Der var ikke mange mennesker, der på nært hold med egne øjne så, hvordan den nazistiske dødsmaskine hvert døgn i årevis formåede systematisk at dræbe, brænde og tilintetgøre tusindvis af mennesker i Auschwitz’ gaskamre og krematorier.

Endnu færre overlevede og kunne fortælle, hvad de så.

Sonderkommando – specialkommandoen – var det grusomme navn, nazisterne gav de jødiske koncentrationslejrfanger, der, 300-500 ad gangen, arbejdede i krematorierne.

LÆS OGSÅ »Auschwitz er en del af vores selvforståelse«

Opgaverne var mange og præcist definerede:

De skulle overvåge, at der var ro og orden i de kæmpestore afklædningsrum. De skulle sørge for, at tusindvis af nøgne mennesker uden vrøvl gik ind i de brusebadslignende gaskamre.

De skulle filtrere de endnu varme lig fra hinanden, akkompagneret af gurgle- og klukkelyde fra kropsvæsker, der sivede ud på det grå betongulv.

»Masseudryddelsens ynkelige arbejdsmænd«
De skulle bære ligene ind i godselevatoren og trykke dem op fra gaskammeret under jorden til krematorieovnene på første sal. De skulle afsøge ligenes munde for guldplomber og fjerne deres finger- og ørenringe.

De lærte efterhånden, at ilden tog bedre fat, og ligene brændte jævnest og bedst, hvis man lagde en mand, en kvinde og et barn sammen ind i den åbne ovn.

De måtte vænne sig til, at varmen i ovnen fik ligene til at bevæge arme og ben, som var de stadig levende.

De skulle spule og rense omklædning og gaskamre, så den næste gruppe uskyldige mennesker, der kort forinden var tumlet ud af de tætpakkede godstransporter, hvor de ofte i dage og nætter havde stået tætpakket som sardiner, ikke skulle fatte mistanke om, hvad mange af dem intuitivt forstod, at de var på vej i døden.

De blev på grund af nazisternes frygt for, at nogen, der bevidnede alt dette, skulle overleve, alle selv sendt i døden. Og nye fanger sat i deres sted.

Ved krigens afslutning var der omkring 100 tilbage af disse »masseudryddelsens ynkelige arbejdsmænd«, som den italienske forfatter, tidligere Auschwitzfange Primo Levi kaldte medlemmerne af Sonderkommando.

Øjenvidner fortæller
I dag udkommer bogen ’Vi græd uden tårer’ af den israelske historiker Gideon Greif. Bogen er blevet til på baggrund af Greifs banebrydende indsamling af vidnesbyrd fra tidligere medlemmer af Sonderkommando.

Inden han begyndte sin systematiske dokumentation i 1986, havde stort set ingen historikere beskæftiget sig med denne ofte udskældte gruppe holocaustoverlevende og de frygtelige erindringer, de har måttet leve med.

Da han begyndte sit projekt, var 36 tidligere Sonderkommandofanger i live. I dag lever kun 9.

Endlösungs vidner
»Det var helt tilfældigt, at jeg kom i forbindelse med og fik mulighed for at interviewe et tidligere medlem af Sonderkommando, Josef Sackar, her i Israel. Da jeg sad over for ham, og det gik op for mig, at han stadig havde kontakt med andre fra dengang, besluttede jeg, at jeg måtte dokumentere disse mennesker: Dem, der så alt, dem, der bevidnede Endlösung – nazisternes folkemord på Europas jøder«, fortæller Gideon Greif. Lige siden har han viet sit liv til disse mennesker og deres erindringer.

Bogen udkom først på tysk i 1995 og er siden blevet solgt i over 100.000 eksemplarer. Bogens kerne er otte personinterview, der fremstår som direkte afskrifter af et ekstrakt af Greifs timelange nænsomme, men dybdegående interview.

Djævelske forbrydelser
Primo Levi var en af de få, der skrev om holocaust i de første mange årtier efter krigens afslutning, der forstod, hvilket barbari der fra nazistisk side lå i at tvinge jødiske fanger til at være med til at dræbe deres trosfæller.

Det var, skrev Levi, »en af nationalsocialismens mest djævelske forbrydelser«.

LÆS OGSÅDengang holocaust blev hvermandseje

Mange holocaustoverlevende fordømte medlemmerne af Sonderkommando som nazisternes håndlangere. Den tyskjødiske filosof Hanna Arendt bar ved til denne opfattelse.

Hun dømte i sin bog ’Eichmann i Jerusalem’, om retssagen imod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1963, medlemmerne af Sonderkommando som »medskyldige i folkedrab«.

Nuanceret billede
Gideon Greifs bog afslører et langt mere nuanceret billede.

»Uanset at der i interviewene ikke bliver lagt skjul på, at nogle af medlemmerne af Sonderkommando »holdt op med at være mennesker« og var brutale over for dem, der var på vej i døden, er der ikke et eneste eksempel på, at medlemmer af Sonderkommando selv har dræbt nogen. Det var tyskerne, der dræbte det jødiske folk«, understreger Gideon Greif.

I bogen bringes ud over interviewene med de overlevende lange passager af optegnelser, der blev gjort ’real time’ af medlemmer af Sonderkommando, der dokumenterede, hvad de oplevede, for eftertiden.

De skrev om natten, fortæller en af dem Greif, og begravede deres dagbogslignende optegnelser i flasker og dåser i jorden rundt om krematorierne.

Gribende beskrivelser
Langtfra alt er fundet, men blandt teksterne gengivet i bogen er der gribende beskrivelser af situationens galskab:

»I samme øjeblik de har taget tøjet af og står nøgne som fra moders liv, vil de miste deres sidste holdepunkt, give slip på den sidste flig, deres liv klamrer sig til ... Lad dem stå der endnu et øjeblik i deres rustning, i livets kåbe ... Med skælvende hænder slår vore brødre boltene fra og åbner dørene til de to gravkamre. En bølge af grufuld død slår os i møde og fylder os med dyb smerte. Vi står naglet til stedet ... De tusinder og atter tusinder sitrende, syngende, sprudlende liv ligger strakt til jorden allerede hyllet i dødens kulde ... hvor længe bliver vi ved med at høre de sidste ekkoer af deres ord, mærke deres stirrende, tåreblanke blikke på os?«.

En skriver til dem, der i fremtiden måske vil tro, at Europas jøder er blevet dræbt af en naturkatastrofe: »I vil nægte at tro, at en så frygtelig ødelæggelse blev foranstaltet af mennesker, selv om de havde forvandlet sig til rovdyr«.