Cannes 2011

Cannes Filmstival nr. 64. finder sted 11.-21. maj 2011. 20 film kæmper i hovedkonkurrencen om 'Den Gyldne Palme'.

BESØG det officielle Cannes-site (eksternt link)

De er på vej ud i zonen. I det fjerne er der en gård med lerklinede mure omkring. Hold 7 har været i Afghanistan i fem måneder, i Helmandprovinsen. Nærmere bestemt den danske lejr Armadillo. Fjenden, talebanerne, er sjældent mere end 800 meter væk. Nu skal de have ram på ’ham’.

Den danske deling nærmer sig over nogle marker omkranset af levende hegn og grøfter.

Pludselig lyder den tørre, metalliske lyd af skud. Soldaterne kaster sig ned på jorden. Kameraet og seeren er lige så forvirret som soldaterne: Hvad sker der, hvor kommer det fra? Billederne tilter, vi ligger bogstaveligt talt på marken, med kuglerne fløjtende om ørerne.

Det lykkes nogle af soldaterne at komme hen til gården, hvor der er flere træfninger. En soldat er ramt i skulderen. Han sidder med vilde, tomme øjne op ad lermuren, mens han får forbinding om sit åbne sår. Over radioen kommer der besked om, at en af hans kammerater er ramt i låret.

Så er vi ude på marken igen. Sammen med soldaten Ølby bag et hegn af træer. Der bliver skudt og sendt salver tilbage fra de danske soldater, selv om de ikke kan gennemskue, hvor ’han’ har gemt sig.Soldaterne er spredt i små hold på to-tre mand og er i radiokontakt med hinanden. Den metalliske lyd af skud bliver ved.

»Fuck, det er fuldstændig urealistisk det her«, udbryder en.

Ølby får besked fra et af de andre hold om, at talebanerne ligger i en grøft lige ved siden af. Så tager han en håndgranat, afsikrer den og kyler den ned i grøften. Eksplosion.

Øjeblikket efter farer Ølby og en anden soldat derhen og sender salver af skud ned i grøften.

Da kameraet få sekunder senere når derhen, ligger ødelagte lig af afghanske mænd i grøftens vand, der er farvet rødt af blod.

Soldaterne hiver fat i dem, flytter dem som sække for at sikre sig deres våben. Der er fem døde.

»Puh, der lugter«.

En soldat skræver hen over grøften og de døde, mens han vifter sig om næsen for at få stanken væk.

»Jeg har fucking ikke ondt af dem«, lyder det fra en anden.

Kameraet zoomer ind. På de dødes, blodige ansigter.

Sensationelt nærbillede
Opgøret og drabet på de fem talebanere i grøften er højdepunktet på Hold 7’s seks måneder lange udstationering i Afghanistan. Og det er klimaks i Janus Metz’ dokumentarfilm ’Armadillo’, der giver et sensationelt nærbillede af, hvad der sker med danske soldater i frontlinjen.

Aldrig tidligere har danske journalister, dokumentarister eller fotografer været så tæt på. Aldrig før er krigens gru blevet beskrevet så nøgent.

Den halvanden time lange dokumentarfilm er da også som den første danske dokumentarfilm nogensinde udtaget til filmfestivalen i Cannes og deltager i sideprogrammet Semaine de la Critique, hvor den konkurrerer med syv spillefilm og syv kortfilm.

Det giver Janus Metz mulighed for at vinde Camera d’Or, festivalens pris for bedste debutfilm i spillefilmslængde.

Kører på adrenalin
Opgøret med talebanerne i grøften er en af de voldsomste træfninger i Afghanistan, forklarer Janus Metz.

»Det er en ekstrem kamphandling, hvor fjenden ligger tre til fem meter fra de dansk soldater og skyder på dem. I den situation er det dem eller os. Soldaterne er bange for deres eget liv, de er fuldstændig oppe at køre på adrenalin. De er nærmest ude af sig selv. Så kaster de håndgranaten og løber derefter over og »renser op«, som man kalder det i soldatersprog«, siger han og fortsætter:

»Danmark sender soldater ud i situationer som denne her, hvor de skal træffe sådanne beslutninger på et splitsekund, de skal vælge, om de vil tage et andet menneskes liv, eller om de ikke vil«.

Krigens gru
Janus Metz har færdigklippet sin film, der nu kun mangler den sidste finish af lyd og billeder. Han har i et halvt år fulgt Ølby, Rasmus og de andre fra Hold 7. Fra de forlader Danmark fulde af forventninger til sig selv.

Mens krigens gru langsomt sætter sig som et tydeligt spor i deres ansigter og øjne. Og indtil de nærmest stumme vender tilbage til Danmark.

LÆS ARTIKELDansk krigsdoku udtaget til Cannes-festivalen

Med filmen håber han at sætte en helt ny dagsorden for diskussionen i Danmark. Og give danskerne et nøgent og upoleret billede af, hvad det vil sige at være i krig, og hvad det indebærer for de unge mænd, vi sender af sted.

»Hvis man vil forstå, hvad der foregår, så er man nødt til at skildre det uden at pakke det ind i de rigtige ord eller billeder. Vi har været i baglommen på soldaterne, og det kommer tilskueren til at opleve råt for usødet«.

Ramt af vejsidebombe
Området omkring den danske Armadillo-lejr er trøstesløst og består mest af sand, sten, grus og varme. I filmens første del følger man livet på fortet. Hvordan soldaterne sidder og spejder fra udsigtstårnet efter fjenden, deres første patruljetur, og de første gange, de er i ildkamp.

Soldaterne fordriver meget af ventetiden med pornofilm, krigsspil på computeren og spekulationer over, om de afghanere, der nærmer sig lejren, er talebanere. »Det er fandeme ikke til at se, hvem der er hvem«, som en af dem siger.

Som filmen skrider frem, bliver nervøsiteten større. Delingsfører Rasmus bliver på et tidspunkt ramt af en vejsidebombe og får en lang dyb flænge i hovedet og kraniebrud. Han bliver sendt hjem og lappet sammen på Rigshospitalet og tænker kun på vende tilbage til sine mænd og vise Taleban, at så let slipper de ikke for ham.

De skærer halsen over på os
På en patruljetur møder nogle soldater en flok afghanere, der holder koranskole på et tæppe på jorden. En af soldaterne knæler ned og taler med dem via tolk. Han spørger til Taleban og forklarer, at afghanerne er nødt til at samarbejde med soldaterne, hvis de vil have fred og sikkerhed.

Men det kan afghanerne ikke, forklarer en af de langskæggede mænd. For samarbejder de med soldaterne, kommer Taleban og skærer halsen over på dem, så snart soldaterne har trukket sig tilbage til fortet.

LÆS ARTIKELDansk Cannes-kandidat er en stædig dokumentarist

På et andet tidspunkt taler soldaterne med en afghansk mand, der beklager sig over, at hans ko og andre dyr er blevet slået ihjel under en af de mange kamphandlinger mellem danskere og talebanere. Han er opgivende:

»Hvad skal vi gøre. Det er hverken jer eller talebanerne, der dør. Det er os«.

For Janus Metz viser sådanne scener, hvor mange paradokser der er forbundet med den danske krig i Afghanistan. Hvor kompliceret virkeligheden er.

»Det er farligt for de lokale at tale med soldaterne, for så kommer Taleban efter dem. Og det er farligt for soldaterne at stole på afghanerne, for det kan vise sig at være en Talebankriger, der en dag sprænger det hele i luften. Sådan er virkeligheden ved fronten. Tillid og mistillid, afstand og nærhed bliver hele tiden forandret. Og den militære forlægning er på en gang en beskyttelse og en afskærmning fra alt det uden for lejren«.

Menneskelighed?
På et tidspunkt går det op for soldaterne, at deres mortergranater under en ildkamp med Taleban har dræbt en lille afghansk pige. Morterobservatøren sidder som forstenet og ruger over sit ansvar. Det er ham, der har bestemt, hvilke koordinater der skulle skydes efter.

Og dermed er det også ham, der indirekte er skyld i, at den lille pige nu er død i stedet for de talebanere, soldaterne troede, de skød efter. Han ligner en mand, der langsomt er ved at ædes op indefra af skyld:

»Det er mig, der siger, at det er der, de skal ramme«, udbryder han.

Så lyder det fra kammeraten:

»Det kan ikke røre mig, at en lille pige er død. Hver aften kan man i TV-avisen derhjemme se tusindvis af mennesker, der dør. Hvor meget betyder en enkelt pige så?«.

Krigens logik
Filmen følger den forråelse, der langsomt indtræder hos soldaterne. Og ifølge Janus Metz er det et af krigens vilkår. Man kan ganske enkelt ikke overleve i dens virkelighed uden at blive kynisk og acceptere, at der kan ske fejl, som koster uskyldige livet. Det er krigens logik.

Janus Metz

Dansk filminstruktør. Født 1974.

Uddannet cand.comm. fra RUC med internationale studier som sidefag.

Hans debutfilm var ’Township Boys’ (2006). Derefter fulgte ’Eventyrerne’ (2007) og ’Fra Thailand til Thy’ (2008), ’Fra Thy til Thailand’ (2008) og den nye og kommende ’Armadillo’ (2010).

»Det er klart, at morterobservatøren måske er mærket for livet. Han kæmper med følelsen af personligt ansvar. Og det skal han jo ikke. Alle ting er planlagt på forhånd, så soldaterne ved, at bliver de beskudt fra den og den side, så svarer de igen på den og den måde. Den kynisme er man nødt til at have for at overleve som soldat. Man er nødt til at lukke for sin indlevelsesevne, ellers risikerer man at gå til grunde«.

Krig overskrider på en eller anden måde grænsen for, hvad den menneskelige hjerne kan forholde sig til, mener Janus Metz. Enten virker det fjernt, og angrebene er kun noget, man ser på en skærm eller som lysglimt på himlen, eller også kommer den helt tæt på, og soldaten foran en bliver sprængt i stumper og stykker af en vejbombe.

»Krigens gru, døden, det mørke eller sorte hul, som man sidder i, og hvor man tager hinandens liv, er svært at forholde sig til. Og de gange, hvor jeg fik flest problemer derude, var, når jeg ville tale med soldaterne om deres følelser. Enten må man lukke af, eller også bliver man traumatiseret«, siger han.

Sendt ud for at slå ihjel
Janus Metz ønsker ikke med sin film at tage stilling for eller imod krigen. Han vil derimod gerne vise, hvad den mere eksistentielt betyder for de unge mænd, Danmark har sendt ud for at slå ihjel. Om det er rigtigt eller forkert er ikke hans agenda.

»Men filmen viser, hvordan det er. Det er en meget voldsom krig i et land, der er meget svært at håndtere. Jeg tror, at filmen vil være et chok for den danske offentlighed. For vi har aldrig set de her billeder før. Måske vil den også traumatisere debatten. Den river uskylden væk. Og derfor vil den formentlig også ændre vores måde at tale om krigen på. Det her handler om rigtige mennesker, der er ofre for vores kugler, om fjender, der bliver slået ihjel, om civile, der bliver slået ihjel, om soldater, der bliver slået ihjel eller kommer hjem med dybe ar på sjælen«.

Selv måtte Janus Metz forlade Armadillo og tage tilbage til Danmark for lige at trække vejret og få tingene så meget på afstand, at han ikke endte i samme situation som soldaterne.

»Omvendt følte jeg ligesom mange af soldaterne, at jeg også var nødt til at bide tænderne sammen og holde angsten på afstand, når vi var ude med dem. Det var utrolig hårdt, og jeg ved ikke, om der på sigt kommer en reaktion hos mig«, siger han.

Krigen smitter af
Man kan ikke bare reducere krigen til noget, der foregår i et fjernt land på tryg og lang afstand af Danmark, som så uanfægtet kan fortsætte, som om intet er hændt, mener Janus Metz. Krigen smitter af:

»Der er tale om et syndefald, både for dem, der er sendt ud, men også for os som nation. Vi kan ikke længere være danskere med samme selvopfattelse som for ti eller tyve år siden. For nu tager vi liv i forlængelse af vores forestilling om det gode. Men man kan ikke bare være god«.

»Det er naivt at tro, at man kan være i krig uden at blive plettet. Og der er en fare for, at krigens forråede karakter også bliver vores forråede karakter. At vi også på andre områder kommer til at presse meget hårdt på, så der kommer et lige så hårdt modpres fra fjender, som så skal udryddes uden at vi egentlig sætter spørgsmålstegn ved det. Det billede kan jeg genkende også andre steder i den danske debat«, siger instruktøren.

Likvideringer
I Armadillo-lejren er der jubelscener efter sejren, hvor de fem talebanere i grøften blev dræbt. Der er eufori og store smil. De har slået den forhadte mere eller mindre usynlige fjende. Den fjende, de er kommet for at bekæmpe.»Noget af det fineste soldaterarbejde, jeg har set«, som delingsfører Rasmus siger til sine mænd.

Ølby fortæller – stadig i adrenalinrus – hvordan han ikke kunne tro på, at talebanerne lå der i grøften bare tre meter fra ham, og hvordan han efter at have kastet håndgranaten og set den eksplodere bare skød og skød ned i grøften.

LÆS ARTIKELFilm afslører brutale danske soldater i Afghanistan

Så er der debriefing. Ølby forklarer, hvordan han og en af de andre soldater likviderer talebanere, der »pruster og stønner« af de skader, håndgranaten har givet dem. En af dem har Ølby tømt 40 skud i.

Senere fejrer Ølby og en af de andre sejren ved at køre rundt på baghjul på motorcykel i Armadillo-lejren, som tidligere tiders krigere stejlede på deres heste.

Kåde af eufori
To soldater sidder og taler sammen om det, de lige har oplevet:

»Det var fucking fedt. Nu har vi været i krig. Vi kunne godt prøve det igen. En gang mere. Nu har man været brugt rigtigt. Det ville være en tam fornemmelse af komme hjem, hvis vi kun havde været på kedelige patruljer«.

Dagen efter opstår der diskussion i lejren, fordi en soldat har fortalt sin mor, at delingen har likvideret sårede talebanere, taget heltebilleder og været kåde af eufori. Hun har ringet til Hærens Operative Kommando for at høre, hvad der foregår derude i Afghanistan, hvor hendes søn gør tjeneste.

Og så er der pludselig undersøgelser og afhøringer på vej.

Rasmus skælder ud: Der har aldrig været tale om likvideringer, siger han og raser over, at nogen kan finde på at ringe hjem og fortælle den slags om kamphandlingerne.

»De har store løg«
Han forklarer, han ville have gjort nøjagtig det samme som Ølby og den anden soldat. At deres indsats er udtryk for, at »de har store løg«.

Og de to modtager senere en udmærkelse for deres indsats.

»I den situation er soldaterne jo nødt til at stå sammen. Er der tale om en likvidering af talebanerne, er det formentlig et brud på Genèvekonventionen (krigens love, red.). Men Rasmus siger jo, at det er en gråzone, at det er på kanten, men at man selvfølgelig er nødt til at skyde«.

»Selv om talebanerne er sårede, så havde de jo fortsat masser af våben i grøften. Og de har altså lige såret to danske soldater. Hvordan skal man i den situation kunne holde nerverne i ro og lade være med at skyde? Og hvem ved, om det er rigtigt, at de likviderede dem, og at det ikke bare er det ord, Ølby bruger mens han er høj af adrenalin. Ved han overhovedet selv, hvad han foretog sig?«, siger Janus Metz og fortsætter:

Krigens gråzoner
»Der er nogle klart definerede regler for, hvordan krig skal foregå, men når man er midt i den, er det meget mere komplekst. Der er en masse gråzoner, når krigen raser. Vi vil gerne opfatte soldater som mekaniske instrumenter, vi kan indsætte i en krig, så de opfører sig fuldstændig efter forskrifterne og på en knivsæg kan træffe den rigtige beslutning. Men den idealverden eksisterer ikke«, siger han.

Og stiller så det spørgsmål, som han mener er det helt centrale i filmen:

»Hvad ville du selv have gjort i den situation?«.