Kulturkløft. Fadia Faqirs roman 'Længslen efter Layla' er velskreven og veloversat og virker autentisk. - Foto: DRESLING JENS

Salma er en ung kvinde fra en beduinstamme i et ikke nærmere angivet mellemøstligt land. Hun bliver gravid, før hun er gift, og forstødes ikke alene af elskeren – hendes broder vil dræbe hende i overensstemmelse med stammens æresbegreber.

Salma søger tilflugt i et fængsel – en almindelig udvej for kvinder som hende – og nogle kristne missionærer hjælper hende med at flygte til England. Inden da har hun født datteren Layla i fængslet, og de andre kvinder har i et (misforstået?) forsøg på at hjælpe både hende og barnet taget det fra hende og fået det sendt bort.

Men i England, hvor vi følger Salma under navnet Sally, vil det fysiske savn af datteren – der giver sig udslag i altid ophovnede brystvorter – ikke slippe hende.

Salma/Sally går rundt i Exeter som Hamsuns sultende forfatter i Kristiania, og vi følger hendes vej helt fra bunden af samfundet.

Hun bor på herberg, er næsten uden sprog og må klare sig med de usleste job; hun får siden mere kvalificeret, men stadig underbetalt syarbejde og bor hos en halvt opløst engelsk kvinde, der i drukkenskab tror, hun stadig er kolonifrue i Indien.

Deri er en tragisk sidehistorie om savn og lidenskaber, som Salma/Sally har empati nok til at ane. På herberget, hvor hun først bor, møder hun en ung, oprørsk pakistansk kvinde, som bliver hendes ven og støtte.

Salma sønderslides af hjemve, men ved, at det er livsfarligt at vende hjem, hvor også hendes mor har forstødt hende, og i sin velbegrundede paranoia ser hun for sig – selv bag engelske gardiner – sin knivbevæbnede brors snavsede fødder med gule negle i støvede sandaler.

Religiøs undertrykkelse
’Længslen efter Layla’ er velskreven og veloversat og virker autentisk; den adskiller sig fra amerikansk og europæisk kitsch om samme emne ved at være sanselig på en ugenert og ikke altid pyntelig måde.

Salma er dybt traumatiseret, og vi ser det indefra og forstår hendes ofte uhensigtsmæssige reaktioner. Det er en lille bedrift af forfatteren, jordanske Fadia Faqir, der selv bor i London for at undslippe social, religiøs og politisk undertrykkelse i fødelandet.

Den trofast muslimske Salma tager identiteten som Sally på sig og gør ikke det noget nær uforståelige engelske samfund til skurken; skurken er trods alt stadig den sexistiske elsker, broderen og beduinstammens rigide regler.

I England får Sally både læge- og psykiatrisk hjælp, om end den i nogle tilfælde mest er nominel: Kulturkløften er uoverstigelig. Og dog: Salma taler stadig dårligt engelsk, da hun får sit statsborgerskab, men hun går på kursus i litteratur og når til en forståelse med sin lærer.

Det er lige ved at ende fantastisk godt. Mere skal ikke røbes her. ’Længslen efter Layla’ kan blandt andet anbefales for sine tætte, sanselige og troværdige beskrivelser af dyb, dyb fremmedhed, total udsathed og den særlige smerte, der rammer kvinder, som må forlade deres børn.

Blot synd, at forlaget Hjulet har ændret den oprindelige titel ’Mit navn er Salma’. Undertitlen ’Om kærlighed, æresdrab, mod og et liv i eksil’ er ikke forkert – det lugter bare af pligtlæsning. Og det er denne bog ikke.

Den viser fremmedheden indefra, og den indgyder respekt for denne fremmedhed og vilje til at overkomme den. Det er nemmere for nogle end for andre; og det er dem, der kan, der skal bære byrderne, ikke?