omslag af Emil Landgreen og Imperiet

Med ’Gudløs’ afslutter Josefine Ottesen sin trilogi om ’Det døde land’. Historien lander, hvor den begyndte – ved musikken.

Og forfatteren har da også fortalt, at serien udspringer af sønnens interesse for dødsmetal.

Kan man dø af det? Og hvad er sammenhængen mellem fløjte og følelser?

Langt ind til kernen
Det er et mægtigt projekt, som Josefine Ottesen får bugseret i havn. Tematisk ligger det i forlængelse af trilogien ’Krigeren’, der også var inspireret af sønniken. Hvorfor er drenge indrettet sådan?

Så man tager et drengebarn, der er lukket som en østers og fuld af vrede. Så lirker man ham op og træder på ham og smider ham op i luften. Der er langt ind til kernen. Man kan egentlig godt få den tanke, at Josefine Ottesen kender os bedre, end vi kender os selv.

Vi er i en verden efter ’sammenbruddet’. Første bind, ’Golak’, der er seriens bedste, fortalte om Jonahs flugt fra den lille landsby i bjergene, som klarer sig trods forhøjet stråling og monsterlignende væsner ved bymuren.

Hans afrejse er uskøn, men han medbringer en ny viden om tonernes forløsende kraft. I ’Genfødt’ havner Jonah i et bioteknologisk mareridt, som reducerer livet til forskelligt farvede piller og adgangen til reservedele.

I by nummer 21 kan de skabe liv, men kan de også skabe noget levende?

Tunge symboler
’Gudløs’ sender Jonah ud i den farefulde fribyttertilværelse igen.

Det er ellers sjældent, at nogen flygter fra de sikrede byer. Jonah klarer sig igennem og ender ved en handelsplads ved floden, hvor han både møder musikken igen, han finder sig selv – efter noget besvær – og han møder den ægte følelse, som er omtalt i Korintherbrevet.

Kald det bare kærlighed. Mere skal ikke røbes. Heller ikke, hvordan virkeligheden ser ud uden for by nummer 21.

Josefine Ottesens hang til, at tingene skal gå op hæmmer i nogen grad historiens vingefang. Symbolerne tynger. Det hele er godt fundet på, men for meget bliver bare brugt som reservedele.

Dyb indsigt i vredens væsen bliver afbrudt af lommefilosofisk moraliseren, som når Jonah tænker: »Måske var det simpelthen menneskets natur at udnytte viden til egen vinding«. Når det er nævnt, skal det også siges, at man i lange passager sidder på det yderste af læsestolen.

Fordybet i farer, opslugt af dommedagssceneriet og med en oprigtig interesse for, hvordan det dog vil gå for denne fingernemme bonderøv fra bjergene, der kun bringer ulykker i sit kølvand.

Titlen, ’Gudløs’, signalerer, at vi ikke kan leve uden hinanden. Med fejl og mangler – og Korintherbrevet.