaviske showroom.

Penthousen er rømmet for alt, hvad der minder om møbler, og tager sig nu ud som udstillingsrum.

Her er kunst overalt, malerier, fotografi og skulpturer. Og det er grunden til, at jeg er dukket op: The Ivy giver indtryk af at repræsentere de store kanoner på den internationale kunstscene.

På invitationen står da også – foruden danske Kristian von Hornsleth – navnene på de helt store spillere på især den britiske samtidskunstscene: for eksempel Tracy Emin, Gilbert & George og så ikke mindst Damien Hirst – verdens p.t. rigeste kunstner og manden bag verdens dyreste kunstværk, det diamantbesatte titaniumkranium, som skulle have kostet omkring 100 millioner danske kroner bare i materialeudgifter. Manden,  der kalder sig Solomon Lyttle, står i midten af billedet til højre.

»Det er faktisk mig, som har inspireret Damien til at lave sin berømte ’Psalm’-serie«, fortsætter Solomon Lyttle, mens han peger på en prisliste.

Her kan man se små miniaturegengivelser af ti af Damien Hirsts sommerfuglemosaikker. En af dem koster 550.000. Pund vel at mærke.

»Virkelig«, spørger jeg.

For godt til at være sandt
Ugen inden har jeg fået et tip, som kort sagt lyder: Det er for godt til at være sandt.

Derfor har jeg skrevet til The Ivy og bedt om at komme på deres gæsteliste. Intet svar.

Det får imidlertid min ven, der er ansat på et større dansk museum. Han modtager straks en venlig bekræftelse.

Journalisten er vist ikke velkommen, men det er museumsmanden, så nu er journalisten et vedhæng.

Venligt bliver vi begge budt velkommen, da min ven siger sit navn, og jeg kan diskret tage fotos med min mobil og ubesværet udfritte værten.

Solomon Lyttle, den yngre, noble sorte herre med designerbrille, fortsætter uden tøven:

»Ja, vi sad en aften i Damiens studio og drak øl, og jeg snakkede om min yndlingssalme. Det inspirerede Damien til at skabe billedserien og give dem salmenumre. Han slap sommerfugle ud i rummet og lod dem flyve rundt. Nogle satte sig fast i lakken på lærrederne. I de endelige motiver valgte han en komposition, som minder om kirkevinduer, for han er et meget seriøst menneske«.

The  Ivys showroom i Ørestad. Jeg svarer: »Utroligt!«, hvilket sådan set er, hvad jeg vitterlig mener, og lader Solomon Lyttle undskylde sig selv og modtage kulturattacheen fra den mexicanske ambassade, en lille venlig mand i et enormt jakkesæt.

Værker på slideshows
En meget ung og meget blond sortklædt kvinde spørger i det samme, om jeg vil donere mit dna til Kristian von Hornsleths dybhavsprojekt.

Jeg indvilliger for at kunne blive i nærheden af Solomon Lyttle, der nu forklarer kulturattacheen og et midaldrende par, hvorfor Hornsleths malerier stort set er de eneste, man fysisk kan opleve, mens rækken af internationale kunstnere bliver præsenteret i et slideshow.

Mens Hornslets assistent koncentreret ifører sig operationshandsker og tapper de dråber blod, der åbenbart skal indgå i en skulptur i Marianergraven, hører jeg Solomon Lyttle sige:

»Vi viser de dyreste af kunstnerne på slideshowet af sikkerhedshensyn. Det er meget værdifulde værker«.

Samtidig sørger han for, at hans gæster får et usb-stik med The Ivys logo på, så de kan tage slideshowet med sig hjem.

Hvis gæsterne ønsker at købe et værk, forklarer han, hvordan The Ivy vil sørge for, at kunden får dem at se på Englands førende galleri The White Cube, som The Ivy samarbejder med:

»I vil få dem præsenteret i et privat rum og får et lille glas champagne«.

»Vi kan skaffe ALT«
Værdifulde værker er hverdag for The Ivy, forstår jeg på firmaets grundlægger, Solomon Lyttles unge kone, Ditte Romby, som min ven og jeg dernæst falder i snak med på andensalen.

Den spinkle kvinde, der er iklædt sort cocktailkjole, et par drabelige stiletstøvler, og som har et væld af perler rundt om halsen, fortæller, at de allerede har erfaring med de største af verdenskunstnerne:

»Sidste år solgte vi to malerier af Picasso, og der var vist også en Matisse. I skal bare sige til«, gentager hun flere gange.

»Vi kan skaffe alt. Alt«.

Jeg ved nu, at der er to muligheder: Enten har jeg været tete-a-tete med de største hotshots længe set på den skandinaviske kunstscene, eller også er den helt gal.

Der er ligesom ingen gylden mellemvej.

Jeg beslutter mig derfor for at kigge nærmere på fænomenet The Ivy.

Første svar fra London
Damien Hirst tager ikke telefonen.

Eller det vil sige: Hans telefon bliver taget, men jeg når at tale med et større antal omstillingsdamer, sekretærer og assistenter, før jeg får at vide, at jeg hjertens gerne må skrive en mail om mit ærinde.

Det samme sker, da jeg kontakter galleriet The White Cube. Opgaven, der forekom at være lige til højrebenet, begynder pludselig at tage sin tid at få sparket i gang.

En inferiør dansk reporter kan ikke bare regne med at blive stillet igennem til Damien Hirst eller ejeren af The White Cube, Jay Joplin.

Man skriver breve. Og man håber.

Og så skriver man igen og beklager høfligt (»Undskyld, jeg henvender mig igen, men ...)«, og man husker sit please og glemmer ikke at hinte, at der måske er et par informationer eller to, de muligvis selv kunne være interesseret i at få.

Og så venter man.

»Ingen ide om, hvem denne mand er«
Efter nogle dage er der på en måde hul igennem, men så alligevel ikke: Damien Hirsts talskvinde og kommunikationsdirektøren på The White Cube er tydeligvis mere interesseret i at få fat i mine informationer end i at informere mig.

Jeg faxer prislisterne, og jeg sørger for, at The Ivys slideshow, som jeg har på usb-stikket, bliver lagt ud på avisens ftp-server, så briterne kan se, hvad det danske firma præsenterer det skandinaviske kunstpublikum for.

Jeg siger intet om de rygter, jeg begynder at høre om The Ivy. Rygter er rygter.

Og måske er alt, som det skal være, begynder jeg at tænke.

Måske er The Ivy et smart nyt moderne koncept, som måske nok ikke ligner det traditionelle klassiske gallerikoncept, hvor malerierne hænger på væggen.

Måske formidler The Ivy verdenskunst på en ny måde.

Men den tanke forsvinder, da jeg modtager en mail fra Damien Hirsts tætteste medarbejder, Jude Tyrell.

Hun er direktør for Hirsts private firma Science Ltd. og har nu været i kontakt med Hirst og forelagt ham mine oplysninger.

Hun skriver:

»Damien har ingen ide om, hvem denne mand er«.

Tvivlsomt CV
Solomon Lyttles venskab med Damien Hirst er tilsyneladende opspind.

Mens jeg venter på flere svar fra England – for de kommer – vælger jeg at kigge nærmere på Solomon Lyttle.

På sit cv på Facebook skriver han, at han har en kandidatgrad fra London School of Economics.

Damien  Hirst Og det undrer mig en anelse, for min research bringer mig med det samme i kontakt med natklubejere, restaurationsejere og cafeejere.

For det er her, i restaurationsbranchen, at Eric Augustus Lyttle, som manden åbenbart i virkeligheden hedder, begynder sin danske tilværelse, da han ankommer fra London i midten af dette årti.

Først omkring 2006 dukker han op på kunstscenen.

Blandt andet kan fire københavnske gallerier, V1 Gallery, Hans Alf Gallery, A Gallery og Secher & Scott, samstemmende fortælle, at de på det tidspunkt kommer i kontakt med en venlig englænder, der kalder sig Solomon Lyttle.

Danske gallerister fortryder
Han præsenterer sig som skandinavisk indkøbschef fra The Saatchi Gallery i London, endnu en af de velestimerede engelske institutioner:

Navnet Saatchi står således på Solomon Lyttles visitkort og i hans signatur på de e-mail, han sender i den periode.

Det konstaterer jeg selv, da jeg læser de gemte e-mail, som en af galleristerne, Hans Alf, indvilliger i at lade mig se.

Her kalder Solomon Lyttle sig »International Director« for Saatchi Art og henviser til The Saatchi Gallerys officielle hjemmeside i London.

Også hans kone, Ditte Romby, skriver på sit cv, som hun offentliggør på nettet, at hun har været projektansat for Saatchi Art i 2006.

Både Secher & Scott og A Gallery påbegynder et samarbejde med Solomon Lyttle i denne periode, da han lover dem henholdsvis en udstilling med Damien Hirst og en udstilling med en række Saatchi-kunstnere.

På det tidspunkt giver Solomon Lyttle ifølge galleristerne indtryk af, at han kender Charles Saatchi – den berømte galleriejer – personligt.

Men begge gallerister fortryder siden samarbejdet. Claus Lind fra A Gallery på Esplanaden forklarer:

»Aftalen med Solomon indebærer, at vi foruden de respekterede kunstnere fra Saatchi også skal udstille en kunstner ved navn Art Queen. Vi er nye. Vi tænker okay. Det virker fair nok. Men så tjekker vi op på Art Queen. Der er intet kvalitet i det. Det undrer os«.

Claus Lind finder ud af, at Art Queen er Solomon Lyttles kones kunstnernavn. Art Queen er Ditte Romby:

»Vi har ikke lyst til at udstille hende. Og det diskuterer vi frem og tilbage med Solomon, og han bliver meget vred. Og så er det, at jeg ringer til Saatchi. De er lamslåede og har aldrig hørt om manden«.

Ingen kan bekræfte forbindelserne
Men Solomon Lyttles historier om forbindelsen til Saatchi begynder tilsyneladende at aftage for helt at stoppe på et tidspunkt.

Derefter møder han hyppigere op i de københavnske gallerier og tilbyder soloudstillinger med Damien Hirst.

Flere andre gallerister fortæller, at de får at vide af Solomon Lyttle, at han er involveret i salget af Damien Hirsts berømte titaniumkranium.

Et værk, der stadig har rekorden som det dyreste samtidskunstværk.

Damien  Hirsts berømte titaniumkranium Også Larm Gallery bliver tilbudt en udstilling med Damien Hirst. Det sker under en middag i forbindelse med kunstmessen ArtCopenhagen for præcis et år siden.

Den ene af ejerne af Larm Gallery, Lars Rahbek, husker, hvordan Solomon Lyttle ved den lejlighed præsenterer sig selv, informerer om sit tætte samarbejde med Damien Hirst og tilføjer, at den britiske kunstner netop leder efter et godt dansk galleri at udstille i:

»Alt i alt virkede det temmelig utroværdigt, og vi havde svært ved at forestille os, at Damien Hirsts assistent ville henvende sig på den måde til et galleri, som han aldrig havde besøgt«, siger Lars Rahbek.

Både de mange historier om Damien Hirst og om Saatchi-jobbet er opspind. Ingen kan bekræfte forbindelserne.

På The Saatchi Gallery i London meddeler kommunikationschef Constance Gounod mig ligeledes:

»Jeg har spurgt omkring i galleriet, men ingen har nogensinde hørt om ham«.

Den utrolige kandidatgrad
Det er nogenlunde samtidig, at jeg begynder at høre historier om, at Solomon Lyttle er knap så veluddannet, som han oplyser.

Jeg kontakter The London School of Economics for at få bekræftet rigtigheden af kandidatgraden fra 1993, som han skriver på sit cv.

Først afslår den velestimerede britiske uddannelsesinstitution at give oplysninger om en tidligere studerende ved navn Solomon Lyttle eller Eric Augustus Lyttle. Men de ombestemmer sig.

To dage efter kommer en mail fra informationschef Jessica Winterstein, der har diskuteret sagen med registreringskontoret:

»Jeg kan bekræfte, at vi intet sted har registreret, at en studerende med disse navne har været indskrevet på London School of Economics«.

Stein Bagger som kunde
Men ikke alt er opspind.

For eksempel får jeg bekræftet, at The Ivy for et år siden på kunstmessen ArtCopenhagen var involveret i et salg af giganten Picasso.

Det bekræfter to gallerier, Galerie Frans Jacobs, der ligger i både Paris og Holland, og Secher & Scott i Bredgade, der begge på det tidspunkt stadig samarbejder med The Ivy.

Galerie Frans Jacobs giver Solomon Lyttle værkerne i kommission, og Secher & Scott er med til at formidle salget.

De fortæller dog begge, at det ikke var oliemalerier, men to tegninger af henholdsvis Picasso og Miró, der blev handlet på messen.

Ifølge Anders Secher fra Secher & Scott er kunden Stein Bagger. Handlen foregår to måneder før, at selv samme Bagger går under jorden i Dubai.

En anden historie, som står til troende, er, at kunstfirmaet The Ivy er blevet søsat med en stor talentkonkurrence 1. marts 2008.

Den store talentkonkurrence
Den er ganske veldokumenteret og foregår på Sankt Petri Hotel, hvor det er meningen, at et dommerpanel bestående af prominente repræsentanter fra den internationale kunstverden skal kåre årets ’ikon’.

Flere af de dommere, som kunstnerne stilles i udsigt, viser sig imidlertid aldrig. Ej heller dukker Helena Christensen, Master Fatman og Jamiroquai op som lovet.

En af deltagerne, Christoffer Gertz Bech, skriver dagen derpå på sin blog, at arrangementet virkede »lettere mystisk«, og tilføjer:

»Jeg kunne ikke helt sige mig fri for den dér fornemmelse, man får med ting, der involverer bankoverførsler fra Nigeria, selvudviklingskurser eller Anders Bircows forretningsmodeller. Og det var jeg ikke ene om«.

Flere af de inviterede dommere er sprunget fra i dagene op til konkurrencen, og de dommere, der ender med at sidde i panelet, er utilfredse med arrangementet.

Blandt andet kunstrådgiver Peter Amby, der bliver spurgt, om han vil deltage aftenen før, og tror på arrangementets lødighed, da The Ivy nævner det store engelske galleri The Serpentine som en reference på sin hjemmeside.

Efterfølgende ønsker han at få fjernet sit eget navn fra hjemmesiden og beskriver konkurrencen som »dilettantisk og underlødig, på grænsen til det pinlige«.

Vinderen af The Ivys talentkonkurrence er den finske kunstner Mari Keto.

Hun er oprindelig smykkekunstner og har stillet op i konkurrencen med et motiv af Britney Spears skabt af similisten. På det tidspunkt er hun primært smykkekunstner, men vil fremover også arbejde med billedkunst.

Præmien er en toårig kontrakt med The Ivy, der lover hende en europaturné:

»Jeg tænkte, at jeg havde alt at vinde og intet at miste«, siger Mari Keto.

Kate Moss smurt ind i blod
»Men nu har jeg det dobbelt med The Ivy. På den ene side er jeg glad for, at de har været med til at bygge mig op. På den anden side synes jeg, at jeg har betalt en høj pris«.

Mari Keto fortæller, at hun bliver lovet udstillinger på de førende engelske udstillingssteder The White Cube og The Serpentine.

Hun får flere gange at vide, at supermodellen Kate Moss ønsker at involvere sig:

»Kate Moss skulle være så vild med et af kunstværkerne, som er en slags taske lavet af en rævesaks med Louis Vuitton-logo, at hun ville lade sig fotografere med tasken nøgen og indsmurt i blod. På et tidspunkt får jeg at vide, at jeg har fået en opgave, hvor jeg skal udsmykke biler. Jeg kunne selv vælge, om det skulle være Porsche, Lamborghini eller to andre bilmærker«, fortæller Mari Keto.

Intet af det, der stilles i udsigt, bliver til noget, bortset fra to galleriudstillinger: en i Secher & Scott i Bredgade og en i Galerie Frans Jacobs i Paris.

På det tidspunkt er samarbejdet gået skævt. Mari Keto fortæller:

»Jeg sagde til dem: I er nødt til at være ærlige over for mig. Jeg er kun interesseret i at høre, hvad der er sandt«.

Mister 25 af sine værker
I januar i år ønsker Mari Keto at komme ud af sin kontrakt, men The Ivy vil ikke slippe hende.

De nægter at udlevere hendes værker, medmindre hun betaler dem en halv million kroner.

Samtidig gør hendes advokat hende opmærksom på, at den kontrakt, som var førstepræmien i talentkonkurrencen, frarøver hende de fleste rettigheder. Hun har kun retten til at bestemme, hvornår hendes værker er færdige.

Det bekymrer hende, hvis The Ivy, som de har udtalt, vil gentage konkurrencen og tilbyde den næste vinder samme kontrakt som præmie.

I juli indgik parterne et forlig. Mari Keto fortæller, at hun slap ud af kontrakten, over et år før den udløb, men har mistet ca. 25 værker til en samlet værdi af 200.000 kroner og samtidig måttet betale 25.000 kroner til The Ivy.

Direktør Judith Bouwknegt fra Galerie Frans Jacobs bekræfter Mari Ketos historie. Hun har fortsat samarbejdet med kunstneren, men ikke med The Ivy.

»Det er en stor facade«
Da jeg får fat i galleristen over telefonen, fortæller hun, at hun oprindelig mødte Solomon Lyttle under kunstmessen Art London i 2007 og fik indtryk af, at han var seriøs.

Hun sagde derfor ja til at være dommer, og de indgik en aftale om, at hun samtidig skulle tilbyde vinderen en udstilling. Nu fortryder Judith Bouwknegt beslutningen og beskriver The Ivy som en fantasi snarere end et seriøst firma:

»Det er en stor facade. Selv om man ved, at man skal være forsigtig i den her branche, er det kommet bag på mig, hvordan de arbejder. Alt er løgn«.

Judith Bouwknegt fortæller blandt andet, at Solomon Lyttle på et tidspunkt i forløbet fortalte, at han havde to værker af den store hollandske maler Kees van Dongen til salg.

Han kunne vise hende fotos af de pågældende værker, hvis hun var interesseret. Det sagde hun ja til:

»Jeg var spændt på, hvad han ville vise mig, for vi er specialister i van Dongen.

Solomon dukkede så op med to fotografier af to værker, som jeg udmærket kendte, fordi vi solgte dem selv for ti år siden til vores bedste kunde, og han ejer dem stadig, og han anede ikke, at nogen gik rundt og sagde, at hans værker var til salg.

Jeg kunne se, at Solomon havde fotografierne fra en bog, vi selv havde udgivet. Det er sådan, de arbejder«.

Hvorfor The Ivy skulle tilbyde hende værker, som de ikke har adgang til, forstår Judith Bouwknegt ikke.

»Måske er det for at opbygge et image«.

Hornsleth har ingen kommentarer
Men The Ivy repræsenterer også sine egne kunstnere. Med rigtige værker. Efter at have mødt Kristian von Hornsleth i forsommeren har The Ivy overtaget hans management.

Aftalen er, som Kristian Hornsleth fortæller mig den eftermiddag i showroomet i Ørestad, at Solomon Lyttle skal introducere ham til de store engelske gallerister:

I  The Ivy’s penthouselejlighed serveres der canapeer og cosmopolitans. De store internationale kunstværker kan gæsterne kun se i et slideshow på væggen (tv.). Bagest, med ryggen mod muren, står Kristian von Hornsleth. Han er en af de kunstnere, der har skrevet kontrakt med firmaet. Foto: Politiken »Jeg er som en undervurderet fodboldspiller, der så får mulighed for at spille i en større klub«, siger han.

Da jeg får fat i ham igen og fremlægger mine informationer, er meddelsomheden en anden:

»Jeg har ingen kommentarer lige nu«, siger Kristian von Hornsleth.

Solomon Lyttle i røret
Det har Solomon Lyttle til gengæld. Da jeg ringer til ham for at genoptage vores samtale, venter han mit opkald.

Han har hørt, at jeg har forhørt mig om ham. Han er stadig venlig. Taler langsomt og tålmodigt.

Da jeg spørger til hans påståede samarbejde med The White Cube, sender han mig straks en mailkorrespondance, som han har haft med en ansat på The White Cube i august.

Der er altså en forbindelse. I mailen er det tydeligt, at galleriet sender ham nogle priser og en række digitale billeder af kunstværker. Så vidt så godt.

Da jeg spørger til Solomon Lyttles påståede 18 år gamle venskab med Damien Hirst, svarer han ikke med det samme. Men så forklarer han:

»Jeg har en ven i London, der ejer to natklubber, og han kender Damien Hirst rigtig godt«.
Solomon  Lyttle's karriere bygger på en opdigtet universitetsgrad, samt opdigtede forbindelser og venskaber.
Jeg kan forstå på Solomon Lyttle, at han dermed mener, at troværdigheden skulle være genoprettet.

Da jeg dernæst spørger til den påståede kandidatgrad på London School of Economics, findes der ligeledes en forklaring. Det er ikke Solomon Lyttle, der selv har skrevet sit cv, siger han:

»Nej, jeg har ikke gået på London School of Economics. En af mine venner i London har adgang til min Facebookprofil, og det må være ham, der har skrevet det«.

Folk er »jaloux«
Vi taler i et stykke tid. Grundlæggeren af The Ivy, konen Ditte Romby, sender mig dernæst en lang mail, hvor hun blandt andet skriver:

»Jeg vil gerne gøre det klart, at vi som udgangspunkt ønsker at opnå det, vi siger, og vi arbejder hårdt for det. Nogle gange bliver det, som vi vil have, andre gange ikke. Sådan er forretning«.

Ditte Romby mener desuden, at min artikel »begynder at ligne injurier«, og at hun havde håbet, at hendes »hjemland var mere åbent over for mangfoldighed og nytænkning«.

At folk taler ilde om The Ivy, er kun udtryk for »jalousi«:

»Jeg synes selv, vi arbejder på et fair grundlag, og jeg ved også, at vi som virksomhed skal lære meget endnu, men helt ærligt startede alle ikke et sted?«.

Andet svar fra London
The Ivy har nu gjort mig opmærksom på, at forbindelsen til The White Cube om ikke andet eksisterer. Det antyder, at noget af det, der foregik til indvielsen af showroomet – det, som fik mig til at dukke op – kunne være lige efter bogen.

Det er sidst på ugen. Det store engelske galleri The White Cube har stadig ladet vente på sig. Men så ringer kommunikationsdirektør Honey Luard fra London:

»Det her er kommet som en overraskelse for os. Jeg kan bekræfte, at vi ikke samarbejder med Solomon Lyttle eller The Ivy, og at vi ikke var klar over de aktiviteter, som du har informeret os om«.

Det undrer mig alligevel. Jeg spørger til mailkorrespondancen med The Ivy. Den har intet med et samarbejde at gøre, ønsker Honey Luard at slå fast:

»Nej. Vi sendte materialet til The Ivy, fordi de oplyste, at de var professionelle kunstkonsulenter for nogle enkelte kunder, der var interesserede i de pågældende kunstneres værker. Men de bruger tydeligvis materialet til noget helt andet, end vores samtale handlede om. Det har aldrig været på tale, at vores materiale skulle bruges i udstillinger eller i fælles præsentationer. De har ikke ret til at bruge materialet og præsentere værkerne i den kontekst, som de gør«.

The White Cube er nu i gang med at undersøge sagen nærmere. Det samme er Damien Hirsts firma Science Ltd., oplyser direktør Jude Tyrell.