Siger man privatdetektiv og Los Angeles, dukker Humphrey Bogarts gestaltning af Raymond Chandlers Philip Marlowe næsten per automatik op på det indre filmlærred.

Og den amerikanske nobelpriskandidat Thomas Pynchon bruger helt bevidst dette forhold i sin seneste roman, ’Naturlige mangler’.

Men ved at lade sin hovedperson være en potrygende hippiefætter, der bevæger sig i sluttressernes udgave af englenes by, lægger han behændigt distance til den hårdkogte krimitraditions populistiske forestillingsverden med alt, hvad den indebærer af korrupte strømere, magtfuldkomne gangsterbosser og små habitklædte efterforskere med hjertet på rette sted.

Blot for at fremmane et røgfyldt romantiseret billede af sentressernes USA, hvor flipperdrømmen endnu ikke var helt død og surfmusikken stadig havde en fremtid.

En ægte efterkommer
Pynchons detektiv hedder Doc Sportello, og han er en ægte efterkommer af såvel Philip Marlowe som Roger L. Simons Moses Wine og Kinky Friedmans eponyme detektiv.

Han kan lide rock, god tjald, pizza og piger, og en dag, mens han sidder og funderer over tilværelsens gåder, bliver han opsøgt af en tidligere kæreste – der til hans store fortrydelse ikke længere går klædt i bikinitrusser og forvasket T-shirt.

LÆS OGSÅ Kultforfatter har skrevet kærlig flipperskrøne

Hun er rodet ind i en værre historie, der involverer hendes nuværende kæreste, en lettere lurvet lokal forretningsmand, en forsvundet saxofonist og alt muligt andet.

Altså en type udgangsposition, der minder ikke så lidt om noget, vi kender fra adskillige krimiklassikere.

Ualmindeligt indviklet
Vor helt påtager sig at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele, og selvfølgelig viser det sig at være en ualmindeligt indviklet historie, hvor hver en vendt sten afslører nye gådefulde sammenhænge og yderligere forgreninger af intrigens træ.

Og spændingen stiger og stiger.

LÆS OGSÅ Hemmelig forfatter grebet af arbejdsraseri

På den måde er ’Naturlige mangler’ en helt klassisk kriminalroman, der lever op til alle genrens konventioner.

Men den er også både en parodi og en travesti, idet den tager tykt pis på formen ved at lade alt det forudsigelige ske og mimer indholdet med et skævt grin ved netop at befolke universet med yppige blondiner, forsvundne ægtemænd og store skrappe politifolk.

Morsom og veloplagt
Det gøres med et rent ud sagt enormt sprogligt overskud, en herlig skæv humor a la brødrene Coen og en underliggende ram kritik af den amerikanske drøms forfald.

Fremragende morsomt og bragende veloplagt, men vi er ikke oppe på samme niveau som eksempelvis ’Gravity’s Rainbow’.

Mindre kan imidlertid også gøre det. Snildt endda. For ’Naturlige mangler’ er både med hensyn til underholdningsværdi og litterær kvalitet – ja sgu, litterær kvalitet, thi noget sådant findes – mange niveauer over, hvad der postes i disse dage, hvor triviallitteraturen dominerer bogmarkedet.