Annonce
Annonce
Kultur

Dengang holocaust blev hvermandseje

Tyste tilskuere tog den omdiskuterede guldmodel i øjesyn på årets holocaustdag

Annonce

Fakta

Auschwitzdag
Hvert år 27. januar markerer Danmark Auschwitz-dag, som er officiel dansk mindedag for holocaust og andre folkedrab. Ideen blev bekendtgjort i 2002 som en opfølgning på Stockholms Internationale Forum om holocaust i år 2000, hvor en række lande forpligtede sig til at fremme erindringen om holocaust og mindes ofrene.

De to skikkelser står lidt for sig selv i udkanten af den håndfuld vinterkolde mennesker, der skutter sig i snevejret foran kunsthallen ved Nikolaj Kirken i København.

Og venter på, at dørene slås op. Ind til orkanens lille gyldne øje. En model af stationen ved nazisternes udryddelseslejr Auschwitz udført i guld, hvoraf noget – ifølge kunstneren – stammer fra guldplomber fra nazisternes jødiske ofre.

»Det er ligesom gravrøveri«, siger manden med det grå fipskæg på hagen og den brune filtede afghanerhat på hovedet.

Holocaust egner sig ikke til rundbordsdiskussioner
De kender vist ikke hinanden. Og kvinden undviger. Hun vil gerne se værket, før hun konkluderer, mumler hun. Eller som en klog mand har sagt: holocaust egner sig ikke for rundbordsdiskussioner.

Det er onsdag, international Auschwitz-dag og i de næste fem timer er den danske kunstner Marco Evaristtis værk ’Rolexgate’ til offentlig beskuelse. Men det er en kold dag at lade sig provokere på, og vi har anderledes lavpraktiske problemer at slås med. Vi står ved den forkerte indgang, viser det sig, og må en tur hen over de glatte brosten til sideindgangen, hvor manden forsøger sig igen.

»Jeg håbede, at der var nogle jødiske organisationer med bannere«, siger han.

»Jeg er så primitiv«, parerer kvinden.

»Jeg skal mærke det«.

Det forgyldte miniaturehelvede
Det får hun rig lejlighed til, da en snes forfrosne mennesker, de fleste i den kunstglade tredje alder, ti minutter senere tramper op ad trappen og træder ind under de høje, gamle trælofter i ’Tårnrummet’. To sortklædte vagter har taget opstilling ved hver sin væg. Det eneste lys herinde kommer fra en projektør i et hjørne.

Og de korte lyn fra fotografernes blitz, som afslører to sortklædte vagter, der har taget opstilling ved hver sin væg. Og godt med journalister. Der står det så midt ude på gulvet, bevogtet og betragtet, på sin hvide sokkel og glimter under en glasmontre.

Det lille forgyldte miniaturehelvede.

Detalje.  Hver en detalje kan skelnes i Marco Evaristtis model over stationen i Auschwitz. Over porten, hvor det lille diamantbesatte tog triller ind med dødningehoveder i vinduerne, tikker et lille ur. Foto: Per FolkverForbrydernes forbrydelse
Noget ramaskrig kan man dårligt tale om. Her mumles lavmælt i hjørnerne, flere gemmer øjeblikket på mobiltelefonen, og snart danner der sig en voldgrav af respekt rundt om værket. En meter, ingen vover at betræde. Ud over i små korte udfald, når gæsterne én for én træder to skridt frem, går lidt ned i knæ og studerer en detalje i værket. Før de igen skyndsomt trækker ud i mørket.

Som om værket skjuler sit budskab et sted i de enkelte mursten, der tydeligt kan skelnes fra hinanden, i det lille diamantbesatte tog, hvor dødningehoveder titter frem i vinduerne. Eller den makabre kæde af guldplomber, der ligger i et hjørne af montren som et uhyggeligt brøl under modellens sirlige hvisken.

Men sådan er det måske bare med absolutter. Nogle kan ikke modstå trangen til at udfordre dem. I kunst og tale. Andre viger automatisk tilbage. Og holocaust er om noget blevet et symbol på det absolutte. Forbrydelsernes forbrydelse. Og i de seneste år mere end nogensinde.

LÆS ARTIKELProvokunstner laver værk af myrdede jøders tænder

I virkeligheden var det først engang i 1970’erne, at Vesten for alvor tog holocaust til sig og gjorde det til den del af deres selvforståelse, skriver de to jødiske professorer i sociologi Daniel Levy og Natan Sznaider i bogen ’The Holocaust and Memory in the Global Age’, hvor de gør rede for, hvor dramatisk den kollektive erindring om holocaust har forandret sig siden Anden Verdenskrig, og i dag er et globalt moralsk pejlemærke, der markeres verden over. Jøderne har mange navne for det.

Mest udbredt er det hebraiske ’Shoa’, som betyder ’ulykke’ eller ’offer’, og som i den engelske oversættelse af den israelske uafhængighedserklæring blev til holocaust, et ord af græsk oprindelse, der i Det gamle Testamente blev brugt i betydningen et offer, som bliver brændt helt op.

Men Winston Churchill talte om en forbrydelse uden navn, og det var først med den amerikanske tv-serie ’The Holocaust’ i slutningen af 1970’erne, at navnet satte sig fast. Og »det er jo lidt underligt«, siger historikeren dr.phil. Morten Thing, der er forskningsbibliotekar på Roskilde Universitet, mangeårig debattør på venstrefløjen og – i øvrigt – jøde.

Det gode mod det onde
»At det, som oprindelig ikke hed noget, fik et græsk navn, som kom fra kristen terminologi og gennem en amerikansk underholdningsserie. Men serien havde en sådan gennemslagskraft, at alle overtog udtrykket, og den metafysiske status er blevet understreget ved, at vi staver det med stort H«.

Siden engang i 1960’erne er interessen for Anden Verdenskrig bare blevet ved med at vokse, forklarer Morten Thing. Den har fået et efterliv, der ikke ligner nogen anden krigs. Og det har også øget fokus på holocaust.

»Det er især slået igennem siden 70’erne. Og når man i dag henviser til holocaust, handler det ikke om konkrete mennesker. Nu er det noget, der stilles op som det absolut onde i mod det absolut gode«.

»Holocaustbenægtere, de er idioter«
Dermed har holocaust fået status af noget urørligt, mener han. Og derfor er det svært for historikere at pille ved den officielle historie.

»Altså, holocaustbenægtere, de er idioter. Det synes jeg jo også. Men fordi ens ord bliver vejet på en guldvægt, er det svært at gå ind og anskue begivenhederne på en anden måde«.

Og urørligheden har, mener han, smittet af på jøder i al almindelighed.

»Altså, hvis jeg siger: Jeg kender sgu mange jøder, som er lidt bims i knolden, er det antisemitisme på samme niveau som Hitlers holocaust. Det kan jeg sige om svenskerne, men ikke om jøderne. Og et fuldstændig paradigmeskifte i, hvordan man betragtede jøderne før 1940«.

LÆS ARTIKELJødisk debattør taler palæstinensernes sag

Efter holocaust er diskussioner af den jødiske schæchtning og mandlig omskæring blevet mere eller mindre umulige.

»Fordi det er jødiske fænomener, kan de ikke diskuteres. For hvis man lægger sig ud med jøder, påkalder man sig de kræfter, der ligger i den absolutte karakter, holocaust har fået«, siger Morten Thing og nævner som eksempel, at Dansk Folkeparti i 90’erne startede en kampagne mod muslimers halalslagtning.

»Der slår man først slår dyret ihjel med en boltpistol, hvorefter man skærer halsen over. I modsætning til den jødiske schæchtning, hvor man skærer halsen over og lader dyret forbløde. Og da det gik op for Dansk Folkeparti, afblæste de kampagnen. For de ville for alt i verden ikke lægge sig ud med jøderne«.

Jødetesten
Holocaust har haft en dramatisk indflydelse på den måde, vi taler sammen og ser på os selv og verden, forklarer lektor på Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet, filosoffen Thomas Brudholm, der tidligere arbejdede på Dansk Center for Holocaust og folkedrabsstudier.

»Jeg hørte så sent som i går i Deadline det, man kalder jødetesten. Hvor journalisten spørger Jesper Langballe: Ville du sige det samme om jøder? Altså, hvis man siger noget om jyder eller muslimer, som nogen synes er på kanten, kan det kort blive trukket«, forklarer han.

»Det viser en historisk arvet sensibilitet i forhold til forfølgelse og stereotypisering, som vi har lært, at vi ikke må. For det ved vi: At holocaust var rivravende absolut forkert og forfærdeligt«.

Altså, holocaustbenægtere, de er idioter. Det synes jeg jo også. Men fordi ens ord bliver vejet på en guldvægt, er det svært at gå ind og anskue begivenhederne på en anden måde

Morten Thing

På linje med 'Mars Attacs'
Men det er et tvetydigt kort at trække, forklarer han. Advarslen om, at det her minder om holocaust. For det kommer let til at fremstå som en hysterisk overdramatisering og manipulation af en fornuftig politisk dialog.

At holocaust også har sat sig spor i vores tiltro til videnskaben, kan man konstatere langt ud i den folkelige kultur. Som i den amerikanske science fiction-komedie ’Mars Attacs’, hvor rumvæsener nærmer sig Jorden, og en videnskabsmand beroliger alle med, at dem behøver man ikke at frygte, for de er højt udviklede videnskabeligt og teknologisk.

»Og så kan de ikke samtidig være krigeriske«, siger Thomas Brudholm.

»Og så ved vi jo alle sammen, hvad der sker. De kommer og skyder alt, hvad de kan komme i nærheden af. Måske er den nu sivet ind i den grad, at den antagelse, at der må være en sammenhæng mellem højt udviklet kultur og fred, ligefrem er blevet en vittighed«.

'The g-word'
Efter krigen undrede man sig over, hvordan man kunne høre Beethoven og samtidig sende folk i gaskamrene. Nu tager vi ikke længere automatisk for gode varer, hvad der kommer fra videnskaben. Tværtimod, siger Thomas Brudholm.

»Nu er der en advarselslampe, der blinker. Er det her ligesom holocaust?«

Før Anden Verdenskrig skulle ingen udefra blande sig i, hvad et regime udsatte sine borgere for. Den tanke fik også sit grundstød med holocaust. Og det i en grad, så hele den morderne ide om menneskerettigheder opstod, siger Thomas Brudholm. Ligesom begrebet folkedrab.

Altså, tanken om, at ikke alt er krig og krigsforbrydelser, men at der findes en anden forbrydelse, som stater kan begå mod deres egen civilbefolkning.

’The g-word’ kaldte man det i Bill Clintons inderkreds. Folkedrabet – genocide. Og hvis det ord bruges om et overgreb, følger i dag en moralsk forpligtelse til at gribe ind. Hvilket gælder os alle. For med holocaust ændrede synet på tilskuerens rolle sig, så det ikke længere er noget skudsikkert skjul at krybe i, at man ikke selv deltog. Eller bare adlød ordrer.

Svært at se tilbage
Ethvert folkedrab følges af tavshed, forklarer Thomas Brudholm. Sådan var det i Cambodja. Og i Rwanda.

»I Tyskland var det først i 60’erne og 70’erne, at man rigtig begyndte at se tilbage. I Rwanda bliver der fløjet eksperter ind fra hele verden for at speede processen op. Så det går lidt hurtigere«.

Mere end 10 år skulle der gå efter staten Israels dannelse i 1948, før man for alvor ville kendes ved arven fra holocaust. Og selv da tog det lang tid. For Israel blev ikke grundlagt på en offer-historie. Eller som historikeren Morten Thing udtrykker det:

»Man var i mange år imod, at der blev talt om, at jøderne blev ført til slagtebænken som får. For mens antisemitismen så jøderne som svage, så zionisterne dem som stærke«.

Glem det lort
Selv fik Morten Thing syn for dette dilemma, da han i 60’erne boede i kibbutz i Israel, og holocaust en dag blev markeret.

»De overlevende gik helt askegrå i hovederne og med numre tatoveret på armene og hængte billeder fra koncentrationslejrene op i vores store spisesal. Men deres børn syntes, at det var fuldstændig åndssvagt. Altså: Kan de ikke snart glemme det lort«, fortæller han.

Ifølge Morten Thing blev Israels premierminister Ben Gurion bekymret for, at holocaust skulle blive glemt. I hvert fald lod han i 1960 arkitekten bag nazisternes deportationer af jøder Adolf Eichmann kidnappe i Argentina og retsforfølge i Israel. Og det blev et vendepunkt.

»Herefter betragtedes alle levende jøder som overlevere af holocaust. Det er noget, staten Israel har taget til sig som sin historie. Det slog for alvor igennem i løbet af 70’erne og 80’erne. Man betonede, at der faktisk var modstand blandt jøder, og hvor det førhen var belagt med skam, blev de overlevende fra engang i 80’erne pludselig betragtet som helte«, siger Morten Thing.

»Det betød også, at der gik mange år, før vi, som er kritiske over for Israel, kunne få lov at sige det uden at blive beskyldt for at være antisemitter«.

The good guys kommer til undsætning
I USA fik holocaust først sin enestående historisk status efter Seksdages-krigen i 1967, hvor Israel knuste sine arabiske modstandere, forklarer han. Siden brugte USA Israel som brohoved i Mellemøsten, og den amerikanske politik blev lagt om.

»For USA kom holocaust til at betyde noget, som hverken slaveriet eller drabet på indianerne nogensinde har betydet. Enhver amerikansk by med respekt for sig selv har i dag et holocaust-museum, mens der ikke findes noget tilsvarende mindesmærke for udryddelsen af indianerne eller det amerikanske slaveri«.

Forklaringen er, mener han, at den amerikanske nationalfølelse ikke som eksempelvis den danske kan bygges på et fællesskab i sproget, historien og folket, og at amerikanerne i stedet ser sig selv som ’the good guys’.

Opfinder af antisemitismen
»Og deres modstandere er paria-stater og terrorister og alle onde mennesker. Derfor passer opfattelsen af holocaust som det absolut onde godt ind i amerikansk nationalfølelse og skjuler måske også, at de selv har et kæmpe problem. Fra 1880’erne og til engang i 1960’erne skete der mindst én lynchning af sorte om ugen i USA, og det var udbredt at sende postkort med billeder af sorte, der var hængt, brændt eller skåret op«.

I Europa tog det også tid, før holocaust fik en særlig status i den kollektive erindring. Vesttyskland skulle genopbygges som allieret mod den nye fjende i øst. Og alle blikke pegede fremad. Men da europæerne begyndte at se sig tilbage, var det skyldfølelsen, der gav holocaust en særstatus og gjorde det til et symbol på det absolutte, mener Morten Thing.

»Det er Europa, der har opfundet antisemitismen og dens forgænger antijudaismen, altså det kristne had til jøderne. Europa har en rigtig lang tradition for overgreb på jøder«, siger Morten Thing.

LÆS ARTIKELEuropa savner en fælles historie

Når vi siger, at holocaust er unikt, afskriver vi os muligheden for at se, at de kræfter, som er omkring os, kan blive begyndelsen til den slags igen

Morten Thing

Fra begyndelsen af 1800-tallet blev jøder i flere europæiske lande ganske vist ligestillet med andre borgere, men antisemitismen fortsatte, og den ny biologi og teorierne om racernes rangordning fandt ikke kun fodfæste i Tyskland i århundredets slutning, forklarer han. I Danmark spillede de en stor rolle for den socialdemokratiske sociallovgivning.

»Tanken var: Vi skal støtte de sunde, så de kan udfolde deres talenter. I Sverige steriliserede man samer. I Danmark var der forslag om at isolere sindssyge, alkoholikere og prostituerede, så deres anlæg ikke spredtes«.

I Danmark har skammen aldrig fyldt meget. Fordi, som Morten Thing siger det, vi var så heldige, at svenskerne ville være med til at redde de danske jøder. Men den danske antisemitisme fandtes.

»I begyndelsen af 1900-tallet var jødevittigheder en fast genre i vittighedsblade. Og det var altid noget med nærighed og penge og store næser, selv om flertallet af jøder, der kom til Danmark, var blandt de allerfattigste«, siger Morten Thing.

»Jyllands-Posten var i 20’erne og langt op i 30’erne en decideret antisemitisk avis, selv om vi i dag mest kender den berygtede leder efter Krystalnatten i 1938, hvor avisen gjorde opmærksom på, at tyskerne altså havde deres grunde til at se med skepsis på deres jøder, og at man måtte indrømme dem en ret til selv at bestemme, hvad de ville gøre ved dem«.

Det hellige holocaust
Holocaust blev ikke bare fælleseje. Det blev også helliggjort. Som forbrydelsen, der rager op over og skiller sig ud fra alle tidligere og senere forbrydelser. Og det er ærgerligt, mener Morten Thing.

»Fordi det skygger for, at det har fundet sted før. Der er slået flere end seks millioner ihjel i forbindelse med slavehandelen. Under koloniseringen af Amerika og Afrika er der mange eksempler. Tænk på Pol Pot, på Maos ’store spring fremad’ og Stalins udryddelse af millioner af bønder«.

»Når vi siger, at holocaust er unikt, afskriver vi os muligheden for at se, at de kræfter, som er omkring os, kan blive begyndelsen til den slags igen«.

Man kan gå i begge grøfter, siger filosoffen Thomas Brudholm. Den ene fare er at gøre det til det samme, som vi altid har set. Så er det ikke noget særligt.

»Den anden er at gøre det så særligt og uforståeligt, at det bliver noget urørligt. Det spændende er den vanskelige kamp med forståelsen«.

Kastede med babyer
Selv læste Thomas Brudholm for år tilbage utallige vidnesbyrd fra holocaustoverlevere og måtte ofte lukke døren og bare sidde og kigge ud ad vinduet.

»Og en dag, jeg kom gående med barnevognen, og der kom to ubehagelige typer gående, var min første tanke: Nå men, her kan jo ikke ske noget. Så poppede alle de her ting op med SS’ere, der smadrede babyer op ad togvogne. For det er noget, holocaust kan gøre. Det kan skabe et lille sort hul i den tillid og de forventninger om medmenneskelighed, som vi lever på til hverdag«.

Der kommer sådan en lille stjerne ved de forestillinger, siger han. Et: Bortset fra i visse tilfælde.

Lærestykke for menneskeheden

Allerede Primo Levi beskrev i sine erindringer fra Auschwitz det, han kaldte den grå zone. For eksempel jøderådenes ledere, som blev sat i situationer, hvor de traf valg, som næsten ikke var til at leve med, forklarer Thomas Brudholm. Men først i de seneste 10-15 år er vi for alvor begyndt at opbløde vores syn på, hvor onde de onde var under Anden Verdenskrig. Og hvor gode de gode var.

»I de senere år er der boret i dansk flygtningepolitik i 30’erne, stikkerlikvideringerne og de mange dødsfald blandt internerede tyske flygtningebørn efter krigen. Så den sort/hvide distribution af godhed og ondskab blegner, hvilket ikke betyder, at der ikke var ofre og folk, som var gerningsmænd«, siger han.

»I Rwanda går det hurtigere med at forstå, at bødlen ikke er en dæmon med horn i panden, men almindelige mennesker. Og jeg vil tro, at desto længere vi kommer fra holocaust, desto mindre vil det stå som noget uforklarligt og enestående, og desto mere som et lærestykke for hele menneskeheden«.

Jødevitser
Absolutter egner sig skidt for humor. En amerikansk jøde fandt engang på udtrykket »there’s no business like Shoa-business’ om amerikanske sagførere, der tjener på erstatninger til overlevende jøder. Men ikke alle fandt det morsomt. For holocaust skal man ikke tage forfængeligt.

»Jo, de er Art Spiegelmans tegneserie ’Maus’, hvor jøderne er mus og nazisterne katte. Men den beskæftiger sig med det enormt smertefulde ved holocaust på en morsom måde«, siger Morten Thing.

»Og det går op for hovedpersonen, at alle de træk, han ikke kan lide ved sin overlever-far, også er de træk, som gjorde, at han overlevede holocaust. Faderen kan ikke lide negre. Han mangler nogle grænser, men det er det, der gjorde, at han overlevede. Fordi han frem for alt ville overleve selv«.

Vil provokere

Kunstneren bag ’Rolexgate’ – modellen af stationen i Auschwitz støbt i guld – Marcus Evaristti er selv jøde. Men det øger hverken Thomas Brudholms eller Morten Things kunstneriske oplevelse.

»Hvis det er en kritik af de schweiziske banker, så er den for længst formuleret, og hvis det virkelig er guld fra tænderne på mennesker, der blev myrdet i Auschwitz-Birkenau, så fatter jeg ikke, at deres rester skal bruges til en model af indgangspartiet til deres endeligt«, siger Thomas Brudholm.

Morten Thing havde foretrukket, at Marco Evaristti havde støbt modellen af guldplomber fra tyske SS-soldater.

»Så havde budskabet været et helt andet. Mig generer det, at det er vigtigt for ham at sige, at det er jødisk tandguld. For det er bundet til en utrolig nedværdigelse og et stort offer, som han på en eller anden måde fortsætter«.

»Men man kan også sige: Han vil provokere mig«, tilføjer han.

»Og det gør han også«.

Kvinden fra køen synes stadig ikke at have gjort sin stilling op. Efter 25 minutter tager hun i hvert fald stadig opstilling nye steder i Tårnrummets halvmørke og iagttager modellen med blikke af vekslende art og styrke. Da jeg går, står hun der stadig.

Og mærker efter.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce