Hvad stiller man op, når ens mand er holdt op med at tage en på spisebordet og i øvrigt har anlagt både fuldskæg og vom?

Når det, der tænder ham i dag, er en fyldig Amarone med en fræk cognac bagefter? Og når man har årevis af opsparet loyalitet på kontoen, men hellere vil have liderlighed udbetalt ved kasse 1?

LÆS OGSÅ Marstein begår modig kærlighedshistorie

Heidi ved godt, hvad hun vil. Hun vil have Mikkel, som hun har truffet på et kursus og allerede har kneppet med én gang. Og hun vil ha’ mere. Under dække af, at hun skal lave et årsregnskab færdigt, sender Heidi familien – ægtefællen Vegard og de tre døtre Matilde, Julia og Klara – af sted til sommerhuset fredag aften, mens hun lover at dukke op i løbet af lørdagen.

Men så snart mand, børn og hund er ude af syne, hopper Heidi ind i en taxa og direkte ud i armene på sin nye elsker, der er både mandig og mystisk og meget, meget udholdende, selv om hans pik er lidt kortere end Vegards.

Virkelige mennesker
»Jeg har aldrig oplevet sex på den måde før, det ved jeg. Jeg tænkte på det i går, en så ekstremt fælles, delt lidenskab og et fælles blik for hinanden som varer ved eller gentages og gentages, og så så jeg på Vegard, han sad med krum ryg og lagde et puslespil sammen med Klara, men Klara gad ikke mere, så han puslede alene, jeg så på ham, han var så fin, som han sad der og lagde puslespil og fløjtede imens, og jeg tænkte og indså, at det ikke kan lade sig gøre med ham længere. I hvert fald ikke stærk lidenskab«.

En enkelt weekend, længere tid behøver det ikke at tage at skyde flere års ægteskab i sænk. Men spørgsmålet er, om det er sådan, det ender for ægteparret i den norske forfatter Trude Marsteins seneste roman, ’Intet at fortryde’.

Selv trækker Marstein skævt på smilebåndet og siger, at det ved hun sørme ikke, men hvis hun skal give et bud, er det, at Heidi angrer sin utroskab, Vegard tager hende tilbage, og så står de nøjagtig dér, hvor de stod, før Heidi tog på hotel med Mikkel.

»Prototypen på en romanfigur er altid en meget viljefast og handlekraftig person, som forandrer sig gennem romanen eller går gennem en erkendelse og kommer ud som et bedre menneske«.

»Men det gør mennesker jo sjældent i virkeligheden, i hvert fald ikke i løbet af en weekend, og måske ikke i løbet af et helt liv. Jeg vil gerne have virkelige mennesker. Og jeg kan godt lide den der klaustrofobiske effekt, der kommer af, at ingenting kan ske, at ingenting ændrer sig, at alting bliver stående på samme sted«, siger Trude Marstein.

Nordisk hverdagsrealisme
Det er hverdagsrealismen, der interesserer hende, og sådan har det altid været for den 37-årige forfatter. Da hun var barn, skrev hun historier, der var så realistiske, at de var utroligt kedelige: Så gik de i svømmehallen, så besøgte de bedstemoderen, så tog de i Zoologisk Have, og intet, absolut intet, hændte derudover.

LÆS OGSÅ Trude Marsteins nye roman er fremragende

»Jeg vil meget gerne afspejle virkeligheden; jeg vil ikke have så meget dramatik. De må gerne have en masse følelser, men de skal heller ikke have så meget afløb for dem, det er for let. I fiktion er der ofte så mange mennesker, som råber og skriger og kaster tallerkener mod væggen og kaster op og besvimer, og så snart de får de følelser ud, oplever de en forløsning og en lettelse. Men jeg vil ikke have lettelse. Jeg vil have indestængte følelser«, siger hun.

Det er vel også ret nordisk, at vi ikke kaster med tallerkener?

»Ja, det er det sikkert. Jeg vil ikke have sådan nogle excentriske, smågale mennesker. Jeg vil have nogle vældig normale«.

Anden roman på dansk
Trude Marstein debuterede i 1998 med romanen ’Sterk sult, plutselig kvalme’, som hun modtog Tarjei Vesaas’ Debutantpris for, og som placerede hende blandt cremen af nyere norske forfatterstemmer.

’Intet at fortryde’ er hendes anden roman på dansk, og her er der – i modsætning til forgængeren, ’Weekend’, som havde ikke færre end 118 fortællerstemmer – bare to: Heidi og Vegard.

I et parallelforløb skiftes de til at komme til orde bogen igennem – Heidi fra hotelværelset, hvor hun knalder løs med Mikkel, og Vegard fra sommerhuset, hvor han prøver at holde styr på hunden, ungerne og ikke mindst tankerne, der kredser om, hvad det mon egentlig er, Heidi har gang i derhjemme. Da hun heller ikke dukker op om lørdagen og undskylder sig med migræne, fatter Vegard så småt mistanke om, at det måske er et helt andet regnskab, hun er ved at gøre op.

»Ungerne kan godt lide kartofler, de elsker kartofler. Jeg forsyner mig selv, ser på Klaras hænder, ser på rødvinsglasset, mine egne hænder, vielsesringen, Julia klør sig på armen, jeg føler mig glad. Alternativet til at fortsætte sammen har egentlig aldrig været noget alternativ for nogen af os, der er så langt fra irritation og lede og småproblemer til den totale fallit. Hvem skulle have hunden, og hvordan skulle vi fordele ungerne. Men mest det store, rungende spørgsmål: Hvorfor?«.

En usynlig forfatter
Som privatperson er Trude Marstein ikke tilhænger af utroskab. Men som forfatter giver hun sine figurer al den snor, de har brug for. Her må stødes og stønnes og kysses og kneppes ved siden af – også selv om det gør ondt i ægteskabet.

»Når det gælder disse personer, har jeg det helt fint med at lade være med at mene noget om moral og rigtigt og forkert. Jeg er mere interesseret i at vise, hvordan mennesker, der har boet sammen i mange år, forholder sig til hinanden. Og i at vise, hvordan den fortrolighed og loyalitet, der bygges op over så mange år, brydes, fordi den ene er utro. Men jeg har ikke nogen klare svar«.

»Det, der er vigtigt for mig, er, at jeg som forfatter ikke er til stede i teksten, og at mine meninger og holdninger ikke kan ses. Det er ikke interessant eller relevant i forhold til bogen, hvad jeg mener. Jeg har ikke nogen agenda eller noget budskab«.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at holde dig selv ude af bøgerne?

»Som læser sammenligner man jo ofte med forfatteren, og det har jeg en modstand over for. Jeg vil gerne holde mit privatliv ude fra forfatterskabet«.

At skrive om uinteressante mennesker
»Det er mange år siden, han kunne dvæle ved en bh-strop og skubbe den op og ned, mens han overvejede, hvad der tændte ham mest – at kysse min skulder med bh-stroppen eller uden, eller at lade fingeren glide langs trussekanten, lirke den forsigtigt inden for. Det ville jo også kede mig frygteligt, hvis Vegard skulle trække min bh-strop op og ned eller kilde mig langs trussekanten, det er jeg ked af. Meget ked af. Vi er blevet så gamle sammen, oldinge sammen«.

Trude Marstein tager et kirsebær. Vi sidder hos hendes danske forlag, Tiderne Skifter, i det indre København, i en lejlighed, hvor gulv og dørkarme er charmerende vinde og skæve. Udenfor skinner solen. Trude Marstein vil gerne fortælle om sin bog, men har tydeligvis ikke lyst til at tale for meget om sig selv. På et tidspunkt nævner hun dog, at hun har sine børn hver anden uge, og så står hun tidligt op for at nå at skrive lidt, inden de skal vækkes og i skole. Hun spiser endnu et kirsebær.

LÆS OGSÅ De ti bedste unge nordmænd

Falder det dig let at skrive? Eller er det en kamp?

»Første lange fase er tung og vanskelig at komme i gang med, fordi jeg skal tvinge mig til at skrive om mennesker, som jeg overhovedet ikke er interesseret i – for jeg kan ikke være interesseret i mennesker, som ikke ér noget, som jeg ikke har formet endnu.

Men når jeg er kommet længere ind i forløbet, og de så at sige er kommet på plads, får jeg mere og mere lyst til at skrive om dem, for så ved jeg, hvem de er, og hvordan de opfører sig«, siger hun.

Det begyndte med kvinden
Hvorfor har du valgt, at det er kvinden, der er utro?

»Det kom af sig selv. Det begyndte med kvinden. Jeg bliver ofte opfattet som en kold forfatter, og at der er meget tristesse og tomhed og desillusion i mine bøger, så jeg havde en trang til at beskrive en, som var forelsket og fyldt med lidenskab«.

»I starten skrev jeg med skyklapper på, helt uden censur, og det blev så forfærdelig dårligt og klichéfyldt, og store del af teksten var virkelig plat. Det kørte meget i tomgang og blev utroligt kedeligt med Heidi og elskeren på hotelværelset«.Bogens  omslag.

»Så jeg måtte sætte nogle grænser for mig selv, og en af grænserne var at give hende en ægtemand. Det var den helt store forløsning, da Vegard kom ind i historien. Det gav ikke bare afveksling, men blev også meget mere interessant at skrive fra hans perspektiv, selv om han var i sommerhuset med tre børn«.

Er der en af dem, som du føler dig tættere på og holder mere af end den anden?

»Jeg tror nok, at jeg generelt bedst kan lide at skrive fra et mandeperspektiv, netop for at ingen skal mistænke mig for at skrive om mig selv. Så jeg genkender mere af mig selv i Vegard. Mine kvindelige personer har det med at blive nogle sære skabeloner, nogle papfigurer, fordi jeg er mindre fri, end når jeg skriver fra et mandeperspektiv«.

Familiehyggens illusion
Heidi fletter fingre med Mikkel og spiser erotiske blåmuslinger og drikker sig latterfuld i hvidvin, og selv om hun knækker hælen på sin ene sko, fatter hun ikke, at det måske netop var dét, der var tegnet på, at hun burde vende om.

Som weekenden skrider frem, bliver hun dog mindre og mindre sikker på, at det er Mikkel, der er fremtiden for hende, og mere og mere usikker på, om der mon alligevel ikke er en masse, der kan fortrydes.

I hotelværelsets køleskab ligger jo den hellefisk, hun skal have med op i sommerhuset. Og hun skal huske Vegards bog. Og Julies gummistøvler. Og Matildes mobiloplader. Og alt imens familien popper oftere og oftere op i hendes tanker, sidder hanrejen i sommerhuset og forsøger at opretholde illusionen om en hyggelig familieferie med grillpølser og ludo og nye vindskeder, mens han stiver sin mandighed af ved at tage ungerne på fisketur og livet af en uskyldig lille mus.

»Hvad føler man, hvis man tror, konen knepper med en anden. Mens man er stuck med tre unger i en hytte langt pokker i vold, forbandede fisse. Hvis man virkelig tror det, men tror jeg virkelig, at hun gør det, har jeg nogen grund til at tro det? Jeg tror det, jeg tror det, jeg ved ikke, om jeg har grund til det, men jeg tror det, jeg tror det med hele mit væsen, krop og sjæl, for hun protesterede ikke og nægtede ikke. Jeg føler, at hun er en modbydelig kusse. Hvad er det, du vil have af en mand, Heidi?«.

Ikke et forsvar for ægteskabet
»Jeg tror, det er vældig typisk for både Heidi og Vegard, at de ikke slår sig til ro, ikke bare er der i nuet. De har hele tiden en trang til at være i bevægelse og føle sig utilfredse – og de længes heller ikke efter at være tilfredse, for så vil de hele tiden søge efter noget mere«, siger Trude Marstein.

Er din bog et forsvar for ægteskabet?

»Sådan må man gerne læse den, men det var nu ikke min tanke«.

LÆS OGSÅNorges yndlingsforfatter: Hvorfor piller skandinaver altid i egen navle?

Men hvad er det, ægteskabet kan?

»Hvad ægteskabet kan? Det ved jeg ikke så meget om. Jeg ville ønske, at ægteskabet kan give netop den der livsvarige loyalitet og bøde for den ensomhed, som er noget mere end bare at være sammen med andre folk. Der er noget enormt tiltrækkende ved den tanke, at man kan dele noget med et andet menneske gennem et helt liv«.

Og nu? Er du i gang med et nyt projekt?

»Der kommer vel en roman hvert tredje år fra mig. Jeg bruger meget lang tid på at komme i gang, men jeg er ikke ordentligt i gang endnu. Jeg har lyst til flere personer næste gang – en familie, med fire søskende, noget, hvor der er flere perspektiver. Men absolut hverdagsrealisme. Jeg tror, det er det, jeg kan«.