Op gennem historien har det lillebitte radikale parti tit rummet de afgørende stemmer. Så måske er der skabsradikale, som går rundt og tænker:

»Når nu de radikale får større indflydelse, jo færre mandater de har, skulle man så ikke undlade at stemme på dem?«.

I hvert fald er der én potentiel radikal, som har en tilstrækkelig krøllet hjerne til at tænke sådan. Overvejelsen stammer fra festtalen ved det radikale landsmøde 12. september i år, holdt af Benny Andersen, og derfor trykt i det lille bind nye tekster, han udsender i dag under den både beskedne og selvsikre titel 'Kram'.

Første del af bogen er en kærlig krammer til konen Elisabeth, som enkemand Andersen giftede sig med for fem år siden og stadig gnistrer af lykke over. »Hun emmer af empati«, »hun flyder over af glæde ved andres medgang«, hun gør ham opsat på at være til, »bare til, til og atter til«. Et stort til lykke med det!

En ægte ordbo
Benny Andersen er ikke bare ægte nordbo, han er også med sit eget udtryk en ægte »ordbo«. Han bor i sproget og kan først gå lige på, når han kan vride ordene skævt, gå tilbage til deres rødder, parre dem efter deres lyde, så de bliver sjovere at tyde.

Nu for eksempel ordet 'at holde': »Hun holder hus og have og mig/ hun holder ikke høns, men ord/ hun har helstøbte håndfaste holdninger/ holder masken når det gælder/ men holder sig sjældent i baggrunden«.

Hvad skal sådan et digt hedde? 'Hyldest til holdbarheden' selvfølgelig, noget, der er lige til at holde, som den bærbare til at bære.

LÆS ARTIKEL Klogskaben swinger i sproget

I anden del af bogen sætter han ligefrem ord på sin metode. At digte er blandt andet at trække trivielle ord »ud af deres vante sammenhæng/ og invitere dem sammen/ så de danner en hidtil uhørt sammenhæng«.

Så analytisk går han sjældent til værks. Han plejer at vise metoden, hvad han da heldigvis gør lige op og ned ad denne tørre opskrift, hvor han beretter om »ordskælv målt til 10,4 på digterskalaen«.

Helt så højt når han ikke i disse sene digte plus den radikale festtale og to andre små stykker prosa fra skuffen.
Men vandmærket af den ægte ordbo, det er der. Igen og igen.