Umiddelbart virker det, som om den amerikanske journalist og forfatter Sebastian Junger har et ualmindeligt misundelsesværdigt liv.

Han rejser verden tynd som fritsvævende skribent for Vanity Fair, bor på et stort loft med sin kæreste, har skrevet et par bestsellere, er blevet filmatiseret og ejer sammen med et par andre baren The Half King i udkanten af Chelsea.

Den 48-årige forfatter virker da også uhyre tilfreds med tilværelsen, som han sidder i åbentstående skjorte og skægstubbe en regnfuld formiddag i sin bar med en kop kaffe.

»I feel great!«, siger han med et glad smil og læner sig afslappet tilbage.

Ingen historie er værd at dø for
Så hvad i al verden fik Junger til at sætte livet på spil i Afghanistans bjerge, hvor han i 2007 og 2008 tilbragte flere måneder i en af de allerfarligste dele af landet? Er selv den bedste og allervigtigste historie virkelig værd at dø for?

»Nej, ingen historie er værd at dø for. Det er der ingen journalister, som jeg kender, der vil mene. Der er ingen, som vil kaste sig på en håndgranat for historiens skyld. Men spørgsmålet er også i virkeligheden et andet: Er en historie værd at løbe en vis kalkuleret risiko for? Og det mener jeg bestemt«.

»Journalistik er en af de faktorer, som sikrer vores frihed, som forhindrer de værste overgreb og kaster lys ind over områder og steder, der ellers ville være helt uden for offentlighedens bevidsthed. Og det kræver til tider en villighed til at tage chancer«, siger Junger.

Men er der ikke en overgrænse for, hvor farlig en historie kan være, for at det giver mening?

»Helt sikkert. Hvis der var 50 procent risiko for at dø, ville jeg ikke gøre det. Men hvis der er en procent eller deromkring, og historien betyder meget for mig, sådan som denne gjorde, synes jeg, det er acceptabelt. Man skal jo se risikoen ikke i forhold til en historie, men i forhold til ens samlede journalistiske arbejde i løbet af livet«, siger han.

Set med de øjne passer pengene nogenlunde, når det gælder Jungers reportagerejser til Afghanistan. Ikke bare har de resulteret i bestselleren ’War’, der netop er udkommet på dansk med titlen ’Krig’, i samarbejde med fotografen Tim Hetherington er Junger også manden bag den prisbelønnede dokumentarfilm ’Restrepo’ om krigen i Afghanistan.

LÆS ANMELDELSE AF 'KRIG' Stjernejournalist skildrer krigens broderskab

Lidt som et ægteskab
Junger opholdt sig det meste af tiden i Korengal-dalen, den allerfarligste del af Afghanistan, sammen med de 150 soldater, der ifølge hans bog deltog i omkring 20 procent af samtlige kampe i landet i perioden.

Ud af de 150 amerikanske soldater døde der 7, omkring 4,5 procent, »og jeg var der knap en tredjedel af tiden, så statistisk var min risiko vel lidt over 1 procent. Det synes jeg er acceptabelt«, siger han.

LÆS OM 'RESTREPO'Soldater kæmper i underbukser i amerikansk 'Armadillo'

Men er der ikke også noget machoagtigt over at komme helt ud til fronten? Du skriver selv i bogen, hvordan journalister kæmpede om at komme ud og se noget action ...

»Jeg har dækket krige siden 1993, hvor jeg var i Bosnien, og jeg kan ærligt sige, at jeg hader at være i livsfare. Det er ikke noget, jeg opsøger for dets egen skyld eller savner«.

I bogen skriver du, at krig er »vanvittigt spændende«, og mange andre krigsreportere har beskrevet det adrenalinkick, man får af at være i en ildkamp. Savner du det slet ikke, når du sidder her i det fredelige New York?

»Nej. Krig er spændende, men det er ikke noget, jeg savner. Det, jeg savner, er det meget intense fællesskab, der opstår sådan nogle steder, hvor man er i samme båd og er afhængige af hinanden på en måde, som ikke rigtig findes i den civile verden. Det er en meget stor og meget fortættet oplevelse – lidt som et ægteskab, bare på en meget, meget anderledes måde. Men samme dybe følelsesmæssige engagement«.

Et afmilitariseret samfund
For Sebastian Junger var der flere grunde til at tage til Afghanistan og følge de amerikanske soldaters oplevelser.

»Afghanistan er et land, jeg har et meget nært forhold til. Jeg var der første gang i 1996, det år, hvor Taleban indtog Kabul, og som mange andre blev jeg forelsket i landet og dets befolkning. Så jeg har været der mange gange siden og har som mange andre været rasende over, hvordan USA og Vesten svigtede det efter Talebans fald«, siger han.

»Så på den måde var det en meget personlig historie – og efter at jeg begyndte at komme der, blev jeg meget knyttet til de soldater, som jeg boede sammen med«.

Og netop soldaternes oplevelser var – mere end selve den konkrete krig i Afghanistan – det, som han var ude efter.

»Jeg ville gerne fortælle en mere generel historie om krig, set helt nede fra jorden, hvordan den opleves af de mennesker, som fører den. Vi er blevet et meget afmilitariseret samfund, et, hvor de fleste aldrig kommer i nærheden af krig. Men krig er stadig en del af USA’s virkelighed, og i bogen og filmen forsøger jeg at beskrive den virkelighed på en måde, som folk forstår og kan relatere sig til«.

Dræbermaskiner uden følelser
Det er ifølge Junger også derfor, han i ’War’ – modsat i sine to andre bøger – spiller en uhyre central rolle selv. Bogen er fortalt i første person, og meget af den handler om hans følelser, hans oplevelser og tanker.

»De fleste mennesker har på en mærkelig måde svært ved at forholde sig til soldater. De ser dem som en slags robotter, dræbermaskiner af kød uden følelser, angst eller refleksioner. Så de har svært ved at forholde sig til dem, det er meget nemmere i forhold til en civil som mig«, siger Junger og fortsætter:

»De kan forestille sig at være en som mig, der pludselig er i livsfare. Så jeg brugte mig selv og mine følelser for at drage læseren mere ind i historien. Det er jo det, som det hele handler om for en forfatter eller journalist: at få læserne til at føle, at de er der selv«.