Hvis man ikke har tillid til de andres kanon, kan man lave sin egen.

Det gjorde Radio Rosa, den homoseksuelle lokalradio i København, da den heteroseksuelle Brian Mikkelsen tog ladegreb til at sætte den nationale kultur på hitlister.

Bøsserne sigtede internationalt, for skulle man holde sig til de hjemlige forfattere af lyserød observans, ville de alle sammen komme med fra Herman Bang til Christian Kampmann.

Nu er de to dog i Rosas kanon, mens man må savne Aage Dons og den til stadighed mistænkte H.C. Andersen.

Han var dog nomineret blandt de 50 forfattere, som 10 homoseksuelle smagsdommere fandt frem til, inden de endeligt stemte om 12 uomgængelige eller i det mindste stærkt anbefalelsesværdige.

Universel kvalitet
Hver havde fem favoritter med i studiet og motiverede valgene.

Der måtte ikke være overlapninger.

Den litteratur, der enten er skrevet af homoseksuelle forfattere eller beskæftiger sig med temaet, har altid haft potentielle læsere blandt de mest indforståede, og mange af værkerne har fået status som kultlæsning, men de bedste har fået en langt større rækkevidde, fordi den litterære kvalitet var universel.

Mann og Forster
Forfattere som Thomas Mann ('Døden i Venedig') og E.M. Forster ('Maurice') levede og skrev i første halvdel af 1900-tallet, hvor konventionerne hindrede åbenhed omkring seksualiteten, hvis man da ikke ligefrem ville dele skæbne med Oscar Wilde, der døde, da Mann var 25 og Forster 21.

'Døden i Venedig' bærer på et selvportræt af forfatteren, der mister sin hårdt tilkæmpede selvdisciplin i erkendelsen af sin seksuelle dragning mod den guddommelig, smukke dreng, en drift mod skønhed og død, åndens tribut til kødet bliver døden.

Skjulte drifter
Slet så højspændte er englænderen E.M. Forsters anfægtelser ikke.

Han var en både filosofisk og psykologisk klog romanforfatter.

Men langt mere traditionel end sin næsten samtidige Christopher Isherwood, der kastede sig ud i Weimarrepublikkens hektiske sexliv i Berlin.

Det havde Forster aldrig gjort. Hans drifter var pakket ind i romaner som 'Howards End' og 'A Room with a View', som James Ivory gengav i sine geniale filmatiseringer.

Det er også filmatiseringen af Forsters tredje store roman 'Maurice', der gør at vi kender den, for den er så vidt jeg ved aldrig oversat til dansk. Netop fordi temaet er en homoseksuel kærlighedshistorie, ville Forster ikke have den udgivet, mens han levede.

Lune og frækhed
'Maurice' er med i Radio Rosas kanon, og jeg er glad for at have bragt den på bane og fået opbakning til dens placering, for den er for mig idealet af en homoseksuel historie.

Den blev et tilløbsstykke for både bøsser og heteroseksuelle - mænd, ja sågu'. Der var engang, da man sagde: Følelserne er de samme ... Ja, men dengang var det et postulat, som heldigvis er kommet sandheden nærmere.

Isherwood turde det, som Forster ikke turde. Hans 'Farvel til Berlin', der blev til 'Cabaret' på film og teater, vil ingen vel placere som verdenslitteratur, men i den homoseksuelle verdenslitteratur er han en milepæl.

Hans lune og frækhed og sans for det erotiske følelsesliv, også det heteroseksuelle, er suverænt. Der skulle en bøsse til at skabe Sally Bowles.

Autoriseret nationalbøsse
De to franskmænd i Rosas kanon er Jean Cocteau og Jean Genet, begge yngre end Mann og Forster, men skrivende i deres tid.

Genets anslag mod borgerskabets og magtens tomme ritualer kan man se p.t. i hans skuespil 'Stuepigerne' på Sorte Hest, men det var hans selvbiografiske 'Tyvens dagbog', der med sine intime skildringer af homoseksualiteten gjorde ham 'berømt' i Danmark, hvor ellers seriøse litterater som Carl Johan Elmquist tabte både hovedet og besindelsen i forfærdelse over 'svineriet'.

Cocteau var den etablerede, autoriserede nationalbøsse i Paris, surrealist, opiumsryger, digter og dekoratør for epokens avantgardistiske balletter.

At hans homoseksuelle hovedværk, den korte 'Le livre Blanc' udkom anonymt i 1928 ('Den hvide bog' på dansk i 1987) kan undre, men anonymiteten holdt nu ikke længe, for var der noget, Cocteau afskyede, var det anonymitet.

Med åbne kort
Over alle står ikonerne Walt Whitman og Oscar Wilde, der på hver sin måde spillede med åbne kort. Præsentation er vist overflødig.

I lighed med den danske kanon rummer Rosas kanon påfaldende få nulevende. Hos Rosa må man med rette notere Edmund White med 'En drengs historie'.

Personligt savner jeg Truman Capotes 'Other Voices other Places' - 'Nye stemmer, nye steder', men nu er Capote snart på plakaten igen med filmen om ham, så jeg kan kun sige: Se ham, læs ham. Han er mere end en lyserød forfatter. Det er alle bøsserne i kanonen.