I 2002 røg Beijing Genomics Institute ind på alverdens avisforsider, da det i videnskabstidsskriftet Science kunne kundgøre kortlægningen af risplantens samlede arvemasse, dens genom. Men denne succeshistorie fra Kina er kun en af mange tilsvarende historier fra det hektiske nye Asien. I bogen 'Klonede tigre' sammenfatter videnskabsjournalist Lone Frank sine oplevelser fra en rejse rundt til avancerede biotekmiljøer i Sydkorea, Singapore, Kina og Indien, og det er på en gang meget opmuntrende og meget skræmmende læsning. Opmuntrende, fordi den kreative energi, Frank støder på i disse tidligere så umoderne lande, nu engang i sig selv er opmuntrende, men skræmmende, fordi beretningen må få enhver til at frygte, at vore egne børnebørn vil komme til at leve i et Europa, der er endt som ulandsområde. Despekt for viden Hvor de asiatiske befolkninger og politikere bakker massivt op om videnskab og teknologi, oplever man i de europæiske befolkninger mestendels ligegyldighed eller ligefrem animositet. Og politikerne, der måske nok aner, at noget er helt galt, slipper uden vanskelighed af sted med ikke at gøre noget ved det. Despekten for videnskabelig viden i de vestlige lande udgør formentlig den største trussel mod disse landes velfærd i det lange løb. Tigerspring på biotekområdet Mange af de nøglepersoner, Frank interviewer, betoner det forhold, at østlige traditioner måske udgør en bedre ramme for bioteknologisk produktion end den kristent forankrede vestlige tradition. Der peges f.eks. på, at de vestlige kulturer gennemgående sætter individet i centrum snarere end gruppen eller slægten. De individuelle rettigheder kommer derfor lettere til at stå i vejen for den teknologiske rationalitet. Spørgsmålet er dog, om ikke denne forskel snarere skyldes, at kapitalismens individualiserende kraft har haft meget kortere tid at virke i i de asiatiske lande. Med en voksende velstand vil også de asiatiske befolkninger begynde at kræve voksende hensyntagen til individuelle rettigheder over for statslige interesser. Det asiatiske tigerspring på biotekområdet er nok snarere drevet af et kendskab til elendighedens hårde realiteter, som vi europæere har et mere akademisk forhold til. Når den kinesiske økonom Huang Jikun f.eks. kan opregne, at udsættelsen af en gensplejset bomuld, der er resistent mod skadedyrsangreb, har betydet, at antallet af forgiftninger (fra sprøjtninger) er faldet fra mere end hver femte landbruger til hver tyvende, og at forbruget af pesticider i det hele taget er reduceret med 60 procent, så er det måske ikke tal, der appellerer til fantasien hos den typiske caffelatte-drikkende københavner. Numerologi og pyramidekraft er vel lige så interessant? Monoman teknologioptimisme Dertil kommer, at autoritære styreformer ikke fremmer en protestkultur. Som en dansk kommentator siger til Frank i Singapore: »Man kan ikke beslutte og gennemføre store ting ... når politikerne konstant har deres eget genvalg for øje«. Var det for resten ikke Kaj Munk, der engang sagde noget lignende? Det kom han vist til at fortryde. Bioteknikken vil med stor sikkerhed blive omdrejningspunktet for alle former for produktion i det kommende århundrede, og Franks bog efterlader ikke tvivl om, at tyngdepunktet på dette område er i fuld fart er på vej væk fra Europa. Teknologioptimismen i bogen er faretruende monoman, og det virker helt befriende, da en kinesisk Greenpeace-talsmand på side 206 omsider får indskudt et par spagfærdige forbehold over for den rablende dna-tilbedelse. Men hovedpointen er ikke desto mindre både sand og uhyggelig vigtig.