Natten til lørdag
Jeg har i temmelig lang tid haft en aftale om at være barnepige for – øhh, mit barnebarn, ja, egentlig har vi aftalt, at jeg ikke skal sige hendes navn, men det har været fremme alle vegne alligevel, så altså, jeg passer Stephanie, mens hendes forældre er i biografen for at se den der nye film, ’Avatar’.

Jeg har passet hende flere gange før. Vi kan godt lide at hygge os. De afleverer hende ved 19-tiden og kører, da vi lige har snakket lidt. Hun har benet i gips, så vi sætter os bare og har en helt almindelig, banal barnebarnsaften og hygger os og spiser juleslik – eller det er nu mest hende, der spiser slik.

Vi ser blandt andet den der gamle film ’Troldmanden fra Oz’ med Judy Garland. Den synes Stephanie er morsom. Hun er tosproget på engelsk og dansk og forstår, hvad de siger, så det er en fin film at se. Vi sidder i stuen og har en hyggelig stund.

På et tidspunkt går jeg ud på badeværelset, som også er vores sikringsrum. Da jeg kommer ud derfra, hører jeg det første brag. Det foregår ved vores glasdør, som har det her noget seje glas, må jeg nok sige, man kan ikke uden videre slå hul på det, fordi det giver efter.

Men lige med det samme er jeg klar over, hvad det drejer sig om: Det her er den situation, jeg måske har frygtet, og som jeg har tænkt på, om overhovedet nogensinde ville forekomme. Ikke lige siden dengang det hele begyndte med tegningerne i 2005, men i hvert fald lige siden de der begivenheder i Mellemøsten i 2006.

Da sad jeg ovre i USA ved min søn og så opstandelsen i fjernsynet, og det var ret rædselsfuldt, det må jeg sige. Siden har der også været det med bombetruslen mod Jyllands-Posten.

Jeg har måske aldrig været rigtig bange, jeg har følt mig relativt tryg og har snakket med Politiets Efterretningstjeneste (PET) hen ad vejen, og de har informeret min familie grundigt om den eventuelle terror i alle dens facetter.

Blandt andet har de forsikret os om, at terroristerne kun går efter deres offer, og det er det, der er grundlaget for min reaktion, da han står der udenfor.

Jeg ved, at hvis jeg går løs på terroristen, vil der udspille sig et blodbad lige foran øjnene på mit barnebarn, og det vil være en rædselsfuld oplevelse. Det er ikke efterrationalisering. Jeg har lige nogle sekunder, hvor jeg kan overveje de to muligheder, og det slår mig straks, at jeg har ikke en chance, hvis jeg bliver i stuen.

Men jeg har en chance inde i det der sikkerhedsrum, vi har, og derfra kan jeg, hvad der ikke er mulighed for i stuen, få alarmeret politiet. Jeg styrter derind og får trykket på alle de der direkte alarmknapper, vi har, og det lykkes mig endda at komme til at tale med politiet.

LÆS ARTIKEL Westergaard får flere livvagter

Min store skræk, mens jeg er derinde, er, at manden skal bryde igennem. Så vil jeg være færdig. Jeg ved ikke, hvordan Stephanie ville have klaret dét. Forhåbentlig ville han ikke have rørt hende. Men når jeg gør det, jeg gør, er det, fordi jeg ved, at det er min mulighed for at få politiet tilkaldt. Det viser sig så heldigvis at være den rigtige reaktion.

Jeg står og holder på døren. Nu holdt den jo til det, men den begynder at vibrere. Den får virkelig nogle voldsomme hug, og på gebrokkent dansk er der eder, forbandelser, trusler og jeg ved ikke hvad i luften.

Det er mærkeligt med tid – hvordan man oplever tid. Pludselig går den hurtigt, og andre gange går den faktisk næsten ikke, og det synes jeg, at jeg oplever lige der: Tiden står helt stille.

Og så kommer politiet. Der er et vindue med panserglas i sikringsrummet, så jeg kan se de blå blink. Så er jeg klar over, at nu kommer de. De stormer ind ad havedøren, men han er flygtet ud foran, får jeg at vide bagefter.

Jeg har to billeder af situationen i mit hoved, og de skifter plads: Det onde billede er billedet af mig, der står derinde med Stephanie udenfor. Det er det billede, jeg ser af mig selv, mens jeg står derude på badeværelset. Og så kommer det gode billede, da jeg kommer ind i stuen igen, og det hele er overstået.

Der sidder en politimand og snakker med Stephanie og fortæller hende, at det var en tyv. Og hun siger: »Ja, det er en tyv, tyve slår glasset i stykker og kravler ind, og det må man ikke«. Og så er det ligesom sat på plads. Hun sidder ganske stille. Jeg tror, hun græd, da manden kom ind, men ellers sidder hun helt stille. Jeg går hen og giver hende en knuser.

LÆS ARTIKELKurt Westergaard: »Ondskaben skal ikke dominere mit liv«

Så bliver vi kørt ned på politistationen. Politiet får forældrene ud af biografen, og de kommer og møder os på politistationen. De er meget oprevne, selvfølgelig. Politiet har forsikret dem om, at der ikke er sket noget, men det afværger jo ikke, at de er chokerede.

Jeg snakker med dem og får også ringet til min kone. Hun bliver også chokeret, må jeg sige. Vi bliver på politigården et par timer og bliver afhørt, og derefter indlogerer de os på et hotel i byen (Århus, red.). Jeg må vist ikke sige hvilket hotel.

Lørdag
Jeg vågner på hotellet. Stephanie og hendes forældre er der også. Og livvagterne, selvfølgelig. Vi får morgenmaden bragt op på værelset – vi skal være lidt diskrete. Det præger i det hele taget de næste dage, men de glider lidt sammen for mig, må jeg nok sige.

Jeg prøver hele tiden at få det gode billede af, at det endte godt, til at dække over det onde billede af mig derinde i badeværelset og Stephanie udenfor. Men selv om vi skal til at begynde på at få os en hverdag igen, er den første dag for mit vedkommende nu præget af kontakten med PET.

Jeg møder de første to af mine kommende livvagter og senere nogle flere, men jeg ved ikke, om jeg må sige, hvor mange i alt. Det er en positiv oplevelse at møde dem. Folk, der tænker på Ray-Bans og høresnegle og skulderhylstre må revidere billedet.

Jeg har også været overvåget i USA af FBI, og der var det de her Armani-fyre med dyr skjorte og silkeslips, men dem, jeg møder her, er mere – danske. Mere casual. De er professionelle, men også – hvad skal jeg sige – bløde og forstående. Man kommer hurtigt til at føle sig tryg ved dem. Det er en meget positiv overraskelse.

Også både tidligere og nuværende kontakter fra PET ringer, og vi snakker meget om det hele. For mig er det nok vigtigt at få fortalt den her historie nogle gange, tror jeg.

Jeg ringer til min kone igen og snakker grundigt med hende. Hun er på ferie, og jeg beder hende om at blive. Der ser ret forfærdeligt ud derhjemme alligevel. Hun får mig til at love at sørge for, at hun kan komme til at tale med en psykolog, når hun kommer hjem, og at jeg vil tage med.

Jeg glæder mig over, at hun ikke er herhjemme, for der er jo en masse oprevethed om hele den her situation, og der er familiemedlemmer, der er meget ulykkelige. Så kan hun, selv om hun er en stærk person, være lidt på afstand af det hele.

Det fine er, at hun aldrig har bebrejdet mig noget som helst. Hun har stået bag mig hele tiden. Det er vigtigt, for det her er jo også dagen, hvor jeg begynder at indse, at vores tilværelse vil ændre sig voldsomt. Det her stopper nok aldrig i min levetid.

Journalisterne ringer, også fra udlandet er de begyndt i løbet af i dag, og der er næsten permanent tv-dækning af min husfacade. Min familie bliver på hotellet, de skal rejse til deres hjemland i morgen, men forinden får jeg snakket det hele igennem med dem.

Det er meget afgørende for mig at få snakket med dem. Stephanies forældre synes, at jeg har handlet rigtigt, og hun selv er tilsyneladende i godt humør. Ud på eftermiddagen overføres jeg til PET’s safety house et sted, jeg ikke må sige, hvor er.

Søndag
Jeg vågner på den hemmelige adresse, og en af livvagterne har lavet morgenmad. Jeg vil godt kunne vænne mig til det her med, at der skal til at være folk omkring mig hele tiden, tror jeg. Jeg sidder ikke og prutter ved bordet, men jeg kan gøre alt muligt, og de følger bare med og er der på en fin måde.

Vi har fjernsyn og det hele i huset, og nogle af medierne fortæller, hvor mange timer politiet foreløbig har bekostet på mig. Jeg føler mig taknemmelig over at leve i et samfund, der ofrer så meget på en enkelt borgers sikkerhed. Opbakningen er på en eller anden måde også, synes jeg, en anerkendelse af, at det, jeg står for, ønsker mit land også.

Jeg begynder på mit nye liv med livvagterne, og jeg er imponeret både over deres saglighed og deres menneskelighed. Jeg tager, som jeg plejer at gøre fire gange om ugen, i mit fitnesscenter med drengene. Det bliver på en måde et symbol på, at hverdagen alligevel er ved at komme i gang igen.

De hverdagsting, jeg normalt ikke regner for noget, betyder pludselig noget, fordi jeg er blevet kastet ud af hverdagen. Jeg er på løbebåndet og vil aldrig kunne løbe mine livvagter ind, men jeg tager den i let, skarpt trav og bliver i bedre humør.

Det går bedre med de to billeder, der er inde i mig: Det gode billede får lov at fylde mere efterhånden. Men selv om jeg egentlig gerne vil tegne, er der for mange tanker, der kører rundt. Jeg kan ikke helt huske dagen, men det meste af tiden sidder jeg nok og tænker over tingene.

Jeg snakker med min familie, inden de rejser hjem. Og om aftenen henter en af livvagterne pizzaer – præcis som man ser det i en amerikansk agentfilm, sidder vi der i et temmelig maskulint miljø og spiser pizza og snakker mandesnak …

Mandag
Livvagterne har kogt æg, og der er brød og ost og alt sådan noget, der hører til et almindeligt hverdagsliv. Bagefter bliver jeg kørt hjem til mit hus. Der er ikke ryddet op endnu, fordi kriminalpolitiets teknikere skal være helt færdige med deres undersøgelser. Det er trist at stå i huset. Det får følelserne til at blusse op igen.

De der minutter af rædsel i sikkerhedsrummet gentager sig for mig. Døren ind til sikringsrummet ser forfærdelig ud. Jeg spekulerer på, hvor meget længere den kunne have holdt. Rundt om i værelserne er fjernsyn og computere og billeder smadret, og der er glasskår over det hele. Det er forstemmende.

Bagefter får jeg snakket grundigt med mine børn, og det er rart. De er selvfølgelig bekymrede for mig og trøster, og dagen bliver absolut bedre end dagen i går. De synes, jeg har handlet helt rigtigt. PET har forklaret dem en masse, og jeg fortæller dem det hele igen.

Jeg hører i medierne, at »øksemanden ville ikke slå ihjel«. Hvorfor ringede han så ikke bare på hoveddøren?

Jeg tager ikke ind omkring mit arbejde på Jyllands-Posten. Jeg er blevet beordret på to måneders ferie, nok af sikkerhedsgrunde, selv om det ikke er blevet sagt direkte. Det har jeg det ikke så godt med, især i begyndelsen var jeg ked af det. Jeg blev jo bange for, at jeg aldrig kan vende tilbage, og jeg synes stadig, der er meget arbejde i mig.

Når man har været på en avis i mange år, har man også mange gamle venner og kolleger der, men med et kreativt arbejde kan man selvfølgelig godt sidde hjemme for sig selv og tegne.

Jeg har selvfølgelig gjort mig de her tanker om at fortryde den tegning. Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft – ikke skræk, men betænkeligheder ved situationen, men jeg har formået at holde fast i ikke at lade mig true. Og tanken om at fortryde finder jeg helt håbløst og unyttig, for de tegninger er lavet, og de tegninger vil altid være der, og det fører ingen steder hen.

Og det er måske min egen skyld, at jeg er blevet den af tegnerne, der har været mest i vælten: Det er ikke rigtig mit temperament at gemme mig. Jeg synes jo bare, jeg har passet mit arbejde, og jeg vil ikke stå der over for nogen og undskylde og beklage. Jeg vil gerne stå ved det, jeg har lavet.

Og det har måske så skaffet mig nogle besværligheder, det ved jeg ikke rigtig – men jeg er nu af den opfattelse, at det her sammenstød mellem to kulturer ville være forekommet, før eller siden.

Tirsdag
Dagene er ret stereotype, selv om situationen er usædvanlig. Jeg snakker i telefon med min kone hver dag, også i dag. Hun kommer hjem i morgen, og det glæder jeg mig til.

Jeg er også glad for, at det lader til, at vi kan flytte hjem i huset igen. Adressen er ude over hele verden, men det må man finde sig i, når man lever i sådan et samfund, som vi lever i.

Jeg ser en klumme af Karen Thisted i Ekstra Bladet om, at jeg ikke skulle være gået fra Stephanie. Jeg prøver at ringe til Karen Thisted for eventuelt at få korrigeret det billede, hun fremstiller, for det er ikke et sandt billede af situationen, og jeg prøver at fortælle hende om mine to billeder: det onde inde i sikringsrummet og det gode, da det hele er gået godt.

Men det bliver en meget kort samtale. Jeg ved godt, at en klummeskriver skal være en skrap moster, og jeg kan godt forstå vinklen, men jeg forstår ikke helt, at hun kan overse de fakta, jeg kommer med – om at jeg gjorde det rigtige i forhold til det, jeg havde fået at vide, at jeg skulle gøre.

Det er jeg lidt skuffet over, men til gengæld har jeg på samme side set et citat fra en psykolog, Susan Schlüter, hvis vurdering er meget mere positiv. Jeg ringer for at takke hende. Hun synes ikke, at Ekstra Bladet er helt fair, og det er rart for mig, at en person med autoritet og erfaring i, hvordan mennesker reagerer, giver mig ret.

Formiddagsbladene kender jeg jo. De er bygget på at skabe de her følelser og på at få læserne til at tage afstand. Stephanies mor og jeg taler om artiklen, og hun står bag mig. Vi opgiver at gøre mere ved det. Det er bare sådan med formiddagsbladene, og det lever vi med.

Onsdag
Jeg er til fitness, men ellers går det meste af dagen med at snakke med PET om den fremtidige sikkerhed. Vi snakker om det hele i timevis, men jeg må ikke fortælle om enkelthederne. Der har været kritik af PET i medierne, men jeg har intet at kritisere. Den her situation med sådan en autonom type kan man ikke gardere sig imod.

Jeg snakker med min datter i telefonen: Der er en psykolog, der har kigget videre på Stephanie, og der er tilsyneladende ingen problemer. Det er dejligt.

Hendes forældre bebrejder mig ikke noget. De mener, at jeg gjorde det rigtige – ingen af os fik en skramme. Og jeg vil kunne passe hende igen. Det tror jeg da bestemt. Nu får vi jo sikkerheden opgraderet, og selvfølgelig kan vi passe børnebørn, selv om der er to livvagter i huset.

Min kone kommer hjem i dag, men vi enes om, at hun i første omgang er hos vores (anden, red.) datter og svigersøn i stedet for at tage direkte ud i det her safety house. Min kone skal med hjem og se vores hus i morgen.

Torsdag
Den store begivenhed i dag er, at jeg skal være sammen med min kone igen. Hun bliver hentet af PET og kørt ud til vores safety house. Vi glæder os over, at det hele er gået godt, og at alt tyder på, at vi kan vende tilbage til vores hus.

Jeg er glad for, at hun er så rolig og fortrøstningsfuld. Måske er hun lidt bange, men jeg kender hende som en meget stærk og solid pige. Men det er hårdt, også for hende, at se huset. Der er jo ikke ryddet op, og det gør indtryk på en at se sit hjem sådan. Glasskår, smadrede glas, smadret porcelæn.

Han har også været inde i værelserne, sikkert for at lede efter mig. Min kone reagerer kvindeagtigt: Hun begynder fra en ende af med at rydde op. Teknikerne er færdige, så vi må godt. Det er ikke, fordi jeg bare står som en mandschauvinist og lader hende gøre det. Jeg spørger, om hun kan klare det. Men jeg kommer ikke rigtig selv i gang.

Vi bliver kørt tilbage i sikkerhedshuset, og jeg snakker med PET om vores fremtid. Især to af livvagterne er glimrende kokke, og de laver en udsøgt middag til os alle sammen. Vi har en hyggelig aften, hvor min kone viser sig fra sin mest muntre og sociale side. Jeg tænker på, hvor stærk hun er.

Fredag
Ren rutinedag. Jeg er til fitness igen, og da jeg kommer tilbage i vores safety house, har min kone lavet frokost. Hun har også fået rådighed over vores egen bil igen. Før hun gik på pension, var hun børnehaveleder, og siden er hun taget ud som vikar. Det går hun i gang med igen nu.

Hverdagen begynder i det hele taget at tegne sig, og vi flytter hjem igen i næste uge, lader alt til. Der skal bo sikkerhedsvagter omkring os. Jeg ved ikke lige, hvordan man anbringer et antal livvagter i et hus, vi alle sammen skal bo i, og der er stadig en masse uafklarede spørgsmål.

Men jeg er ved at få styr på det hele. Og på de der to billeder. Det meste af tiden har det gode billede overtaget efterhånden.