1950’ernes danske mand ville tro, det var løgn, hvis han i dag besøgte kælderen i Børnekulturstedet på Vesterbro i København.

Og alle tidligere generationer af mænd ville måbe, hvis de tog de ti skridt ned ad trappen og åbnede døren. Det ville være uforståeligt og krænke hele fundamentet for deres selvopfattelse som mand.

I rummet befinder sig syv-otte mænd i 30-35-års alderen med lige så mange børn på 8-10 måneder.

Mændene har taget sko og overtøj af og lagt det pænt i hjørnerne.

De sidder på gulvet med strømpefødder og forsøger kærligt, og nogle gange en lille smule kejtet, at få deres poder til at lege, interessere sig for hinanden eller udforske noget af det legetøj, der er fordelt over de røde madrasser midt på gulvet.

I loftet kører en discokugle og spreder farver.

Ovre i hjørnet er der stillet kaffe frem til et par kroner per kop. Mændene siger ikke meget, kommer kun med små, korte opfordringer til børnene, der kravler rundt på midten med deres fædre i en beskyttende kreds udenom.

Kun adgang for krigere
Fars Legestue på Vesterbro, og lignende mødesteder for mænd og deres små børn, er en revolution.

Her – hvor kvinder ingen adgang har – sidder historiens skaffedyr, jægeren, krigeren, manden pludselig og er optaget af ’kvindearbejde’.

Finder rangler, bløde bolde, plastikæg og andet legetøj, deres unger kan proppe i munden eller rasle med.

Ønsker nærhed og samvær, tager sig af omsorgen, mens deres koner og kærester er vendt tilbage til deres karrierer.

Og de fleste af fædrene i Legestuen er på barsel og har dermed taget teten som primærforælder, fordi sådan er verden nu engang skruet sammen i dag. Det er naturligt for dem.

LÆS OGSÅDen danske mand - en impotent Berlingo-Bent?

Omsorgen for barnet er noget, de ønsker at dele med barnets mor, og ikke mange af dem spekulerer specielt meget over, at de på den måde udtrykker en helt ny eller helt anden form for maskulinitet end deres far og alle generationer af mænd før dem.

»Jeg har ikke tænkt over det, selv om jeg ikke har haft en far, der var hjemme. Det var min mor. Jeg håber bare, at min barsel giver mig et tættere forhold til My resten af hendes liv«, som den 34-årige biologistuderende Uffe Mikkelsen forklarer.

Mænd har aldrig fået lov
Chefpsykolog Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet har gennem en årrække beskæftiget sig med mænds sundhed, faderroller, maskulinitet og haft en del mænd i psykoterapi.

Han mener, at mændene i Fars Legestue udviser nogle egenskaber, som mænd altid har haft, men aldrig udfoldet.

»Evnen og potentialet er der hos mænd. Men det har i mange tusind år været en rigtig god idé at holde mændene væk fra børnene, fordi der var nogle opgaver, de skulle løse, som var uforenelige med det at være omsorgsfuld og tæt knyttet til sine børn«, forklarer han.

Og det er ikke blot en pointe inden for den moderne udviklingspsykologi, men også antropologiske undersøgelser understøtter samme tese. Svend Aage Madsen forklarer:

»Den amerikanske antropolog Margaret Mead studerede i 1940’erne og 1950’erne forskellige samfund rundt om i verden. Alle steder var det tabu, at mænd deltog i fødsler eller havde med spædbørn at gøre. Men det var ikke det samme som, at de ikke kunne. Mead sagde det vidunderlige, at grunden til, at man holdt mænd væk fra spædbørnene, var, at hvis de først fik lov til at komme i kontakt med dem, ville de ikke være til at jage ud i marken, ud på jagt og i krig igen. For så ville de knytte sig til børnene«.

Revolution
I dag deltager 95 procent af alle danske fædre i deres børns fødsel.

Det er en udvikling, der ikke bare er slået igennem i Danmark, men i store dele af den vestlige verden gennem de seneste 30-40 år.

Og set med historiens målestok er det en revolution, mener Svend Aage Madsen.

»Man kan stort set ikke finde nogen steder i primitive kulturer, hvor mænd har været til stede ved fødslen. Det er blevet naturligt med det moderne samfund fra omkring 1970 og frem. Nu begynder mændene så også at tage barsel, og selvom det går langsomt, er det en dramatisk forandring«.

»Den moderne maskulinitet bevæger sig lige så langsomt fra arbejdslivet til også at rumme familielivet«.

»Noget forfærdelig pjat«
Den ældste i Fars Legestue er 45-årige Eywind Fahlberg med sønnen Magnus på 11 måneder.

Fahlbergs arbejdsliv foregår i en typisk mandeverden. Han er lærer på en privat erhvervsskole, hvor han uddanner bus- og langturschauffører.

Og han er ikke i tvivl om, at hvis hans yngre jeg så ham i dag på barsel, i legestue med andre fædre og deres børn, så ville han tænke, at det var sgu ikke særlig maskulint.

»Jeg ville have forsvoret, at jeg ville passe børn og tage orlov«, forklarer han, mens Magnus ligger i en fletgynge og kigger nysgerrigt op på ham.

»Men jeg fik først Magnus som 44-årig, og da havde jeg ønsket mig børn i mange år. Denne her tid kommer ikke igen. I dag synes jeg, det er noget forfærdelig pjat, at det ikke er maskulint at tage orlov og være sammen med sit barn«.

For Eywind Fahlberg er det et helt klart tilvalg.

Mens flere af de andre fædre har valgt orloven i en kombination af nød og lyst – deres koner og kærester ville gerne tilbage på arbejdsmarkedet, ungerne er for små til at kunne få vuggestueplads, og så er det vel dybest set også godt for forholdet til deres børn, at de tager en tørn, når det nu kan gøres med fuld løn – så er Eywind Fahlberg på dagpenge.

Hans valg koster ham rundt regnet 20.000 kroner om måneden i tabt indtjening.

Slut med kvindernes monopol
Men som han siger: Kvinderne skal ikke længere have monopol på det med børnene.

»Vi mænd har jo heller ikke længere monopol på den høje indtjening eller kun at tage os af praktiske ting i hjemmet. Som mænd har vi afgivet mange domæner til kvinderne, og derfor er det godt, at vi også får nogle af deres. Manden får altså mere magt i hjemmet, hvis han også passer sine børn«, siger han.

Selv om Eywind Fahlberg i lighed med alle andre fædre i Fars Legestue ikke selv har oplevet en far, der tog sig meget af den nære kontakt, synes han ikke, at det er svært.

Tværtimod føler han, at han er blevet frisat som mand.

»Der er jo ikke en bestemt manderolle som i gamle dage. Den er ikke fastlåst mere. Vi har fået lov til at være tættere på børnene. Det er jeg glad for. Ligesom jeg er glad for, at det ikke længere er mig alene, der har ansvaret for, at familien har en god økonomi«.

Den bløde, stærke mand
Chefpsykolog Svend Aage Madsen er enig.

Det maskuline er langt mere mangfoldigt i dag end tidligere. Det skaber også nogle problemer, fordi mændene betræder jomfruelig jord.

»Ligesom kvinderne er gået fra familien til arbejdslivet, bevæger manden sig i disse år fra arbejdsmarkedet til familien. Og så støder han – surprise, surprise – på nogle modsætninger, som jeg ikke mener, har noget med hans evner at gøre, men som er nogle modsætninger mellem det at være produktorienteret og konkurrencepræget på arbejdsmarkedet og være omsorgsfuld i hjemmet, fordi kravene er forskellige«.

Den moderne mand er – ligesom den moderne kvinde – i stand til at rumme begge dele, mener Svend Aage Madsen. Både mænd og kvinder kan f.eks. i dag både drage i krig og tage sig af deres børn.

»Kønnene får i dag langt flere strenge at spille på end tidligere, hvor det var enten-eller: Hvis du tager dig af børnene, kan du ikke også løbe stærkt og hoppe højt. Det er totalt modbevist«, mener Svend Aage Madsen.

Ingen naturlov
Men ikke alle forskere er lige optimistiske.

Henning Bech, der er professor i sociologi ved Københavns Universitet, mener absolut ikke, at det er nogen naturlov, at de to køn har lige stor vilje og lyst til magt i arbejdslivet og i privatlivet.

Eller lige stort behov for at tage sig af børn.

»Det er jo sådan, at kvinder kan blive gravide. Det kniber for de fleste mænd. Og man kunne godt forestille sig, at graviditeten i hvert fald får nogle kvinder til at tænke, at det barn, de bærer i ni måneder, det skal de også tage sig af. Og er det forkert? Er det forkert at prioritere barnet med den konsekvens, at man så ikke får de kvalifikationer, der skal til for at få bestemte job og lønninger?«.

Man kan ikke uden videre sætte lighedstegn mellem mænds magt på arbejdsmarkedet og kvindeundertrykkelse, mener Henning Bech:

»Kvinder er ikke nødvendigvis mere godmodige end mænd, i den forstand at de ikke kan lide magt. Men nogle kvinder kan måske lide og har forudsætningerne for at have magt i hjemmet, hvor de kan have magt over både børn og mand, familiens intimsfære og følelsernes fordeling«.

Men den form for magt bliver aldrig diskuteret offentligt og indgår aldrig i diskussionen om ligestilling, ønsker Henning Bech at pointere.

»Det er ikke et tema, at kvinder nogle gange handler, fordi de gerne vil have magt i hjemmet. Det er jo fantastisk både at kunne distribuere kærlighed, få den igen og kunne styre, hvem der gør hvad. Det er da en fantastisk form for magt, der også har lyst knyttet til sig. Og i familielivet tror jeg, at det i det store og hele er kvinderne, der har magten«.

Kvinderne bestemmer
Den magtudfoldelse fylder meget i de mænds liv, som Winnie Berndtson møder. Hun er leder af mandecentret på Christianshavn, hvor mænd i personlig krise efter en skilsmisse kan bo i en periode.

Ifølge Winnie Berndtson er mænd selv efter skilsmissen ofte underlagt deres ekskones normer. Kvinden mener fortsat, at hun skal bestemme over den tid, han har med børnene, og om det nu er en god idé at gå i Zoologisk Have med dem.

»Mange mænd er i dag opdraget til at være mor nummer to og skal først til at lære, hvordan man er far«, siger hun.

Problemet for mange mænd i dag er, at de ikke har nogen rollemodel, de kan pejle efter, pointerer Winnie Berndtson.

»Der er rigtig mange drenge, der vokser op uden fædremodeller, enten fordi de ikke har en far, eller fordi deres far har været fuldstændig underlagt det setup, deres mor satte. Han var godt nok mand biologisk set, men den måde, han indgik i familien på, var fuldstændig underlagt moderen«, siger hun.

Et samfundsmæssigt problem
Historiker Henrik Jensen fra RUC, der blandt andet har skrevet bogen ’Det faderløse samfund’ og kalder sig traditionalist, begræder, at kønnene mere og mere kommer til at ligne hinanden.

Han mener især, at det er gået ud over de traditionelt maskuline værdier, som har sikret sammenhængskraften i samfundet.

Noget værdifuldt går tabt, fordi børn nu i mindre grad lærer om pligter og ansvar og samtidig ikke møder den klassisk grænsedragende far:

»Den svækkede far er ikke noget særlig godt forbillede for opvoksende mænd. Derfor ender nogle af dem med at sige: til helvede med det hele, og søge ind i mandefællesskaber, hvor de kan få noget ud af livet. Der kan de lege med ligesindede og se stort på uddannelse«.

»De værste eksempler er bander. Og det kan blive et samfundsmæssigt problem. Der vil komme flere marginaliserede mænd, fordi de ikke har noget fundament at stå på og har vanskeligt ved at orientere sig i kvindeuniverserne i hjemmet, i børnehaven og i uddannelsessystemet«, spår han.

Du mener ikke, at den ny manderolle giver nogle muligheder for nærhed og omsorg med børn, som den gamle ikke havde?

»Jo, for dem, der er i stand til at skifte modus. Træde i karakter, når det er påkrævet, og være tæt på og følsom, når det er påkrævet. Men det er svært at holde fast i det maskuline, hvis det ikke længere er nødvendigt. Familierne kan godt klare sig uden mænd i dag«, siger han.

Slå igen
Tilpasning til kvinden er det problem, de fleste mænd kommer med hos mandeterapeut Tomas Friis.

Ofte har mændene tilpasset sig så meget, at kvinden til sidst skrider fra ham, fordi hun ikke længere tænder på ham, forklarer han.

De mænd skal lære at holde fast i sig selv og deres maskuline værdier, selv om de også kan skifte 40.000 bleer. Både af hensyn til sig selv, af hensyn til deres parforhold og af hensyn til deres børn, lyder mandeterapeutens opfordring:

»Jeg har tre drenge. Nede i børnehaven har jeg rigtig mange gange hørt: Nej, du må ikke slå. Du må ikke slås. Nu skal I være søde. Jeg har aldrig nogensinde hørt en omsorgsperson sige: Ved du hvad, Christian? Næste gang han slår dig, så smasker du ham sådan én lige på næsen«.

Men er det ikke meget fornuftigt, at man lærer børn empati i stedet for at slås?

»Jo, selvfølgelig. Men det at passe på sig selv og stå op for sin ret og være en mand, det er der ingen, der lærer dem. Det er ikke, fordi jeg er tilhænger af vold, men jeg er tilhænger af selvrespekt og gammeldags begreber som ære og at kunne kæmpe for sig selv«.

»Jeg lærer derfor mine drenge, at de skal tale sig ud af tingene og løbe væk. Men hvis der er nogen, der slår dem, skal de slå igen. De skal ikke komme hjem og fortælle, at de har fået bank. Så hellere dø med støvlerne på. For det handler om ikke at blive offer. Man har pligt til at forsvare sine idealer, sin lillebror, sin kvinde, eller hvem det nu er, man skal stå op for. Hvis jeg får bank, bliver jeg offer og mister min mandighed«.

Amme-far
I Fars Legestue på Vesterbro kravler lille My rundt, mens hun nysgerrigt forsøger at bemægtige sig nogle af de andre børns legetøj. Uffe Mikkelsen tager fat i hende og stopper hende, før der er nogen, der begynder at græde.

Så løfter han hende op foran sig og stikker næsen hen til bleen. Snuser ind.

Nej, det er vist ikke tid til skift endnu.

Henne ved væggen har en anden far sat sig med sit barn liggende på armen, mens han giver det sutteflaske. Næsten som en mor, der ammer.