Da Hanne Bech Hansen gik på pension i juni i fjor, tog hun hjem og fejrede sin 70-års fødselsdag i sit sommerhus på Fyn. Da gæsterne var gået, ryddede hun op. Og bagefter sov hun i tre uger.

»Så var jeg lysvågen. Og så gik jeg i gang med at skrive«, fortæller hun.

Og det blev hun ved med i tre måneder. Så havde hun sit første bud på kriminalromanen ’Lasten’ klar.

»Jeg indrettede et lille arbejdsværelse i mit sommerhus, og så sad jeg der og skrev og kiggede ud i et træ. Og det var altid sådan, jeg havde forestillet mig, at det skulle være. Jeg har haft et virkelig travlt arbejdsliv, hvor adrenalinen har kørt rundt i blodet, men der faldt en total ro over mig i de måneder«.

Vicepolitikommissær med indvandrerbaggrund
Efter en karriere som chef for PET, statsadvokat og siden politidirektør i København har Hanne Bech Hansen som pensionist fået mulighed for at beskæftige sig med noget lidt mindre rektangulært.

»Jeg har haft lyst til at skrive i mange år, men for det første har jeg ikke haft tid. Og hvis jeg gav mig til at skrive en krimi som politidirektør, og der så skete et eller andet voldsomt, så var der nok mange, der ville have tænkt: Skulle hun ikke hellere have passet sit arbejde end at sidde og skrive fiktion? Men pludselig havde jeg tiden, friheden og muligheden«.

LÆS ARTIKELPolitidirektør vil skrive krimier

’Lasten’ har den nyudnævnte vicepolitikommissær med indvandrerbaggrund Malika Asmina Els som sin hovedperson.

Da en ældre dame fra Hellerup bliver vidne til et drab på en advokat i et butikscenter i Tuborg Havn, kommer det til at koste hende livet. Malika Asmina Els sættes på sagen, og mordene viser sig at udspringe af en sag om international kriminalitet.

»Det blev noget af et massemord«
Da Hanne Bech Hansen havde skrevet på bogen i tre måneder for lukkede døre, sendte hun sit manuskript til Lindhardt & Ringhof – og blev få dage senere ringet op af direktør Anette Wad, der både roste og kritiserede manuskriptet.

»Og det var jeg dybt taknemmelig for. Ellers har jeg i grunden aldrig været særlig god til at modtage kritik. Jeg har bidt det i mig og ladet som ingenting, men det har altid irriteret mig. Men ikke denne gang. For her var noget, jeg ikke havde forstand på, og det havde hun«.

»Jeg havde en tendens til at skrive en hel masse mennesker ind i bogen, som ikke havde noget at gøre der. Det løb lidt af med mig, fordi jeg bare syntes, det var så sjovt at sidde og finde på, fordi jeg i hele mit arbejdsliv har skullet holde mig til de kolde facts. Så der lærte jeg princippet kill your darlings at kende. Og det blev noget af et massemord«.

Første bind i trilogi
Bogen foregår i foråret 2009, hvor bandekrigen og politiets kamp om ressourcerne raser. Men Hanne Bech Hansen benytter nu ikke lejligheden til at lange ud efter sin gamle arbejdsplads.

»Det eneste ærinde, jeg er ude i, er at forsøge at lokke nogle kvinder med indvandrerbaggrund ind i politiet. For det er utrolig vigtigt, at alle borgere kan spejle sig i politistyrken. Mange mennesker med indvandrerbaggrund kommer fra lande, hvor politiet er korrupt og bestikkeligt. Og det er også det, der er med til at skabe konflikter mellem politiet og andengenerationsindvandrere«, siger Hanne Bech Hansen.

’Lasten’ er første bind i en planlagt trilogi, hvor hun i rækkefølge tager fat på de tre hovedmotiver for at begå en forbrydelse – nemlig begær, hævn og misundelse eller jalousi. Og faktisk har hun allerede skrevet sig halvt i gennem bog nummer to, der handler om en »særlig avanceret og raffineret form for terrorisme«.

Med to fingre
Det været en udfordring i mere end én forstand at skrive en bog på knap 300 sider. For Hanne Bech Hansen har altid tidligere overladt det til sine sekretærer at skrive for sig.

»Så jeg kunne ikke tekstbehandling og skrev kun med to fingre. Men jeg havde læst om en, der var lam og kun kunne blinke med det ene øje, og som alligevel havde skrevet en bog. Og tænkte, at så kunne jeg vel også med mine to fingre«.

I de første mange måneder blev processen yderligere besværliggjort af, at den tidligere politidirektør ikke kunne finde ud af at flytte rundt på teksten.

»Så når jeg skulle flytte et afsnit, var jeg nødt til at skrive det ud i hånden, skrive det ind der, hvor det nu skulle stå, og så gå ned og slette det det oprindelige sted. Sådan skrev jeg faktisk i mange måneder. Men så mødte jeg heldigvis min gamle sekretær, som var så sød at lære mig det. Det tog 30 sekunder«, siger hun og griner.

Skrevet i et meget mørkt sommerhus
Hanne Bech Hansen har valgt at lade bøgerne tage udgangspunkt i sager eller temaer, der har gjort særligt indtryk på hende i løbet af hendes arbejdsliv. Præcist hvilket tema, der er tale om i debuten, er det svært at fortælle uden at afsløre for meget.

Men i fokus er et lastvognstog med en ganske særlig last, der krydser rundt på motorvejene i Europa. Men om vognen er ladet med narko, våben, dyr, perler, mennesker eller noget helt syvende, skal vi lade være usagt.

Krimien har Hanne Bech Hansens siddet og skrevet mutters alene i sit sommerhus på Fyn, hvor der kan blive rigtig mørkt og rigtig stille om aftenen. Men det er ikke noget, der kan give den tidligere politidirektør adrenalinsus eller gelé i benene.

LÆS OGSÅKøbenhavns Politi får ny chef

»Jeg tror simpelt hen, at jeg mangler det gen, der gør, at man er bange«, som hun siger.

»NU skal de få kanel«
Og da hun en sen nattetime hørte skridt på sin træterrasse, gik hun ud på badeværelset og hentede en flaske hårlak, åbnede døren til haven og håbede, at den uinviterede gæst ville tro, det var tåregas.

»Men jeg var ikke spor bange. Jeg tænkte bare: NU skal de få kanel«.

Gæsten viste sig såmænd også bare at være et rådyr, der var trådt op på terrassen for at spise af Hannen Bech Hansens blomster.

Spillelærer i en midtjysk provinsby
Egentlig havde Hanne Bech Hansen som ung forestillet sig, at hun skulle være noget ved musikken. Hun blev sendt til klaverspil som fireårig, og da hun gik i 3. klasse, vandt hun en konkurrence, der blev udskrevet blandt århusianske skolebørn. Præmien var en friplads på Det Jyske Musikkonservatorium. Så igennem hele sin skoletid gik Hanne Bech Hansen til hørelære og klaverspil på konservatoriet.

Da hun var færdig med gymnasiet, kom hun i forberedelsesklassen til konservatorieklassen. Men hendes far, der var skolelærer, mente ikke, at hun var talentfuld nok. Og derfor formentlig ville ende som spillelærer i en midtjysk provinsby.

»Jeg drømte jo om en koncertsal, der var stopfyldt med mennesker, og at jeg så kom ind i en fantastisk kjole og satte mig ved flygelet og spillede, mens klapsalverne regnede ned over mig. Men så blev det jura i stedet, for alt det andet, jeg fandt på, blev kasseret af mine forældre. De var meget ambitiøse på vores vegne, og jeg var den ældste og ligesom den, der skulle vise, hvad denne her familie duede til«.

Blev grebet af strafferetten
Hanne Bech Hansen begyndte at læse jura uden det store engagement og blev egentlig kun rigtig grebet af strafferetten. Det var også den, hun valgte, da hun skulle bruge sit fag i praksis.

I 14 år arbejde hun som advokat og politifuldmægtig på deltid, og da hun gik op på fuld tid i 1979, kom der fart i karrieren. Snart blev hun vicestatsadvokat, så chef for Rigspolitiets personaleafdeling, efterretningschef, statsadvokat og politidirektør i København. Uden nogensinde at have haft ambitioner om at blive forfremmet. [citat.4]

»Min eneste ambition var at løse den sag godt, som jeg sad med her og nu. Men ved at sætte aftryk i stolen og vise, at man interesserer sig for det, man er i gang med, så udstråler man formentlig noget andet end dem, der hele tiden vimser rundt om chefen. Sådan må det være. For ellers kan jeg da ikke forstå, hvordan man kunne finde på at spørge mig, om jeg ville være efterretningschef. Det var jo ikke noget, jeg havde nogen som helst forstand på eller indsigt i«.

Et mere åbent politi
Den eneste karrierestilling, hun selv har rakt ud efter, er stillingen som politidirektør i Københavns Politi, som hun tiltrådte i 1995.

»Som statsadvokat havde jeg hele retsopgøret efter 18. maj 1993 på Nørrebro. Og havde set, hvordan der blev slået skår i tilliden mellem politiet, borgerne, politikerne og pressen. Og så havde jeg den tanke, at Per Larsen og jeg sammen kunne gøre Københavns Politi meget mere udadvendt, kommunikerende og gennemsigtigt. Vi troede, at det ville tage otte dage, men det tog mange år, hvor vi begge holdt foredrag og fortalte om politiets arbejde flere gange om ugen. Og i øvrigt gik ud og sagde undskyld, hvis vi havde gjort noget forkert«.

Hanne Bech Hansen stod i spidsen for Københavns Politi, både da bandekrigen var på sit højeste, og da Ungdomshuset skulle ryddes. Og klarede begge dele »uden at blive fyret«, som hun siger.

»Så den eneste lille streg, jeg har i regningen, er perlesagen. Og den ville jeg ikke have været foruden. Jeg synes faktisk, det er den mest charmerende udgang, man kan have på sådan et lidt hårdt og firkantet job, som jeg har haft«.

Perlemor
Men da sagen stod på i foråret 2009, var det ikke altid lige sjovt. Under Gaza-demonstrationen i januar 2009 havde en politibetjent angiveligt havde kaldt en demonstrant for ’perle’, så det i betænkelig grad lød som ’perker’.

Hanne Bech Hansen valgte at bakke betjenten op, da hun havde talt med ham og lyttet til klippet igen. Men bortset fra politistyrken var der ikke rigtig andre, der var glade for den opbakning.

LÆS ARTIKELPolitidirektør: Betjent sagde ikke 'perker'

»Det var, som om jeg havde fået en kedelig diagnose, og ingen rigtig vidste, hvad de skulle sige til mig. Selv min familie og mine venner syntes, det var forkert, og folk hvæsede »perlemor« efter mig på gaden. Men det endte jo med, at statsadvokaten på baggrund af lydkyndiges analyser og fonetiske undersøgelser fastslog, at der blev sagt ’perle’. Og derfor er det selvfølgelig også nemmere for mig at grine af det i dag«.

Ifølge Hanne Bech Hansen var det nu først med Ulf Pilgaards monolog ’Perlemor’ i Cirkusrevyen i 2009, at der for alvor blev løst op for den sag.

»Og det er jeg ham dybt taknemmelig for, for så kom den ligesom derhen, hvor den hørte hjemme. Han gør det helt ualmindeligt charmerende. Og så synes jeg, at det er helt vildt, at den mand kan komme til at ligne mig så meget«, siger hun og griner.

Liste med projekter
Sit tidligere arbejdsliv savner hun ikke det fjerneste.

»Jeg tror, at kvinder har lettere ved at finde på noget at give sig til som pensionister, end mænd har. Mænds identitet hænger meget mere sammen med deres job. Nu er jeg ikke politidirektør længere, jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov at være det, men jeg savner det ikke spor. For det selvværd, jeg har, fik jeg af mine forældre som barn, og det er det, der bærer igennem«.

Faktisk havde Hanne Bech Hansen en hel liste over projekter, hun gerne ville i gang med, da hun blev pensioneret. Øverst stod bøgerne. På en andenplads stod en gammel drøm om at sy og designe. På tredjepladsen ønsket om en højtryksspuler. Og på fjerdepladsen lysten til at skrive en sang og sende den ind til Melodi Grand Prix.

»Man skal prøve alt, hvad man overhovedet har lyst til. Det kan godt være, at der er noget af det, man ikke er god til, men man dør jo ikke af det«, som hun siger.

Højtryksspuleren og Melodi Grand Prix
Højtryksspuleren har hun også anskaffet sig. Men det var nu ikke nogen stor succes.

»Jeg ville have brugt den til at spule taget på mit sommerhus, men fandt så ud af, at det må man slet ikke, for der er asbest i taget, så alt vandet skal samles op efterfølgende og sendes til Kommunekemi. Så det opgav jeg. Og jeg kunne jo heller ikke fylde mit liv med den højtryksspuler«.

Men du har ikke fået skrevet en sang til Melodi Grand Prix endnu?

»Nej, for nu ville jeg jo lige prøve det her med bøgerne først. Hvis det så ikke går, så tror jeg, at jeg begynder at skrive melodier i stedet. Under forudsætning af, at man stadig kan indsende dem anonymt. Ved du, om man kan det?«