Spørger man en venetianer om vej, så siger han, at man skal lidt til højre, lidt til venstre, et smut langs kanalen, over en bro og omkring to hushjørner, skråt over en lille campo og så lige en bro til, kort sagt lige ud efter næsen.

Man farer vild i den by, ja man gør, man farer dobbelt vild og bliver lige så langsomt væk. Thi to labyrinter er viklet ind i Venedig: vandveje og fodveje, og begge dele er vildveje. Man kan ikke få forklaret en retning ret mange meter frem, men man kan skele til de andre fodgængere og forsøge at flyde med strømmen.

At fare vild
Pludselig står man så på Markuspladsen og synes, at livet atter er overskueligt, eller man rammer Canal Grande og synes det samme – indtil man bliver i tvivl, om Rialtobroen nu er i dén eller dén retning?

Vild igen, for mens floden midt gennem de fleste andre byer er et pejlemærke, er den sært snoede Canal Grande kun endnu en venetiansk metode til at narre fjenden og gøre den beslutsomme fodgænger til en vildsom flanør.

Men det var vel i grunden også det, man kom her for: at fare vild.

Dvælende tempo
Venedig har sin egen geometri, som ikke omfatter den lige linje eller den korteste vej mellem to punkter. Hvilket passer fint med, at byen også har sit eget dvælende tempo, for hvad enten man bevæger sig til vands eller til fods, må man give eller tage sig … tid.

Her er ingen biler i dag, og her var ingen heste i gamle dage. Middelalderens og renæssancens riddere følte sig underligt utilpasse, når de måtte vandre omkring langs kanalerne som simple fodtudser, de savnede hestens galop, når de måtte underlægge sig gondolens padlende langsomhed.

Og selv om man i dag kan sejle en anelse hurtigere i vandbus, vaporetto, så ved enhver turist jo, hvor sindigt det går, og at lige netop den vaporetto, som hedder accelerato, er langsommere end langsom.

Det labyrintisk langsomme er Venedigs vandmærke – med titlen på Joseph Brodskys lysende lille bidrag til det bibliotek af bøger, der har med Venedig at gøre.

Så mange forfattere har været her, så mange har skrevet om byen ved Lagunen, at det i sig selv gør den til et stykke litteratur, som man »peripatetisk« må »stave sig igennem«, som Carsten Thau skriver i sit netop udkomne pragtværk om ’Arkitekturen som tidsmaskine’.

Salige er de fortabte
Venedig læser man med benene i et fysisk og kropsligt forsøg på at finde sin egen, byens og verdens tabte tid.

Venedigs åbne rum – de mange små campi og den store Markus-piazza foruden piazzettaen ved Dogepaladset ud mod lagunen – er som åbenbaringer, der kun gives overraskende og ufortjent som gaver til de vildfarne, mens mere målrettede naturer med faste skridt kan lede længe efter sig selv og et sted, hvor man kan se himlen.

Salige er de fortabte her i byen, og selvfølgelig har fortabelsen sin seksuelle understrøm, der løber i kanalen, mærkes i de fugtige følelser og anes i tågen, som lægger sig over lagunen.

Prousts Venedig
Labyrinterne i Lagunen er ligesom litterære i sig selv, det har utallige forfattere demonstreret – Thomas Mann, d’Annunzio, Calvino – men få har ladet byen og værket flyde sammen i så tæt en strøm som Marcel Proust i ’På sporet af den tabte tid’.

Her er Venedig et billede på alt, hvad der længes efter og drømmes om fra og med den berømte allerførste sætning: Longtemps, je me suis couché de bonne heure, »I lang tid gik jeg tidligt i seng« – til og med de sidste tre ord, som falder otte bind og tusindvis af sider længere fremme: dans le temps, »i tiden«.

Hør her, hvordan Venedig rumsterer i fortællerens bevidsthed et sted undervejs i værket, hvor han halvt viljesløst og svævende et sted mellem søvn og vågen husker fremad mod begærets by:

»Således så jeg senere, i Venedig, længe efter solnedgang, når det syntes at være blevet fuldstændig nat, takket være det usynlige ekko af en sidste sprogtone, der endeløst blev ved med at klinge ud over kanalerne som ved et optisk orgels usynlige pedal, paladsernes reflekser udrullet til evig tid i det sorteste fløjl på vandets grå skumring. En af mine drømme var en forening af dét, min fantasi ofte i vågen tilstand havde forsøgt at forestille sig, med et bestemt maritimt landskab og dets middelalderlige fortid. I søvnen så jeg en gotisk by midt i et hav med ubevægelige bølger som på et glasmaleri. En gren af havet delte byen i to; det grønne vand lå for mine fødder; ved den modsatte bred slikkede det op ad en orientalsk kirke og huse fra det 14. århundrede, så en bevægelse over imod dem var en rejse op imod tidens strøm«.

Rejsen op imod tidens strøm finder sin forklarelse på værkets sidste sider, hvor fortælleren er blevet en gammel mand, som er budt til fest i paladset hos adelsfamilien Guermantes.

Madeleinekager og klokketårne
Det er et maskebal, for alderen har jo udstyret alle de unge med grinagtigt gamle ansigter. Gamle Marcel snubler på sin vej gennem paladsets indergård, han er trist og ked af det:

»Men i dét øjeblik, jeg genvandt balancen og satte foden på en brosten, der lå lidt lavere end den foran, forsvandt al min modløshed og gav plads for samme lykke, som jeg i forskellige andre perioder af mit liv havde følt ved synet af træer, som jeg syntes at genkende på en køretur i omegnen af Balbec, ved synet af Martinvilles klokketårne, ved smagen af en madeleine dyppet i te, ved så mange andre sanseindtryk, som jeg har talt om, og som Vinteuils sidste værker havde forekommet mig at være en syntese af. Ligesom i det øjeblik, hvor jeg smagte madeleinekagen, forsvandt al bekymring om fremtiden, al intellektuel tvivl var væk«.

LÆS ANMELDELSEProust-oversættelse er fremragende

Læsere af ’På sporet efter den tabte tid’ vil vide, at såvel madeleinekagen som Martinvilles klokketårne og en bestemt lille frase af et af komponistens Vinteuils sidste værker er kodeord for den lykkebringende, ufrivillige erindring, som pludselig kan melde sig.

Vandrere i Venedig vil vide, at byens åbne pladser melder sig på samme måde, pludseligt og ufortjent. Sådan kan man vandre i Proust og læse i Venedig.