'Vi skåler med vore venner

Og dem som vi kender

Og dem som vi ikke kender

Dem skåler vi med'

Men gør vi nu også det?

Er vi så åbne, som den gamle selskabsvise giver udtryk for, eller har Lars AP ret, når han påstår, at vi danskere er gået hen og er blevet et decideret uflinkt folkefærd?

Vi skal tale mere sammen, skal vi
Det gør manuskriptforfatteren og reklamemanden Lars AP i en ny bog med titlen 'Fucking Flink', og forfatteren er ikke i tvivl.

På trods af, at danskerne gang på gang bliver kåret som 'verdens lykkeligste folk', halter vi grusomt bagefter på 'flinkheden'.

TESTHvor flink er du?

Vi er ganske enkelt for lukkede om os selv, mener AP. Vi tager ikke ordentligt hensyn til hinanden ved busstoppestedet, i supermarkedskøen eller på gaden i al almindelighed.

Og det skal der gøres noget ved. Vi skal tale mere sammen, smile til hinanden og gøre små gode gerninger for vores næste.

Og det er faktisk slet ikke så svært.

Sikkert samfund gør os sløve
Forfatteren bag blandt andet 'Polle fra Snave'-filmene giver i sin bog flere mere eller mindre gode bud på, hvad der skal til, for at den negative kurs bliver vendt.

Han selv er resultatet af en amerikansk far og en dansk mor, og han har bidt mærke i en mystisk tendens.

»Når jeg taler engelsk, er jeg et glad menneske. Jeg er åben, nysgerrig og eventyrlysten. Men når jeg taler dansk, er jeg mere tilbageholdende. Jeg er mere skeptisk og knap så villig til at prøve noget nyt. Og allervigtigst: Mindre glad«, skriver Lars AP i sin bog.

En af grundene til dette, skriver forfatteren, kunne være, at vores stabile, sociale samfund i Danmark gør, at vi går rundt og er så forbandet trygge.

Vi er så trygge ved rammerne, at vi helt glemmer, at der samtidig er behov for, at vi selv yder en indsats for at skabe et rart samfund at være i.

Tag en ekstra tur i rundkørslen
Og vi taler jo altså ikke om at sende en mand til månen eller finde en kur mod kræft.

Vi taler derimod om de små ting. Lige fra at holde døren for sidemanden, give en forlomme til kunden bag dig, som har færre varer, eller at stoppe op og tilbyde sin hjælp, når man ser nogle stå og se forvirrede ud med et bykort.

»Vi skal simpelthen ændre vores egen opfattelse af, hvad der er godt og skidt i vores omgang med hinanden. Og selv de her små hverdagsagtige interaktioner har en værdi. Også selv om de er små«, siger Lars AP til politiken.dk.

Han kommer også med andre - måske mindre direkte - måder, man kan være med til at skabe en bedre stemning blandt folk:

Tag en T-shirt med et positivt budskab på, vink til folk, du ikke kender, eller kør en ekstra tur rundt i rundkørslen:

»Det er snotdumt. Men det er også bare for sjov skyld og narrestreger«, som der står i 'Fucking Flink's afsnit om , hvad vi kan gøre for at afhjælpe vores 'flinkhedskrise'.

Privatsfæren skal have et gok i nødden
For en krise, det har vi. Lars AP er ikke alene om at have den holdning.

Han hæfter sig blandt andet ved, at den svenske debattør Lena Sundström, som tidligere har været så begejstret for Danmark og danskerne, nu kalder os for et decideret »uflinkt folkefærd«.

Og så efterlyser han en grund til, at det er blevet sådan.

Måske er det en misforstået respekt for andres privatliv og -sfære?

Man føler, at man er påtrængende, hvis man spørger sidemanden, om han eller hun har det godt, roser pågældendes bluse eller tilbyder en fremmed en plads under paraplyen, hvis det regner.

»Så jeg ved godt, det ikke er gjort med et slag. På godt og ondt er vi jo spillere i den kultur, vi lever i. Vores kulturelle omgangsform er som den er, så det kræver en del, hvis vi skal forandre det«, siger Lars AP.

»Og det er jo egentlig min mission med 'Fucking Flink'. Det er mere end en bog. Det er et oprigtig ønske om, at vi tager fat i det her. For det kræver mange små handlinger at ændre en kultur«.

Vi skåler ikke længere med de fremmede
Begrebet 'small-talk' er ifølge bogen også gået hen og blevet et negativt ladet ord, hvilket ikke ligefrem gør det nemmere at gøre noget ved problemet.

Men måske er det også bare sådan det er. Måske har vi nok i os selv, og måske skal vi bare holde op med at synge, at vi skåler med dem, vi ikke kender.

For i virkeligheden - som Lars AP skriver - er nationalsætningen efterhånden mere blevet noget i stil med:

'Det må de selv ligge og rode med'.

Har AP en pointe?