Når en mand er over 80, begynder hans omgivelser at overveje, hvad han går og laver. Måske ikke så meget mere?

Frederik Dessau går tur langs søerne og funderer, for helbredets og tankernes skyld. Det er blevet hans lod at skrive essays – ’lod’, skriver jeg, som om det var en plage.

Det er det slet ikke, men udbyttet kan måske blive begrænset. Hvad er et essay? Et forsøg, en reflekterende, intellektuel tankevirksomhed, mest rettet mod en selv, men i bedste fald også henvendt til læseren.

LÆS OGSÅDe får livsvarig kunstnerydelse

I den forstand er Frederik Dessau heldig, han vil finde sine læsere, for det rebelske og det oppositionelle, som bør indgå i et essay, ligger spontant for ham.

Han er stadig en skarp iagttager og flittig fremstiller af sin bevidsthed, som er – ja, hvad skal man sige? Englænderne har et udtryk, wholesome, som kan bruges om alt, hvad der er sundt og gavnligt – men ordet bruges også med lidt ironi i stemmeklangen. Og denne bog er netop ... wholesome læsning – udviklende for sikkerheden, og muligvis endda: sikrende for udviklingen.

Ingen sovepille
Hvad tænker man på, når man går og spadserer og siden skriver ned: på krop og sjæl, på barndom og voksenalder, på vittigheder og humor, mand og kvinde, psykiatri, forandringer, gode historier, ord og billeder, privatlivets ufred, tungsindighed og depression, læsningens glæder, selvglæde og ytringsfrihed, alt holdt i korte kapitler, så man kan tage et ad gangen, som en pille med beroligende medicin ved sovetid. Men NB ingen sovepille.

Og der er da ikke noget, man ikke umiddelbart ganske vil holde med ham i. Han udtrykker en radikal, fornuftig tankegang, bruger mange (velvalgte) citater og har en trofast kæphest, som hedder, at det er udmærket at tabe ansigt, det kan – som Piet Hein sagde – måske en dag frelse hele verden. Det eneste, jeg måske savner, er, at han selv en dag vil tabe ansigt.

Hans små kapitler om vitser og humor er jeg heller ikke så meget for. Det er nogle slemt gammeldags vitser, han udførligt citerer og refererer: »Uden for en badeanstalt mødes to mænd. Har du taget et bad, spørger den ene. Næh, svarer den anden. Mangler der et?«.

Kryds og bolle
Det er jo ikke sjovt. Hvorfor ikke? Konteksten er for det første ikke realistisk. Og man spørger ikke længere, om nogen har taget et bad.

Og hvad med manden, der opvarter en ung dame, som imidlertid afværger ham. Er han bevidst om sin stil, bruger han den som et våben, han har fuldt fokus på – eller hænger den med?

Stilen er i det hele taget smuk og gammeldags, med alle retskrivningens regler og forordninger overholdt. Ja, noget af det skrevne er simpelthen dansk stil til ug med kryds og bolle, hov, men nu bliver jeg ufin, måske fordi jeg aner en konflikt mellem før og nu (som jeg selv er en lidt diffus parthaver i).

Dessau er bedst, når han tager bladet fra munden om psykiatriens elendighed, om stereotyp og ukærlig og konventionel børneopdragelse og om opblæst ytringsfrihed uden ansvarlighed og common sense. At det er muligt at udtrykke noget, gør det jo ikke nødvendigt.

Bør han skrive sine erindringer? Det er nok for sent. Vi må have det så godt med disse klare vidnesbyrd om et tænksomt, tolerant liv, som man selvfølgelig får svært ved at efterleve.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken