3. marts 2009. Klokken er et par minutter i 2 om eftermiddagen.

En tekniker ved Kölns historiske stadsarkiv mærker en rystelse. Der er ikke tid til at tænke sig om. Manden får alarmeret personale og publikum i læsesalen, og alle når ud i løbet af de bare tre minutter, der gik fra den første rumlen, til hele stadsarkivet skred ned i det mudrede dyb i en udgravning, der skulle bane vej for en ny gren af byens metro.

Severinstrasse, hvori arkivet lå, løber parallelt med Rhinen. Udgravningen befandt sig under grundvandsspejlet. De jernpalisader, man havde hamret ned i dyndet, kunne ikke hindre grundvandet i at udhule jordsoklen under arkivet. Jorden forsvandt under bygningen.

To mennesker i et nabohus, hvis endevæg styrtede med ned i graven, mistede livet. Ved siden af deres lig lå 1.000 års mellemeuropæisk historie i en otte meter høj ruinhob, de nederste lag endda under vand.

Hvad hverken Trediveårskrigen i 1600-tallet eller de allieredes luftbombardementer, der forvandlede 90 procent af Köln til murbrokker, havde kunnet udrette af skader, blev nu fuldbragt af moderne ingeniørkunst. Det var den største kulturelle katastrofe i efterkrigstidens Tyskland.

Når teknikeren på arkivet straks forstod, hvad der var på færde, skyldtes det, at det ikke havde skortet på advarsler. Langs udgravningen havde andre bygninger for længst slået revner, og et kirketårn var blevet så skævt som det berømte forbillede i Pisa i Italien. Tragedien var forudsagt.

Et frygteligt sørgespil
Nu får tyskerne syn for sagn. I en række sale i Martin Gropius Bau i Berlin udstilles omkring 100 udvalgte genstande fra stadsarkivet udgravet af dyngerne i fjor og restaureret, så godt det kunne lade sig gøre. Beskueren går i chok gennem rummene. Her ser vi, hvordan en flig af vores kultur ville have set ud, hvis der var faldet en atombombe.

I gæstebogen, der ligger opslået ved indgangen til udstillingen, har en Ulrike Schwarz skrevet: »Det er et frygteligt sørgespil, det volder mig usigelig sorg«.

Noget har overlevet i slemt tilredt tilstand. Bøger er bøjet vinde og skæve eller revet midt over af betonklodserne, andre har fået den fine middelalderlige håndskrift visket væk i vand. Segl på officielle dokumenter er knust som småkager. Pergamenter er forvitret til stumper, skjolder og mug har hærget det fine papir.
»Det  er et frygteligt sørgespil, det volder mig usigelig sorg« skriver Ulrik Schwarz's i gæstebogen til museumet.Et foto på væggen viser en gammel bog, der har været en tur i flodvandet og nu ligger opslået som den skønneste koral. Dens blade står stivnede i en sirligt formet, bølgende, krusende vifte op i luften.

Et andet foto viser et hold bjærgningsarbejdere, der er sunket udmattet sammen i deres sikkerhedsuniformer på gulvet og op ad væggene i en gymnastiksal et sted i nærheden af Severinsgade. Redningsaktionen var et kapløb med tiden.

Det var en guldgrube
Hvad var det for en historie, arkivet fortalte? Her var samlet en tusindårig kulturel arv fra civilisationen omkring Rhinen med forlægninger helt ned i Nordfrankrig. Enestående illuminerede håndskrifter, traktater, afladsbreve, privilegiebreve, ægteskabskontrakter, fredsslutninger og bandbuller.

I en montre ser man et håndskrift fra 1125 med den romerske kejser Justinians ’Institutiones’, altså hans samling af juridiske forskrifter, oprindelig udarbejdet i 533.

Håndskriftet her er en af de vigtigste kilder til studiet af romerretten. Det er slået op på et sted, der med den fineste farvelagte tegning viser ’blodbåndets træ’, arbor cognitionum, altså arvefølgen mellem blodsbeslægtede familier i mange led. Et eksempel på, at lærdom og lov kan erstatte sværdet.

Efter at Johannes Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten i 1400-tallet, samlede arkivarerne i Rhinbyen også sjældne bøger, samtidig med at offentlige arkiver efterhånden fik et hjemsted.

Her kunne man følge historien på første hånd og fortælle eftertiden, hvad kloge mennesker engang regnede for vigtigt og hvorfor. Historikere, filologer og kunstnere havde her en guldgrube af erfaring at bygge på.
I nyere tid tjente arkivet også som magnet for egentlige kulturprodukter. Store forfatteres og kunstneres privatarkiver blev henlagt her, båndoptagelser af vigtige debatmøder, fotografier, film, lydbånd. Kort før sammenstyrtningen i marts i fjor erhvervede arkivet for en formue nobelpristageren Heinrich Bölls arkiv med hans manuskripter, udkast og korrespondance.

Et af de sidste billeder, der blev taget inde fra samlingen, viser Bölls søn, mens han iført hvide glacéhandsker fremviser et vigtigt brev. Nu kan vi se et bjærget Böllbrev i glas og ramme, krøllet og skæmmet af møg.

22 reolkilometer helt fra år 922
Stadsarkivet var ikke en af Rhinbyens smukkeste bygninger, det ville være synd at sige. Det var opført i 1971 i en sikkert skrabet model. Men på sine 22 reolkilometer rummede det ikke mindre end 65.000 aktstykker fra år 922 og frem. Dertil kom bl.a. 1.800 middelalderlige håndskrifter, 150.000 kort, 50.000 plakater og 500.000 fotos.

Side for side, aktstykke for aktstykke, skal det, der nu er reddet fra denne samling, rettes ud, børstes af for smuds, renses for pletter, limes sammen, hvor det er flækket – og sidst, men ikke mindst spores tilbage til den sammenhæng, hvori det oprindelig indgik.

De  sørgelige rester, som blev bjærget op fra graven. Der er bjærget mere end en million små konfettistykker af gamle papirer og pergamenter. De skal samles igen. Hvis dette store arbejde skal gennemføres, skønnes det at kræve 200 mands indsats i 30 år. Det er der naturligvis slet ikke penge til.

I oktober i fjor havde man bjærget omkring 85 procent af arkivet. Det meste er blevet nedfrosset for at dræbe skimmelsvamp. Siden skal det frysetørres. Godset ligger spredt i 19 asylarkiver i Tyskland.

Man anslår, at 35 procent af det bjærgede materiale er svært beskadiget. 40-50 procent er middelsvært ødelagt, mens 15-25 procent kun er let tilskadekommet. Arkivets oprindelige orden gik tabt ved nedstyrtningen. Det anslås, at 10 procent af samlingen stadig befinder sig under vand i metrograven.

»Shit happens«
Hvordan kunne ulykken ske? Det efterforsker kriminalpolitiet. Kölns Trafikselskab, KVB, har erkendt, at der er begået fejl i forbindelse med byggeriet. Man har ikke i tilstrækkelig grad holdt opsyn med udførelsen af det arbejde med jernpalisader og betonvægge, der skulle holde vand væk fra metroskakten. Derved kunne der trænge vand ind under arkivet.

Et af problemerne er tilsyneladende, at der ikke er hamret nok jernpalisader ned i jorden. Det er konstateret, at 80 procent, altså fire femtedele, af de jernbjælker, der skulle have stabiliseret en anden udgravning til metroen, mangler.

Det er her, kriminalpolitiet kommer ind i billedet. For nu står det klart, at netop anlæg til jernbaner kan have udviklet sig til hjemsted for en af landets største hæleriaffærer.

For nylig måtte man bremse det nye ICE-hurtigtog, der kører på det nyopførte banelegeme mellem Nürnberg og München. Toget må over en lang strækning køre med 160 km/t. i stedet for de planlagte 300 km/t. Årsagen er mistanke om, at der er stjålet store mængder af de jerndragere, der skulle have holdt fundamentet under skinnerne på plads.

Den samme byggekoncern står for både ICE-strækningen mellem Nürnberg og München og metroanlægget i Köln.

Michael Kummer, der har ansvaret for byen Frankfurts anlægsarbejder, trækker på skuldrene. For ham lyder hele historien som alt for sensationel. »Shit happens«, siger han.