Hvorfor læser vi erindringer og selvbiografier, især når vi kommer op i årene?

Utvivlsomt af mange grunde – som fodnoter til historien, i håbet om saftig sladder, for at spejle egne erindringsbrokker i andre og klogere personers tanker og viden osv. Måske ligefrem i håb om at møde en opsummering af livserfaring, en subjektiv sandhed om et liv?

LÆS OGSÅSvensk kritikerfavorit: Svaret står på side 206

Det sidste leverer Torgny Lindgren (f. 1938) på sin egen underfundige facon, selv om hans ’Erindringer’ begynder med at dementere sig selv og tanken om en sandhed: »Du burde skrive dine Erindringer, sagde forlæggeren. Det kan jeg ikke, sagde jeg. Jeg har ingen erindringer (...) Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan huske noget, sagde jeg. I et halvt århundrede snart har jeg forsørget mig ved mine indbildninger. De har været meget omfattende. At begynde at kalde dem erindringer nu, det ville være pinligt«.

En masse noveller
En krukket indledning? Næ, for dels har Lindgrens romaner tydeligt nok trukket på erindringer om hans barndoms skikkelser og landskaber omkring Norsjö i Västerbotten, lige fra gennembruddet med ’Slangens vej’ i 1982 og frem til ’Dorés Bibel’ og ’Norrlands Akvavit’, der udkom på dansk i 2008.

Dels demonstrerer de følgende 219 sider netop, at erindringer er og bliver »historie og fortællinger«, eller som han selv opsummerer til sidst: »Mit liv har ikke været en roman men en novellesamling«.

Men sikken én!

LÆS OGSÅStieg Larssons partner afliver ny bog

Nogle erindringsglimt har faktisk karakter af noveller. Sovjetunionens monstrøse krans til Thomas Manns begravelse i Zürich – en kostelig anekdote, som indgik i novellesamlingen ’I Brogede Blades vand’ – forbindes nu med andre forfattermøder, en spåkvinde i Prag, en alarmerende opringning om Olof Palmes død og forfatterens reaktion på den: »Gudskelov, at det bare var sådan en bagatel!«.

Formen er hellig
Palmes »ubegribelige, jegcentrerede væsen, eruptionerne af veltalenhed« blev Lindgren vaccineret imod, allerede da den unge socialdemokrat som kulturminister lovede forfatterne ’frihed’ ved afskaffelse af forlag og boghandlere og indførelse af statsløn.

Tanker om realismen i kunsten udspringer til gengæld af mødet med en billedhugger, der har lavet dødsmasken af storspionen Stig Wennerström – og samtidig talt med afdøde! Hvilket minder Lindgren om de kort, han selv fotograferede som ung i luftvåbenet, og som spionen siden solgte til fjenden.

Der er ingen grund til at tvivle om ægtheden af hans gengivne brev til Halldór Laxness, hvorimod møderne med bl.a. Göran Tunström, historikeren Erik Lönnroth og folkelivsforfatteren, bedrageren, fascisten og løgnhalsen Stig Cederholm former sig så pointeret, som kun erindringen – ikke hukommelsen – evner det.

Stoffet er nemlig »en biting, en nullitet. Formen er hovedsagen ... Formen er hellig! Vores evighedslængsel er en længsel efter form«.

Grundvandets løfte
At erindre er ingenlunde identisk med at huske, siger Kierkegaard i ’In Vino Veritas’.

Mens oldingen mister hukommelsen, trøster erindringen ham »med det poetiske fjernsyn« (som i 1845 begribeligvis ikke betyder tv). Barnet har derimod en formidabel hukommelse, men er for ungt til at have erindring, for erindringen er »idealiteten«, der hævder kontinuiteten i livet.

Nok så ironisk udtrykkes samme forskel i mundheldet om, at det er let nok at skrive sine erindringer, hvis bare man har en dårlig hukommelse.

LÆS OGSÅ Svensk krimiforfatter: Jeg orker ikke at læse krimier

Men her får vi nu også en slags erindringens nøgler til romanfigurerne: På tuberkulosesanatoriet mødte lille Torgny f.eks. den dreng, der som ordblind hovedperson siden lærte Dorés Bibel og megen anden verdenslitteratur udenad.

I romanen er drengen søn af en stor skovbruger som forfatterens egen far, der i sin ungdom var frelst, men – ligesom den ’affrelste’ prædikant i ’Norrlands Akvavit’ – sidst i livet kun kan få øje på ét evigt liv: genernes.

»Med tiden skal vi alle mødes nede i grundvandet«.

Jeg?
I stedet for en kapitel- eller rent ud novelletitel indledes hvert kapitel med en slags rune: det bomærke, hvormed forfatterens tiptipoldefar mærkede sine ejendele og måske også sit tømmer, sit kvæg osv. Slægten er altid med hos Lindgren, ja, i ham. Som her ved moderens dødsleje:

»Skriver du nogensinde ordet jeg? spurgte hun. Før gjorde jeg aldrig«, svarer sønnen.

»Men jeg kan komme til at gøre det«.

Hun spørger: »Er jeg indbefattet i det jeg? Og alle forfædrene?«.

Og han svarer: »Jeg har aldrig bildt mig ind at jeg er mig. Jeg er naturligvis os. Jeg skriver jeg fordi jeg ikke har det rette ord. Nej, sagde mor. Jeg har heller ikke det rette ord«.

Opskrifter
En blufærdig inderlighed slår igennem i de sjældne glimt, hvor Lindgrens venlige ironi ikke formår at dække den.

I skildringen af en elsket hund. I modernitetens erkendelse af, at »ingenting blev efter hensigten«; modsat de gamles skæbnetro fortrøstning, uanset tilværelsens grumhed: »Det var meningen«. Dengang livet bare var det ’dennesidige’, men uløseligt knyttet til den materielle overlevelsesindsats og dens glæder.

Samtalen ved moderens dødsleje »måtte udelukkende handle om det allervæsentligste, det livsvigtige«, så den ender med, at han beder hende om »opskriften på ovntørret rensdyrkød«, og vi får den.

LÆS OGSÅ Svenske forfattere: Krimidronninger kan ikke skrive

Og da han til sidst overleverer forlæggeren manuskriptet til de ’Erindringer’, han ikke har, spiser de sammen den østrigske ret Tafelspitz – og vi får en opskrift, lige til at gå i køkkenet med.

Sammen har vi kun ordene. Men et liv er ikke kun ord eller form. Forleden døde Torgny Lindgrens søn, kun 45 år gammel, og forfatteren har aflyst alt i dette efterår, også danmarksbesøget under Louisiana Literature næste weekend.