Immatrikulationsfesten var netop ved at gå i gang. De mange kommende studerende stod samlet i salen på Københavns Universitet, da en ung kvinde iført hvid studenterkjole og brudeslør erobrede talerstolen.

Universitetsbetjentene forsøgte at hive hende ned, men hun fik holdt sin tale, der blev indledt med ordene: »Søstre, velkommen til mændenes bedste ægteskabsmarked« og advarede mod, at de unge studiner opgav deres studier for at hjælpe deres kærester igennem deres.

1970 var skelsættende
Rødstrømpeaktionen fra 1970 er berømt og et billede på en tid, hvor kvindekampen spirede og parolerne var slagfærdige. Siden kom alle sejrene som den frie abort, oprettelsen af Ligestillingsrådet, loven om ligeløn, sideløbende med de mediebevidste og spektakulære aktioner, hvor unge kvinder brændte bh’er af og frasagde sig rollen som sexobjekter.

Eller nægtede at betale fuld pris for busbilletter, så længe kvinder tjente 80 procent mindre end mænd, og på alle måder gjorde det politiske privat, sådan at fædrene kom med på fødestuerne, fik ret til barsel og en gang for alle fik lært, hvordan man kender sin kvindes krop.

Fisseflokken
Rødstrømperne som bevægelse nedlagde sig selv i 1985, og siden har kønskampen været udspaltet i mindre fraktioner uden den helt store gennemslagskraft.

Kun ved årtusindskiftet blev der for alvor tale om, at rødstrømpernes døtre var klar til at tage teten, da de proklamerede nyfeministernes komme:

Over Sundet kom den svenske debatbog ’Fisseflokken’, der gjorde op med forestillingen om, at mænd og kvinder i vore moderne tider som en selvfølgelighed var ligestillede. Den nye generation af feminister ville diskutere hverdagsfeminisme, urealistiske kropsidealer, nedarvede kønsforskelle på arbejdspladserne, og hvad det kvindelige egentlig er.

Også herhjemme kom en ny generation af feminister på banen med folkene omkring Kvindeligt Selskab (nu Selskabet for Ligestilling, red.) og en række markante bogudgivelser om nyfeminisme. Men hvad er der sket siden da?

Der har været stille i feministlejren, hvor det stadig mest er den ældre generation, der lejlighedsvis giver sig til kende med spredte debatindlæg og udtalelser i medierne. Så hvor bliver de unge af?

Hvor er rødstrømpernes døtre og sønner, dem, der står i næste række til at tage kampen op? Er de unge mon helt ligeglade med at diskutere køn og ligestilling?

Oprør mod rødstrømpemoderen
Spørger man en af de garvede feministiske debattører her i landet, er something rotten in the state of Denmark. Feminist og forfatter Jette Hansen siger:

»Jeg synes, der er et kæmpe tomrum. Der mangler en folkelig bevægelse, ligesom med rødstrømperne, hvor man organiserede sig. Men jeg tror, at mange af dem, som skulle løbe videre med stafetten, følte en voldsom ambivalens over for det feministiske projekt. Det blev dem magtpåliggende at manifestere sig som oprørere over for ’rødstrømpemoderen’«.

Eller som en af rødstrømpebevægelsens mødre og grundlæggere, professor Drude Dahlerup, udtrykker det:

»Vi har befundet os i en helt karakteristisk backlash-situation. Gennem historien har det altid været sådan, at efter et højdepunkt i kvindebevægelsen kommer der en nedgangsperiode. Så får feministerne skylden for alt muligt dårligt, og der bliver lavet myter om, at de er lesbiske mandehadere alle sammen«.

Feminsterne lever stadig
Men ifølge Drude Dahlerup sker der noget i den helt unge generation. For de 15-20-årige er ikke belastet af, at det er deres mødres kamp, de overtager. Det er deres bedstemødres.

Dahlerup kan derfor fortælle, at hun som aldrig før bliver ringet op af unge i 9. klasse eller gymnasiet, der vil vide noget om kvindebevægelsen og kvindekamp. De er utrolig nysgerrige og interesserede i feminisme og ligestilling.

LÆS FØRSTE DEL AF FEMINISME-SERIENFeminister elsker da sex

Og billedet er heller ikke så dystert, når man spørger de yngre feminister. For de findes. Blot mener de, at de ældre feminister i efterspørgslen på arvtagere af deres projekt fuldkommen overser, at det feministiske projekt har flyttet sig og i dag omfavner en langt større problematik:

Det vigtige nøgleord i dag er køn og ikke kvindekamp, mener forsker i queerteori Maja Bissenbakker Frederiksen fra Center for Kønsforskning på Københavns Universitet. Men hvorfor virker det så, som om det er de samme få feminister af den gamle skole, der ytrer sig i den feministiske debat?

Lipstickfeminisme, kystbanefeminisme...
»Det skyldes i høj grad, at det er nogle bestemte, der bliver genkendt som feminister i medierne, hvorimod der er mange, der udtaler sig om køn i medierne, der ikke bliver genkendt som feminister, fordi de ikke siger det, man forventer«, siger Maja Bissenbakker Frederiksen.

For sådan tegner billedet sig anno 2010: Dansk feminisme er nu udspaltet i en masse retninger, der muligvis nok læner sig op ad den gamle grundtanke, men som ikke nødvendigvis føler den store søstersolidaritet med hverandre.

Og rækken af nye feministiske betegnelser er da også sigende i sig selv. Vi nævner i flæng: elitefeminister, liberalfeminister, queerfeminister, nyfeminister, kystbanefeminister, prosexfeminister, lipstickfeminister, postfeminister ...

Hvis du leder efter feminismen under bogstavet ’f’, bliver du derfor skuffet. Men den findes. Bare ikke hvor man kunne forvente.

Karrierefeminister
Når det gælder diskussionen om karriere og arbejdsliv, kan man da også konstatere, at der stadig er liv i kampen for ligestilling. Her findes en række kvindegrupper og netværk, som konstant forsøger at få ligestilling højere op på dagsordenen.

Det er veluddannede, ressourcestærke kvinder, der slår sig sammen i netværk såsom Morgendagens Heltinder, Female Leader Focus, Albrightgruppen og ErhvervsKvinder.

Fælles for dem er, at de arbejder for flere kvinder på de magtfulde stillinger i samfundets top og hjælper hinanden på vej. Det handler om, at kvinder kan, at de har de nødvendige kompetencer og ressourcer, men ikke kan komme til for mænd.

»Vi har kompetencerne, men kan ikke komme ind. Hovedbestyrelsen i Dansk Industri har 104 medlemmer, kun 3-4 af dem er kvinder. Vi har en ligestillingsminister, der er berøringsangst og ikke har ambitioner på ligestillingsområdet. Vi savner en større offentlig debat, hvor fakta kommer på bordet. Folk ved jo ikke, at vi ikke har ligestilling i Danmark. Vi er alt for dårlige til at diskutere strukturer, kulturer, vaner og adfærd som noget, der står i vejen for kvinderne«, siger Charlotte Pontoppidan Vest, der er formand for ErhvervsKvinder.

Næste skridt er en kvoteordning
Og selv om hun meget klart frabeder sig prædikatet feminist og mener, at de gamle rødstrømper kammede over, så anerkender hun, at de lavede et stykke nødvendigt arbejde.

Næste skridt er, at Danmark i lighed med Norge indfører en kvoteordning for kvinder i virksomhedsbestyrelser. Ellers sker der ikke noget.

»Det er ligesom med rygelovgivningen. Og erfaringer fra USA viser, at med flere kvinder i bestyrelserne kommer der også flere kvinder på topposterne«, siger hun.

Nødvendigt med alliancer
Den slags kvindenetværk, der forsøger at hjælpe hinanden frem, er helt legitime og nødvendige, mener Sarah Højgaard Cawood. Hun tilhører den gruppe, der omkring årtusindskiftet blev kaldt nyfeminister, og har bidraget til en række antologier som ’Nu er det nok. Så er det sagt’. I dag er hun ligestillingskonsulent i Københavns Kommune.

»Der er ingen tvivl om, at det glasloft, der skal gennembrydes for at komme til tops, er så hårdt og uigennemtrængeligt, at man er nødt til at alliere sig med nogen og gå sammen for at presse på«, siger hun.

I netværkene kan kvinder drøfte, hvad de gør, når de støder på usynlige barrierer i en mandsdomineret verden.

Hvad gør man, når det bliver for indforstået og ekskluderende over for kvinder på chefgangen?

Hvad sker der, når mænd, der ligner hinanden, har samme interesser og samme måde at tænke på, træffer beslutninger sammen?

Og hvad kan man så gøre for ikke at blive ekskluderet, men faktisk være med og blive en del af det?

Individuelle løsninger
Til gengæld er Sarah Højgaard Cawood mere kritisk over for de løsninger, mange ressourcestærke kvinder finder på udfordringen med at få familie- og arbejdsliv til at gå op.

De laver et lille firma, holder foredrag, skriver bøger og den slags i et tempo, der giver plads til også at dyrke bløde værdier som samvær med børn, familie og sig selv.

»Det bliver en forståelig, men meget individualiseret løsning på noget, der er et fællesskabsproblem, og det kommer ikke andre til gavn, at der er nogle meget dygtige kvinder, som er gode til at sælge sig selv og kan få det til at hænge sammen. Det løser ikke almindelige menneskers problemer med at få almindelige menneskers familie- og arbejdsliv til at hænge sammen«, siger Sarah Højgaard Cawood.

Sure kvinder
Den nyliberalistiske strømning i samfundet – at enhver er sin egen lykkes smed, og at den enkelte kvinde (og mand) selv er ansvarlig – er en af de største forhindringer for feminisme og ligestilling, mener Sarah Højgaard Cawood.

For så handler alting om den enkeltes ligestilling: Kvinden må selv sørge for at komme til tops. Når det ikke sker, er det de slemme mænds skyld – der så svarer igen og spørger, hvorfor kvinder altid skal være så sure. Og så kan skyttegravskrigen mellem kønnene bare fortsætte, uden at nogen eller noget flytter sig.

»Det bliver ofte meget bittert og personligt i Danmark: Mænd er nogle svin, og kvinder er ofre. Det er dig, mand, der sidder lige der og er skyld i det hele. I stedet for at handle om, at vi stadig lever i et samfund med nogle stærke patriarkalske strukturer, der har konsekvenser for henholdsvis mænds og kvinders muligheder. Det er jo ikke mænd, der er nogle chauvinister, når de laver fællesskaber på chefgangen. Det gør alle, når de er sammen med nogle, der ligner dem selv. Det gør kvinder også«, siger hun og fortsætter.

»Problemet er bare, at når der kun er mænd på ledergangen, kan det blive svært for kvinderne at holde ud at være der eller blive en del af den. Omvendt er man ikke opmærksom på, hvor meget mænd også får ud af ligestilling. For eksempel har mange mænd taget muligheden for at være mere sammen med deres børn til sig«, siger hun.

Ender i en blindgyde
Ligestillingsdiskussionen ender i en blindgyde, hver gang man forstår den som noget, det enkelte menneske bærer ansvaret for, siger Sarah Højgaard Cawood. For så lukker man øjnene for alle de bagvedliggende strukturer, der giver uligheden. Og for at kvinder stadig bliver værdisat lavere end mænd.

Når det er den enkeltes ansvar, betyder det også, at det ofte bliver kvindernes eget problem, at de ikke kommer til tops. At der er noget galt med dem, at de skal lave sig om, indrette sig og opføre sig, så de passer ind i en verden, der historisk set er skabt uden kvinders medvirken og derfor ikke tilgodeser kvinders perspektiver og behov, mener Sarah Højgaard Cawood.

Flere feminismer
Maja Bissenbakker Frederiksen fra Center for Kønsforskning, mener ikke, at det giver mening at tale om feminismen. Hendes pointe er, at feminismen i modsætning til tidligere er udspaltet i en lang række feminismer.

»Vi er nødt til at holde fuldstændigt op med at tale om feminismen. Der er så mange indbyrdes forskellige positioner, at det ikke giver mening. Men pointen er, at det ikke nødvendigvis er kvindekamp, som feminismen beskæftiger sig med. Det er mere grundlæggende kønskampe og kønskonstruktioner, som nutidens feminister er optaget af«.

At feminismen bør tituleres i flertal bliver tydeligt, hvis man zoomer ind på diskussionen om sexarbejde. Både Selskabet for Ligestilling, der vil have kriminaliseret sexkøberne, og Sexarbejdernes Interesse Organisation, der ikke går ind for et forbud, kalder sig feministiske.

»Der er ingen af dem, der lyver. De har bare en forskellig opfattelse af, hvordan kvinder, sex og feminisme hænger sammen«, siger kønsforskeren.

Den nye feminisme er kommet til orde
At det kun er den ældre feministiske generation, der kommer til orde i medierne og tegner debatten, mener kønsforskeren heller ikke er helt korrekt. Maja Bissenbakker Frederiksen ser derimod, hvordan en række danske forskere har manifesteret sig stærkt de seneste 10-15 år:

»Det kunne for eksempel være hele gruppen af kønsforskere ude fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som har stået for at tegne den teoretiske bølge af den nye feminisme op gennem 90’erne, som handler mere om køn end om kvindekamp«.

Og det er en helt generel international tendens i den akademiske verden, at kønsforskningen har overtaget, hvor kvindekampen slap, mener Maja Bissenbakker Frederiksen.

Hun har observeret, hvorledes diverse institutter for kvindeforskning de seneste 10-15 år har taget navneforandring til institutter for kønsforskning. Fordelen er stor, mener hun:

Dagliglivets handlinger bestemmer køn
»Vi er begyndt at se på køn på en helt anden måde end kvinders særlige erfaringer. Nu handler det i højere grad om, hvad køn overhovedet betyder. Man kan pludselig få andre ting i kikkerten som maskulinitet, homofobi og transseksualitet, hvis man går fra kvinde til køn. Jeg tror, at kønsforskerne er blevet bevidste om, at hvis man virkelig vil vide noget om, hvordan patriarkatet virker, så kan forskningen ikke kun isoleres til kvinder. Det kan også for eksempel være i de samtaler, man i dag skal gennemgå på sexologisk klinik for at få lov at gennemgå en kønsskifteoperation«.

Maja Bissenbakker Frederiksen har især kendskab til, hvad der er sket med feminismen siden 1990’erne. Og hun mener, at den retning, som kalder sig queerfeminismen, i dag har stor indflydelse blandt de 17-25-årige. Queer betyder skæv, mærkelig eller på kanten, og queerfeminisme går kort sagt ud på at gøre op med kønsstereotyper og traditionelle kønsrollemønstre.

»Queerfeministerne tror ikke, at vi er født med små lyserøde eller lyseblå kerner indeni, men det er snarere sådan, at vi bliver gjort til vores køn gennem dagliglivets handlinger: ikke bare i vores barndom, men hele tiden«, siger hun.

Feminismen kommer tilbage
På græsrodsniveau har queerfeminismen vokset sig stor de senere år. Danmark har årlig to queerfestivaler, og på Nørrebro i København samles op mod 100 queerfeminister jævnlig til Feministisk Folkekøkken:

»Ser man på det, man i medierne kalder det autonome miljø i København, er der her en meget stærk queerfeministisk strømning. Jeg har stor tiltro til, at feminismen kommer tilbage og i hvert fald er kommet tilbage på aktivistisk plan«, siger Maja Bissenbakker Frederiksen.

Og selv om der er langt fra rødstrømper til ErhvervsKvinder og videre igen til de autonome queerfeminister, så er de fælles om én ting: De ønsker et nyt sæt spilleregler for mænd og kvinder i det danske samfund.