Lyden af stole, der skurrer mod gulvet, blander sig med latter og højlydt snak.

Gruppen er i opbrud, men det er, som om man ikke rigtig kan komme af sted. Der er lige en sidste sag, der skal vendes, og en anekdote, der skal afsluttes.

Stedet er Nørrebro Biblioteks børneafdeling, men her til eftermiddag har det store langbord, der fylder afdelingens ene ende, lagt bordplade til tekopper og ører til rådgivningsgruppen Bydelsmødrenes ugentlige møde – blot et af bibliotekets mange projekter, nævner bibliotekar Mikkel Helldén-Hegelund i forbifarten.

Men der er ingen tid at spilde. Dugene trækkes af, en krukke med blyanter og kuglepenne placeres midt på bordet – og vupti, er bibliotekshjørnet ændret fra rådgivningscenter for nytilflyttere til lektiehjælpscafe.

Den først ankomne hjælper, Dorte Stenbæk Hansen, åbner et lille metalskab og hiver et par lommeregnere og en lineal ud. Til daglig arbejder Dorte som analytiker, men hver anden tirsdag river hun et par timer ud af kalenderen for at hjælpe de lokale børn med lektierne.

»Det er faktisk lige så meget for min egen skyld«, fortæller hun. »Til daglig har jeg travlt med arbejde og tusind andre ting, men her ved jeg, jeg kan trække stikket ud og bare koncentrere mig om ungerne. Det er hyggeligt, og tit er jeg faktisk friskere, når jeg går, end da jeg kom«.

Klokken nærmer sig 16, fire andre frivillige lektiehjælpere og et par af de første børn begynder at ankomme. En 12-13-årig dreng med kasket og hængerøv kommer slentrende og slænger tasken på en stol. Lidt efter kommer trip, trap træsko lillebror Bassel på otte og hans søstre Reem og Ghada på henholdsvis ni og ti år.

Storesøster Ghada smider jakke og taske og stiler mod den nærmeste bogreol og begynder at bladre. Hun skal finde bøger af Orla Klausen – »om jeg ikke lige kan hjælpe?«. Imens vi leder, begynder bordet at fyldes, til der til sidst sidder 15-20 børn.

»De er rigtig gode til at hjælpe«, forklarer Ghada og nikker hen mod Dorte. »Vi kommer næsten hver dag« – »men kun når vi gider«, supplerer lillesøster Reem.

Biblioteket er et frit rum
Bibliotekar og projektleder Mikkel Helldén-Hegelund har et bud på, hvad en lektiecafé har at gøre på et bibliotek:

»Rent praktisk har vi jo alle de materialer, eleverne i forvejen kommer og låner til deres opgaver. Og så er biblioteket et frit rum at komme i. Der er ikke noget stigmatiserende i at sidde her og lave sine ting. Man må heller ikke undervurdere effekten af miljøskiftet. Efter at have siddet på skolen en hel dag kan der være noget mentalt befordrende i at komme et andet sted hen«.

Hvad får I ud af det som bibliotek?

»Det tilfører os nye kunder. Jeg vil tro, cirka halvdelen af lektiehjælpsbrugerne har opdaget biblioteket i forbindelse med cafeen«.

»Og så er bibliotekerne jo til for uddannelse, læring og kulturel aktivitet. Der hører lektiehjælp i allerhøjeste grad hjemme«.

Biblioteket som værested
Også uden for lektiehjælpstiderne er biblioteket besøgt af mange børn og unge. Børneafdelingens tro kopi af Alfons Åbergs hjemmeplankede helikopter er i konstant brug af de mindste. De lidt ældre spiller på bibliotekets computere, hvis de ikke hænger ud i musikafdelingen.

Stedet er meget brugt af børn og unge. Er i også ved at overtage SFO’ens rolle?

»Da jeg blev ansat i 2001, var en del af min jobbeskrivelse faktisk at sørge for ro og orden i børnebiblioteket og ved computerne. Der begyndte helt klart en bevægelse mod større brug af biblioteket blandt børn og unge dengang, og deres tilstedeværelse har forrykket vores syn på, hvad biblioteket kan rumme, men SFO er vi ikke. Der skal være respekt for andre brugere og ro til fordybelse, men det må og skal altså ikke udelukke de unge«.

Den netop udkomne rapport ’Folkebibliotekerne i videnssamfundet’ fortæller om store fald i udlån på trods af stabilt højt besøgstal. Er det ikke et skråplan, at biblioteksbrugerne ikke kommer for at låne bøger?

»Film, musik, ja selv bøger kan downloades direkte fra nettet. Det afspejles selvfølgelig i vores udlånsstatistikker. Og det gør, at bibliotekerne må udvikle alternative services: lektiehjælp, indvandrerrådgivning, advokatbistand og introduktion til iværksætteri er blot nogle af de mange ekstraaktiviteter, vi tilbyder. Vores vigtigste ansvar er oplysning, og det behøver ikke nødvendigvis ske i form af udlånte bøger«.

Truet af Internettet
Hånden på hjertet. Er al denne nytænkning ikke bare et desperat forsøg på at redde en synkende skude?

»Bibliotekerne står på en brændende platform, ingen tvivl om det. Der er blevet lukket 300 filialer de seneste ti år. Samtidig er en del af den informationssøgning, vi tidligere stod for at levere, unødvendiggjort af internettet. Det tvinger os da til at redefinere os selv og nødvendiggøre os på andre måder. En af de måder er at skabe kulturelle og oplevelsesøkonomiske tilbud, der ikke lige kan downloades eller pod-castes. For eksempel har vi netop modtaget fondsstøtte fra BG Bank, der gør det økonomisk muligt for lektiehjælperne at lave andet end lektier med børnene. De kan tage ungerne med en tur på museum eller i biffen. En del af lektiecafebrugerne har ikke den slags muligheder med hjemmefra, så det er vi glade for at kunne tilbyde her«.

Samtidig har vi indgået et samarbejde med Nørrebrohallen og kulturstedet Osramhuset om forskellige projekter. Så her tvinges vi også til at definere os bredere og tælle succes og fiasko i andre termer end udlånstal. Det synes jeg bare, er fedt. Biblioteket i dag er i højere grad en lokal kulturforsyning, hvor det tidligere udelukkende var en bogforsyning«.

«Når det er sagt, skal bibliotekerne selvfølgelig ikke lave hvad som helst. Vi sprænger i øjeblikket mange rammer for, hvad biblioteket kan udbyde, men det skal stadig være et sted, hvor man kan forvente en høj kvalitet. Troværdigheden skal holdes i hævd, så det er en balancegang«.

Flygtningehjælp som partner
Rapporten lægger op til øget opdyrkning af partnerskaber med private virksomheder og den offentlige sektor. Hvem opdyrker I partnerskaber med?

»Dansk Flygtningehjælp – der blandt andet står for lektiehjælpen – er en stor spiller. Advokatbistanden er også et privatforetagende. Af offentligt samarbejde har vi for eksempel iværksættertilbuddet, der er kommet i stand i samarbejde med Københavns Kommune«.

»Så partnerskaber bruger vi meget. Men der skal vi også være opmærksomme på at sætte grænser. Tag for eksempel boligselskabet KAB, der har indgået et boligsocialt samarbejde med Microsoft om it-kurser for beboerne. Det kan jeg på den ene side blive meget inspireret af; på den anden side mener jeg også, biblioteket skal være en reklamefri zone. Spørgsmålet er, om vi kan tillade os at samarbejde med virksomheder med så tydelige kommercielle interesser. Det er ligeledes en balancegang, vi hele tiden må forsøge at afveje«.

Lektiehjælpen er ved at være slut. Khalid Fateh på 11 år viser de færdigregnede matematikstykker frem. Khalids forældre er kurdere og taler ikke dansk, så de har sendt ham ned på biblioteket med lektierne. »Jeg havde aldrig været på et bibliotek, før jeg kom til lektiehjælp. Nu låner jeg også bøger«, fortæller han og lægger en op på bibliotekarens disk.

Længere nede ad gangen står Ghada ved en bogreol. Favnen er fyldt med bøger, så armene er strakt til det yderste. Med to fingre forsøger hun at få en sidste bog ned fra hylden. »Det er tegnebøger«, oplyser hun over skulderen. »Jeg er rigtig god til at tegne, men jeg skal blive bedre«.