Han ramte bunden i foråret 2010. Mens Erik Rasmussen forsøgte at rejse sig, efter at hans årelange utroskab udløste en dramatisk skilsmisse, sank det hold, han trænede, AGF, mod nedrykning.

Magien fra den tid, hvor tilskuerne hyldede den krøllede danske driblekonge med tilnavnet ’Tryllerik’, var for længst forbi. Nu truede tilhængerne i Aarhus med at tæske den træner, de for længst havde døbt om til ’Gyllerik’.

Det forudsigelige antiklimaks kom i maj. AGF rykkede ud af Superligaen, og træneren blev fyret.

LÆS OGSÅAGF fyrer Erik Rasmussen

»Det var en sort periode. Jeg var ulykkelig over, at mit ægteskab var mislykket, og fordi jeg havde bedraget mig selv og andre, men ikke over, at fodbolden var mislykket. Det gjorde mig ked af det og frustreret, fordi jeg ikke slog til, men ikke deprimeret. Det var jeg så i et halvt år, fra jeg var 48 år, til jeg var 48 og et halvt. Det var slemt, men bagefter er det ikke den værste erfaring at have – at have været bundulykkelig«, siger Erik Rasmussen.

Halvandet år efter nedturen i Aarhus har en af landets mest profilerede fodboldpersonligheder rejst sig igen. På torsdag slår han igen med bogen ’Tilgiv mig’.

En opfordring til at indføre større åbenhed, personalepleje og ærlighed i det fodboldmiljø, Erik Rasmussen har lært at kende som en lukket og autoritær verden. Men også en skildring af personlige fejl og deres alvorlige konsekvenser.

Løgne og dårlige værdier
»Jeg fortæller åbent om sammenbruddet i mit privatliv, fordi det er en del af historien. En stor del af forklaringen på, at jeg ikke slog til i Aarhus. Tingene hænger jo sammen. Vi er hele mennesker med fejl og mangler. Det vil man bare sjældent erkende i fodboldens verden«, pointerer Erik Rasmussen.

I sin bog anklager han med konkrete eksempler sportsdirektør Jens Ørgaard i klubben FC Midtjylland for at fortie sandheden og lyve for sin daværende cheftræner, Erik Rasmussen.

LÆS OGSÅErik Rasmussen: AGF er bare noget helt specielt

Eksempelvis købte sportsdirektøren – på trods af trænerens modstand – en spiller i udlandet uden at sige det. For efterfølgende at påstå, at han da havde ringet til Rasmussens mobiltelefon. Som bare ikke havde registreret opkaldene.

»Grunden til, at jeg har skrevet bogen, er, at jeg i min tid som træner har oplevet, at der er nogle værdier i dansk fodbold, som jeg ikke deler. Det afgørende kodeks i fodbold er, at vinderen altid har ret. Så helliger målet alle midler. Som for eksempel måden man behandler sine ansatte på. Det er jeg ikke enig i, og jeg vil gerne påvise, at der er andre måder«, forklarer Erik Rasmussen.

Et litterært selvmål
Umiddelbart ligner ’Tilgiv mig’ et selvmål på 288 illustrerede sider. For som titlen antyder, erkender forfatteren sine egne løgne og fortielser i privatlivet. Hans kone opdagede utroskaben ved at studere netop mobiltelefon og computer hos gemalen.

»Nu er jeg nok ikke den eneste part i et ægteskab, der har begået utroskab her til lands. Har vi, der har begået fejl og har klare mangler, ikke ret til at have en holdning eller en moral? Det synes jeg nu nok. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne leve op til min egen moralske kodeks. Det betyder, at der var noget galt med mig, men ikke nødvendigvis med mit kodeks«, siger Erik Rasmussen.

Ved cafébordet i København har han solen i ryggen og gnister i øjnene. Ordene kommer ubesværet spankulerende og bliver til klare forklaringer, som var de nogle af middagsstundens travle frokostgæster, der haster forbi os på fortovet.

Rasmussen har valgt at køre tur-retur til København fra sit hjem i Herning, hvor børn skal hentes og bringes, på én dag. Vi har halvanden time ved cafébordet – lige så lang tid som en fodboldkamp, hvis man skærer pausen væk.

Og det gør ekstræneren gerne, for han har ventet længe på at få lov at forklare og måske forsvare sig:

»Fodbold er et underligt erhverv, på den måde at man hver søndag stiller sine evner på banen og på sidelinjen som træner til skue for offentligheden. Men alt det, der foregår før og efter kampene, alle overvejelserne og alt det, der kan gå galt, hører offentligheden intet om«, siger han.

»Ikke for at klandre sportsjournalister, men de er sjælden optaget af at finde de store forklaringer på for eksempel en altødelæggende nedtur, som den vi oplevede i AGF. Derfor har jeg valgt at gå i dybden med den«.

Løgn og bedrag
Erik Rasmussen er helt klar over, at det kan have konsekvenser at bryde den tavshed, der normalt trives i fodboldens broderskab, hvor den meste snak for åbent tv-kamera udgøres af (påtaget) muntre drillerier i herreværelset mellem kommentatorer og udøvere.

I bogens forord erkender han, at spillere og klubdirektører formentlig vil have en anden udlægning. Og at åbenheden kan være medvirkende årsag til, at den tidligere så feterede træner kan få svært ved at finde beskæftigelse i fodboldens univers, er han også på det rene med:

»Det er nok ikke direkte karrierefremmende. Da jeg forlod FC Midtjylland (i 2008, red.), efter at klubben havde vundet medaljer med mig som træner og solgt spillere for 100 millioner kroner på en sæson, søgte flere danske topklubber efter en træner. Men der var ingen, der henvendte sig til mig. Det gør de heller ikke nu. Jeg håber at vende tilbage som træner en dag, for jeg elsker fodbold. Men der er også andet i livet. Det har jeg altid vidst«, konstaterer Erik Rasmussen.

Af samme grund trækker han sine læsere med på flere rejser til den narkoinficerede slum i USA, til Afrika og et par fodboldslutrunder. Alt sammen for at vise den filosofi, der har præget hele Rasmussens livslange samspil med fodbolden.

En filosofi, der i bogens indledning udsættes for hårde prøver, da Erik Rasmussen får den bedste spiller i datidens Superliga i sin midtjyske trup. Mohammed Zidan var måske nok en eksplosiv elegantier på banen, men udenfor klistrede problemerne sig til den spinkle spiller med de egyptiske rødder.

»Jeg tror fuldt og fast på frihed under ansvar. Og jeg betragter ikke fodboldspillere som intellektuelt tilbagestående. Der er ingen grund til at tro, at de bliver bedre af, at man står og skriger dem ind i hovedet i et autoritært system, der betjener sig af kæft, trit og retning«, forklarer træneren.

Med sin dovenskab, sine disciplinære problemer og uvenskaber med mange andre i truppen var Mohammed Zidan en prøvelse for Erik Rasmussen.

Alligevel er den forhenværende træners begejstring for sin daværende stjerne usvækket. Ligesom den er det for de fleste andre spillere, han arbejdede med – både i AGF og FCM.

»Der er belæste fodboldspillere, og så er der fodboldspillere, som hellere vil spille PlayStation. Hvad så?«.

»De er ikke forskellige fra andre mennesker, og man må have tillid til dem. Det er alligevel spillerne, der skal afgøre kampene ved at træffe beslutninger på meget kort tid på banen«.

Skældsord og hån
Den skepsis, Erik Rasmussen beskriver i bogen, er primært rettet mod lederne af de professionelle fodboldklubber. Og deres bestyrelser, som ofte består af spidser fra det lokale erhvervsliv.

»Det er nogle gange absurd at opleve moderne ledere fra erhvervslivet stå som sponsorer eller bestyrelsesmedlemmer og råbe alverdens skældsord efter fodboldspillere. De repræsenterer jo firmaer, hvor man har HR-afdelinger, moderne management og alt det dyre. Men når bolden ruller, kan man åbenbart tillade sig hvad som helst, som de aldrig ville slippe af sted med at råbe til deres egne medarbejdere«, siger Erik Rasmussen.

Men er fodboldspillere ikke en flok forkælede, overbetalte drenge, som skal paces frem?

»Det kan man selvfølgelig godt sige. Men jeg tror ikke på, at man bliver bedre af at blive råbt efter. Men når mange spillere finder sig i at blive behandlet på en måde, andre aldrig ville acceptere, hænger det vel sammen med, at de får så god en hyre. Og har vænnet sig til den omgangsform fra barnsben. Du kan se på de to sportsdirektører, jeg har arbejdet sammen med i FC Midtjylland og AGF, Jens Ørgaard og Brian Steen Nielsen. Man kan rose dem for meget, men det er sgu ikke lige humanistiske værdier, der gennemsyrer deres arbejde«.

Men er du ikke med din fyring en bekræftelse på, at din model – med frihed under ansvar og fællesskab frem for egoisme – ikke fungerer?

»Jeg har været træner i 15 år og vundet masser af kampe, er rykket op med klubber og har vundet medaljer. Så kom der et halvt år, hvor det ikke gik godt, blandt andet fordi mange af de vigtigste spillere var skadet. Det ville have påvirket ethvert hold. Men nedrykningen slår hårdere på mig, end den ville have gjort på mange andre trænere, fordi jeg er en skæv person i det miljø«.

Allerede da han selv var spiller, tog Erik Rasmussen andre valg end sine jævnaldrende. Som 23-årig blev han professionel i USA, hvor mange andre først spillede i karrierens efterår. Og det blev heller ikke til mange landskampe trods det ellers indlysende tekniske talent.

»Jeg har hele livet igennem valgt at satse på oplevelser frem for penge og sikre valg. Det har jeg ikke fortrudt. Jeg har altid følt mig utrolig privilegeret og lykkelig over de muligheder, jeg har haft. Men også altid søgt skyggesiderne og det mørke«.

Hvorfor?

»Fordi der er så spinkel en linje mellem succes og fiasko. Det fascinerer mig, fordi jeg også selv har oplevet, hvor hårdt det er. Her tænker jeg ikke på et halvt års fiasko på fodboldbanen, men på erkendelsen af, at jeg har selv levet et dobbeltliv«, siger Erik Rasmussen.

Problemerne i Afrika
I bogen kører han rundt i Baltimores ghetto og taler med misbrugere. Og han besøger flere gange det afrikanske kontinent, der ligger Erik Rasmussen meget på sinde. Efter fyringen i AGF er han blevet konsulent for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) med henblik på afrikanske arrangementer.

»Jeg betragter ikke mit engagement i den tredje verden som aflad eller et forsøg på at forbedre min samvittighed. Jeg vil bare gerne være med til at henlede opmærksomheden på de problemer, der er i Afrika. Det er også vores ansvar«, mener Erik Rasmussen.

LÆS OGSÅBookmakerne: Næste landsholdstræner bliver Laudrup

Selv om DBU ikke har ringet med tilbud om at afløse Morten Olsen som landstræner, håber han stadig at vende tilbage til fodbold på topplan.

»Jeg vil da gerne være landstræner, og selv om Morten Olsen er en helt anden autoritær type end mig, er der ikke så langt fra hans fodboldsyn til mit. Selv om Morten Olsen ikke altid giver udtryk for det, skal man ikke tage fejl. Han elsker fodbold. Det gør jeg også«, siger Erik Rasmussen.

Han tanker op til hjemturen vestpå mod Herning med et glas cola. Og filosoferer lidt over, hvorfor fodbold trods sine fortielser og lukkethed er en kærlighed, man ikke kan slippe.

»Det smukke ved fodbold er, at det har en logik, som er bundet op på følelser på en helt særegen måde. Det hold, man af en eller anden grund er begyndt at holde med, identificerer man sig med, uanset hvad der sker. Selv om nogen måske synes, at Mourinho og Ronaldo er nogle arrogante skiderikker i Real Madrid, eller ikke er så vild med Alex Ferguson og Peter Schmeichel fra Manchester United, er det stadig ens klub, og det holder man fast i. Den loyalitet synes jeg er unik i forhold til alt andet i samfundet. Det kan jeg godt lide – der findes der ingen utroskab«.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken