»Åååååååhh. Åååååhh. Åååååhh!«.

Kvinden har lænet sig bagover, så torsoen og underlivet er skudt op i luften. Hun har lukkede øjne, men er vågen, hvad både hendes stønnen og aktive hænder vidner om.

Hun bevæger en vibrator, stor, hvid og beregnet til rygmassage, hen over sine sparsomme kønshår. Og hun fortsætter sin stønnen, for hun har god tid:

»Åååååååhh. Åååååhh. Åååååhh!«.

Kvinden med vibratoren er amerikaneren Betty Dodson. Kvinden, der blev kendt for sine orgasmekurser og fejring af det kvindelige køn: Tøjet blev flået af, kvinderne satte sig i rundkreds, greb spejlet og gentog efter Betty Dodson:

»Vi er smukke blomster dernede!«.

Måtte overvinde en barriere
Scenen fra Dodsons dokumentar ’Viva la Vulva’ vises i aften i forbindelse med DR 2’s temalørdag, der slet og ret bærer titlen ’Kussen’.

For her er ingen beating around the bush så at sige. Det handler udelukkende om kvindens kønsorgan i to en halv time.

For selv om tilrettelægger Anni Pape indrømmer, at hun selv måtte overvinde en barriere, før hun gik i gang med projektet – »Jeg synes faktisk, det er sværere at snakke om kussen eller fissen som organ end at tale om seksualitet i bred almindelighed« – udsprang initiativet af følelsen af nødvendighed.

For Betty Dodson med vibratoren, der ubekymret vælter bagover i en offentlig orgasme, er i den grad undtagelsen, der bekræfter reglen. Anni Pape fortæller:

»Jeg blev klar over, at jeg måtte lave programmet, da jeg fornemmede blandt min 20-årige datters veninder, hvor udbredt lysten til intimkirurgi var. For dem var det en nærliggende mulighed eller en beslutning, der allerede var taget om, at kønslæberne skulle skæres væk. Da tænkte jeg: Så går vi i gang! Vi er nødt til at sætte fokus på det her, for de unge piger skal da ikke bare skære dem af«.

Utilfredshed og omskæring
Utilfredsheden blandt unge danskere er stor. En netop publiceret undersøgelse foretaget af Sex & Samfund viser, at 29,3 procent af de unge er ’særlig utilfreds med’ eller ligefrem ’hader’ deres kønsorganer.

Men utilfredsheden er ikke blot isoleret til usikre unge, og årsagen er ikke simpel. Det er pointen i både programmet og i den tyske forfatter og feminist Mithu M. Sanyals aktuelle bog ’Vulvaen’, som udkommer på dansk dette forår.

Både i DR-programmet og i bogen er en af pointerne, at der blandt både mænd og kvinder eksisterer en udbredt usikkerhed om, hvad man overhovedet kalder det kvindelige kønsorgan i daglig tale, og hvordan det skal se ud for at være normalt.

For vulvaen er en del af kroppen, der historisk set har levet og stadig lever en hengemt, forhadt tilværelse. Det viser sig for tiden i mild – og måske uskyldig – grad i udbredelsen af intimbarbering og i voldsommere grad i udbredelsen af intimkirurgi.

Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende overlæge på Roskilde Sygehus og i øvrigt med i Sex & Samfunds bestyrelse, siger:

»Der har indsneget sig et nyt ideal. I forvejen synes kvinder, at de skal skæres og hakkes og hugges i, og det gælder nu også deres vulva. Men kønsdelene synes jeg, at man skal holde sig fra. For der er tale om en omskæring«.

Missen, koteletten, fileten
Men lad os lægge blødt ud med det verbale problem, som imidlertid er et vigtigt kapitel for sig og en af årsagerne til hele miseren. For skal vi kalde den vaginaen, skeden, tissekonen, kussen, fissen, missen, sparegrisen, blomsten, frk. Jensen eller ...?

Livsstilseksperten Christine Feldthaus er en af de personer, der forsøger sig med et bud på spørgsmålet i aftenens program:

»Hvis jeg skal tale med andre om den, og jeg er lidt genert omkring det, så kunne den hedde kajakken, den kunne hedde missen, den kunne hedde koteletten, den kunne hedde fileten, den kunne hedde alle mulige ting, som egentlig ikke er særlig pæne, og mange nyfeminister vil sikkert sige, at jeg ikke anerkender mit eget køn. Dertil vil jeg bare svare: Det gør jeg, men jeg synes godt, at man kan have lidt humor involveret, for det tager noget af brodden af genertheden, som damer i min alder godt kan have omkring sådan noget i offentlighed«.

Respekt for kussen
Ordet kusse er vinderen. Både i DR’s chefredaktion, da man skulle beslutte sig for navnet på temaaftenen, men også hos Christine Feldthaus og forfatteren Jørgen Leth, der også medvirker i programmet som mændenes repræsentant med sin ekspertise udi emnet:

»Nej, jeg kunne ikke finde på at sige fisse, altså jeg har svært ved at sige det. Og det er, fordi kusse er mere rundt, det er mere rummeligt, og på en måde har det hemmeligheden også«, siger Leth.

Han har viet et helt essay til kussen i Brøndums Encyklopædi, hvor han hylder den over flere sider med linjer som: »Kussen er den kvindelige krops tropiske zone. Den er kvindens centrum ...«.

LÆS OGSÅLeth studerer sex for skattekroner

Men ordet har også sine begrænsninger, ifølge Jørgen Leth:

»Man kan ikke bruge det i daglig snak, det kan man ikke, det vil være at devaluere det, synes jeg, det har jeg alt for meget respekt for kvinden og for kussen til at kunne gøre«.

Snippa og snopp
Findes der da et dækkende ord, der ikke har stærke konnotationer af urinering (tissekone), gynækologi (vagina) eller sex (kusse og fisse)? Ja, på svensk.

Her har det svenske sprognævn – bakket op af Riksförbundet för Sexuell Upplysning – opfundet ordet snippa – for kvindens – og snopp – for mandens kønsorgan – for at imødekomme problemet.

Men generelt trives verbaliseringsproblemet i bedste velgående på internationalt niveau. Og det har konsekvenser.

Det er netop pointen i det roste og kulturhistoriske pionerværk ’Vulva’ om kvindens kønsorgan som et fortrængt kulturfænomen.

Den tyske forfatter Mithu M. Sanyal, der dukker op til debat i Den Sorte Diamant om godt en uge på Kvindernes Internationale Kampdag, angriber blandt andet, at ordet vagina er det eneste, der har fået en plads i de store ordbøger.

Det er et problem, ifølge forfatteren, for vaginaen er kun en del af det kvindelige organ, nemlig kropsåbningen, og det svarer til, at man hos mænd forveksler testiklerne med penis.

I et interview i den tyske avis Die Tageszeitung siger hun:

»Det, der irriterer mig, er, at det 16. århundredes anatomer valgte det latinske ord vagina for skede ud fra overvejelser om, hvad formålet med den er. Den tjener det formål, at manden kan stikke sit genital ind i den. Man sammenlignede vagina med en skede til hans sværd«.

Kønsorgan i identitetskrise
Især i populærkulturen beskrives kvindens genital ofte som et hul. Kønsdelen betragtes ikke som et genital i sig selv, men bliver derimod reduceret til en manglende penis, mener Sanyal. Hun fortsætter:

»Men der er jo mere end det – der er jo et synligt kvindeligt genital. Jeg tror især, at Vesten har brug for billeder. Penis bliver sidestillet med en pen, en pensel, det kreative, den aktive energi, mens det kvindelige genital, den ikkeeksisterende vulva forbindes med passivitet, med at tage imod, med at absorbere. Det er i den kultur, vi er vokset op«.

En af konsekvenserne er, at det kvindelige kønsorgan er i identitetskrise. Den ved ikke, hvem den er, og hvordan den skal tage sig ud. Eller som livsstilseksperten Christine Feldthaus formulerer det:

»Det, som jeg ser en tendens til, og som jeg synes er lidt skræmmende, er den her Barbiefiksering, den her kosmetologiske tilgang, hvor vores dejlige kusser bliver lavet om til sådan en maskine, som er indfarvet i de rigtige farver, klippet ned i den rigtige facon, er bleget på et vist stykke, er piercet på et andet stykke, er tatoveret ovenover, så det bliver en genstand. Jeg vil jo hellere have fokus på, hvordan man bruger den«.

Glatbarberede haremskvinder
Selve intimbarberingen er imidlertid ikke en nymoderne opfindelse. Det fortæller kunsthistoriker Bettina Sinnet, der er indehaver af Galerie Eros i København, som har specialiseret sig i kunst med erotiske motiver:

»Man kan se, hvordan moden har ændret sig i kunsten. Når man går 50, 100 eller 200 år tilbage i kunsten, er der masser af eksempler på kvinder, der er faconklippede i skridtet eller helt glatbarberede. Man kan f.eks. se, at den samme franske kunstner fra 1700-tallet både har glatbarberede og fuldt behårede modeller i sine værker, så alt har været tilladt gennem tiden. Traditionelt har haremskvinder været helt glatbarberede i den nærorientalske kunst. Det er oftest i de kulturer, at man har været mest pertentlige med at barbere sig«.

Det nye er dog, at tendensen med hårfjerning i dag er så udbredt, at det nærmest er umuligt for kunstnerne at finde modeller med naturlig kønsbehåring.

»Mange af de mandlige kunstnere, jeg taler med, er kede af, at de ikke kan finde kvindelige modeller med hår på, fordi alle modellerne er fuldstændig glatbarberede. ’Den store behårede kusse’, som en af dem formulerede det, findes ikke mere. Kunstnerne siger, at det også gælder modeller i fyrrerne, så det tyder på, at det nu ikke kun er de helt unge kvinder, der fjerner deres hår«, siger Bettina Sinnet.

Donér dusken
Den tendens bekræfter kunstner Camilla Sort.

Hun lavede for nylig en slags kønspolitisk manifest med projektet ’Donér dusken’, hvor hun blandt andet via en blog på nettet opfordrede kvinder til at klippe deres kønshår af og sende dem til hende med posten. Hårene ville hun lime fast på en guitar som led i en gruppeudstilling.

Ved at »hylde den gode, gamle behårede kusse« ønskede kunstneren at skabe debat omkring kulturel konformitet i forhold til køn.

»Jeg opdagede, at der jo faktisk er rigtig mange kvinder i vore dage, der ikke har noget som helst at donere. Kussehår er ganske enkelt vildt umoderne. Så selvom mange gerne ville være med, skulle de først lade deres hår vokse ud igennem længere tid. De par måneder, jeg havde afsat til projektet, var slet ikke nok«.

Og reaktionerne på hendes projekt var voldsomme, fortæller Camilla Sort:

»Jeg har været overrasket over, hvor frastødende mange synes, tanken om kussehår er. Som når f.eks. Lasse Rimmer i ’Live fra Bremen’ på TV 2 for nylig sammenlignede mit værk med mænd, der pisser forkert på toiletkummen. Kønshår er meget pu-bad«.

Jagten på en ’designer vagina’
Så selvom tendensen med, at kvinder glatbarberer sig, ikke er ny, har den fundet voldsom udbredelse i mainstreamkulturen og har nu bragt endnu en tendens med sig: intimkirurgien, hvor kvinder lader deres køn undergå kosmetiske operationer på både danske og svenske privatklinikker for at opnå det, man i USA kalder en designer vagina.

Som Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på Roskilde Sygehus, siger til Politiken:

»Begynder man at barbere alle hårene af, bliver det pludselig meget tydeligt, at de små læber hænger uden på de store, og her kan det være et problem, hvis det ideal, man har i hovedet, ligner en streg, som de små pigers kønsdele. Så synes man, at man ser helt forkert ud. At kønslæberne er frygtelig lange, og at den ene måske er længere end den anden«.

For selv om det er ulovligt i Danmark at operere på raske vulvaer, sker det alligevel. Blot skal de privatklinikker, der foretager operationerne, skønne, at kvindens kønslæber er til gene for hende – og det er et subjektivt skøn.

Mange henviser desuden kvinderne til Sverige, hvor lovgivningen er mere lempelig. Der er ingen tal på, hvor mange danske kvinder der lader sig operere, men DR 2-programmet dokumenterer, at det er udbredt og foregår systematisk.

Det, som kvinder udsætter sig selv for, er imidlertid omskæring, ifølge overlæge Charlotte Wilken-Jensen:

»Det skal man holde sig fra. Jeg tror ikke, at de kvinder, der får det gjort, er klar over, at de indre skamlæber er et vigtigt organ seksuelt. Stimulationen af de små læber er næsten lige så kraftig, som de er på klitoris. Det er en af de vigtige erogene zoner«.

Hvad er en grim kusse?
En løsning er ifølge overlægen, at folk bliver oplyst om, hvordan den voksne kvindes kusse ser ud, og hvilken funktion enkeltdelene har, så de ikke bliver raget af, som om de var unødige, i vejen eller misdannede:

»Vi er ikke særlig gode til at vise billeder af kvindelige vulvaer, så man kan se, hvordan den helt naturligt ser ud. Men før vi får slået fast, hvordan den normale vulva ser ud, kan vi ikke ændre på det nye ideal, som åbenbart hersker, hvor vulvaen skal vedblive med at være en streg«.

Men hvad siger mændene til den løsningsmodel? Spørger man Jørgen Leth, den mangeårige connaisseur af kvinden og kussen, er der absolut intet til hinder for, at den naturlige kusse finder sin plads i verden. Som han udbryder i programmet:

»Hvad er en grim kusse? Det ved jeg overhovedet ikke«.