Det er svært at forestille sig, at samtlige fangevogtere og hele ledelsen af Vestre Fængsel med ét forlader vagtfunktioner og kontorer for at gå i cellerne og blive låst inde – af deres hidtidige fanger, som til gengæld overtager ledelsen og bytter plads med deres hidtidige vogtere.

Men i korte træk er det så nogenlunde, hvad der foregik i Anden Verdenskrigs danske fangelejr ved Frøslev på befrielsesdagen, 5. maj 1945:

Om morgenen var tidligere danske frihedskæmpere fra den illegale modstandsbevægelse indespærret i fangebarakkerne.

Men i kraft af det tyske nederlag rykkede modstandsfolkene i løbet af dagen over i kommandantbygningerne: Her pillede de nazibanneret over skrivebordet ned og smed Hitlers vogtere over i de barakker, de selv havde været fanger i.

"Nu var den der jo alligevel"
Som historiker og leder af Frøslevlejrens Museum under Nationalmuseet Henrik Skov Kristensen siger:

»De nye magthavere byttede plads med de gamle og blev i fængslet. Nu var lejren der jo alligevel. Så kunne man lige så godt bruge den, når man nu stod med et stort antal personer, der skulle interneres i forbindelse med det kommende retsopgør«.

LÆS OGSÅ Israel sender tysk bogskat retur

Allerede dagen efter begyndte de nye fanger at strømme til lejren i lastbiler og busser, mens de indtil da indespærrede modstandsfolk nu stod for den rare ende af pistolløbene og sikrede, at deres gamle fjender blev interneret: værnemagere, Gestapo-håndlangere, SS-frivillige, fremtrædende nazister, Schalburgkorpset samt store skarer af sønderjyske hjemmetyskere, der efter besættelsen havde solidariseret sig med Hitlers Tyskland.

Men hele interneringen og ikke mindst det retsopgør, der skulle følge, foregik i en ophedet stemning af had og trang til gengældelse, og nu har Henrik Skov Kristensen skrevet et 640 sider tykt værk om, hvordan danskerne drev lejren, og hvor rimeligt krigens tabere blev behandlet.

To lejre
Bogen, der er blevet til efter en gennemgang af et stort kildemateriale – herunder 4.600 fangejournaler – fortæller om livet i Danmarks største fangelejr og om det omdiskuterede retsopgør efter krigen.

Titlen, ’Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret’, refererer til, at Frøslevlejren efter krigen fik nyt navn efter landsbyen Fårhus i nærheden.

Hvor Frøslevlejren for den danske befolkning i almindelighed er et stærkt symbol på tysk besættelse og dansk modstand, er Fårhuslejren omvendt for taberne et symbol på et uretfærdigt retsopgør.

Den tvetydige og stærke symbolværdi er Henrik Skov Kristensen konstant blevet konfronteret med under bogens tilblivelse, fortæller han, mens han som Frøslevmuseets overinspektør viser rundt i de gamle barakker, ind forbi det store sort-rød-hvide nazibanner i lejrkommandantens kontor og op i hovedvagttårnet.

Heroppe står ’Jomfru Madsen’, et bedaget rekylgevær. Både geværet og den kraftige projektør ved siden af kunne række ud over hele lejrterrænet med de op til 5.000 fanger i brunlige træbarakker.

Gammelt nag
Barakkerne ligger fordelt i stadig større cirkelbuer omkring hovedvagttårnet, og ud langs de lange, lige radier kunne ’Jomfruen’ mageligt bestryge hele lejrområdet, fortæller historikeren. Det kan give mindelser om tankegangen i tyskernes koncentrationslejre, men det tåler ingen sammenligning, understreger han:

»Jeg er stødt på flere ting, der var på kanten og også ud over det tilladte for behandlingen af fanger. Men fangerne døde ikke af sult eller vold«.

Sådan var det i hvert fald fra august 1945 og frem, for historien falder i to dele, viser Henrik Skov Kristensens research:

Fra befrielsen og frem til 3. august var Fårhus interneringslejr: Naziledere og kollaboratører blev holdt fanget, mens de ventede på at komme i grundlovsforhør, og deres vogtere var mænd, der havde været umiddelbare fjender under krigen.

Fra august 1945 og frem til lejrens nedlæggelse i 1949 var Fårhus i stedet en straffelejr. De indsatte var værnemagere og kollaboratører, der havde fået udmålt deres straf efter efterkrigstidens særlige juridiske regler om landsforræderi, og driften overgik til det danske fængselsvæsen.

Forskellen er ikke bare akademisk, understreger historikeren: Der var forskel på, hvor hårdhændet man var, afhængigt af om man var provisorisk nedsat vogter, måske med gammelt nag, eller om man var professionel fængselsbetjent.

»Den offentlige diskurs i sommeren 1945 var præget af revanchisme (trang til hævn, red.), og det var behandlingen af de indsatte også ganske ofte«, fortæller Henrik Skov Kristensen, der i sin bog kan berette om for eksempel tilfælde af straffeeksercitser, hvor fangerne skulle stå ret på appelpladsen i flere timer.

Personligt had og selvtægt
Dagbogsoptegnelser vidner om, hvordan lokale iagttagere har set landsmænd huje »grimt og pøbelagtigt«, når de åbne biler i dagene efter befrielsen kom rullende med tilfangetagne Hitlersympatisører.

Frihedsrådet indskærpede da også allerede dagen efter befrielsen, at de internerede skulle »behandles på værdig måde i overensstemmelse med dansk kultur og retsopfattelse«, og at man eksempelvis hverken kunne tillade, at de blev sultet, spyttet på eller kastet sten efter.

»Og den slags direktiver har det med at blive udsendt, når det ikke er sådan, det foregår«, som Henrik Skov Kristensen bemærker.

Trivielle klager
Historikeren har ikke fundet kildemæssigt belæg for, at de indsatte sultede i lejrens første måneder, selv om flere fanger har hævdet det.

Han har heller ikke kunnet finde belæg for, at der foregik systematisk vold, og efter at fængselsvæsenet i august 45 overtog lejren, fandt fangebehandlingen et professionelt leje.

LÆS OGSÅLandsforrædere får permanent udstilling

»Fangerne beklager sig stadig over behandlingen til fængselsledelsen, men klagerne blev mere trivielle. For eksempel klages der over larmende tæppebankning i kirketiden om søndagen! Det vidner trods alt om, at der ikke har været graverende overgreb«.

Der foregik dog også kritisable ting under fængselsvæsenet. For eksempel er der talrige eksempler på, at fængselsinspektør Cuno Gjerstrup forsøgte at ’korrigere’ rettens domme over indsatte: Følte Gjerstrup, at en fange havde fået for mild en dom, kunne han finde på at anbefale, at den pågældende ikke blev benådet eller prøveløsladt før tid.

Rimeligt opgør
Mens den fremherskende stemning i årene lige efter krigen var præget af, at de danske værnemagere fik som fortjent, og der i de senere år har været fokus på at belyse de danske overgreb imod besættelsens undertrykkere, vurderer Henrik Skov Kristensen, at det »langt hen ad vejen« lykkedes at få kanaliseret de stærke følelser ind i kontrollerede baner.

»Sammenlignet med tilsvarende opgør i andre lande opførte Danmark sig ... ja, jeg vil ikke sige retfærdigt, for det er en tolkningssag, men jeg vil vurdere, at det, der skete, var rimeligt under de givne omstændigheder«, siger han.

»Retsopgøret var en realpolitisk proces, der gik ud på at genoprette normale tilstande, og med den stemning, der var, var man nødt til i en vis grad at imødekomme befolkningens meget stærke krav om gengældelse. Jeg har svært ved at se, hvordan man skulle være kommet uden om repressalier«.

Sammenlignet med for eksempel Frankrig, hvor op mod 40.000 kollaboratører blev skudt uden lov og dom, fik det danske retsopgør efter hans vurdering et »forholdsvis civiliseret forløb«, og de danskere, der fik fængselsdomme og kom til Fårhus, oplevede generelt en fangelejr, der levede op til en retsstats principper.

Dobbelt offerrolle
En af intentionerne med interneringerne var netop også at beskytte fangerne:

»Myndighederne var klar over, at hvis man ikke forsøgte at kontrollere de meget, meget stærke følelser, kunne det ende med lynchninger og selvtægt«.

LÆS OGSÅGamle tyske nazister får livstid for massakrer

Men de, der sad som fanger i Fårhus, oplevede selvfølgelig retsopgøret som uretfærdigt, understreger han: En relativt stor del af fangerne – især i begyndelsen – var fra Sønderjyllands tyske mindretal, der havde solidariseret sig med Tyskland under krigen. Ifølge Henrik Skov Kristensen har mindretallet opbygget en selvforståelse af en »dobbelt offerrolle«:

»I deres udlægning var de først blevet forledt af Tyskland, som de hyldede under besættelsen, og derpå blev de forrådt af Danmark, som slæbte dem i retten som landsforrædere. Men det var jo ikke blot Tyskland, de solidariserede sig med. Det var også en menneskefjendsk ideologi«.

De gode mod de onde
Kollaboratørernes undskyldning under retsopgøret var, at de ’bare’ havde gjort, hvad den danske samarbejdsregering havde bedt dem om:

»Det oparbejdede de en grundfortælling om. Men regeringen opfordrede for eksempel aldrig til, at danskerne meldte sig til Waffen-SS!«.

Efter bogen om Fårhuslejren er historikeren allerede gået i gang med at skrive historien om Frøslevlejren.

»Årtiers spådomme om, at interessen for Anden Verdenskrig og besættelsen af Danmark nu snart ville ophøre, er gjort grundigt til skamme. Interessen er nærmest umættelig. Det handler jo om det basalt etiske: det godes kamp mod det onde«.