Som de sidder der på en café på Nørrebro og drikker soya-latte, ligner de to helt almindelige unge kvinder. Hvad det så end betyder.

Men det er de små ting i hverdagen, der adskiller dem fra det store flertal. At den ene er kæreste med en mand, der var en kvinde, da de mødte hinanden for eksempel. Eller at den anden har frasagt sig monogame parforhold og kernefamilien fuldstændigt.

Lotte Knold og Tatjana Laursen er med i kernen af det, man kunne kalde det danske queerfeministiske miljø, en feministisk og kønspolitisk fraktion, der har været under opblomstring de seneste fire år. I miljøet kommer både mænd og kvinder, homoseksuelle, heteroseksuelle, biseksuelle og ikke mindst transpersoner.

For fælles for queertankegangen er opløsningen af kønnet som forudbestemt livsbane, og queer fungerer som en slags opgør med kønsstereotyper og traditionelle kønsrollemønstre.

På mange måder griber queerfeministerne tilbage til 70’ernes kvindekamp ved at sætte spørgsmålstegn ved kønnets konstruktion og funktion og ikke mindst ideen om kernefamilien og det monogame kærlighedsliv. Samtidig er queerbegrebet en mere rummelig paraplybetegnelse, der både favner den homoseksuelle og transseksuelle kamp, samt altså den feministiske.

LÆS OGSÅFeminister elsker da sex

Men livet som queer er ikke uden omkostninger. Hate crimes og voldsomme verbale overfusninger er ikke undtagelsen. For det kan tilsyneladende provokere at blive konfronteret med personer, der lever livet på kanten af de vedtagne kønsregler.

Tatjana Laursen fortæller da også uden den store overraskelse, at hun for nylig i metroen blev overfuset af en mand, der kaldte hende »en unaturlig, homoseksuel hore«.

Uden for normen
I København er det især i det venstreorienterede aktivistiske miljø, at queerkulturen fungerer som frirum og diskussionsfora for den stadigt voksende gruppe, der definerer sig selv som lidt skæve og uden for det, de omtaler som »det heteronormative samfund«.

Altså alle dem, der som udgangspunkt regner med, at alle andre også lever i kernefamilie med en far og mor, der drømmer om en ny carport og klæder deres døtre i lyserødt og drenge i lyseblåt.

»Det at være en del af et queerfeministisk miljø giver mig håb om at kunne leve en anden slags liv. I vores miljø er der et dejligt mod til at drømme om for eksempel at leve i kollektiv med sine lesbiske veninder, til man er 70. Måske få børn, måske ikke, måske leve monogamt, måske ikke. Det fede er, at der her er plads til at prøve en masse af de ting af i praksis«, fortæller Lotte Knold, 30 år og specialestuderende i sociologi.

Sammen med Tatjana Laursen, 25, der studerer kønsstudier i Lund, har de sagt ja til at sætte ord på, hvad den yngre generation af feminister går og laver. For i disse år er rigtig mange, der interesserer sig for køn, gledet ind i queermiljøet i stedet for at beskæftige sig med klassiske ligestillings- og kvindespørgsmål.

Det mener queerforsker Maja Bissenbakker Frederiksen fra Center for Kønsforskning på Københavns Universitet. Hendes forklaring på, at det nye begreb er blevet så populært i både aktivistiske kredse og i undergrundskunsten, lyder:

»Queerbegrebet har på en måde været en trojansk hest her i Norden og en måde at generobre den feministiske dagsorden. Det har åbnet nogle døre, at man har kunnet kalde noget for queer. For folk lytter i stedet for at lave den prompte nedlukning, som sker, så snart, man siger ordet feminisme«.

LÆS OGSÅFisseflokken lever stadig

Hvor ordet ’rødstrømpe’ er helt yt, ’feminist’ lyder svensk og frelst, og ’nyfeminist’ er so ten years ago, er det altså ’queer’, der er det nye in-ord. Men queer er mere end et ord. Det er en livsstil, hvor queerfeministerne M/K ligesom 70’ernes rødstrømper gør det politiske privat og lever teorien ud i praksis.

Queerfeministen Tatjana Laursen forklarer:

»Det handler meget om, hvordan man skal strukturere sit privatliv, og hvordan man bliver mødt af omverdenen. F.eks. bliver der ofte stillet spørgsmålstegn ved det, at jeg har valgt ikke at leve monogamt, men queerfeminisme handler også om synliggørelse af en anden måde at leve på«.

Genkendt og forstået
I queermiljøet føler de sig genkendt og forstået og kan ruste sig mod omverdenens reaktioner:

»Det, at jeg har levet som lesbisk i mange år og nu er i et forhold med en transmand, gør, at folk udefra har meget svært ved at afkode mig, mens man i queermiljøet ikke automatisk går ud fra, at når jeg er kvinde, er jeg også heteroseksuel«, siger Lotte Knold.

Til de queerfeministiske arrangementer kommer der også både mænd og heteroseksuelle.

»Det er ikke mand-kvinde-konstruktionen, vi er imod, men normativiteten«, siger Tatjana Laursen, og Lotte Knold supplerer:

»Noget, vi diskuterer meget, er, hvordan man lever heteroseksuelt uden at leve heteronormativt«.

Det helt afgørende for queerfeministerne er, at de ikke mener, at kønnet er en særlig essens, der ligger inde i os, men derimod at vi bliver gjort til vores køn gennem dagliglivets handlinger.

Queerforsker Maja Bissenbakker Frederiksen forklarer:

»Køn bliver set som noget, man i høj grad bliver tvunget ud i, noget man stiltiende enes om at udføre. Vi forventes at være mænd og kvinder på den konventionelle måde, og hate crimes, mobning og diskrimination kan være følgerne, hvis man gør det forkert«, siger hun og tilføjer, at køn ikke kun er noget, man leger, men at det er »dødsensalvorligt«.

Det kan de to udlevende queerfeminister skrive under på. De kender nærmest ingen i deres miljø, der ikke har været udsat for overgreb, tilråb eller direkte vold som følge af deres ’anderledeshed’. For selv i relativt frisindede Danmark kan det virke provokerende, når to kvinder kysser i Irma, eller en mand går i byen i høje hæle.

»Vi var begge med i et initiativ, der hed bash back for et år siden, efter at der havde været en række homofobiske angreb i Ørstedsparken (traditionelt bøsse-scorested, red.). For vi er nødt til at handle kollektivt, sådan at det ikke bliver et personligt spørgsmål om, ’skulle jeg nu have holdt min kæreste i hånden’ eller ’gik jeg lidt for nedringet klædt’«, siger Lotte Knold, der også underviser i feministisk selvforsvar.

Her lærer hun især unge piger at reagere, før de farlige situationer opstår, og at droppe rollen som pæn pige, så de får sagt ordentligt fra og kommer væk.

Der er andre end Joan og Carl-Mar
Et fast mødested for queerfeministerne er ud over diverse demonstrationer, festivaler og kulturarrangementer det månedlige feministiske folkekøkken i Folkets Hus på Nørrebro. Med så mange tiltag er spørgsmålet så, hvorfor det stadig mest er de traditionelle feminister og terapeuter, man hører fra i medierne, når det drejer sig om køn?

LÆS OGSÅNorsk ekspert: Danmark har droppet debat om ligestilling

»I mainstreammedierne er det meget noget med, at Joan Ørting og Carl-Mar Møller fortæller, hvordan rigtige mænd og rigtige kvinder er. Men jeg tror helt klart, der kommer en reaktion nu på den der stereotype debat, der gør, at flere vil interessere sig for feminisme og queer«, siger queerfeminist Lotte Knold.

Også queerforskeren Maja Bissenbakker Frederiksen har bemærket, at det ikke er den yngre generation af queerfeminister, der taler kønskamp i medierne:

»Jeg tror slet ikke, de har villet betjene sig af mainstreammedierne. Måske fordi de forudser, hvordan de vil komme til at lyde. De vil blive modtaget på samme måde som 70’ernes feminister. Man kan allerede høre ordet ’snerpet feminist’ på forhånd«, siger Maja Bissenbakker Frederiksen.

Men faktisk er det queerfeministerne magtpåliggende ikke at lægge afstand til de andre feministiske retninger, der kom før dem:

»Jeg synes slet ikke, man kan tale queer uden at have den feministiske arv med. Det bliver enormt historieløst, når man læser om karrierekvinder, der ikke mener, de er feminister, fordi det har de ikke brug for. Men grunden til, at de kan have den karriere, de har, er selvfølgelig den feministiske arv«, siger Tatjana Laursen, der mener, at hun ofte bliver mødt med en latterliggørelse og forestilling om, at »hvis man er feminist, sidder man i rundkreds på gulvet og spiller guitar«. Veninden Lotte Knold supplerer:

»Vi står på deres skuldre og skylder dem en masse respekt for de ting, de fik ændret. Og så er det op til os at kæmpe videre. En af de ting, der inspirerer mig ved rødstrømperne, var, at de tænkte så stort og turde drømme om, at et andet samfund var muligt«.