Odessa er en farverig, smuk og kosmopolitisk havne- og handelsby ved Sortehavet. Geografisk, historisk og psykologisk kan man kalde Odessa en sydlig pendant til den knap 100 år ældre Sankt Petersborg.

De er ikke vokset frem gennem århundreder, men begge grundlagt på en enevældig herskers bud – Peter I og Katarina II – i hhv. begyndelsen og slutningen af 1700-tallet. Begge har direkte adgang til havet, hvilket er en eksotisk sjældenhed i det enorme, landfaste Rusland.

Men hvor Petersborg er bygget på en sump, i Neva-flodens udløb i Østersøen, ligger Odessa midt imellem Dneprs og Dnestrs udløb, 50 meter over havet med en stejl skrænt ned til Sortehavet lige midt i byen. Her findes den trappe, barnevognen triller ned ad i den emblematiske scene i Sergej Eisensteins film ’Panserkrydseren Potemkin’.

Fra strømpebukser til atombomber
I årene 1817-59 var Odessa frihavn, hvilket satte fart i handel, velstand og kontrabande. I den varemangelplagede sovjettid var den base både for sortehavsflåden og for handel med udlandet. Sortbørsen blomstrede i Odessa.

Som en taxachauffør fortalte mig om byens marked på den tid: »Der kan man få alt fra strømpebukser til atombomber«. Det gælder nok stadig.

Trods sin relative ungdom er Odessa på en gang mættet med, tynget af og struttende af historie og deraf følgende stolthed og sårbarhed. Odessa har især før haft en meget blandet befolkning – og først og fremmest er Odessa en jødisk by.

Knejper, kræmmere og bordeller
Dens folklore, dens særlige humor, men også fattigdom, voldtægter, plattenslageri og frygtelige pogromer er rygraden i historien – og historierne – om Odessa. En havneby på godt og ondt, med masser af knejper, kræmmere og bordeller.

Men byens officielle og kommercielle bygninger – banker, børs, rådhus og især det store teater – opførtes i velstandsdagene sidst i 1800-tallet og giver byens centrum et meget europæisk udseende.

LÆS OGSÅBøgernes Venedig handler om at fare vild

Her møder vi en typisk repræsentant for byen lige før det 20. århundrede:

»Denne mand var en af dem, der var i færd med at gøre Odessa til et Marseille eller Napoli. I ham levede surdejen fra de gamle Odessa-købmænd. Han tilhørte en kreds af skeptiske og omgængelige levemænd. Borgmans far undgik helst at tale russisk, men betjente sig af Liverpool-kaptajnernes ramsaltede og afsnubbede sprog. Da vor by i april fik besøg af et italiensk operaselskab, gav Borgman en middag for truppen i sit hjem. Den korpulente bankier – den sidste af Odessas storkøbmænd – indlod sig på et to måneder langt kærlighedsforhold til den barmsvære primadonna. Hun rejste bort med minder, som ikke tyngede på samvittigheden, og et collier, som var valgt med smag og ikke havde været alt for dyrt«.

Det er Isaak Babel, der i sin barndomsfortælling ’I kælderen’ beskriver den storkøbmand og bankdirektør, hvis søn han bliver ven med på grund af deres fælles interesse for Spinoza. Men Babel-hjemmets fattigdom, skandaler og skøre slægtninge jager den unge Borgman væk.

Voldsom fascinationskraft
For russere og andre, der kender russisk litteratur, har Odessa en voldsom, sagnomspundet fascinationskraft.

Der er mange af de klassiske russiske forfattere, der har opholdt sig her, men den forfatter, der her skal repræsentere Odessa, er Isaak Babel, og den bog, der skal præsentere byen, er hans ’Fortællinger fra Odessa’, samlet i 1931.

En håndfuld af dem er oversat af Eigil Steffensen og udgivet i 1959 og 1980 på Vindrose sammen med ’Rytterarmeen’ og andre fortællinger.

Vidunderbørn
Isaak Babels biografi er både fantastisk og typisk for hans generation og hans afstamning. Han blev født i Odessa i 1894. I fortællingen ’Opvågnen’ beskriver han sin barndoms musikundervisning:

»Vore fædre, der ikke så nogen udvej for selv at avancere, havde opfundet er lotteri, som de spillede i med deres små poder som indsats. Odessa var mere grebet af denne magi end nogen anden by, og faktisk har vores by i løbet af få årtier forsynet den store verdens koncertsale med en hel række vidunderbørn«.

I Babels tid var der blandt andre Yasha Haifetz, siden kom Emil Gilels, David Oistrakh og (den ikke jødiske) Svjatoslav Richter ...

»Så snart en dreng var fyldt fire eller fem år, tog moderen det lille, spædlemmede væsen med hen til hr. Zagurskij, som drev en hel fabrikation af vidunderbørn, lilleputjøder med kniplingskraver og laksko«.

Havet i Odessa
Men lille Isaaks talent lå et andet sted. »I denne sekt havde jeg intet at gøre. Selv en pusling blandt de andre puslinger sporede jeg en anden tilskyndelse i mine forfædres stemme«. Det var måske den, der gjorde ham til forfatter.

Men i første omgang smider han sin violin væk – hvilket udsætter ham for faderens fortvivlede, voldelige vrede – og lærer i stedet at svømme. Det altid nærværende, ofte lune og til tider kølende hav er for mange odessitter en mellemting mellem en afgud og et medlem af familien, men ikke for en lille jødedreng:

LÆS OGSÅSankt Petersborg ånder i litteraturen

»Bølgernes tunge slag mod molen fjernede mig stadig mere fra mit hjem med dets atmosfære af løg og jødisk skæbnetro«.

»Jeg skammede mig over at indrømme over for disse gyldenbrune rollinger, at jeg, skønt født i Odessa, ikke havde set havet før mit tiende år og nu i en alder af fjorten ikke kunne svømme. Hvor sent lærte jeg ikke de mest nødvendige ting! I min barndom, hvor jeg var lænket til Gemara (del af Talmud, red.), havde jeg levet som en skriftklog, og nu, da jeg var ved at blive voksen, begyndte jeg at klatre i træerne«.

Forhadte jøder
I en af Babels mest berømte fortællinger får vi på hans karakteristiske, overrumplende måde et glimt af de pogromer, der nærmest var dagligdag i det zaristiske Rusland og fortsatte under andre navne under Stalin – efter en kort glansperiode for jøder under Lenin, hvilket kun gjorde dem endnu mere forhadt blandt jævne russere, nu for at have været centrale i revolutionen.

I ’Historien om mit dueslag’ fortæller Babel om sit brændende ønske om at få et sådant, om hans fars betingelser for at tillade det, nemlig at han, trods den drakoniske adgangsbegrænsning for jøder, kommer ind på gymnasiet. Det lykkes ham ved umenneskeligt slid og udenadslære.

Hærgende horder
Fuglemarkedet er ved at lukke i al hast, da han kommer derhen – de hærgende horder nærmer sig – men han når at købe de så brændende attråede duer. Da han går hjem med dem i en pose, indhentes han af pogromen.

»Jeg lå på jorden, og den kvaste fugls indvolde flød udover min tinding. Derfra strømmede den ned over mine kinder, tilsølende og blindende mig på én gang. En blød duetarm gled hen over min pande, og jeg lukkede mit sidste, ikke tilklæbede øje for ikke at se den verden, der bredte sig ud foran mig. Denne verden var lille og forfærdelig«.

Da han når hjem, mødes drengen af dette syn: »Der var proppet to sandarter ind i bedstefar: den ene gennem en flænge i bukserne, den anden gennem munden. Bedstefar var jo død, men den ene af fiskene var levende endnu og slog med halen«.

Babel skildrer de plyndrende naboer, som om det er noget helt dagligdags, de foretager sig; den lidenskabsløse, intenst æstetiske og sanselige beskrivelse er hans særkende.

Arresteret of skudt
I 1920’erne emigrerede Babels første kone og barn til Paris og hans mor og søster til Bruxelles. Slægtninge i Vesten var en tikkende bombe under en sovjetborger. At han selv i Berlin havde en affære med en kvinde, der siden blev gift med Stalins næstkommanderende og chefbøddel, Jezjov, er en af de skæbnesvangre vitser, russisk historie er så rig på.

LÆS OGSÅSan Francisco har en aura af mord og mystik

Babel blev efter Jezjovs fald arresteret i maj 1939. Efter tortur ’tilstod’ han at have begået en af tidens absurde, opdigtede forbrydelser, her: at have udleveret statshemmeligheder om sovjetiske fly til den franske forfatter André Malraux.

Babel blev skudt af NKVD 27. januar 1940, ikke i 1941, som man troede frem til 1990’erne. Nogle dage efter blev teaterinstruktøren Mejerkhold og Stalins bøddel Jezjov lagt i samme grav som Babel.

Prototype på russiske mafiosi
Babel er mest kendt for det mærkelige, stærke, kondenserede værk ’Rytterarmeen’ om hans tid hos kosakkerne under borgerkrigen mellem ’de røde’ og ’de hvide’.

Her deltog den lille tætte kvindebedårer, »med briller på næsen og efterår i hjertet«, men med stærk fascination af fysisk råstyrke og hensynsløshed, sammen med kosakkerne i den røde rytterarmes blodige togter – under russisk dæknavn.

I sine fortællinger fra Odessa præsenterer han barndomsbyens brogede persongalleri af først og fremmest farverige, fattige og ofte forbryderiske jøder med højtflyvende drømme. Men som der flyder blod i ’Rytterarmeen’, flyder der også blod i Odessa-fortællingerne.

Blandt andet udgydt af gangsteren Benja Krik: pengeafpresser, kvægtyv, ildspåsætter og prototype på russiske mafiosi. Som sådan indgår han i russernes fælles folkelige litterære fond.