En mand med et kendt navn, stor folkelig charme og et næsten blankt politisk cv vinder til alles overraskelse præsidentvalget i USA. Vel installeret i Det Hvide Hus drejer den nyvalgte præsident straks landet skarpt mod højre. Dropper dets traditionelle allierede og begrænser i sikkerhedens hellige navn borgernes politiske og borgerlige rettigheder markant. Ses af mange som frontfigur for den ekstremt højreorientede vicepræsident. Ynder at fotograferes i og omkring jagerfly, gerne iført flyverjakke. Allegorisk budskab George W. Bush, siger De? Nej. Manden, jeg lige har beskrevet, er Charles A. Lindbergh. Den legendariske pilot, som i Philip Roths nye kontrafaktiske roman 'The Plot Against America' bliver valgt som præsident i 1940, dropper støtten til Storbritannien, hylder Hitler og Japan og begynder at forfølge USA's jøder. Alt sammen set og fortalt gennem den 7-9-årige Philip Roths øjne og stemme. Men tænkte De på George W. Bush, er De ikke alene. Stort set alle anmeldere af Roths bog har overvejet, om den i virkeligheden er en allegori over nutidens USA og dens kontroversielle præsident. Debatteret parallel Allerede inden bogen udkom i USA i begyndelsen af oktober, havde Roth ellers forsøgt at lægge just denne læsning af bogen død. I essayet ''The Story Behind 'The Plot Against America'', som blev trykt i New York Times' bogtillæg 19. september erkendte Philip Roth, at »nogle vil ønske at læse bogen som en nøgleroman om nutidens Amerika«. »Men«, fortsatte han straks efter, »det vil være en fejl«. Med bogen har han »ikke søgt at oplyse nutiden gennem fortiden, men at oplyse fortiden gennem fortiden«. Og at den fiktive politiker netop er stjernepiloten Charles A. Lindbergh - og parallellen til Texaspiloten George W. Bush derfor er nærliggende - er ifølge Roth en tilfældighed. Han læste i 2000, at nogle republikanere i 1940 ønskede, at den antisemitiske Lindbergh stillede op som præsident. »Det fik mig til at tænke, 'hvad hvis han havde stillet op'«, skriver han. Hvem læser hvad Men måske er Roth ikke den bedste dommer til at afgøre, hvad bogen egentlig handler om. I sin anmeldelse i New York Review of Books påpeger nobelprismodtageren og forfatterkollegaen C.W. Coetzee, at de »historier, vi skriver, nogle gange begynder at skrive sig selv, og så er spørgsmålet, om deres sandhed eller falskhed ude af vores (forfatternes, red.) hænder, og erklæringer om forfatterens hensigt uden betydning. Efter en bog er udgivet, er den læsernes ejendom, og hvis de bare får den mindste chance, vil de dreje dens betydning i retning af deres egne ideer og ønsker«. En pointe, som Roth selv er inde på i sit essay, hvor han bemærker, at selv om Franz Kafka ikke skrev sine noveller og romaner med henblik på det kommunistiske Østeuropa, afholdt det ikke dissidenterne fra at læse dem sådan. Helt så uskyldig mener New York Times anmelder Paul Berman næppe Roth er. Ganske vist er han enig med forfatteren i, at romanen ikke er en fabel over nutidens Amerika, men som han skriver »har Roth, da han skrev bogen, ladet blikket løbe hen over den nutidige politiske horisont, set hvad han har set, og derefter genarrangeret det i et kaleidoskop anno 1940«. Autentisk tragisk format Måske. Hvem ved? Som Coetzee skriver er det i sidste instans kun læserne, der kan afgøre, hvordan 'The Plot Against America' skal læses, og om den i det hele taget er værd at læse. Og hvad synes de, læserne eller rettere anmelderne så om Roths seksogtyvende bog? Godt er svaret, svingende fra glimrende til fremragende, efter de amerikanske anmelderes mening. Midt i feltet ligger Paul Berman, der i New York Times kalder bogen en »fremragende politisk roman om en hjemmegroet, amerikansk fascisme«. Lidt mere afdæmpet er Coetzee, der efter at have konstateret, at Roth er »en forfatter af autentisk tragisk format, som, når han er allerbedst, når Shakespearske højder«, vurderer, at 'The Plot Against America' efter Roths ualmindeligt høje standard ikke er noget større værk. Det mener derimod Gabriel Brownstein, der i den liberale New Yorker ugeavis Village Voice kalder bogen »den sørgeligste Roth har skrevet og den mest skræmmende«. Genistreg Nu er en ting naturligvis god omtale i en ultra-blå stat som New York (Jew York som anti-semitterne kalder den i bogen). Hvad synes anmelderne i de røde Bush-støtte stater? Også vældig godt viser det sig. I Rocky Mountain News kalder John Dicker bogen »den mest intense Roth har skrevet« og selv i St. Louis - byen der lagde navn til Lindbergs legendariske 'Spirit of St. Louis' og derfor kunne tænkes at se mindre velvilligt på en bog, der i den grad tilsviner et af Amerikas store ikoner - er man begejstret. »Philip Roth klarer en næsten umulig opgave, nemlig at være både tidløs og aktuel. Hvis der er et bedre kendetegn på fremragende fiktion, kender jeg det ikke« skriver St. Louis Post-Dispatchs yderst tilfredse anmelder Dale Singer. Retter man blikket mod vor egen side af Atlanten, er anmelderne i London også imponerede. I The Guardian kalder Blake Morrison slet og ret bogen en »genistreg« og tænker højt, om det ikke snart er ved at være på tide, at folkene i Stockholm gav Philip Roth hans nobelpris. Lidt mere nuanceret er The Independents Johann Hari, der kalder bogen »blændende, men ufuldkommen«. Skræmmende troværdig Det som irriterer Hari er Roths insisteren på at lade sit nutidige tilbageskuende fortællerjeg ødelægge spændingen ved hele tiden at minde læseren om, at det hele - uanset hvor sort det ser ud - ender godt, og at Lindbergh ender med at tabe. Men det er for Hari detaljer. »Selv Philip Roth med mangler er den mest spændende nulevende forfatter«, skriver han og råder læserne til at »læse bogen - men efter valget i USA«. Et råd hans danske kolleger for flertallets vedkommende så stort på. Kombinationen af Roths renommé, det dengang forestående præsidentvalg og debatten om bogens politiske over- eller undertoner var for stor en fristelse for de danske aviser, der for de flestes vedkommende anmeldte bogen med det samme. For Informations Tonny Vorm understregede romanen, at Roth er »en af tidens allerstørste og mest spændende litterære stemmer«, så stor faktisk, at Vorm også antydede, at en nobelpris måtte være på sin plads. Lidt mere lunken var Weekendavisens Bo Green Jensen, der, selv om han fandt bogen »skræmmende troværdig«, afrundede sin anmeldelse med at konstatere, at 'The Plot Against America' hverken var Roths »bedste eller hans værste«. Bogen tog ikke Jyllands-Postens Niels Lillelund »om hjertet«, fordi »barnets historie forsvinder i skyggen af den store historie om fascismens indtog i Amerika«. Den historie fik det ifølge Lillelund til gengæld til at »løbe koldt ned af ryggen af læseren«. Fascisme er skræmmende. Dengang som nu.