Raymond Carver blev hyldet som den helt store fornyer af den amerikanske short story i 1980’erne. Hans noveller vakte opsigt og begejstring, så det næsten kun kunne sammenlignes med tidligere tiders oprømthed over Hemingways noveller.

Carvers realisme blev da også netop sammenlignet med Hemingways, og finere kan det ikke blive på de kanter.

Stilistisk blev Carvers realistiske noveller om ganske almindelige menneskers druk, utroskab, skilsmisser, sidespring og hverdagstragedier især fremhævet for deres minimalisme.

Men her er der efterhånden sat seriøse spørgsmålstegn ved, hvor meget af denne strenge minimalisme der i virkeligheden oprindelig var Carvers, og hvor meget der skyldtes hans nære ven og redaktør Gordon Lish.

Minimalistisk mytologi
En tidligere redaktør havde opfordret Carver til at bruge 15 ord, hvor han normalt brugte 25. Lish strammede skruen til 5!

Gordon Lish brugte grovfilen, når han tog fat på historierne, der i 1981 endte med at blive gennembrudssamlingen ’What We Talk About When We Talk About Love’ (’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’, dansk 1985, red.).

Flere gange røg ikke mindre end halvdelen af teksten ud, og i rigtig mange tilfælde fik Carvers historier en helt anden slutning. Af samme grund ser man med spænding frem til udgivelsen af ’Beginners’ på dansk til sommer.

Carvers enke, digteren Tess Gallagher, står bag udgivelsen af fortællingerne, som de så ud, før Gordon Lish fik fingre i dem. De amerikanske anmeldere peger i retning af den ikke uinteressante konklusion, at karakteristikken af Carver som den store skriver af minimalistisk fiktion i udgangspunktet måske lige netop er – en fiktion.

Hylder mesteren Tjekhov
Hvilket ikke gør det spor mindre interessant, at Gyldendal som optakt genudgiver de 34 oversatte Carver-noveller i Johannes Riis’ oprindelige oversættelse. Nu samlet under titlen ’Her hvor jeg ringer fra’ med et veloplagt forord af Klaus Rifbjerg. Her er altså Carvers allerede klassiske minimalistiske stillet op på rad og række.

Så kan man jo selv sammenligne, når ’Beginners’ snart foreligger på dansk.

Allerede nu er det tankevækkende at genlæse novellerne med Gordon Lish’ hækkesaks in mente. Raymond Carvers bedste noveller er og bliver mesterlige, men nogle af de korte kan godt opleves som mere end en anelse tørre i deres minimalisme. Som om de med tiden er stivnet i deres form.

LÆS OGSÅ Jonathan Franzen: Vi har frihed til at vælge alt - undtagen familien

Det er gennemgående de længste noveller, som står sig bedst. Historier som ’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’, ’Fjer’, ’Så meget vand så tæt på’, ’Her hvor jeg ringer fra’ og ’Feber’. Historier, som er tættere på de 20 sider end de 5.

Hvor den Tjekhov-tilbedende Carvers lyst til at fortælle fik mere plads til at flyde.

Druk og overfølsomme nerver
At læse den fantastiske ’Fjer’, denne helt enkle, realistiske og samtidig mangetydige symbolske skæbnefortælling med dens prangende påfugl, er, så man sidder suget til bogstaverne på papiret med nerverne ubehageligt krablende på huden.

Det samme gælder den fordrukne parterapi i ’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’ og ’Så meget vand så tæt på’, der sammen med ’Lidt godt’ kom til at udgøre to af hovedsporene i Robert Altmans uortodokse litterære filmatisering ’Short Cuts’.

Historien om lystfiskerne, der finder liget af en ung pige i floden, men ufortrødent fisker og drikker videre, er sammen med historien om en fødselsdagskage til en død dreng to af hovedtemaerne i Altmans komposition over Carver.

I fortællingerne mærker man de på en gang sløvede og overfølsomme nerver i distancen og drukkenskaben. Den selvbiografisk erhvervede indsigt at »det kræver en masse tid og energi at drikke hvis det skal gøres ordentligt«.

De ensommes famlende forsøg på tosomhed. Uformåenheden som en del af den menneskelige konstitution. På spørgsmålet om, hvordan konen og børnene har det, lyder et svar typisk: »De har det godt alle sammen, sagde jeg, hvilket ikke var sandt«.

Uomgængelige klassikere
Disse fortællinger om mennesker, som smålyver for sig selv og andre og kommer til kort i mødet med tilværelsens krav om at skulle leve op til både det ene og det andet, læste man i 1980’erne med den særlige smågysende tilfredsstillelse, når man konfronteres med en hidtil skjult sandhed om sin samtid. Det var prosa i øjenhøjde.

Helt på samme måde læser man ikke Carver nu. Carvers endnu ikke oversatte digte er stadig ekstremt nærværende, men de svageste af novellerne er til en vis grad blevet hængende i deres datid.

LÆS OGSÅ Pulitzer-vinder angriber vulgær-positivismen

Forfattere som Richard Ford, Jonathan Franzen og Marilynne Robinson har fulgt den amerikanske realisme frem til nye døre. Men de bedste af Carvers noveller er ubestridt klassikere på højde med det ypperste, litteraturen kan byde på.

Læs dem for Guds skyld for første gang eller på ny i dette både handy, kompakte og fyldige udvalg af en uomgængelig amerikansk mesterfortæller.

Som altså også var velsignet eller forbandet med en temmelig radikal redaktør!