For nogle uge siden stod vi på toppen af Sinaibjerget. Vi: en flok Politikenlæsere og en enkelt redaktør.

Det var sidst på dagen, solen sank, ørkenens bjerge kastede skygger af gammeltestamentlige dimensioner.

Vi fik læst De 10 Bud, mørket faldt på, vi begyndte nedstigningen.

Det var som julenat, hver en stjerne »glimted mat«, den gule Venus var på vej ned, den røde Mars på vej op.

Ydmygende nederlag
Efter nogle timers nattevandring ned ad bjerget med vores karavane af beduiner og deres kameler nåede vi natlogi på klostret ved bjergets fod, Sankt Katharina.

Her var det, at verdens første videnskabelige ekspedition, den danske rejse til 'Det lykkelige Arabien', led et ydmygende nederlag for 250 år siden.

Vi er rejst herud for at opsøge dette nederlag.

Hvad var det, der var gået så gruelig galt, da to lærde danskere en dag i september 1762 stod i Det Hellige Lands hede ved klostrets mur og tiggede om at komme ind?

Instruks fra kongen
Vise mænd fra Vesterland. De herrer Frederik Christian von Haven og Carsten Niebuhr havde ikke som deres kolleger fra Østerland ca. 1760 år tidligere set en stjerne og hørt om et barn.

Men de havde fået en instruks fra kongen i København om at rejse til Sinai og opstøve bibelhåndskrifter, afskrive inskriptioner og i det hele taget kaste lys over Israels børns vandring i ørkenen.

Så de rejste. I Moses' og israelitternes fodspor, sådan som de havde læst om dem i Bibelen.

Men dette skulle vise sig at være et lige så vanskeligt projekt for de to danskere, som det i sin tid var for det udvalgte folk at finde rundt i ørkenen med en sky foran sig - skønt skyen jo hævdede at være Gud selv.

Fyrre års forvirring for israelitterne fik sit lille danske modsvar, da Niebuhr og von Haven forvildede sig omkring en måneds tid i Sinai i august-september 1762 for at finde et fiktivt bjerg med inskriptioner og kaste lys over navnkundige begivenheder så som den brændende tornebusk, Moses' forskellige mirakler, israelitternes overgang over Det Røde Hav og andre fantastiske bibelhistorier.

Jeg tør knap sige, at vi andre her i 2005 kun tilbragte tre dage med at gøre Moses, Niebuhr og von Haven rejsen efter. Til gengæld havde vi både Mosebøgerne og de to danskeres respektive rejseberetninger med os. Samt ikke mindst: Thorkild Hansens roman fra 1962 om hele ekspeditionen til 'Det lykkelige Arabien'.

En sky af tekster, der har svævet foran de tre hold Politikenlæsere, som i år har rejst Arabien rundt 'i Carsten Niebuhrs fodspor'.

Uovertruffen skurk
Turen ud til Sinaibjerget har på disse rejser kun været en afstikker, akkurat ligesom den i sin tid endte med at blive en parentes på opdagelsesrejsen til Arabia Felix.

Men for ekspeditionens oprindelige hovedmand, filologen Frederik Christian von Haven, skulle Sinai have været rejsens højdepunkt. Uden for klostrets tykke mure led han et forlis, som han ikke forvandt. Og her i 2005 har det været et højdepunkt på Politikens Niebuhr-rejser at finde ud til von Havens forlis.

Det har været det rigtige år for disse rejser. I 2005, med 230 års forsinkelse, udkom nemlig Frederik Christian von Havens egen beretning om strabadserne på den arabiske rejse: hans store dagbog 'Min Sundheds Forliis'.

En eventyrlig udgivelse på mange måder, ikke mindst fordi Thorkild Hansen ikke kendte til dagbogen, da han skrev sin roman.

Med sikker hånd og kun få dokumenter fra von Havens egen hånd, navnlig hans rapport fra Sinai-turen, gjorde Hansen ham til romanens uovertrufne skurk, til det vrængbillede af en dovendidrik og selvoptaget levemand, som kun får helten Carsten Niebuhr til at træde så meget desto engleagtigere frem.

Strømførende treenighed
Thorkild Hansen sad siger og skriver 14 dage på Det Kongelige Bibliotek, før han havde læst tilstrækkeligt i dokumenterne fra den arabiske rejse til at skrive sin dokumentarroman, som ikke blot fortalte historien, men »erobrede den«, som det fint formuleres af Anne Haslund Hansen (der nu er udgiver af von Havens dagbog).

Seks måneder gik der alt i alt, fra Thorkild Hansen havde idéen, til romanen var færdigskrevet. En roman, som har ført det utroligste med sig: Ikke blot har den genindsat ekspeditionen i dens historiske ære og værdighed og givet navnet Niebuhr den berømmelse, det fortjener.

Romanen har skabt et stående spændingsfelt af ægte videnskab, ægte litteratur samt en hel del ægte røverhistorie, en strømførende treenighed, som er så stærkt den dag i dag, at gode kvinder og mænd bliver ved med at gå i aktion:

Københavns Universitet har fået sit Carsten Niebuhr Institut, det myldrer med udgivelser i det Carsten Niebuhr Bibliotek, som Davids Fond finansierer - og Politikens læsere rejser rundt til østerlandske basarer, ørkener og hellige bjerge for at finde Carsten Niebuhrs fodspor.

Alt sammen inspireret af en roman af Thorkild Hansen fra 1962.

Uduelig videnskabsmand
I denne roman lader Hansen von Haven dø i synden. Da filologen drager sit sidste suk i Mokka, Yemen, 1763, er romanen kun halvvejs, og Carsten Niebuhr har endnu ikke udført sit hovedværk, aftegningen i kileskrifterne i Persepolis.

Men von Haven er definitivt diskrediteret, Thorkild Hansen citerer Carsten Niebuhrs ord om filologen: »Von Haven var uduelig med hensyn til sprogvidenskaben (...) Hans eneste tanke på turen var at komme hjem; hans kæreste samtaleemne var den magelige fremtid, som han stillede sig selv i udsigt«.

Men von Haven lader til gengæld ikke Thorkild Hansen dø i synden. Romanens skurk er nu med udgivelsen af dagbogen 'Min Sundheds Forliis' sprunget ud af romanen for selv at føre pennen og give sin version af, hvad der egentlig foregik før og under ekspeditionen til Arabia Felix.

Har Thorkild Hansen ramt rigtigt med det billede af ekspeditionens indre dynamik, han tegner? Måske.

Oplysningstiden
Ekspeditionsdeltagerne skulle skrive dagbog. Instruksen fra Kongens København var til at tage og føle på:

»Optegnelserne skal være fuldstændige og skal ske således, at enhver kan forstå dem, også selv om den rejsende måtte afgå ved døden og derved være forhindret i at udlægge sine ord«.

»Hvis én og samme ting optages i mere end én dagbog, uden at de indbyrdes har aftalt indholdet, så vil sligt være Os så meget des mere til allernådigst velbehag, som man i Europa lærer en sag at kende ved, at to rejsende har beskrevet den ud fra et forskelligt synspunkt og man så tror på det mest pålidelige ...«.

Det er oplysningstidens Europa, der taler her. De kvalificerede modsætningers måde at tænke på. Og man kan roligt sige, at instruksens givere får modsætninger, så parykken passer.

Der foreligger højst forskellige dagbøger, ikke blot Christian von Havens nu udgivne samt Niebuhrs 'Rejsebeskrivelse', men også en endnu uudgivet dagbog af ekspeditionens klogeste hoved, den svenske naturforsker Peter Forskål.

Og så er selve Niebuhrs dagbog endda endnu ikke udgivet, han har nemlig som alle andre sejrherrer selv fået lov at skrive historien i sin to kæmpeværker, dels en 'Beskrivelse af Arabien', dels 'Rejsebeskrivelse'.

Der skal nok være artigheder gemt i selve dagbøgerne, som ligger og ulmer på et tysk bibliotek. Og hertil kommer altså, hvad Frederik V's København næppe i sin vildeste fantasi havde forestillet sig: en roman om rejsen. Skrevet af en dansk hr. Hansen nøjagtig 200 år efter turen til Sinai.

Påbud om eftergivenhed
Så greverne Bernstorff og Moltke, ekspeditionens københavnske opdraggivere, fik deres vilje og lidt til, hvad tekster angik. Men på et andet og nok så afgørende punkt blev de bestemt ikke adlydt. Det hed nemlig også i instruksen:

»De rejsende lærde er fuldstændig lige i forhold til hinanden, og ingen af dem kan - ligegyldigt under hvilket foregivende - tiltage sig nogen autoritet eller overlegenhed over for de andre«.

»Deres opmærksomhed skal til stadighed være rettet imod den uforstyrrede opretholdelse af samdrægtighed og fred, og det skal med yderste omhu - så kær vor kongelig nåde er dem - til stadighed være dem magtpåliggende at undgå al splid, tvist og stridighed«.

En uhyggeligt relevant instruks, som von Haven hadede af et godt hjerte, fordi den ikke gjorde ham til chef. En instruks, som han trodsede på det groveste ved at yppe kiv fra morgen til aften, ja måske ligefrem forsøge mord på sine rejsekammerater, hvad Thorkild Hansen gør en del ud af.

Og som rejseforskeren Michael Harbsmeier (der også var med på en af Politikenrejserne her i 2005) skriver i sit forord til Niebuhrs dagbog:

»Når man tænker på, at uenighederne med ikke mindst Christian von Haven allerede ved afrejsen og under opholdet i Cairo var ved at føre til ekspeditionens afslutning endnu før den for alvor var kommet i gang, forekommer instruksens påbud om eftergivenhed og samdrægtighed mellem de rejsende nærmest som en besværgelse af den tragiske reduktion af ekspeditionens mandskab til kun et medlem«.

Alle døde på nær en
For sådan gik det jo. De døde alle sammen, undtagen Carsten Niebuhr, som til gengæld nåede hjem til København i 1767 med en bugnende høst af videnskabelige resultater fra rejsen til morgenlandene.

Resultater, som ikke kun han selv, men også hans mere eller mindre forkætrede rejsekammerater havde fremskaffet inden for sprog- og litteraturforskning, naturbeskrivelse, geografi, etnografi - ja encyklopædisk mange og forskelligartede resultater. For ekspeditionen var en succes, og det bibelske nederlag ude i Sinai var slet ikke betegnende for det samlede resultat.

Men hvad der skete på Sinai-rejsen satte alligevel rejsen i relief, dens dilemmaer mellem bibeltro og videnskabelig oplysning, dens farlige møde mellem kristenhed og morgenlande, dens dræbende indbyrdes spændinger.

»Man tager fejl«, skriver Carsten Niebuhr efter hjemkomsten, »hvis man formoder, at mine rejseledsagere er blevet revet bort af smitsomme sygdomme, fordi de døde så hurtigt efter hinanden«.

»Jeg tror snarere, at vi selv har været skyld i vore sygdomme og andre altså nemt kan tage sig i agt for dem (...) Vi mente tit med urette at have grund til at beklage os uden at erindre, at man heller ikke i Europa altid rejser med fornøjelse«.

Christian von Haven, derimod, var stort set gram i hu fra start til slut: »Jeg gik meget misfornøjet bort, og har endnu ikke da jeg skriver dette fundet årsag til at forandre min misfornøjelse«, skriver han et karakteristisk sted i Konstantinopel. To meget forskellige gemytter. Den første overlevede, den anden døde.

Lysende stjerner
De kommende syv dage vil vi med den lille litterære sky foran os - Thorkild Hansens roman samt Niebuhrs rejsebeskrivelse og von Havens dagbog - lægge en lille julerejse rundt i sporet fra de vise mænd fra Vesterland: København, Marseille, Konstantinopel, Kairo, Suez, Sinai og alt i alt: Morgenlandet.

Da jeg selv for nogle uger siden strøg ud af redaktionen på Rådhuspladsen for at støde til det sidste af de tre hold Politikenlæsere, der i år har gjort Sinai-turen, havde en god kollega et citat stående på sin skærm, et digt-udkast fundet i de efterladte papirer fra den nyligt afdøde Klavs Bondebjerg, der var en stor Mellemøst-rejsende. Digtet lød:

»Sluk lyset, der kommer stjerner!«.

• Carsten Niebuhr: 'Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande I-II', indledning Michael Harbsmeier, overs. Hans Christian Fink, Vandkunsten/Carsten Niebuhr Biblioteket/Davids Fond
  
• Frederik Christian von Haven: 'Min Sundheds Forliis', dagbog, udg. Anne Haslund Hansen og Stig Rasmussen, Vandkunsten/Carsten Niebuhr Biblioteket/Davids Fond
  
• Thorkild Hansen: 'Det lykkelige Arabien', roman, 1962, Gyldendal
  
• Thorkild Hansen: 'Søforhør', fiktivt selv-interview, 1982, Gyldendal