Adgangen til kongehusets bonede gulve er et tveægget sværd. Den giver enestående kilder, men rejser også det spørgsmål om troværdighed, der er eksklusivitetens følgesvend.

Når man som forfatter får en unik mulighed, tager man imod den. Sådan er det. Kunsten er at bruge den uden at miste anseelse; uden at fremstå som en ukritisk mikrofonholder.

Hoffet har altid en dagsorden og giver ingen adgang alene pga. vedkommendes faglige baggrund, personlige stil eller bekendtskabskreds.

Et tveægget sværd
Det dilemma har den danskfranske journalist og forfatter Stéphanie Surrugue stået i, mens prinsgemalens familie, hans venner, medarbejdere og samarbejdspartnere med hidtil uset åbenhjertighed har fortalt hende deres personlige historie om ’Mon cheri’, ’Grand-Papa’, ’Henri’, ’Prinsen’ eller ’PH’. Kært barn har mange navne.

LÆS ARTIKEL Prins Henrik sammenligner sig med grevinde Danner

Samtalerne er sammen med mange timers interview med hovedpersonen selv biografiens egentlige grundlag og omdrejningspunkt.

Lad det være sagt med det samme: ’Madame Surrugue’ håndterer det tveæggede sværd bedre end de fleste.

Charmerende og interessant
Det journalistiske håndværk er solidt. Hun formår at holde sine interviewpersoner ud i strakt arm, og som læser er man aldrig i tvivl om, hvor hun står. Nuvel! Hun er positivt stemt over for ’Monseigneur’.

Han er utvivlsomt både charmerende og interessant, og man kan ikke undgå at blive påvirket af situationen, når man bl.a. interviewer dronning Margrethe, prins Joachim og kronprins Frederik under fire øjne.

Surrugue evner imidlertid at komme hele vejen rundt om det menneske, der er genstand for biografien. Det er såvel prisværdigt som modigt.

Vedholdende rygter
Når prinsgemalen nu engang er omgærdet af vedholdende rygter om homoseksualitet, hustruvold og børnemishandling, er disse vanskelige, men nødvendige emner, den seriøse biograf må behandle.

LÆS ARTIKELPrins Henrik: Jeg kender de ekstreme rygter

Det gør Surrugue forbilledligt, hvilket må siges at være det afgørende nye i et værk, der ellers ligger i naturlig forlængelse af prinsgemalens autobiografi ’Skæbne forpligter’ fra 1996.

Resultatet er en troværdig, tankevækkende og gennemarbejdet bog, hvor kun illustrationssiden halter en smule – de kongelige privatfotos til trods.

Misundelsesværdig pen
Biografiens absolutte styrker er Surrugues evner som interviewer og hendes fortællestil. Hun får det bedste frem i prinsgemalen og hans omgangskreds, og hun har en misundelsesværdig pen.

Hun forstår desuden at skrue et plot sammen, der gør fortællingen både nærværende og delvis uangribelig.

Forfatteren foretager et litterært kunstgreb ved at gøre prinsgemalens historie til sin egen ved at sammenstille hans liv med sin franske fars indvandrerhistorie og ved at indlede og afslutte biografien med den aldrende og svækkede prinsgemals refleksioner over døden.

Sidste eftermæle
Han ved, at livet snart kan være forbi. Mon ikke han har tænkt, at biografien er hans sidste chance for selv at påvirke sit eftermæle?

Mon ikke de værste kritikere giver ham en chance til af netop samme grund? Mon ikke forfatteren har tænkt det samme?

LÆS ARTIKELPrins Henrik: Stor fejl at jeg ikke lærte dansk

Om ikke andet har Monseigneur Henris usædvanlige åbenhed givet Madame Surrugue mulighed for at tegne et nuanceret, sobert og hjerteligt portræt af den franske karrierediplomat, sårbare boheme, intellektuelle filosof, talentfulde multikunstner og kompromisløse gastronom, der i juni 1967 giftede sig med Danmarks tronfølger og i tilgift fik rødgrød med fløde, leverpostej, håndbajere, Maren i Kæret, jantelov og en til tider forudindtaget og useriøs presse; kort sagt alt det, den danskfranske journalist, den franskdanske prinsgemal og deres respektive familier åbenbart har måttet kæmpe med i årenes løb.

Hviler i sig selv
Det kan altid diskuteres, om prinsgemalen ofte er blevet misforstået, eller om han har misforstået sin rolle og en række afgørende kulturelle strømninger i det folkehav, hvis opbakning kongehuset er afhængigt af.

En ting slår biografien dog fast: Hans Kongelige Højhed har nået en alder, hvor han hviler i sig selv og står ved sine holdninger. Han indrømmer, at han har begået fejl, og at disse har haft negative følgevirkninger.

Han behøver ikke, men vil gerne være elsket af enhver. I Stéphanie Surrugues biografi rækker han derfor hånden frem til forsoning. Sådan er hans natur.

Spørgsmålet er, om kritikerne tager imod den? Bogen kan varmt anbefales til dem, der tøver.