samfundsudvikling. Ny debatbog diskuterer velfærd og velstand. i virkeligheden er velfærden blot en samfundsmæssig fase. - Foto: Bogens omslag.

Det rigtige ord foran ’samfundet’, helst i bestemt form, kan gøre akademiske karrierer. Tænk blot på, hvad udtrykket ’risikosamfundet’ har gjort for den tyske sociolog Ulrich Becks berømmelse.

Lignende samfundskarakteriserende betegnelser findes der en mængde af – overflodssamfundet, forbrugersamfundet, kasinosamfundet og konkurrencesamfundet – der med større eller mindre held og præcision forsøger at indfange det væsentligste ved den større sociale og økonomiske virkelighed, vi lever i lige nu.

Peter Nielsen, der er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet, kommer i en ny bog med sit bud på sådan et overbegreb: ’velstandsamfundet’. Han lancerer det polemisk i forhold til selve nøglebegrebet i den politiske danske selvforståelse: velfærdssamfundet. Vi lever ikke (længere) i et velfærdssamfund, men i et velstandssamfund, mener Peter Nielsen.

Velfærd som myte
Og hvad er så forskellen? Jo, i velfærdssamfundet var der visioner i omløb om det gode liv og det gode samfund og om det enkelte menneskes værdi i sig selv. I velstandssamfundet handler det udelukkende om vækst og konkurrence.

Tænk bare på Lars Løkkes 2020-mål, der gik ud på, at Danmark skulle være blandt de ti eller tre bedste lande til det ene og det andet, uden at det stod synderlig klart, hvorfor det lige var så vigtigt at være på topti eller toptre.

LÆS OGSÅDebatbog kopierer amerikansk klassiker

Sådan tænker en statsminister for et land, der ikke længere har noget selvstændigt begreb om det gode samfund, men blot halser efter alle andre i en endeløs velstandskonkurrence, hvor midlet – velstand – er blevet til et mål i sig selv.

’Velstand uden velfærd’ hedder en berømt debatbog fra 1969 af daværende chefredaktør for den nu fortidige avis Aktuelt, Bent Hansen. Peter Nielsen lægger sig i forlængelse af traditionen for at spille de to begreber ud mod hinanden, men han lægger også noget til den. Hans radikale udmelding er, at velfærdssamfundet er noget, som har været – og som i dag kun lever som en ’myte’.

Tendenser
Nu er der så mange definitioner på, hvad et velfærdssamfund er for en størrelse, at der sikkert også er plads til at erklære det for dødt, hvis man vil. Den udredning går Nielsen ikke ind i, men nøjes med den store armbevægelse.

LÆS OGSÅ Mogensens dagbog mangler konsistens og dybde

Til gengæld sætter han ord på en række af de tendenser i samfundet, som trækker i den modsatte retning af klassisk velfærdstænkning. Ikke mindst New Public Management, med kontraktstyring og kontrolsyge og kunstige markeder, som har bredt sig i den offentlige sektor, hvis institutioner skal drives, som om de var private virksomheder.

Hvad de jo ikke er, hvorfor de ofte kommer til at fremstå som billige, hårde kopier af den private sektor, der har det med at glemme, hvad de egentlig er sat i verden for.

Konkret kritik
Gode dårlige eksempler henter Peter Nielsen fra den gren af den offentlige sektor, som han kender indefra, nemlig de danske universiteter, hvor der i det forløbne årti er sket en veritabel ’kulturrevolution’, som han kalder det.

Forskere og studerende er blevet dresseret til at dyrke en udelukkende instrumentel tilgang til viden, med vægt på »produktivitet og selvhævdelse« og med fundraising snarere end forskning og uddannelse som kerneaktivitet.

LÆS OGSÅ Fremragende debatbog af Rune Lykkeberg

Det er essensen af det Sanderske universitet, hvis elite i øjeblikket står for skud. Igen er der noget med midler og mål, som ikke stemmer overens.

Det er i den konkrete kritik af den økonomiske fornuft – der har det med at blive til ufornuft, når den breder sig for vidt – at Peter Nielsens bog er bedst.

Sammenfatninger
Mindst interessant er den i sine mange sammenfatninger af den kritiske teoris slagere, fra Marx til Marcuse og videre til Hardt og Negri, og i sine gentagelser af Enhedslistens trosbekendelse.

Nogen stor fremtid får bogens bud på en samfundskarakteriserende betegnelse, velstandssamfundet, nok næppe. Ikke i forhold til andre aktuelle alternativer, som for eksempel Ove Kaj Pedersens begreb om ’konkurrencestaten’, der skarpere og med større analytisk overbevisningskraft indkredser en række af de samme tendenser.

Peter Nielsens bog er dog en klar indblanding fra venstrefløjen af den slags, der bestemt ikke er mange af i den danske debat i dag, og alene af den grund bør den vække interesse.