En stolt Kai Bo Rasmussen åbnede og drev Københavns første - ulovlige - liveshow i sin klub Keyhole i Istedgade.

Lille Kai fra Frederiksberg ville være kriminel.

Det var sikkert og vist. Ikke fordi samfundet eller hans familie havde presset ham i den retning. Ganske vist bød opvæksten på det, man langt senere ville kalde omsorgssvigt, rigeligt med flade lussinger, tæsk og anbringelse på et børnehjem.

Men det var ikke derfor. Nej, Kai ville være kriminel, fordi det var det allerbedste, han kunne forestille sig.

Når man var en lille splejs med rødt hår, briller og fregner, enhver bølle kunne banke, og som ingen piger gad værdige et blik, var det, man havde brug for, penge, respekt, forbindelser og en smart bil.

Fik man det, skulle pigerne nok dukke op. Med touperet hår, spidse bh’er og stramme bluser. Sådan som Kai havde set det i den danske film om gangstere og gadepiger, ’Gaden uden ende’ fra 1963.

'Luderekspressen'
Det var nogenlunde den film og ligesindede amerikanske miljøer på biograflærredet, Kai modellerede sin karriereplan efter.

For at sætte hjul under drømmene blev han taxachauffør og tog selvfølgelig hyre i Codan Bilen, der i folkemunde hed ’Luderekspressen’. Det lød lovende.

På Vesterbro var det som at komme hjem og i himmelen på samme tid. Kai kørte ind i et klassisk arbejderkvarter med masser af butikker, alene den søvnige Dybbølsgade husede hele syv slagterforretninger.

Men det var ikke dem, der fascinerede og tiltrak Kai og mange andre ligesindede. Vesterbro var med Kais ord styret af »drukmåse og ludere og lommetyve og lidt ekstra lommepenge dér og fusk her og lidt forskelligt dér«.

Fra frihed til forbud
Beskrivelsen står at læse i bogen ’Røde Kai og hans kriminelle karriere’, som Kai Bo Rasmussen netop har udgivet sammen med tidligere journalist i DR og nuværende præst i Hvalsø Søren E. Jensen.

En bog, der gennem Kais livlige fortællinger og ikke altid lige skarpe fotos af nøgne kvinder og mænd, mænd med skjorter med store flipper og guldkæder og en masse byliv, genopliver det gamle Vesterbro.

Stedet, hvor kriminaliteten, den just frigivne pornografi og prostitutionen havde kronede dage i Kais storhedstid i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne.

Bogen serverer duften af en tid, der er væk for altid på det i dag mondæne Vesterbro, hvor den langt hårdere kriminalitet nu er stuvet sammen på få kvadratmeter for at give plads til caffelatte-generationens cafeer og barnevogne.

Dengang duftede der måske også af kaffe, men den var kulsort og måtte gerne drikkes med en snaps og øl som ledsagere.

Lurvet Olsen-bande
Kontrasten mellem nutiden og Kais epoke er til at få øje på. Dette er skildringen af den tid, hvor alt blev givet frit.

Der blev leget med stofferne, pornoen rullede sine fantasier ud på biograflærrederne, og man(d) kunne omsætte billederne til egen virkelighed ude på gaden.

Bag alt det kulørte, sjove og charmerende folkeliv på Vesterbro flød øl og snaps i stride strømme. Kriminaliteten var med andre ord en del af den folkelige hygge – en lurvet Olsen-banden i virkeligheden.

Men alt det, der blev sat frit i et sårbart samfund, førte i sine ekstremer til massive misbrugsproblemer for alkoholikere og narkomaner, børneporno, kvindehandel, dybt kriminelle bander, skruppelløse pushere og nådesløs rockerkrig.

Ingen samvittighed
En udvikling, man ikke var forberedt på hverken på Vesterbro eller i det øvrige samfund. Selv om vi stort set har forsøgt at kontrollere og forbyde alt det, der blev sat fri dengang, har det ikke virket.

Og den lille røde fisk, Kai, der fik sig spist større på andres bekostning, har efter eget udsagn ikke samvittighed. »Det kan jeg ikke bruge til noget. Det skete bare, og det ene tog det andet«.

I gaderne sad Kai hver nat i sin taxa og bare kiggede. Han inviterede luderne ind i vognen, så de kunne få varmen, og han kunne få sig et netværk og lære alt om den nye verden uden antydning af fordomme.

»Havde jeg haft en dusk mellem benene, ville jeg sgu have gjort nøjagtig det samme«, siger han om sine veninder fra gaden, »verdens sødeste mennesker«.

En stolt luderkarl
Men det havde Kai ikke. Til gengæld blev han ’luderkarl’ for sin første kæreste, der trak på gaden. Kai var stolt af titlen og havde fundet noget nær sit drømmejob.

Han blev også en så etableret del af miljøet på Vesterbro, at han måtte have et øgenavn.

På kvarterets værtshuse var skikkelser som Banan-Børge, Slagter Jørgen, Lillebror, Tysker-Kim og Harry Guldarm med de forrygende lommetyvsevner kendte skikkelser. Og nu var Røde Kai en af dem.

Guldtyv
Sammen med makkeren Eddy begyndte han at kyle brosten ind gennem ruderne til guldsmedeforretninger og fjerne de udstillede smykker. Omtrent så let som at plukke mælkebøtter i en grøftekant.

Lige indtil Eddy hamrede en brosten mod en forretning på Værnedamsvej for at få den lige tilbage i panden. Butikken havde som en af de første i København sat panserglas i ruderne.

Andre metoder måtte prøves, og det gik ud over en guldsmed på Vesterbrogade, der havde et tomt kontor over butikken.

En af Kais venner brød ind i kontoret og brød i løbet af et par nætter et hul i etageadskillelsen, så han kunne hoppe ned i forretningen og rippe den for smykker.

Foretagsomheden var stor, selv om Kai Bo Rasmussen og vennerne i branchen tog godt for sig i barer som den legendariske Comet på hjørnet af Gasværksvej og Istedgade – vi befinder os i en epoke, før nogen var begyndt at spise salat, tælle genstande, og hvor gangstere ikke gik til psykolog som i tv-serien ’Sopranos’.'

Skandinavisk Sin City
Efter de gyldne dage som guldtyv gik Røde Kai tilbage til sexbranchen. I maj 1969 havde Folketinget frigivet billedpornoen og (sex)turister strømmede til København for at opleve denne skandinaviske Sin City.

De blev kun mødt af nogle tarvelige kiosker, hvor varesortimentet af smøger, bajere og aviser hurtigt blev ændret og et skilt om, at man solgte porno, sat op i vinduet sammen med lidt lummer belysning.

I bogen undrer Kai sig over billederne: »Måtten gik helt op under navlen på pigerne ... det virker fuldkommen tåbeligt, at der overhovedet var nogen, der gad købe de billeder. Men det var der skam. Rigtig mange«.

Med andre ord var der penge at hente. Og hvor der var penge at hente, der var Kai.

Første københavnske liveshow
Sammen med sine venner malede han væggene i nogle cykelkældre sorte, fyldte dem med klapstole fra Frelsens Hær til 2 kroner stykket, installerede en gammel filmfremviser og satte den til at vise hakkende sort-hvide pornofilm.

Konceptet blev solgt som ’Liveshow’ til turister for 50 kr. Når filmspolen løb ud, var Kai og vennerne væk, og turisterne kunne ikke gøre meget andet end at forlade kælderen.

Skridt for skridt kom Røde Kai længere og længere ind i branchen. Han giftede sig med den norske stripper Bente, der arbejdede som gadeluder, mens han handlede med porno fra en luset kiosk, en tidligere tobakshandel, rullede luderkunder og lokkede andre til ’liveshow’.

Kulminationen på karrieren i sexbranchen kom, da Kai åbnede Københavns første rigtige liveshow i den nyindrettede Keyhole Club i Istedgade.

Her kunne man se bl.a. konen, Bente, ’Sonny med den flotte pik’ og ’blonde Herdis fra Lolland med de store bryster’ dyrke sex på scenen.

Stedet blev en buldrende succes, og trods en dyr husleje kunne Kai hver aften stoppe omkring 10.000 kroner i lommerne.

Snød skattevæsenet
Kai, der ellers mente, at det var dumt at skilte for meget med sin rigdom som kriminel, fik råd til at købe standardudstyret for en Vesterbrogangster allerede dengang: guldkæder, armbånd, et guldur og en rigtig forbryderslæde fra Amerika, en Ford Mustang.

Men efter et halvt års tid alene på det lukrative marked havde konkurrenterne fattet, hvad der skulle til. De stod nærmest oven på hinanden på fortovet sammen med gadeluderne for at lokke kunder til liveshow.

Kai måtte videre og forlod Keyhole. Dog ikke uden et mellemværende med skattevæsenet, som ville have del i hans formodet store, illegale indtjening. Det fik de ikke.

Kai ville hellere i fængsel end at »at lade det offentlige få penge af kriminaliteten – det ville jeg ikke være med til«.

Politiet betaler druktur
Pengene fik ikke desto mindre ben at gå på – hen over bardiskene. Når de ikke hang her, hvilket var det meste af tiden, boede Bente og Kai i en regulær svinesti i bagbutikken til pornokiosken.

Her betjente fruen også sine kunder på de madrasser på gulvet, der gjorde det ud for ægteseng.

Hun var sur over, at Kai havde trukket sig ud af Keyhole, og tændte derfor ild på etablissementet i en kolossal kæfert i en sen nattetime.

Keyhole brændte, og den uberegnelige Bente kom i fængsel for brandstiftelse. Det var ikke sidste gang, Kai Bo Rasmussens kone gav ham store problemer.

For efter det givtige eventyr med liveshow havde gangsteren atter slået sig på stofferne. Røde Kai solgte Preludiner – såkaldte ferietabletter – med stor succes.

Lige indtil Bente en aften på en druktur manglede 500 kr. for at kunne betale sin regning. I sin brandert ringede hun til politiet og fik dem til at betale regningen til gengæld for at angive sin mand og hans makker.

Gik psykisk ned
Kai gik psykisk ned, blev skilt og røg i spjældet i to år.

Da han kom ud igen i slutningen af 1970’erne, var både Kai og Vesterbro forandret. Heroinen havde gjort sit indtog, og konkurrerende bøllebander var ved at danne rockergrupperne Bullshit og Hells Angels.

»Det ødelagde mennesker lynhurtigt. Det tog ikke ret lang tid, så kunne du ikke stole på nogen mere. Du anede ikke, hvor du havde folk mere. Det blev et mere og mere barskt og hårdt miljø. Alle snød alle. Du kunne ikke vide dig sikker nogen steder. Ikke engang på dit eget liv«, som Røde Kai konstaterer i bogen.

Ikke desto mindre genoptog han sin business som taxachauffør og kørte escortpiger ud til deres kunder. Men først og fremmest blev Røde Kai hashsmugler og hentede kolossale partier til Danmark fra Marokko.

Gangsteren blev paranoid
Efterhånden havde godt 20 år som kriminel på Vesterbro dog sat sine spor på Røde Kai. Hans fysik var svækket, og mentalt kunne han kun få bugt med tiltagende paranoia og nervøsitet ved at indtage store mængder amfetamin.

Som andre gangstere var Kai Bo Rasmussen konstant bange for at blive fængslet og holdt øje med alt. Selv detaljer som, at ruderne duggede i en parkeret bil. Måske sad der nogen i den og holdt øje med ham?

I 1991 gik den engang så frygtløse og rå gangster helt ned. Til sidst tvang hans nye kone ham i psykiatrisk behandling.

Kai afleverede sit erhvervskørekort og trak sig ud af kriminalitet for altid efter 23 års tjeneste. Det var nat med Gaden, som alligevel havde en ende.

Men inden havde Kai levet et vildt liv, han hverken fortryder eller bebrejder nogen.

Penge er kedelige i længden
Tager man i betragtning, at det omfattende synderegister kun har indbragt Kai Bo Rasmussen sammenlagt fire år i fængsel, er det måske ikke så mærkeligt. Indtjeningen og forbruget var højt i de heftige dage.

Men det er egentlig også just problemet ved at vælge en løbebane som kriminel, har gangsteren af den gamle skole erfaret: For den kriminelle handler alt kun om penge.

Og penge er ikke bare kedelige i længden. De fører en helvedes masse lort med sig.