Da Charles Darwins bog om ’Arternes Oprindelse’ udkom på dansk i 1872, kunne også lægmænd sætte sig til rette i øreklapstolen for at læse den.

Den var nemlig skrevet af et dannet menneske, der kunne udtrykke sig både præcist og forståeligt.

Og den var tilmed oversat til dansk af en af Europas førende romanforfattere – senromantikeren, naturalisten eller symbolisten, alt efter hvordan man vælger at kategorisere ham – J.P. Jacobsen, der selv havde en baggrund som fagbiolog.

Sproglig klarhed
Når man genlæser bogen i dag, er det først og fremmest den sproglige klarhed – forstået som en nærværende stemme, en mundtlig tone og en pædagogisk udlægning af de logiske slutningsrækker – der slår én.

Her er sgu omsider et civiliseret menneske, der kan skrive, så det står.

Allerede i afslutningen af forordet til ’Arternes Oprindelse’ præciserer Darwin det, der i al eftertid skal blive den store debat om hans forskning.

Og allerede her fornemmer man de litterære kvaliteter:

»Om endskønt meget er dunkelt og længe vil forblive dunkelt, har jeg dog, efter at have studeret saa forsigtigt og sluttet saa upartisk, som det har været mig muligt, ingen Tvivl om, at den Synsmaade, de fleste Naturforskere har og som jeg selv tidligere havde – den nemlig, at enhver Art er resultatet af en særlig Skabelsesakt – er falsk«.

Opbygget som afhanding
Værket er opbygget som en klassisk afhandling – men delene er mærket med litteraturens ’kapitler’, der har sigende titler som »Dyrs og Planters Varieren i vild Tilstand«, »Instinkt«, »Vanskeligheder for Teorien« eller ligefrem dramatiske overskrifter som »Kampen for Tilværelsen«.

Nede i teksten mærker man, at Darwin – og også kunstneren, der har oversat ham – er god til at udvælge sine ord, pincetplacere dem på plads og formulere sig med regulært litterære greb som metaforer og sammenligninger.

Myrer er »arbejdere«, der lever langt fra »de tempererede haves beboere«, mens andre organismer skal findes i »Vandet nær Mississippis munding« – organismer, der måske »har held til at efterlade sig Afkom«.

Det vanskelige gjort forståeligt
Resultatet er, at man som læser ikke bare sidder og glor på tørre tal i en nøjeregnende disputats, men i stedet håndføres ind i en vanskelig teori, der udlægges, så alle kan forstå den.

For en litterat er der egentlig ikke noget underligt i, at visse videnskabsmænd skriver smukt, litterært og ligefrem poetisk.

For på universitetet undervises man også i de forrygende tekster, som nervelægen Sigmund Freud leverede.

Flere af hans bøger – især sygehistorierne med billedskabende titler som f.eks. ’Ulvemanden’ eller ’Lille Hans’ – kan i grunden godt læses som en art portrætromaner.

På samme måde finder man hos fysikeren Einstein, der jo burde være abstrakt og uden for rækkevidde, en relativt høj anvendelse af sproglige billeder og poetiske snirkler.

Kun det væsentlige
Netop ’lyrikken’ er det, den moderne naturvidenskab hader allermest. Man kan tage stort set enhver afhandling ned af reolen, åbne den, måbe og stille den på plads igen.

For man kan ikke forstå en stavelse af, hvad der står, hvis man ikke er fuldt uddannet fagidiot.

Årsagen? Naturvidenskabsmænd skriver kun det væsentlige. De er præcise. De skærer det overflødige fra. Det mener de i hvert fald selv.

Netop de tekstuelle træk var noget af det, de to litteraturforskere Francis-Noel Thomas og Mark Turner fandt, da de i 1996 lavede deres bog ’Clear and Simple as the Truth’.

I bogen afdækker de, at det »rene«, »klare« og »sande« videnskabelige sprog naturligvis bare er et litterært udtryk med egne særpræg på linje med krimiens klicheer, lægeromanens sødsuppe-klingklang eller kancellistilens talen i munden på sig selv.

Holder stadig
Med andre ord er ’klart’ sprog slet ikke klarere end ’almindeligt’ sprog. Det er bare en anden stil.

Måske er det det, der gør Darwin til så god en forfatter?

Når man skal indlede en beskrivelse af, at indførelsen af én ny træsort kan ændre alle livsbetingelser i et enkelt område, kan man sikkert godt beskrive det ’klart’ ved at skrive en flot formel med X’er og Y’er.

Men man kunne jo også vælge at indlede den ved at skrive ’klart’ på den her måde:

»I Staffordshire var der paa et Gods, der tilhørte en Slægtning af mig, og hvor jeg havde rig Lejlighed til at forfølge mine Undersøgelser, en stor og yderst gold Hedestrækning, der aldrig var blevet bearbejdet af Menneskehænder«.

Mange spørger i dag sig selv, om man stadig kan læse Darwins hovedværk. Svaret er ja. Og det har man altid kunnet.