Man siger, at man bor i New York. I København, Århus eller Torino. Men egentlig er det en sandhed med modifikationer, at vi bor i den samme by som naboen.

Det er det samme net af gader, enhver københavner lægger sine daglige ruter igennem, og det samme udbud af butikker og forlystelser, de stykker deres personlige indkøbs- og fornøjelsesture sammen ud fra. Men byen ser man alligevel aldrig i sin helhed. Kun i små personlige udsnit.

Og ét mere end noget andet: udsigten fra sit vindue. Og i den forstand er der ikke noget sandere billede af en by end det, dens indbyggere kan iagttage ud ad deres vinduer.

Valgt pga. udsigten
Det var den mosaik af udsigter, arkitekten og tegneren Matteo Pericoli ville indfange i sit projekt ’The City Out My Window’, hvor han besøgte en lang række prominente indbyggere i New York for at fastholde, hvad de hver især ser, når de kigger ud på den by, de kalder New York.

Nogle sagde nej. Så privat kan en udsigt åbenbart også være.

Fotograf.  Annie Leibowitz: »Da jeg flyttede ind i mit hus i Greenwich Village, troede jeg ikke, at jeg ville have nogen udsigt her fra stueetagen. Men så lagde jeg mærke til, at på et bestemt tidspunkt af dagen kan man se en skygge på murstensvæggen ude i gården: Skyggen af et stort morbærfigentræ. En udsigt, jeg med andre ord låner. Meget newyorkeragtigt...«. Men blandt de 63, der sagde ja, er forfatteren Tom Wolfe, sangeren David Byrne, komikeren Stephen Colbert og arkitekten Daniel Libeskind. Resultatet – 63 sirligt udførte tegninger af udsigter ledsaget af små citater af beboernes forhold til udsigten – er nu samlet i bogen ’The City Out My Window – 63 Views on New York’.

Komikeren og tv-værten Stephen Colbert bl.a. kendt som rablende reporter fra Jon Stewarts ’The Daily Show’ stirrer ud på en knejsende »telekommunikationsskyskraber, hvis spids myldrer med mikrobølgesendere«, og tænker mest på kræft, sagde han til tegneren.

LÆS OGSÅWashington er klar til tv-stjerners fornuftige Woodstock

Forfatteren Tom Wolfe valgte sin lejlighed udelukkende på grund af udsigten. »Jeg har stadig væk ikke rigtig set lejligheden, kun hvad der ligger uden for den«.

Og den russiskfødte danser, koreograf og skuespiller Mikhail Baryshnikovs vindue er fyldt ud af en fornem gammel newyorkerbygning. En af New Yorks smukkeste, mener han. »Men den ser bedre ud om aftenen«, sagde han. »Ligesom en kvinde«.

Små stykker New York
Møblerne kan være nok så flotte, boligen nok så stor, men mere end noget andet er det hullerne i murene, der præger et hjem. Og dem, der bebor det.

Udsigten er alt. Eller som Matteo Pericoli selv siger: Udsigten fra ens vindue er et af de træk ved vore hjem, som vi har mindst mulighed for selv at ændre på, men samtidig måske det træk, der påvirker os dybest hver dag.

Matteo Pericoli er uddannet arkitekt, og det var som arkitekt, at han i 1995 flyttede til New York, hvor det slog ham, hvor sært uinteresserede indbyggerne var i deres egen by. Få tager sejlturen rundt om Manhattan for at se deres by udefra. I stedet ser de små stykker af byen gennem deres vinduer.

Og fordi der er millioner af vinduer, er der også millioner af små udgaver af New York.

For Matteo Pericoli er det et evigt mysterium, hvordan en by egentlig fungerer.

»Byer er vores opfindelser. Alt hvad du ser gennem et vindue i en by, er lavet af mennesker. Det er et landskab, som for få hundrede år siden ikke eksisterede«, siger tegneren, der aldrig har følt tilnærmelsesvis den samme tilknytning til et sted, som han følte til New York.

Byen var en overraskelse.

»Før da tænkte jeg, at en by bare er en samling af bygninger. Ting sat sammen i stor tæthed. Og at landet er smukkere. Men da jeg flyttede til New York, gik det op for mig, at helheden er meget mere end summen af de enkelte elementer«.

Indfødt fra første dag
New York er en anderledes by. For på Manhattan er man aldrig en udlænding, forklarer han.

I europæiske byer er man nødt til at kende visse gader og bygningers historie og lade sig indlemme i visse kredse for at føle sig hjemme. I New York er man, hvem man er. Fra første dag en indfødt. Fordi så mange af de andre heller ikke er det.

LÆS KRONIKForelsket i New York

Balletdanser.  Mikhail Baryshnikov: »Det er en af New Yorks smukkeste bygninger. Men den ser bedre ud om aftenen ... ligesom en kvinde«.Og på sin syv kilometer lange cykeltur til og fra arbejde i New York gav han sig til at overveje muligheden af at tegne New Yorks skyline i sin helhed.

Det tog ham to år. Resultatet var to 11 meter lange ruller af Manhattans østlige og vestlige side, som blev komprimeret ned i en knap syv meter lang foldebog med titlen ’Manhattan Unfurled’.

»Når man bor i New York, ser man aldrig hele Manhattans skyline. Alle elementerne i min tegning er virkelige og befinder sig, hvor de skal være. Men perspektivet optræder aldrig i virkeligheden. Så for mig er tegning den visuelle kunstart, der kommer tættest på at skrive. Fordi man er nødt til at rekonstruere ting og sætte dem sammen«, siger han.

Det var tidligt i september 2001, at tegneren selv modtog det første eksemplar af sin gengivelse af New York i profil. To dage senere forsvandt World Trade Centers to karakteristiske tårne fra virkelighedens forlæg. Og tegningen var allerede historie.

Millioner forskellige udsigter
’Manhattan Unfurled’ vakte så stor opmærksomhed og begejstring, at Pericoli snart kunne hellige sig sin kunst.

Men der var noget ved det store panoramabillede, der ramte forbi det mål, han sigtede på, opdagede han, da han selv skulle flytte fra sit studie og den tanke slog ham, at hvis han skulle tage sine vigtigste minder med fra det gamle, måtte han også tage vinduet med. Og udsigten.

»I New York opholder man sig for det meste indendørs i lejligheder, og ud ad dem ser man på en by, der er meget selvoptaget. Man oplever altså et sted, som er meget energisk og interessant, men gennem et hul, som giver dig et bestemt perspektiv af dette sted. Og det perspektiv begynder du langsomt at synes er dit«, forklarer han.

I den forstand er New York ikke sin skyline, men snarere de millioner af forskellige udsigter, byen opleves som af sine indbyggere.

»I dag synes jeg, at udsigten fra et vindue på landet er mindre interessant, fordi du også kan se alt, hvad du ser ud ad vinduet, hvis du træder ud af huset, mens en udsigt fra femte sal kun kan ses netop derfra. Den by, du ser, kan du kun se derfra. Og det er den personlige by. Den mest intime by, der kan findes. Når du går ned ad gaden og kigger op på vinduerne, har du ingen mulighed for at forestille dig, hvordan udsigten er deroppefra«.

Nødt til at vende ryggen til
På sin vis er steder ikke virkelige, forklarer Matteo Pericoli.

Et sted er, hvad hver enkelt af os oplever, når vi møder det. Derfor begyndte Matteo Pericoli forfra. Kontaktede nogle af byens betydeligste koryfæer og bad dem åbne døren for ham, så han kunne forevige deres udsigt. Og det viste sig at være et sandere forsøg på at portrættere New York, mener han.

Meget få mennesker er ligeglade med deres udsigt, opdagede han hurtigt.

»Det var næsten aldrig sådan, at folk ikke var opmærksomme på deres udsigt eller havde en mening om den. Men variationen spændte fra folk, der vidste, præcis hvad jeg var ude efter, og nærmest havde notater klar at tale ud fra, og som brugte en stor del af deres liv på at se ud ad deres vinduer. Og på den anden side til folk, som var overvældede af deres udsigt – æstetisk eller af lyset – og var nødt til at vende ryggen til den for at kunne koncentrere sig om at arbejde«.

Nogle viste ham ligefrem deres udsigt, som var det et maleri på væggen. En del af lejligheden. Ikke et brudstykke af verden udenfor. »Og så er udsigten virkelig blevet et objekt i sig selv«, som Matteo Pericoli siger.

Steve Martins eventyr
Blandt dem, han besøgte, var komikeren og skuespilleren Steve Martin, hvis udsigt over Central Park imidlertid forekom tegneren »så ikonisk, så eventyragtig«, at han undlod at medtage den i sin bog.

For der var ingen overraskelser. Og de er en vigtig bestanddel i oplevelsen af en by som New York.

TV-komiker.  Stephen Colbert: »Fordi min lejlighed ligger lige over for en vinduesløs telekommunikations-skyskraber, hvis spids myldrer med mikrobølgesendere, så får min udsigt mig mest til at tænke på... cancer. Så jeg forsøger faktisk at lade være med at tænke på den. Overhovedet«.»Når man konstant bliver overrasket og rystet af et sted, en organisme eller en person, som jeg blev af New York, bliver man holdt i live, og ens hjerne og nysgerrighed begynder at arbejde«.

At tegne en udsigt er imidlertid ikke nogen simpel opgave, der lige så godt kunne være løst med et klik på et kamera.

Og de fleste, der fotograferer en udsigt, begår da også en helt elementær fejl, mener Matteo Pericoli. De glemmer vinduesrammen.

»Og så er det ikke udsigten, de fotograferer. For så kender du ikke filteret. I et fotografi kan man aldrig fokusere på det, man faktisk ser som person. For du er nødt til at anbringe kameraet et sted, men det giver dig kun ét udsigtspunkt, mens jeg før en tegning tager mindst 30-40 fotografier, fordi udsigten afhænger af, hvor personen plejer at sidde eller stå. En vinduestegning er ikke arkitektonisk korrekt som min tegning af Manhattans skyline. Alligevel er de mere præcise. For det er ikke byen, jeg ville tegne. Men udsigten«.

Torinos tegl
I dag er det ikke New York, Matteo Pericoli ser fra sit vindue. Men Torino, hvor han skuer ud over de gamle tegltage.

»Jeg tror, jeg ser på byen som et hele. Der er også en tendens i en by til at følge nogle uskrevne regler for, hvordan vi lever side om side og oven på hinanden, men lader, som om de andre ikke eksisterer, og som om vi ikke selv eksisterer i de andres øjne og udsigt«, siger tegneren, der nu er i gang med to nye projekter.

Forfatter.  Tom Wolfe: »Den dag i dag har jeg stadig ikke rigtig set lejligheden – kun hvad der ligger uden for den«.Det ene med titlen ’London Unfurled’, som skal munde ud i to 12 meter lange tegninger af nord- og sydsiden af Themsen i London. Et portræt, kan man sige, af, hvordan floden både samler og deler byen.

Den første tegning er færdig. Den anden – af nordsiden – ligger ligesom 6.300 fotografier, der inden de olympiske lege i London 2012 skal omsættes i streger.

Forfatternes huller
Det andet projekt er en fortsættelse af ’The City Out My Window’. Denne gang er det bare udsigter fra hele verden, han vil tegne. Men hver gang fra en forfatters arbejdsværelse.

»Jeg har bemærket, at forfattere er tilbøjelige til at have en meget instinktiv tilgang til deres udsigt. Måske fordi man nogle gange bruger sin udsigt i korte øjeblikke under sin skrivning, i ubevidste pauser, hvor man afventer inspiration. Man ser ud, ikke for at se på noget bestemt. Det er nærmest som at blinke. For hjernen. Og her kan jeg også bruge vinduerne som en tidsmaskine. Fordi de har været der i mange år. Så jeg kan tegne udsigter, afdøde forfattere har haft«, siger han.

»Hullerne i murene er der jo stadig«.