En bog med titlen: ’Einstein. Hans liv og univers’ må næsten uundgåeligt lande imellem to stole.

Denne, der i øvrigt er nydeligt og indbydende udgivet, gør det i hvert fald. De to stole er allerede nævnt i titlen: liv og univers. Liv: Det er manden Einstein, 1879-1955, jøden, ægtemanden, elskeren, faderen, kollegaen, humanisten, forsørgeren, indvandreren, videnskabsmanden … og her begynder det allerede at gå galt. For et univers som Einsteins er kun tilgængeligt for relativt få. Jeg fatter i hvert fald så godt som intet af de halve og hele kapitler, der handler om det, der for alvor fyldte Einsteins liv og tanker: kvanter og relativitetsteori, for ikke at tale om feltteorien. Det er der selvfølgelig mange, der gør, men for dem vil Walter Isaacsons redegørelser ind imellem de biografiske oplysninger og små anekdoter muligvis være utilstrækkelige og utilfredsstillende.

Ligesom de mange halvkvædede viser og oplysninger, der ingen steder fører hen, er utilfredsstillende for den, der gerne vil læse om de genkendelige sider af manden Einstein – om hvordan dette geni var som socialt, politisk væsen. Det er ikke, fordi de biografiske oplysninger er følsomme; forfatteren skal – ligesom Einstein – bare videre til et nyt matematisk regnestykke eller en diskussion af gravitationsfelter.

Lad det være sagt straks: Denne bog leverer skam en klassisk kronologisk fortælling om Einsteins liv og arbejde, og man kan næppe anklage den for store undladelsessynder. Derimod for en overflod af små oplysninger uden nogen betydning. For eksempel om ligegyldige weekendophold eller om, at en samtale refereres ved en bil – uden at situationen visualiseres eller bilen spiller nogen som helst rolle i øvrigt. Andre steder føler man sig snydt: Vi får at vide, at Einstein og hans anden kone, Elsa, var »blevet trygge sammen, efter nogle ubehagelige optrin«. Ikke et ord om hvilke optrin.

Hvis de ikke skal med, hvorfor så fortælle om den nu vundne tryghed? Og når forfatteren introducerer den 75-årige enkemand Einsteins sidste ’partner’ ved navn og fortæller, at hun skrev »herlige« dagbøger om deres samtaler – hvorfor må vi så intet få at vide om hende og forholdet, evt. med citater fra de omtalte dagbøger? Desuden irriterer det, når Isaacson gentager sine yndlingspointer utallige gange, for eksempel at Einstein var nonkonformist og antiautoritær. Det enorme stof er ikke stramt nok prioriteret.

Fagmand som oversætter
Det værste er næsten, at det komplicerede indhold og fagsproget i de videnskabelige afsnit har krævet en fagmand som oversætter. Man kunne lægge forlaget til last, at de har valgt en oversætter, der ikke er litterat, og hvis danske er mildt sagt uambitiøst og fuldt af anglicismer, med sætninger, der sine steder er forkludrede og tunge, hvis ikke direkte grammatisk forkerte.

Men det er forlaget, der er skurken. Hvorfor pokker har redaktionen ikke ofret en gennemlæsning med en sprogligt uddannet og opmærksom person? Er det ikke det, man har en forlagsredaktion til? Isaacsons bog er utvivlsomt betydeligt mere velskrevet på amerikansk, men er den rigtig god? Jeg tror det ikke. Når forfatteren krydrer sit ikke særlig prioriterede referat med egne, helt legitime og potentielt underholdende vurderinger eller karakteristikker af relationer, personer eller følelser, så står de desværre som udokumenterede, sågar fordomsfulde påstande.

Det såre menneskelige geni Albert Einsteins liv – med kærlighed, skilsmisse og traumer, i krydsfeltet af det gamle, døende Mittel-Europa mellem Første og Anden Verdenskrig, antisemitisme, hele to totalitarismer, emigration, den kolde krig, en jødisk statsdannelse, Amerika, hysterisk patriotisme, moderniteten, atomet og den dertil hørende bombe og våbenkapløb, alt sammen rummet i en etisk sensitiv, distræt, humoristisk, urokkeligt demokratisk og humanistisk tænkende person – har meget at byde på. Man skulle tro, det ikke kunne gå galt. Men det er måske netop overfloden, der gør, at det går galt.

Einstein, der var mere optaget af menneskeheden end af enkelte mennesker, udtrykker sig klartseende, fyndigt og nuanceret – både om ideologier og om sin egen religiøsitet. Den er i øvrigt uafhængig af hans stadigt voksende – og af Isaacson grundigt refererede – erkendelse af jødisk identitet. Der er såmænd godbidder nok, men de er fordelt som tuer i 700 siders sprogligt dynd. Men ærlig talt: Jeg ved ikke, hvordan man knækker nødden: at skrive om Einsteins liv og univers uden at skævvride det ved at forbigå alt det, menigmand ikke kan forstå.