De fleste danskere ved, at Karen Blixen var på tale til Nobelprisen i litteratur. Nu viser papirer fra Nobelarkivet, at Blixen billedlig talt stod med prisen i favnen i 1959.

Her pegede et stort flertal i den svenske Nobelkomite nemlig på Karen Blixen som årets prismodtager, men i sidste øjeblik blev hun valgt fra, fordi hun var fra Skandinavien.

Det fremgår af papirer, Politiken i denne uge har haft mulighed for at læse i Nobelarkivet i Stockholm.

LÆS ARTIKELDerfor fik Karen Blixen aldrig Nobelprisen

»Det er ikke ofte, at Det Svenske Akademi har afvist at følge indstillingen fra Nobelkomiteen«, fortæller det nuværende medlem af Det Svenske Akademi Kjell Espmark til Politiken.

Papirerne har været hemmelige indtil nytår
Espmark blev selv opmærksom på det højst usædvanlige prisforløb, da han i 1986 af Akademiet havde fået til opgave at skrive en bog om litteraturprisens historie. Men først i år har Espmark fået mulighed for at kommentere sagen. Indtil årsskiftet har papirerne nemlig været hemmeligstemplede af Akademiet.

Papirerne fortæller, at Karen Blixen i 1959 var i konkurrence med 55 forfattere fra hele verden, heriblandt Graham Greene, Max Frisch, André Malraux og John Steinbeck.

For Nobelkomiteen var der imidlertid ingen tvivl. Da den lille komite for Akademiet skulle udpege årets mulige prismodtagere, var listen nede på fire navne, og her stod Karen Blixen uantastet øverst. Indstillingen var meget klar.

LÆS ARTIKEL Karen Blixen var tæt på Nobelpris

»Jeg vil bare påpege, at hvis prisen skal nå at gå til den nu 74-årige forfatterinde, bør det ske uden forsinkelse«, skrev Anders Österling fra Nobelkomiteen og satte Karen Blixen som sin førstekandidat. Det samme gjorde Sigfrid Siwertz og Hermann Gullberg.

Dermed var der et klart flertal for at give prisen til forfatteren af ’Den afrikanske farm’.

Statsborgerskabet trak ned
Men Nobelkomiteens sidste medlem, Eyvind Johnson, afgav en særudtalelse, hvor han påpegede, at skandinaviske forfattere i årenes løb havde fået fire gange så mange priser som f.eks. italienske, og det mente Johnson, at man burde tage hensyn til. Ifølge Kjell Espmark ramte denne særudtalelse lige ned i Akademiets dårlige samvittighed, og han støttes af Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.

»Akademiet var formentlig bange for at virke provinsielt. Nu skulle man ud i den store verden og vise, at horisonten rakte videre end til Norden. Og så tog man fejl, for selvfølgelig burde Karen Blixen have fået Nobelprisen. I stedet blev det til en slags omvendt provinsialisme, for man kom til at vælge noget godt fra«, siger Johannes Riis.

LÆS ARTIKEL Danskernes Nobelpriser

Prisen i 1959 gik i øvrigt på Eyvind Johnsons forslag til italieneren Salvatore Quasimodo, som de færreste i dag kender.