Forfatteren ejer en ø. Ja, det gør han faktisk. En ø i den svenske skærgård syd for Stockholm. Henning Mankell er i den liga.

I Kirsten Jacobsen nye portrætbog, ’Mankell (om) Mankell’ fortæller han, at nogen har regnet ud, at hans bogsalg svarer til, at der er blevet solgt 1.000 bøger fra hans fødsel til i dag, Altså 1.000 bøger hver eneste dag i 63 og et halvt år.

Formentlig kunne han have solgt endnu flere, hvis han havde fortsat sin populære romanserie om Kurt Wallander fra Ystad.

Mistede lysten
Men i anden halvdel af 1990’erne orkede han ikke mere.

»Jeg havde skrevet omkring 100 sider af bind ti, da jeg holdt op. I dag fortryder jeg, at bogen aldrig blev færdig, for jeg tror, den kunne være blevet god, men jeg fik det så dårligt med det, jeg skrev. Bogen handlede om overgreb mod børn, og jeg havde bare ikke lyst til at skrive resten«.

Henning Mankell brændte manuskriptet, og det tiende bind i Wallander-serien kom først i 2009 på svensk, og det var med en helt anden historie.

Her lukkede forfatteren endegyldigt serien, eftersom Kurt Wallander mod slutningen er på vej til at forsvinde ind i Alzheimers-mørket.

Når du har så god kontakt med læserne gennem Wallander, hvorfor så ikke fortsætte serien?

»Sådan tænker jeg ikke. Det er bare sådan, at jeg i dag skriver en anden type historier, hvor jeg ikke har brug for ham. Da jeg sluttede serien, var det af respekt for læserne, som ikke pludselig skulle få nogle historier, hvor de kunne mærke, at forfatteren var blevet træt«.

I portrætbogen siger du, at der måske er en kattelem, så serien kan genoptages?

»Jeg kan aldrig bringe ham selv tilbage igen, men hans datter, Linda, findes jo, og via hende kunne Wallander findes i baggrunden, og via Linda kunne jeg også gå tilbage i tiden. Det ville være muligt, men jeg har absolut ingen planer om det«.

Krimier må ikke blive en industri
Henning Mankell understreger, at kriminalromanerne kun udgør en fjerdedel af alt det, han har skrevet, men han er ikke blind for, at det er de bøger, der har bragt hele hans forfatterskab ud i verden. Og han nedtoner bestemt ikke værdien af krimierne.

Der har hele tiden været en mening med historierne om Wallander. Den første roman var en reaktion på en voksende racisme i Sverige, og for hver eneste bog har han haft en dagsorden, som ikke var at fortælle om den melankolske politimands privatliv, men at fortælle noget om Sverige og svenskerne – og indimellem også om resten af verden.

Har du nogen forestilling om, at bøgerne har forandret noget?

»Det sker kun meget sjældent, at et enkelt kunstværk ændrer verden. Det skete, da Rachel Carson fik udgivet ’Silent Spring’ (1962, da. ’Det tavse forår’ 1963, red.) og fik verdens øjne op for ødelæggelsen af miljø, men jeg tror mere på dråben, der langsomt udhuler stenen. Til gengæld tror jeg også, at det er umuligt at ændre noget ved verden uden kultur«.

LÆS OGSÅBestsellerforfatter byder på kloge ord og skarpe analyser

Maj Sjöwall og Per Wahlöö kaldte deres romanserie for ’roman om en forbrydelse’, og det var en kritik af Socialdemokratiet. Ser du også din serie som et projekt?

»Ikke på den måde i hvert fald. For mig har det været interessant at holde forbrydelsens spejl op, så man kan se modsætningerne i samfundet, men jeg har aldrig haft en ide om, at jeg skulle skrive et vist antal romaner«.

»For mig var det vigtigt at vise, hvordan Wallander forandrede sig undervejs. Selv afskyr jeg at læse bøger, hvor mennesker ikke forandres. Jeg tror ikke på det. Når man gestalter en person som Hercule Poirot, der er den samme på side 1 som på side 1.000, så bliver det en type litteratur, jeg finder uinteressant«.

Måske anderledes om fem år
Af bogen ’Mankell (om) Mankell’ fremgår det, at hans liv simpelthen er for kort til noget, der er uinteressant.

Han nægter at spilde tiden, og han har kun foragt over for forfattere, som på forhånd proklamerer, at nu vil de skrive et eller andet bestemt antal romaner i en serie. Det er ikke litteratur, men industri.

»Der skrives gode krimier, og der skrives helvedes dårlige krimier. Det er klart, at der i dag spekuleres i det. Mange tror, det er så skide let at skrive en kriminalroman, hvorefter de skriver den – og forsvinder igen. Der findes også kvalificeret litteratur, som jeg selvfølgelig selv mener at tilhøre, men selv om der i dag er et stort fokus på krimierne, så ser det måske anderledes ud om bare fem år«.

Det har holdt ved længe?

LÆS OGSÅSvensk krimiforfatter: Jeg orker ikke at læse krimier

»Derfor kommer det måske også til at ændre sig. Naturligvis er der bøger, som forsøger at ræsonnere over forbrydelsens årsager, og som hele tiden sætter dem ind i et dybtgående socialt, økonomisk og emotionelt perspektiv. Det kunne være en Ian Rankin, John le Carré eller Thomas Harris. Der er også dem, som er dårlige«.

Kommer du selv til at skrive flere?

»Det kan jeg ikke svare på, for jeg ved det ikke«, siger Henning Mankell.

Wallander truer demokratiet
Hans bøger er i dag tilgængelige i over hundrede lande, og når læsere på den anden side af jorden har et billede af Sverige og Skandinavien, er det ofte et, han har plantet i dem. Det har han det fint med:

»Jeg tror, læserne er kloge. De forstår, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed. Jeg hævder altid, at Sverige er et vældig anstændigt samfund. Et af de bedste i verden. Og en af de bedste ting er, at man kan tale åbent om det negative. Der findes imidlertid mange myter om Skandinavien. Om de blonde piger og det utrolige velfærdssamfund. Jeg præsenterer nok et mere realistisk billede, men fjerner aldrig det grundlæggende, at Sverige er et uhørt anstændigt land at bo i«.

Selv bor Henning Mankell kun i Sverige en del af året. Det er her, han betaler sin enorme skat, selv om han faktisk er berettiget til at betale sin skat i Mozambique, hvor han bor halvdelen af året.

LÆS OGSÅMankell købte sit eget manus tilbage

Siden ungdommen har han haft en stærk tilknytning til Afrika, og i dag synes han, at han får et bedre blik på både Sverige og Afrika ved at veksle imellem stederne.

Siden du begyndte at skrive, har du været stærkt kritisk over for udviklingen i verden. Synes du, det er gået fremad?

»Ja og nej. De store, grundlæggende problemer er ikke formindsket, og kløften mellem rig og fattig er lige så stor, som den var for 15-20 år siden. Der burde kunne gøres meget mere, og for mig som forfatter er det også skammeligt, at der i 2011 stadig er millioner af børn, som ikke lærer at læse. Det er en skandale, at vi ikke har løst det problem endnu«.

Når du vil forandre verden, er det så ikke et paradoks, at din hovedperson er helt uden politisk interesse?

»Nej, det er hele ideen. Et af de store, demokratiske problemer i både Danmark og Sverige er, at mange siger, de slet ikke er interesseret i politik. Det er en trussel mod demokratiet, for man er en politisk faktor, uanset om man vil eller ej«.

Næsten som erotik
Selv er Henning Mankell også en politisk faktor, og han ved, han alene med sin person kan få sat fokus på en sag. Eksempelvis var hans tilstedeværelse det store samtaleemne, da han var med i en af de både, der forsøgte at bryde israelernes blokade af Gaza. Det skaffede både ham selv og sagen taletid i alverdens medier.

Når man spørger ham om, hvorfor han ikke selv går ind i politik, når han ellers går så meget op i at forandre verden, bliver der pludselig stille.

LÆS OGSÅMankell: Jeg fortryder ikke, at jeg tog af sted

Efter et par selvfølgeligheder om, at man selvfølgelig skal påvirke verdens gang i det omfang, man har mulighed for det, og en halv indrømmelse af, at der har været opfordringer til at gå ind i partipolitik, siger han:

»Jeg ville være blevet en dårlig politiker, for jeg er alt for utålmodig. Jeg kan gøre mere gavn ved at skrive og tale og indimellem deltage i forskellige politiske manifestationer«.

Men hvad er hans personlige brændstof ud over at ville rette op på verdens skævheder? Hans egen forklaring er, at det er en ubændig lyst til at fortælle.

»Man kan ikke skrive bøger af ulyst, og der findes en stor trang i mig til at fortælle historier. Næsten som erotik«.

Mørket er tilstede
I Kirsten Jacobsens bog fortæller han om, hvordan hans mor forlod familien, da han var barn, hvorefter hans far, dommeren, flyttede til provinsen for at kunne tage sig af børnene. Mankells ven Dan Israel mener, at moderens afsked også er en del af det brændstof, han skriver på.

»Ja, det er muligt. Selvfølgelig påvirkes man af, at en forælder forsvinder. Men jeg var blevet forfatter alligevel«.

LÆS OGSÅTerror-krimi er svensk design i tysk modetøj

I den nye bog bliver det også antydet, at der findes et mørke inde i Henning Mankell, og at det også er en slags brændstof?

»Javist«, siger Mankell stille.

For første gang har han ikke den sædvanlige fasthed i stemmen.

»Men jeg tror, jeg håndterer det ved at forfølge min lyst til at fortælle. Mere svar har jeg egentlig ikke«.

Siger du, at det at fortælle også er en måde at holde mørket i skak på?

»Ja, det er nok rigtigt. Sådan er det nok«.