Det hele kunne være stoppet i 1960.

Tænk lige over det. På lørdag bliver Benny Andersen 80, og til næste år kan han fejre, at han har fået udgivet bøger i 50 år, og så kunne karrieren have været overstået næsten før, den kom i gang.

LÆS OGSå»Ordskælv målt til 10,4 på digterskalaen«

Efter én bog. Digtsamlingen ’Den musikalske ål’.

»Da var mine ambitioner sådan set udtømt«, siger Benny Andersen.

Så sig selv som pianist
Med andre ord – danskernes yndlingsdigter kunne være blevet en parentes i litteraturhistorien i stedet for den hjørnesten, de fleste i dag ser ham som.

Den danske litteratur ville i hvert fald have set markant anderledes ud, hvis ikke Klaus Rifbjerg dengang havde trukket ’digter Andersen’ i frakkeskøderne.

Ingen Rosalina, ingen Svante, ingen Tykke-Olsen, intet digt om lykken (som ifølge digteren er en træningssag) og intet digt om damer, som det kan være besværligt med og umuligt uden. Og ingen digter, der er i stand til at sige tingene på lige netop den måde, som bløder danskernes let melankolske udtryk op og trækker det ud til et skævt smil.

»Det var min daværende kone, Signe, som var interesseret i lyrik. Vi gik på studenterkursus sammen, og så blev jeg også nødt til at sætte mig lidt ind i det. Jeg kom fra et meget musikalsk hjem og var også interesseret i litteratur, men egentlig ikke i lyrik. Først og fremmest så jeg mig selv som pianist«, fortæller Benny Andersen over en lille serie Camparier og blå King’s hjemme i privaten i Sorgenfri.

Ville hellere spille klaver
Da ’Den musikalske ål’ var blevet udgivet, mente han selv, missionen var fuldendt. Over for sin kone havde han bevist, at digteriet kunne han faktisk godt finde ud af, hvis han ellers satte sig det for. Det var oven i købet blev til en bog, som både han og Signe var tilfreds med.

»Jeg havde også fået nogle digte i tidsskrifter, bl.a. Vindrosen, som dengang blev redigeret af Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg, men for det meste var jeg pianist på Cafe Ankerfeldt på Falkoner Allé på Frederiksberg. Dengang boede Klaus lige rundt om hjørnet i Hostrups Have, og en dag fik han øje på plakaten, hvor han kunne se, at den bebrillede pianist sad og spillede indenfor. Lidt efter kom han ind til mig og sagde, at han meget gerne ville have nogle flere digte. I den slags situationer bliver jeg lidt rørt og vil nødig skuffe folk, så jeg siger til ham, at jeg nok skal prøve. Man kan godt sige, det er Klaus, der fik skubbet mig videre«.

Lige siden har Benny Andersen været fast leverandør til det danske folk, og i dag kan han slet ikke forestille sig, at han ikke skulle skrive. Han ved, han skal skrive, og han ved også, at han slet ikke kan holde op.

»Verden forandrer sig hele tiden, og jeg forandrer mig også, så der er stof nok at tage fat på. Lyrikken er min hovedfærdselsåre, og jeg har denne fornemmelse for ord, som gør, at jeg bedre kan forstå, hvad jeg oplever, når jeg får det skrevet ned«.

Benny Andersen ynder at sammenligne digterens sprog med barnets, for i begge situationer er der tale om en person, som har et kolossalt udtryksbehov, hvor normalsproget ikke slår til. I få ord skal en verden, nogle følelser eller oplevelser rammes ind, og derfor må sproget nødvendigvis bøjes i uvante former, som da digteren engang spurgte til sin dengang treårige søn Kims skoldkopper.

»Jeg har ikke flere skoldkopper«

»Hvor er de da?«

»Jeg har brugt dem«.

Det er ikke svært at høre det andersenske gemyt i dén ordveksling. Smilet ligger og vipper lige i mundvigene, og det er også sådan, de fleste danskere tænker på Benny Andersen. Som smilets digter. Livsbesyngeren.

Karakteristikken holder til en vis grad, men måske er det i virkeligheden, fordi de fleste vælger at fokusere på netop de verselinjer, hvor digteren får ombetrukket vores nordiske tungsind, så vi kan se, at det hele måske nok skal gå, fordi Nina om lidt kommer ud af badet – nøgen, med fugtig hud.

Holdt fast i livet
I dag føler Benny Andersen sig i absolut balance med livet, men han forsøger aldrig at skjule, at han i de yngre år havde meget depressive perioder, hvor digterkysen sad så stramt, at det gjorde ondt.

»Det var dengang, man overvejede, om man skulle begå selvmord, eller man bare skulle skrive om det. Og i hvert fald kunne man starte med at forsøge at skrive om det«, siger digteren.

Når han nævner det – næsten en passant og med en afvæbnende lille latter – er det svært at forestille sig, at det er en den samme digter, som har skrevet nogle af de mest livsbekræftende digte, hvor ordene på den ene side nærmest drysses hen over siden og alligevel falder på plads i et mønster, som ligner naturens egen orden.

Det er faktisk også sådan, det foregår indimellem. At ordene bare havner i rette geled. Men langt fra altid. Tag nu ’Svantes viser’.

»Her har vi en halvgammel, halvfed halvsvensker, hvis historier ganske vist har en del humor, men der er også meget mørk rand udenom. Da jeg havde skrevet halvdelen af viserne, tænkte jeg, at det her var der sgu da ingen, der ville udgive, indtil jeg tænkte, at der da måtte have været én dag, hvor Svante havde været lykkelig. Det var der, jeg prøvede at finde et rim på, »Livet er ikke det værste, man har«. Jeg tog rimordbogen og prøvede mig frem. Hvad rimer på har? Har – bar – klar? Ja, klar. »Og om lidt er kaffen klar«. »Fuglene flyver i flok«. Frem med rimordbogen igen. Hvad rimer på flok? Pjok – stok – nok? Nå ja. »Når de er mange nok«. Det lyder, som om sproget er sprunget lige ud af turbanen, men det er skrevet med iskoldt overlæg«, siger Benny Andersen.

Harme over danskere
På sine nu ældre dage kunne det se ud, som om han træder stadig kraftigere i karakter som person og ikke kun som digter. For få år siden markerede han sig i debatten om tonen i udlændingedebatten, og da konflikten omkring irakerne i Brorsons Kirke for nylig var på sit højeste, sagde han, at hans harme over den danske mentalitet nu efterhånden var blevet så stor, at han ikke ville have den sparet op længere. Nu ville han godt have den hævet.

Selv synes han nu ikke, det er et nyere fænomen, at han udtaler sig med kant i den offentlige debat.

»Allerede i 1985 skrev jeg jo om landets provinsielle forhold til udlændinge i digtet ’H.C. Andersens land’, fordi jeg skammede mig over mit land. Jeg skrev: »Danmark, gør vor skam til skamme, at vi kan forny dit ry«. Det digt viste sig jo at være holdbart helt op til i dag«.

Benny Andersen har det imidlertid ikke sådan, at digte og digtere skal noget. Selv har han ganske vist skrevet adskillige bestillingsdigte, men han har, siger han, kun gjort det, når det handlede om emner, han i forvejen gik og tumlede med.

»Jeg føler kun, jeg skal noget, hvis ikke jeg kan lade være«.

Men der er stadig meget, han gerne vil. Der vil blive ved med at komme digte fra hans hånd, til han ikke er her mere. Det er han sikker på. Og selv om han godt ved, man ser ham som Danmarks nationalskjald, undres han ofte over, hvor bredt hans publikum er.

»Man kunne forvente, at mine læsere var på min egen alder eller måske lidt yngre, men det viser sig, at mange unge – både fra gymnasier og seminarier – henvender sig til mig med spørgsmål. Blandt andet om ’Svantes viser’. Hvad fanden, tænker jeg så, hvorfor interesserer det unge mennesker, men der er åbenbart et eller andet elementært i ordene, som får det til at rykke i dem. Og ikke nok med det, for nylig fik jeg et brev fra en pige, som sendte mig tre spændende digte, hun havde skrevet, samtidig med at hun takkede mig for at have været en stor inspiration«, siger Benny Andersen.

Da han havde læst pigens brev, gav det et gib i den gamle digter, for det var unægtelig en ny generation, der her meldte sig.

De tre digte var skrevet af en pige på otte.

Måske er det bare dét, han og hans digte kan. Række ud over generationskløfte og geografiske grænser.

»Mine digte er oversat til mere end 20 sprog, så måske er jeg ikke engang specielt dansk«.