Streetart

Streetart eller gadekunst dækker over alle former for kunst, der er udført i det offentlige rum, oftest ulovligt.

Streetart kan godt omfatte traditionel graffiti, men udtrykket bruges oftest om moderne kunstværker udført med stencil, klistermærker, plakater, papfigurer, aktioner etc.

Generelt kommunikerer streetart med verden omkring sig, mens graffiti mere er baseret på interne beskeder til andre i graffitimiljøet.

Kendte streetartister omfatter Banksy, Zevs, Blek Le Rat, Above og herhjemme HuskMitNavn, Papfar, OEPS, Stangtennis, Basco5 og Kissmama.

»Jeg har det lidt sådan, at når jeg ser en elkasse, kribler det i fingrene. Jeg må bare hen og sætte noget op. Det er vel en slags mani eller betinget refleks, eller hvad det nu hedder, når man ikke kan lade være«.

Gadekunstneren Kissmama gør et drabeligt sving med den tunge christianiacykel.

Det yndede mål er gråt, firkantet, kedeligt og anonymt. En elkasse.

Sådan nogle står der tusinder af over hele landet, men denne her skal snart få ændret sit forudbestemte ydre.

Frem fra et stort indkøbsnet nede i kassecyklen kommer en lille nørdet fyr i lilla trøje, friseret hår og store briller.

»I make money, not streetart«, står der på hans mave.

En kommentar til omgivelserne
»Jeg prøver altid at sætte mine ting op, så de kommenterer på omgivelserne. Her står vi ved indgangen til Danmarks Designskole, og der ligger Kræftens Bekæmpelse. Det må betyde, at der er en del mennesker her, der ikke går så meget op i penge, men mere i passion. På den måde digter jeg mine egne små historier rundt omkring i byen«, forklarer Kissmama om sin kunst.

Vi er på Østerbro i København sammen med en af Københavns mest aktive gadekunstnere, Kissmama, og har fået lov at komme med på tur rundt på Østerbro, der efter kunstnerens overbevisning »ikke laver andet end at kigge ned i deres barnevogne« og derfor skal have noget streetart.

I disse år oplever især København, men også Århus, et større boom i væksten af graffiti og streetart.

Ulovlig kunst i det offentlige rum
Streetart eller gadekunst defineres som ulovlig kunst i det offentlige rum og kan være alt fra plakater med politiske paroler, klistermærker med spraglede aliens, store papfigurer i menneskestørrelse eller spraymalede ansigter til små lyserøde soldater der råber på fred i verden.

Eller som i Kissmamas tilfælde; snøvsenlignende figurer med krasse budskaber på maven som ’Online poker took my wife’ eller ’After I shop I cry’.

LÆS anmeldelse af Kissmama-udstilling fra 2008

Streetart og graffiti hører begge under betegnelsen hærværk ifølge lovgivningen.

Forskel på formsproget
Gennem de seneste årtier har landets kommuner brugt mange millioner på bekæmpelse og nedrensning af tags, graffitimalerier, klistermærker og så videre, alligevel stiger omfanget kraftigt.

Graffiti og streetart er ikke det samme, men en slags fætter og kusine inden for kunst i det offentlige rum, og der sker da også hele tiden en vis udveksling af ideer og udøvere mellem de to genrer.

Men der er stor forskel på formsproget.

»Gadekunst vil noget andet og mere end graffitikunst. Graffitikunstnere kommunikerer internt og har interne referencer og retter sig mod andre graffitikunstnere. Gadekunst handler om at ville sige noget til dem, der bor i byen«, siger Søs Uldall-Ekman.

Menneskeliggørelse af byen
Hun er den ene halvdel af to kvinder, der i forbindelse med deres universitetsspeciale om streetart lavede hjemmesiden streetheart.dk (eksternt link), hvor de viser fotografier af gadens kunst.

Streetart er et forsøg på at menneskeliggøre byen, give den stemme og øjne, mener Uldall-Ekman.

»Det er en kilde til inspiration og smil i det urbane rum, som vi bevæger os rundt i hver dag. Når man cykler rundt og møder byen fysisk, så sidder der måske lige pludselig et øje og kigger på én. Det får mig til at tænke: Hvorfor det, hvad sker der her? Vi spejler os i kunst«, siger hun.

For Søs Uldall-Ekman er det også helt afgørende for vitaliteten i gadens kunst, at den er ulovlig.

»Lovliggør man streetart, så mister den sit bid«
At den så at sige bryder samfundets grænser. At lovliggøre streetart ville være det samme som at kvæle den, mener hun.

»Lovliggør man streetart, så mister den sit bid. Der kommer kreativitet ud af modstand. Alle gadekunstnere synes jo egentlig, det er fair nok, at man kalder det hærværk. Det kan ikke forsvares og så alligevel. Gadekunst kan få folk til at smile, og det er værd at bryde loven for. Det er berettigelse nok«, siger hun.

Tilbage hos Kissmama bliver der trampet godt i pedalerne på Strandboulevarden.

»Jeg er ligeglad med, om folk kalder det, jeg laver, hærværk eller vandalisme. Det må de gerne. For mig er det en refleksion over det samfund, jeg lever i. Der er nogen, der skriver læserbreve og deltager i demokratiet på den måde. Jeg laver streetart i stedet for og håber på den måde at få folk til at stoppe op eller smile eller føle noget«.

Gadens kunst på galleri
I de senere år har en del gadekunstnere droppet tapetklister, limspray og vagtsomme blikke over skulderen til fordel for en stribe rolige hvide vægge på et galleri.

Folk som HuskMitNavn og Søren ’Papfar’ Behncke skifter mellem købekunst på lærreder og lækkert papir og landets mure.

SE FLERE EKSEMPLER på gadekunst på setibyen-bloggen

Også OEPS, som er to unge kvinder, der laver graffitikunst i børnehavens formsprog, med strygejernsstrøgne perleplader, og ovennævnte Kissmama har udstillet deres sager.

Et af de første gallerier i Danmark til at invitere gadens formsprog indenfor var V1 Gallery i Kødbyen.

»Lovligt eller ulovligt er ligegyldigt«
Da de åbnede i 2002, var det med en udstilling af det New York-baserede kollektiv Faile, der i dag regnes for nogle af pionererne inden for streetartens indtog på den internationale samtidskunstscene.

»Vi havde set en masse af de her ting på rejser rundt i verden og syntes, at der manglede et rum til den slags kunst i København, og det skabte en slags resonans herhjemme. Man kan snakke om kunst i forskellige rum, det offentlige rum, gallerirummet, det museale rum eller det private rum. Men om det er lovligt eller ulovligt, er ligegyldigt. Det er bare kunst, og jeg synes, der er stor forskel på, hvad de her kunstnere laver i det offentlige rum, og det de laver til gallerierne«, siger Jesper Elg, gallerist på V1.

Et eksempel på den udvikling streetart er inde i, kan man se på den britiske superstjernekunstner Banksy, der i 2003 udstillede på københavnske V1 ved at male direkte på væggene og lave nogle tryk.

Eksplosiv prisudvikling
Disse tryk blev dengang solgt for 1.100 kroner stykket, hvilket de nyslåede gallerister tænkte måske var lidt i overkanten.

Her seks år senere bliver de samme Banksy-tryk, ifølge Jesper Elg, handlet for 50.000-100.000 kroner.

V1 solgte også et Faile-billede for 18.000 kroner i Danmark i 2006, der nu skal på auktion hos Christies i London med en vurdering på 18.000-25.000 pund i ryggen.

Også nogle af danske HuskMitNavns malerier har været oppe på at blive handlet til 80.000 kroner.

Bred folkelig appel
Så streetart er måske gratis i begyndelsen og siden billig på de små gallerier, men kan altså ende helt oppe i superligaen.

»Streetart har en bred folkelig appel og bliver for mange i min generation det første originale kunstværk, de køber for måske 800 kr. Ligesom der sikkert også var mange, der købte et stykke Cobrakunst, da de var omkring 30 år gamle. Vi har masser af kunstnere, der klarer sig godt, både indendørs og udendørs«, siger Jesper Elg.

Selv Barack Obama er vild med streetart. Shepard  Faireys Obama-plakat. Foto: AP

Da den amerikanske kunstner Shepard Fairey under Obamas præsidentkampagne begyndte at hænge sine HOPE-portrætter af Obama op, var det med ulovlige metoder som plakater og klistermærker.

Takkebrev fra Obama
Portrættet gav Obama megen omtale og blev for mange billedet på hans kampagne, og Fairey har faktisk modtaget et takkebrev fra Obama for indsatsen med ordene:

»Dine billeder har en dybtgående indvirkning på folk, uanset om de ser dem i et galleri eller ved et trafiklys. Jeg føler mig privilegeret over at være en del af din kunst og stolt af at have din støtte«, underskrevet Barack Obama.

LÆS ARTIKEL Shepard Fairey: Obamas yndlingskunstner

Trods den præsidentielle anerkendelse blev Fairey faktisk anholdt, samme dag som han skulle åbne en soloudstilling i Boston, tidligere i år, men tiltalen blev droppet efter en del medieomtale,

Graffitiens svar på Nik & Jay
Et af Københavns mest originale streetartistnavne, OEPS, har også oplevet stor anerkendelse og popularitet, de to år de har været aktive.

De to anonyme kvinder havde længe været fascineret af graffiti, men syntes, det ville tage for lang tid at lære at gøre det ordentligt.

Derfor begyndte de at lave perleplader med deres navn eller figurer i farverige perler, som de stryger og hænger op i byen med dobbeltklæbende tape.

OEPS udstiller nu ikke længere kun på gaden, men også i gallerier og har været med på en stor gruppeudstilling på Vejle Kunstmuseum.

»Nogle har for sjov sagt, at vi er graffitiens svar på Nik & Jay: at vi har solgt totalt ud. Og der er meget hype omkring vores ting, der bliver nakket (hugget, red.), nærmest lige når vi har sat dem op. Streetart er blevet noget, som selv de kommunikationsstuderende på RUC synes er interessant, og man kan godt få lidt kvalme af det. Men vi prøver at have jahatten på og tage alt, hvad vi kan få ud af det her. Så længe vi stadig laver ting på gaden, for det er der, det er sjovt«, siger OEPS, der ofte modtager forespørgsler på bestillingsopgaver og udstillinger og siger ja til så meget, de kan.

Forskel i holdningen
De to unge kvinder er meget pro-graffiti og kommer selv i graffitimiljøet, men har aldrig selv været ude med spraydåser.

De ser en tydelig forskel i holdningen til de to kunstarter.

»Streetart er meget hipt og hot i øjeblikket, og folk forbinder det ikke med kriminalitet. Det er stuerent og kan komme på museum, mens graffiti bliver set som hærværk og har et dårligt ry. Når vi er ude og sætte ting op, kommer folk farende ud af deres opgange og råber, om vi laver graffiti. »Det er bare en perleplade«, svarer vi, og så er det sjovt nok mere okay«.

Advarsel fra kommunen
Som de eneste af de gadekunstnere, Politiken har researchet på eller talt med, er OEPS blevet ringet op af Københavns Kommune og har fået en slags advarsel mod at lave gadekunst.

»Vi plejer jo altid at sige til os selv, at vi arbejder gratis for Københavns Kommune, fordi vi går og sætter farve på byen. Så vi blev da helt skeløjede og sure, da vi fik den telefonsvarerbesked. Vi er jo et frivilligt pyntehold, og så er det da mærkeligt, at de ikke sætter pris på os«, siger OEPS, der altså fortsætter med deres ulovlige perler og også laver en del gadekunst i udlandet.

På Vejle Kunstmuseum plejer man at udstille international videokunst, træsnit, grafik, malerier og den slags.

Men tidligere i år bød museet på en stor særudstilling med en række danske streetartnavne, blandt andre HuskMitNavn, Papfar og førnævnte OEPS.

»Værker udlånt til de dyreste adresser«
Her fremhæver museumsinspektør Marianne Sørensen, at de streetartkunstnere, der var med på særudstillingen, er meget dygtige kunstnere i sig selv.

Og det har kunstsamlerne opdaget, siger hun.

»Jeg har lånt værker til udstillingen på de dyreste adresser. De mennesker, der har de her værker, samler generelt og har næse for det og skynder sig at købe, inden det bliver for dyrt. Jeg tror, værkerne er så populære, fordi mange har behov for at bryde pænheden og anonymiteten. Og så er der meget humor og energi i billederne«, siger Marianne Sørensen.

Langsomme museer
På V1 Gallery mener Jesper Elg, at museerne har været lidt for længe om at tage gadekunsten ind på de bonede gulve.

»Museerne har haft lidt svært ved den uortodokse karakter, som kunstnerne har, fordi de tager sagen i egen hånd og ikke går den klassiske vej med Kunstakademiet osv., men sådan er det over hele verden. Tate i London har f.eks. lige haft en udstilling med gadekunstnere, hvor de skulle dekorere ydersiden af museet, men ikke måtte komme indenfor. Det er jo ret morsomt, at man sådan holder dem på armslængde stadig. Men museerne er ved at opdage, at de her kunstnere taler til rigtig mange mennesker«, siger galleristen.

Da Banksy i sommer lavede en kæmpe soloudstilling i sin hjemby, Bristol, stod tusindvis af gæster i kø i timevis for at opleve den anonyme kunstners udgave af Venus fra Milo som tigger og Buddha efter en omgang klø.

Jages af politi og samlere
Og det er da noget af et paradoks, at de samme folk den ene dag bliver jaget af politiet og fjernet af nedrensningspatruljer og den næste bliver jaget af kunstsamlere og hyldet med pindemadder og hvidvin til ferniseringer.

LÆS ARTIKEL Gadekunstner idømt betinget fængsel i Hongkong

»Man kan sige, hvad man vil om graffiti og streetart, men det har skabt interesse for kunst hos nogle folk, der ellers ikke ville have fået øjnene op for det. Børn og unge, der oplever det på gaden og opdager, at der er en verden her«, mener ejeren af Galleri Charlotte Fogh Contemporary i Århus, der blandt andet har udstillet gadekunstnerne Papfar og HuskMitNavn.

»Vi bygger kun sandslotte«
På Kissmamas Østerbrotur har vi efterhånden været bydelen rundt. Kissmama, der i øvrigt betyder ’nybagt mor’ på ungarsk tilsat et ekstra s, fordi Kissmama »også går og føder sine små figurer«, holder øje med, hvor længe kunsten får lov at sidde.

Efterhånden er der kommet en del fans, der piller dem ned og hænger dem op derhjemme, inden kommunens nedrensningsfolk kommer efter dem.

»Sådan er gamet jo. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at de bliver hængende så længe som muligt, men præmissen er, at de ikke overlever særlig længe. Vi bygger kun sandslotte«.