Højrøstede kritikere kan man true til tavshed.

Mennesker kan man slå ihjel. Men bøger er man nødt til at brænde.

Og når den amerikanske præst fra Florida Terry Jones og hans undseelige følge på 50 rettroende har formået at få alle fra præsident Obama over USA’s forsvarsminister, FN’s generalsekretær og til den danske Nato-generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, til at give hals ved at true med at brænde et par hundrede eksemplarer af muslimernes hellige bog, Koranen, af i dag på årsdagen for terrorangrebet 11. september 2001, er det langtfra, fordi ideen er så ny og banebrydende, at den automatisk giver ekko kloden over.

LÆS OGSÅ Bogafbrænding udløser international terroralarm

Historisk set har bogafbrænding nærmest været en folkesport for diktatorer af forskellig observans. Lige så længe, bøger har kunnet læses, har de kunnet brændes. Og er blevet det.

Ikke mindst de religiøse af slagsen. Nogle gange som en særlig hån mod dem, der tillagde det skrevne en særlig sandhedsværdi. Andre gange i et forsøg på at udrydde de tanker, der blev udtrykt. Og ofte begge dele.

På råd fra sin minister beordrede den kinesiske kejser Qin Shi i år 213 før vor tidsregning alle filosofiske og historiske bøger andetstedsfra end riget Qin brændt.

Senere kastede man også et større antal intellektuelle, som heller ikke passede kejseren, i flammerne. Og det er bare det første af 86 eksempler på bogbrænding, man kan finde i den engelske version af opslagsværket Wikipedia på internettet.

Gudernes eksistens
I det gamle Grækenland udstødte borgere i Athen filosoffen Protagoras, og bystyret forlangte alle eksemplarer af hans bog ’Om guderne’ indsamlet og brændt, fordi han i bogen havde sået tvivl om gudernes eksistens med sætningen:

»Om guderne ved jeg ikke, om de eksisterer eller ej, eller hvilken skikkelse de har; mange ting hindrer sikker viden: sagens dunkelhed og menneskelivets korthed«.

Den slags tvivl kan man selvfølgelig ikke have stående på tryk, når andre nu ved, at guderne findes.

Når lige bogafbrænding gennem historien har vakt en særlig opmærksomhed, skyldes det givet også den betragtning, den tyske digter Heinrich Heine fremsatte i skuespillet ’Almansor’ i 1821:

»Hvor man brænder bøger, ender man også med at brænde mennesker«.

Heine refererede til afbrændingerne af Koranen under den spanske inkvisition, hvor der som bekendt også røg en del kættere på bålene. Men hans beskrivelse kom også til at passe i fremtiden.

Hans egne bøger endte således senere på bålet sammen med bl.a. Bertolt Brechts og Thomas Manns, nemlig det bål, nazisterne tændte på Opernplatz i Berlin ved midnat 10. maj 1933 for at skaffe sig af med jødisk og antinazistisk litteratur, efter at propagandaminister Joseph Goebbels havde opildnet de fremmødte ved bl.a. at sige, at de gjorde bedst i »at betro det nedbrydende fra fortiden til flammerne«.

Sataniske flammer
Der er nu ikke mange af historiens religiøse eller politiske bevægelser, der kan sige sig fri for selv at have forsøgt at skyde genvej til herredømmet ved at brænde modstandernes skrifter af.

Den tredje kalif efter profeten Muhammed, som skal have overvåget samlingen af Koranens vers, menes således at have beordret ødelæggelsen af enhver anden tekst med vers fra Koranen, så den endelige samling ikke kunne drages i tvivl.

Og også den kristne kirke har haft let ved tændstikkerne.

I år 367 efter vor tidsregning udstedte biskoppen af Alexandria en ordre til de egyptiske munke om at ødelægge alle andre skrifter end dem, han udtrykkeligt beskrev som acceptable.

Ligesom man ikke i det nyligt erobrede Latinamerika kunne have mayaindianernes hellige bøger stående, hvorfor biskoppen af Yucacan i 1526 beordrede et større antal bøger destrueret.

I middelalderen brændte kirken i Europa flittigt kætterske skrifter. Og da Martin Luther oversatte Bibelen, beordrede paven også den oversættelse brændt. Og sådan er man også gået til værks under kommunistforskrækkelsen i USA, i Stalins Sovjet og Maos Kina.

Bogbrænding i gaderne
Fra nyere tid vil nogle huske Salman Rushdies roman ’De sataniske vers’, der udkom i 1988, og året efter fik den iranske ayatollah Khomeini til at nedkalde en fatwa over forfatteren.

Men inden da havde tusindvis af fortørnede britiske muslimer udtrykt deres vrede over bogen ved tænde bål i Bolton og Bradford for at afbrænde eksemplarer af romanen i læssevis.

LÆS ARTIKEL Kirke: Koranafbrænding er helt droppet

Med romanen ’Fahrenheit 451’ – angiveligt den temperatur, hvor papir selvantænder – skrev Ray Bradbury i 1953 bogbrænding som politisk værktøj ind i den nyere litteratur.

Han gav fænomenet folkelig berømmelse med sin fremtidsfortælling om en verden, hvor selvstændig tankegang blev betragtet som en trussel mod staten, og brandvæsenet derfor i stedet for at slukke ildebrande kørte ud til illegale biblioteker og satte ild til disse indbundne trusler, mens dissidenter gemte sig i skoven og memorerede hele bøger for at den indsigt og skønhed, der lå i dem, ikke skulle gå tabt i ilden.