Forbrydelser og kriminalitet har invaderet danskernes liv, og vi tager imod ondskaben med åbne arme, uanset om vi får den i bøger, på tv eller i biografen.

Når en dansker hører, at politiet har fundet liget af en gymnasiepige i et vandhul på Amager, er det tid til at gå ud og sætte vand over til kaffe.

Og man kan godt finde småkagerne frem, hvis en ung, utilpasset svensk kvinde svinebinder en skurk af en voldtægtsmand, fordi hun vil tatovere skældsord tværs over maven på ham, eller hvis hun har i sinde at plante en økse lige i skallen på en svensk forbryder.

Danskerne elsker forbrydelser. Jo værre, jo bedre. Bare det er lidt på afstand af dem selv. Om det så handler om Sara Lund i ’Forbrydelsen’, Lisbeth Salander i Stieg Larssons romantrilogi eller måske Fischer i ’Rejseholdet’.

»Krimier er en sjov blanding af hygge og uhygge. Her kan vi lege med alt det, vi godt ved, at vi ikke må. Og kan vi få sex, død, vold og ødelæggelse på én gang, er vi rigtig glade«, siger fantasy- og krimiforfatteren Lene Kaaberbøl.

Sammen med sin medforfatter Agnete Friis har hun haft stor succes med deres første fælles krimi ’Drengen i kufferten’. De to forfattere er med i det voksende hold af danske krimiforfattere, som ved hver udgivelse styrer direkte ind på bestsellerlisterne. Sjældent – om nogensinde – har krimier på tv, biograflærred og i bøger været mere populære hos de kulturforbrugende danskere.

Tag eksempelvis et blik på, hvordan bestsellerlisten her i avisen så ud for seks år siden i december: Johannes Møllehave og Benny Andersen, J.K. Rowling, Lise Nørgaard, Jens Andersen, Poul Nyrup, Jane Aamund og Rushy Rashid plus godt nede på listen bøger af Wilbur Smith, Ken Follett og John le Carré.

Hvis man går ind på bøgernes salgslister op til jul, vil man se krimi- og spændingsbøger i rigt mål: Dan Brown, Jussi Adler Olsen, Sara Blædel, Elsebeth Egholm, Henning Mankell, Jo Nesbø og Camilla Läckberg – plus Jakob Ejersbo, Jette Kaarsbøl og Jane Aamund.

Det er nærmest umuligt at sammenligne bestsellerlister i Danmark, men tendensen er der ingen tvivl om. Danskerne vil have forbrydelser – morgen, middag og aften. På tv, i biffen og i bøgerne.

Grådighed og begær lokker
Søren Sveistrup, hovedforfatter til DR’s seersucces ’Forbrydelsen’, tror, at vi dyrker genren, fordi vi dermed kan dyrke vores skyggeside.

»Forbrydelser handler om grådighed og begær, der bliver overdrevet. Vi vil have mere kærlighed, magt, sex, ære eller stolthed. I krimierne lever gerningsmanden den lyst ud, som vi andre normalt ikke gør, men vi kan identificere os med ham og hans motiver. Vi kan føle i vores psyke, at der ligger en lyst til at gøre det samme. Samtidig ligger der en rettesnor i krimien, fordi forbryderen bliver sat fast, og uanset om det handler om Stein Bagger eller om Ulrik Strange i ’Forbrydelsen’, så lærer man, at hvis man følger begærets dunkle mål, så går det skruphamrende galt«.

Søren Sveistrup ser imidlertid også krimien som et redskab til at fortælle andre historier ved siden af det kriminelle. Det kan være om krigen i Afghanistan eller korruption i politik.

»Tiden er oplagt til krimier. Det er næsten som en krimi at læse Politiken eller Berlingske, for den ene skandale efter den anden bliver afsløret. Efter et stykke tid dør det nok ud, og så bliver vi trætte af det og kaster os igen over historier om parforholdet, men hele konstruktionen – whodunnit eller hvem gjorde det – er eviggyldig. Krimien forsvinder aldrig«, siger Søren Sveistrup.

Man kunne også sige, at det nærmest er det modsatte, der er tilfældet. At krimien har sat sig tungt på det meste. Eksempelvis har Stieg Larssons romaner rundet et dansk oplag på 1,6 millioner bøger.

Filmversionen af ’Mænd der hader kvinder’ var den mest sete i landet i 2009. ’Forbrydelsen II’ kunne trække mellem 1,5 og 2,0 mio. seere gennem ti afsnit. Peter Øvig Knudsens bøger om ’Blekingegadebanden’ har ikke alene været oplæg til filmversioner, men samtidig været den mest solgte dokumentarbog i årevis. De filmatiserede bøger er solgt i over 200.000 eksemplarer.

Øvigs vej mod Blekingegadebanden gik først hen over bøgerne ’Efter drabet’ og ’Birkedal’. Den første handlede om modstandsfolkenes stikkerlikvideringer og den sidste om en dansk torturbøddel i tysk tjeneste under Anden Verdenskrig.

»Når jeg valgte at skrive bøger om forbrydelser, voksede det ud af min egen træthed over, hvor små problemer vi har her i nutidens Danmark«, siger han.

Som forfatter ville han hellere skrive om mennesker, hvis handlinger var et spørgsmål om liv eller død. Det var det for Blekingegadebanden, men i udgangspunktet skulle bøgerne slet ikke have fokuseret på denne gruppe.

Hensigten var at skrive en bog om 1970’ernes fanatisme på venstrefløjen, men da han fik læst sig ind på stoffet, kunne han se, at der skulle mere end venstrefløjsretorik til at få stoffet til at leve. Det var her, Blekingegadebanden kom ind, og det var her, politiets efterforskning viste sig at være ét langt og meget detaljeret katalog over forbrydelser begået med en bagvedliggende, politisk dagsorden.

For Øvig er det dog vigtigt, at forbrydelserne er foregået i virkeligheden, for at han orker at beskæftige sig med dem.

»For mig giver det ingen mening at skrive fiktion, for min fantasi er meget dårligere end virkelighedens verden«, siger han.

Folk keder sig i Velfærdsdanmark
Den fantasi har hans forfatterkolleger så til gengæld i rigt mål. Jussi Adler-Olsen har opfundet en hel Afdeling Q, der roder i gamle, uopklarede sager i kælderrummene under Københavns Politigård. Forfatterparret Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard har ikke alene opfundet et nyt univers, de har opfundet en helt ny forfatter, den blinde, filmuddannede Liv Mørk, der nu fortæller grusomme kriminalhistorier.

Merete Pryds Helle forklarer krimiernes popularitet med, at danskerne er så pæne, og at de derfor opsøger al den ballade, der ikke er i deres eget liv.

Gyldendals direktør Johannes Riis har en teori, der ligner lidt.

»For mig var det interessant at høre Liza Marklund åbne bogmessen i København sidste år, da hun sagde, at man ikke læser krimier i Argentina. Der har de ikke brug for kriminalromaner, eftersom de har rigeligt med kriminalitet til hverdag. Det store forbrug af krimier her i landet kan hænge sammen med, at folk keder sig. Vi er jo i et land, hvor tryghed og velfærd er de største plusord«, siger han.

På forlaget har han ingen problemer med at se krimibølgen helt fysisk. Der kommer et voksende antal krimimanuskripter til Gyldendal, selv om forlaget på ingen måde har specialiseret sig i netop denne genre. Dog udgiver forlaget kort ind i 2010 både den svenske sensation Lars Kepler og forfatterparret Hammer og Hammer, som man venter sig meget af.

Vor tids samtidsroman
Nogle ser krimien som tidens samfundsroman?

»Det håber jeg sandelig ikke er tilfældet, når man ser det billede af et korrupt, dekadent samfund, der tegner sig i de svenske krimier. Jeg bryder mig ikke meget om den moral, de er udtryk for. Selv om krimierne ofte er meget moralske på samfundets vegne, så viser de ofte et samfund, hvor bøgerne nærmest anbefaler selvtægt. Hos Stieg Larsson er det ikke ligefrem blide metoder, man ser hos en Lisbeth Salander«, siger Johannes Riis.

Også han kan se, at krimierne fylder mere og mere i det litterære landskab, men han mener, at det måske bare skyldes, at de i dag har en ny rolle.

»Tidligere førte de en skyggetilværelse og nåede aldrig rigtig ud i det store, anerkendte litterære kredsløb og blev anmeldt og omtalt. De blev solgt via forlag som Lademann og Wöldike. I dag har krimien fået en agtelse, som den ikke havde tidligere. Jeg tror også, at krimierne får flere til at læse, ligesom tilfældet var med Jean M. Auel (’Hulebjørnens klan’, red.), som heller ikke ramte de litterære feinschmeckere, men hun ramte dem, der kunne lide en god historie, og det kan man kun sige godt om«, siger han.

Direktør i Politikens Forlag, Lene Juul, mener, at krimilæserne er en meget vigtig gruppe af læsere.

»Det kan godt være, at de hver især ikke køber så mange bøger, men de er en meget stor gruppe. Krimierne er også en type bøger, som ofte spredes ved personlig anbefaling, og når folk går i biografen for at se en Stieg Larsson-filmatisering, trækker det måske også et bogsalg med og ikke kun af Larssons bøger«, siger Lene Juul.

Politikens Forlag har opbygget en hel skønlitterær afdeling på fundamentet af en satsning på krimi- og spændingslitteratur, og den satsning er på ingen måde slut. Til februar afslutter forlaget en krimikonkurrence, hvor man håber at få 100-200 bidrag – plus en ny bestseller i klasse med for eksempel Jussi Adler-Olsen, hvis første tre bøger om Afdeling Q har rundt et totalsalg på over 200.000 bøger.

I modsætning til Johannes Riis er forfatteren Lene Kaaberbøl ikke bange for at tage munden fuld. Hun kalder uden tøven krimien for vor tids samtidsroman.

»Det er en roman, som viser samfundet set ude fra kanten, og det er nok også en del af fascinationen. Det er som at forsøge at gætte sig til forsiden af et broderi ved at se på vrangsiden af det. Man kan sige, at kriminalromanen er god til at definere, hvad der ligger inden for normerne i dag, og hvad der ligger uden for«, siger Lene Kaaberbøl, og hun er slet ikke i tvivl om, hvorfor krimien ser ud til at have bedre fat i det læsende publikum end den brede, skønlitterære roman.

»Ligesom i fantasy har kriminalromanen en troskab mod den gode, gamle historie. Om det gode og det onde og alle nuancerne midt imellem, og det er der en sult efter, som mainstreamromanen ikke helt opfylder. Den har for travlt med at være sprogligt eksperimenterende, karakterbeskrivende og miljømalende og har en eller anden ambition om at genopfinde romanformen. Man skal bare passe på, at man ikke ender med at fortælle så små historier, at de er uinteressante for et større publikum«.

»Jeg kunne godt forestille mig, at man til sin tid vil sige, at det er i kriminallitteraturen, man finder samtidsskildringen af den tid, vi nu lever i. Da Dickens fik udgivet sine romaner, blev de heller ikke anset for at være finlitterære, men i dag opfattes de som nogle af de bedste billeder på Victoriatiden. Jeg mener ikke, vi i dag lever i en specielt forbryderisk tid, men der er et potentiale for at gengive væsentlige problemstillinger i samfundet. Ja, jeg synes næsten, man skal anstrenge sig for at lade være«, siger Lene Kaaberbøl.

Forlag tjener millioner på krimier
Ilse Nørr har fulgt krimiernes vej i dansk litteratur, lige siden venstrefløjsforlaget Modtryk begyndte at interessere sig for genren for omkring 30 år siden. Det var dengang, forlaget ellers specialiserede sig i marxistisk undervisningsmateriale og litteratur, men alle på forlaget havde på et tidspunkt læst Sjöwall og Wahlöös ti romaner om Martin Beck, og der var en klar fornemmelse af, at denne genre var værd at satse på.

»Formeksperimenterne i 1980’erne var ikke lige os. Vores bøger skulle ville læserne noget. Det er for meget sagt, at krimierne skulle være med til at ændre samfundet, men de skulle fortælle om nogle personer og en virkelighed, vi kunne genkende. Samtidig med at vi blev underholdt, skulle romanerne sætte nogle problemer på spidsen«.

Da Ilse Nørr arbejdede på forlaget i 1970’erne, var det ikke altid, personalet var sikre på at få løn. I dag er hun direktør for foretagendet, der har syv ansatte og et overskud i år på over 20 mio. kr. Dette er ingen enlig svale. I 2007 afleverede Modtryk et regnskab for halvandet år, hvor indtjeningen var over 50 mio. kr. Alt sammen på grund af krimiforfattere som Stieg Larsson, Jan Guillou, Arne Dahl, Jo Nesbø, Morten Hesseldahl, Åsa Larsson og Håkan Nesser. I dansk forlagsvæsen skal man til Gyldendal for at finde en tilsvarende indtjening, men på en ti gange større omsætning.

Ja, der er penge i krimierne. Mange penge. Det var også derfor, første bind i den nye, svenske serie af Lars Kepler blev sat på auktion hos danske forlag. I Sverige var der længe gisninger om, hvem forfatteren af ’Hypnotisøren’ var, indtil en avis pegede på forfatterparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril.

Bogen er første bind i en længerevarende serie, og mange synes at se en ny Stieg Larsson i Kepler-bøgerne. Derfor betalte Gyldendal også dyrt for at købe sig ind i den del af litteraturen, hvor man hidtil ikke har gjort meget væsen af sig. I branchen taler man om, at forlaget kan have betalt helt op til 750.000 kr. for rettighederne til den første bog i serien.

’Hypnotisøren’ har fået strålende anmeldelser, og det samme er tilfældet med en forfatter som Arne Dahl, der også i udgangspunktet kommer fra det finlitterære miljø, her dog under sit rigtige navn Jan Arnald.

Sjöwall-Wahlöö ville være chanceløse i dag
Det er forfattere som Arnald, der har været med til at give krimien et løft, og direktør Ilse Nørr fra Modtryk er slet ikke i tvivl om, at kvaliteten er gået op.

»Når jeg i dag læser Sjöwall-Wahlöö, gør jeg det, fordi de har klassikerstatus. Da de udkom i 1956-75, bidrog de med noget nyt, men i dag ville de ikke have haft en chance. I dag skal der mere til end en kriminalkommissær, der opklarer et mord. Også en større historie, end at naboens datter bliver myrdet. Tempoet er højere, men heldigvis er der ingen recept på, hvordan en krimi skal se ud. Engang skulle de være absolut virkelighedstro, men i dag køber vi som læsere, at en Lisbeth Salander på helt urealistisk vis skovler sig ud af en grav. Den var aldrig gået i Sjöwall-Wahlöös tid«, siger Ilse Nørr.

Hun ser klare tegn på, at globaliseringen er slået igennem, og at den viser sig tydeligt i krimigenren. Her opererer forfatterne ofte med forbrydelser på tværs af landegrænser og kulturer.

Henning Mankell har fået udgivet ’Kineseren’, der trækker tråde fra Sverige til USA og Asien. Flere danske krimier har fokuseret på ulovlig kvindehandel, og Lene Kaaberbøl og Agnete Friis har det som en del af deres krimirecept, at hver ny bog også skal foregå i et andet land end Danmark.

Lene Kaaberbøl er sammen med Agnete Friis klar med næste del i serien om den utilpassede sygeplejerske Nina Borg, der opklarer forbrydelser. 16. februar kommer romanen ’Et stille, umærkeligt drab’.

Også Peter Øvig er på vej med en ny bog. Han arbejder på en bog om Thylejren i 1970, og i realiteten også om de tre år op til den historiske lejr.

»Men selvfølgelig sker der også her det, der altid sker. Det kommer ikke kun til at handle om Thy og kærlighed, men også om stoffer, mørke ... og kriminalitet«, siger han.

Krimibølgen ser altså ud til at fortsætte. I dokumentarbøgerne og i fiktionen. Og måske er der nye navne på vej. DR’s succesrige Søren Sveistrup har fået flere tilbud fra danske forlag om at skrive en kriminalroman.

»Jeg vil ikke udelukke, at det sker på et tidspunkt. Det rykker da mere nu, men jeg skriver ikke, før jeg har en god ide. At skrive roman er også så ensom en proces, at man skal overveje det nøje, før man kaster sig ud i det. Når man skriver for tv og film, lukker man sig inde i et orkester, hvor man har mange sparringspartnere. Men måske skriver jeg på et tidspunkt en krimi«.