»Er jeg den eneste, der er lidt liderlig?«, lød det fra en mand inde fra en bunke af sammensnørede nøgne mænd i en Wulffmorgenthaler-stribe i Politiken for nogle uger siden.

Henvisningen til torturbillederne fra Abu Ghraib-fængslet i Irak var efter manges mening så direkte umorsom, så upassende og kynisk, at det rejste en voldsom læserdebat.

Findes vittigheden?
Det endte med en beklagelse i Politiken og en tilbagetrækning af den grove joke fra parrets hjemmeside. Samme hjemmeside har spillet en væsentlig rolle i dét, der igen skaber opmærksomhed om de kontroversielle satiremakkere: udgivelsen af ’Wulffmorgenthaler Top 1000’.

Brugere af tegneseriens hjemmeside, har foråret igennem afgjort sammensætning og rækkefølge af striber i genudgivelsen af de 1.000 ’bedste’ af Mikael Wulff og Anders Morgenthalers foreløbig otte års daglige striber i Politiken.

LÆS OGSÅLæserne tager afstand fra satirecensur

’De 1000 bedste striber nogensinde udvalgt af Danmarks befolkning’, er undertitlen på, hvad der kunne have været ’De bedste’, ’Største hits’ eller bare et ’udvalg’.

Hvorfor var det jeres fans, der skulle afgøre, hvilke af Wulffmorgenthalers striber der var bedst?

Wulff: »Satire og komik er jo en social udtryksform. Den er afhængig af, at der er et publikum. Hvis man fortæller en vittighed, og ingen griner, rejser det spørgsmålet, om vittigheden overhovedet findes. Så på den måde er det meget oplagt«.

»Vi er jo ikke en fokusgruppe«
I forordet skriver I, at satire er en måde at kommunikere med mennesker på. Er afstemningen ikke også en afsøgning af markedet? Hvad og hvem kan det bedst betale sig at tage pis på?

Wulff: »Vi har jo ikke lavet en fokusgruppe. Tegningerne har været offentliggjort, derefter har vi spurgt folk, om de vil udvælge dem, de synes er bedst«.

Morgenthaler: »Vi bruger ikke publikums reaktioner til at indrette os efter, hvad der er flest gysser i. Vi har lavet det i otte år, vi har ikke ladet os influere af, hvad folk synes. Tegningerne har på den anden side heller ikke været tænkt som noget, der skulle lukke sig om sig selv«.

I begyndelsen lavede Mikael Wulff og Anders Morgenthaler dem om mandagen. I mange år havde de den regel, at de skulle lave ti striber af tegneserien Wulffmorgenthaler, så var den uges arbejde færdigt.

LÆS OGSÅ Wulffmorgenthaler udviser ren menneskeforagt

Nu, da deres virksomhed også omfatter tv, film, T-shirts, spil, og hvad ved man, er det mere noget med, at de sætter et par uger af til striberne og laver så mange striber, de kan nå.

Den der med Abu Ghraib. Hvad var det, I ville fortælle med den?

Morgenthaler: »Vi teoretiserer meget i vores humor. Altså: Teoretisk må der være nogle mennesker, bare nogle få, der ville blive glade, hvis deres partner skulle dø af kræft. Det er der jo en teoretisk mulighed for. På samme måde arbejder vi i den tegning med en teori om, at der måske kunne være én af de mange fanger, der blev udsat for det der, der rent faktisk blev seksuelt opstemt af det«.

Generationsforskelle
I tager udgangspunkt i forventningen om, hvad der vil ske, og så bryder I den forventning. Er det det, der er sjovt?

»Nu taler du om Abu Ghraib-striben. Det væsentlige i det postyr, der var omkring den, bundede i generationsforskelle. Folk, der havde oplevet Anden Verdenskrig og det, der er værre, syntes ikke, den var morsom, mens de unge slet ikke kunne forstå forargelsen«.

Det kunne jo være, at folk bliver klogere, mere følsomme og bedre i stand til at sætte sig ind i andres smerte, efterhånden som de bliver ældre. Mens unge tegneseriefreaks bare synes, det er vildt sjovt, når nogen siger ’liderlig’?

LÆS OGSÅWulffmorgenthaler: Det er sjovt, når de gode gør noget galt

Wulff: »Vores livssyn afspejles jo i striben. Livet er absurd. Striberne er et forsøg på at fortælle, at tingene ikke altid er, som man håber eller tror, de er. Omvendt kan man spørge, om det er specielt klogt at bruge al sin vrede på en tegning, når man ser, hvordan verden ser ud«.

Morgenthaler: »I samme periode, som den stribe blev diskuteret af intellektuelt korrekte mennesker, brød sultkatastrofen ud i Afrika. Da vores stribe begyndte i Politiken, var der flere læserbreve i avisen imod vores tegninger end om Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Det skete samtidig. Men det at vi havde lavet en tegning af en mand, der fik en hest i hovedet, var mere kontroversielt, end at Danmark for første gang i flere hundrede år gik aktivt ind i en krig. Det er da interessant, at folk vælger at prioritere deres energi sådan«.

»Jeg læser ikke, hvad alle mulige folk mener«
Hvorfor bruger I jeres talent på at lave tegneserier om forhold i verden, der teoretisk er absurde. I stedet kunne I jo arbejde med at belyse det, der virkelig er absurd?

»Det gør vi da også. Tre dage efter Abu Ghraib-striben havde vi én om sulten i Afrika. Men o.k. vi tager ikke ud og lærer afrikanske børn at tegne«.

Det var et debatindlæg af forfatteren Niels Barfoed i Politiken, der for alvor satte gang i debatten om den stribe. Læser man det, han skriver, går kritikken faktisk ikke direkte på jer. Den går på de redaktionelle processer i medierne. Han kritiserer tidens norm om ytringsfrihedens absolutte ukrænkelighed.

Wulff: »Jeg læser ikke, hvad alle mulige folk mener. Men det der indlæg læste jeg lige sådan hurtigt«.

Morgenthaler: »Jeg har ikke læst, hvad Niels Barfoed skrev«.

LÆS OGSÅTv-redaktøren: Wulffmorgenthalers pandaer er lidt for barnagtige

O.k., så meget for kommunikation. I vil gerne vide, om folk synes, det er sjovt. Men argumenter for, hvorfor det ikke er sjovt, læser I ikke?

»Jeg har ikke analyseret det. Men han brugte striben som rampe til nogle mere generelle spørgsmål, som er bundet op på en subjektivitet om ytringsfrihed. Men jeg tror ikke, vi har fælles grænser for ytringsfrihed. Hvis der skulle være nogen. Det er Politiken, der har et problem. Vi leverer et produkt til dem. Hvis De ikke vil have det, er de velkomne til at fjerne det. Så må vi gå andre steder hen. Men sagen er den, at de godt vil beholde striben i den daglige avis. De vil bare forbeholde sig retten til at lade være med at trykke noget, der overskrider Politikens egne grænser. Så må de godt fjerne den. Det har vi nu lavet nogle regler for. Men jeg har ingen mening om Niels Barfoed.«

Ikke desto mindre fortrød Politiken, at striben var bragt, og beklagede det over for læserne.

Morgenthaler: »Ja, de bad også os om at tage den ned fra vores hjemmeside. Det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort. Vi ville bare være søde. Men så blev de, der godt kunne lide striben, pissesure og skrev, at vi var tøsedrenge, vatpikke og hængerøve. Vi sælger også striber til andre lande. Ingen af dem bringer ukritisk alt, hvad vi sender til dem. Politiken er de eneste, der bringer alt det, vi laver, uden kommentarer. At der så en gang imellem er diskussion, og at de en enkelt gang har fortrudt, det er så i orden«.

Småborgerlige?
Andre mener, at striben slet ikke har noget med krigen at gøre. Men at den til gengæld ikke er sjov, fordi den er homofobisk. Havde det været kvinder og mænd, der var bundet sammen, ville det slet ikke være sjovt, at der var en, der blev liderlig.

Wulff: »Det er tættere på en rigtig fortolkning end så mange andres. Men fordi man laver en joke om homoseksuelle, er det jo ikke ensbetydende med, at man er homofob. Vi laver jokes om alle, men vi har ikke noget imod alle.

Jeres leg med det absurde kan man jo også sige er en forsikring om, at det normale er det rigtige. På den måde er det jo ret småborgerligt og normbevarende, det I laver. Perverse ting er sjove, fordi de er mærkelige. Er det ikke indholdet?

Morgenthaler: »Det er en meget intellektuel udlægning. Men fred være med det. Jeg har hørt om en mand, der betaler en luder for at lave perverse ting med ham, som jeg aldrig ville kunne finde ud af at tegne. Folk er perverse. Det er dét, vi afspejler«.

LÆS OGSÅMorgenthaler: »Det er basalt set bare sjovt at se pandaer gå amok«

Når du synes, at det er sjovt, er det, fordi du selv er ’normal’ og ikke kunne finde på sådan noget selv? Hvorfor er det ikke bare sørgeligt?

Morgenthaler: »I virkeligheden er vi måske småborgerlige, fordi vi synes, det er sjovt, at folk laver noget seksuelt, der ikke minder om det, vi selv foretager os i sengen. Men jeg synes mere, at det er sjovt, når nogen synes, det er fedt at stikke sin pik i en hvepserede. Du kan sige, det er småborgerligt. Men hvis du træder ud af den forestilling og ser billedet af den mand for dig, lige i det øjeblik han stikker den ind. Så synes jeg altså nok ...«.

Wulff: »Det er småborgerligt at afvise eller fordømme bizarre eller perverterede mennesker. Det er småborgerligt ikke at acceptere dét, der er fremmed for én selv. Sådan er vi jo ikke«.

Er jeg den eneste, der er lidt liderlig?

»...«