I løbet af foråret har Hanne-Vibeke Holst været med i Anden Verdenskrig.

Hun har oplevet besættelsen i Nordjylland i 1940’erne og været under jorden i København. Hun har spist frokost på Grand Hôtel i Stockholm i 1950’erne og købt sokker i Galeries Lafayette i Paris i 1960’erne. Alt sammen oplevet fra en ergonomisk korrekt stol ved et skrivebord med udsigt til vandet ved Sjællands Odde.

Nu er hele tidsrejsen udkommet i form af slægtsromanen ’Undskyldningen’. En ordentlig rød krabat på over 400 sider, som forlaget tror så meget på, at førsteoplaget er på hele 65.000 eksemplarer.

Eget liv
I sit tidlige forfatterskab skrev Hanne-Vibeke Holst om sit eget liv, efterhånden som hun fik det fordøjet. Dernæst brugte hun ti år på at skrive en romantrilogi med udgangspunkt i dansk politik. Men nu har Danmark fået en kvindelig statsminister, og Hanne-Vibeke Holst er blevet træt af sin samtid og er i stedet gået i gang med at »pille i den eksistentielle navle«. Og i fortiden. Selv om hun har svoret, at hun aldrig skulle skrive historiske romaner. Men som den 52-årige forfatter siger:

»Indtil man er i midten af 40’erne, har man kun blikket rettet mod fremtiden. Men så bliver mængden af levet liv større og mængden af resterende liv mindre og mindre. Og derfor tror jeg, det er meget naturligt, at man bliver mere optaget af, hvad der egentlig gik forud«.

LÆS OGSÅ Hanne Vibeke Holsts nye har både gys og guf

Og så trængte hun bare rigtig meget til at lave noget andet. Noget helt andet.

»Mine seneste bøger har taget udgangspunkt i min optagethed af samfundet. Det har været meget mere agitatorisk og meget tydeligt, at jeg ville noget«.

Så hvor romantrilogien ’Kronprinsessen’, ’Kongemordet’ og ’Dronningeofret’ har været båret af en ydre nødvendighed, er ’Undskyldningen’ skrevet indefra.

»Hvis jeg skal være hård ved mig selv, kan man sige, at jeg har lagt megafonen. Som alle storesøstre er jeg meget pligtopfyldende og har følt mig forpligtet til at gøre noget godt for mit samfund. Men nu har jeg sagt så meget, at jeg har lov at gøre noget for mig selv. Det var en stor befrielse at slippe min samtid, og jeg har bevidst tæmmet mig selv og slået hårdt ned på alt, der lignede noget, jeg plejede at gøre«.

Den fatale skønhedsplet
Det sorte træhus ligger banket ind i bakkerne ved Brokbjerg Strand ved Sjællands Odde. Inden døre venter værtinden med ild i pejsen, te i krusene og jazzmusik i højttalerne. Det er her, Hanne-Vibeke Holst i tre måneder i foråret sad mutters alene og skrev sig igennem de 423 sider i ’Undskyldningen’.

Om præsten Thorvald fra Nordjylland, der må gå under jorden under Anden Verdenskrig. Og ved samme lejlighed kommer til at lave et barn på »en dum gås« fra København. Og siden benægter og benægter. Om Thorvalds tvillingesønner, Leif og Leo, der på en cykeltur i Sverige i 1950’erne møder den underskønne Ninni, som har en betagende skønhedsplet ved navlen, der sætter tvillingebroderskabet på en alvorlig prøve.

Godt nok ligner de to hinanden som to dråber vand. Men det er alligevel Leif, der har dét, som svenske og alle mulige andre piger drømmer om. Til gengæld er det også Leif, der skal hjem og giftes med Birthe, hvis far kan skaffe ham en advokatstilling. Og så er Leif også hurtigere end Leo, der dårligt nok når at rejse halen, før Leif har byttet identitet med ham og er blevet til ugifte Leo, der får Ninni og skønhedspletten med i seng.

Shortcut
Da Ninni et par måneder senere skriver, at det natlige møde i Sverige har båret frugt, er brevet stilet til Leo i Udenrigsministeriet. Leo er stadig er forelsket i Ninni, mens Leif for længst er blevet gift med Birthe. Og så er det, at Leo kommer til at række ud efter noget, som slet ikke er hans. Nemlig et ufødt barn og en kvinde i Sverige, der ikke kan se forskel på de to brødre, og går lige ind i fælden.

»Han bilder sig jo ind, at han redder sin nygifte bror fra en skandale. Men dybest set er det et shortcut til at skaffe sig det, der helt fra begyndelsen ikke var hans. Han bliver fanget af skæbnen på det forkerte ben. Og så ruller snebolden ned ad bjerget og bliver større og større«.

»Og til sidst kan man ikke stoppe den, for så er det en hel lavine, der kommer væltende ned. Leo går livet ud med sin hemmelighed. Og det tror jeg desværre er tragisk almindeligt. At man aldrig får ryddet op, fordi man ikke tør, ikke føler sig elsket nok og er bange for ikke at blive tilgivet«.

Gid det ikke er en kineser
Snebolden ruller videre hele vejen ind i næste generation til Leos uægte datter, Helena, der er operachef i Berlin, og som fører familiesignaturen videre ved også at bære på en stor hemmelighed over for sin datter, Sophie. Og så skal vi sådan set ikke afsløre mere her. Andet end at:

»Hvis man ikke får ryddet op efter sig, drypper forureningen ned i næste slægtled. Løgnen ligger og formerer sig, indtil der er nogen, der råber stop og forlanger sandheden. Leos løgn er en konsekvens af Thorvalds løgn. Og Helenas løgn er en konsekvens af Leos løgn. Og hvis jeg var gået endnu længere tilbage til Thorvalds far, er jeg sikker på, at jeg kunne finde noget lignende«.Foto:  Bogens omslag.

Selv i dag, hvor de færreste behøver at gifte sig til et advokatjob, men selv kravler op ad bjerget for at hente deres titler, er der ifølge de dna-folk, Hanne-Vibeke Holst har talt med, stadig 10 procent af befolkningen, der genetisk hører hjemme et andet sted, end de har fået besked på.

»Vi er ofte bundet op på de ydre ting som status og sociale relationer, der stiver éns facade af. Og hvis man så kommer til at lave et barn ved siden af, går man så hjem og siger det til sin kone, som man måske egentlig er glad for? Og til sine tre lyslokkede børn, som man også er glad for? Det gør man nok ikke. Man håber på, at hun aldrig ringer eller sender en besked på Facebook«.

»Der kan også være kvinder, der har en dejlig julefrokost og bliver gravide og faktisk ikke ved, om det var julefrokosten eller manden dagen efter. Og så tager de chancen og håber, det ikke er en kineser, der kommer ud«.

Selskabssange og snapseritualer
Da Hanne-Vibeke Holst for tre år siden gik i gang med at skrive den roman, der nu er blevet til ’Undskyldningen’, vidste hun to ting: Hun ville væk fra Danmark. Og hun ville væk fra politik. Og så ville hun vist nok også skrive en roman om en kvindelig operasanger. Men så døde hendes mor af kræft i 2008. Hvilket var »meget voldsomt« for hendes ældste datter.

»Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet kunne være i en verden, hvor hun ikke var, selv om jeg faktisk havde et ret kompliceret forhold til hende. Det fandt jeg så ud af, at jeg godt kunne. Og når begge éns forældre er døde, bliver der frigivet noget stof, fordi der ikke længere er nogen hensyn at tage. Så operasangerinden røg, og i stedet blev det en roman, der selv om den ikke er biografisk, bærer tonen og stemningen fra min mors familie, der var en stærk og munter klan med selskabssange og snapseritualer«.

LÆS OGSÅ Hanne-Vibeke Holst skriver nordjysk slægtsroman

I samme øjeblik et menneske har lukket sine øjne for sidste gang, bliver det et mysterium. Man kan ikke længere spørge og få svar, og så er der kun gisninger, formodninger og historier tilbage.

»I hele den oprydnings- og refleksionsproces efter min mor, blev der hvirvlet en masse støv og tanker op. Min morfar var i modstandsbevægelsen ligesom romanens Thorvald og havde også »en dum gås« i København under krigen. Det havde min mormor rigtig svært ved at tilgive, det tog 40 år, og de blev først forsonet, da de var over 80 år. Efter min mors død fandt vi ud af, at hun også har haft noget kørende, mens hun var sammen med min far, som hun ikke har fortalt«.

Erotikken
I den forstand deler Hanne-Vibeke Holsts mor »visse træk« med romanens svenske Ninni, der mildt sagt lever meget gennem sin erotik.

»Min mor var også meget optaget af den erotiske gnist, hun vakte hos mænd. Jeg ved nu, hun gik langt – også for langt – i forhold til hvad man kan forvente af en gift kvinde. Men det var som sagt først noget, vi opdagede, da hun var død«.

Og erotisk gnist var der masser af i de frigjorte 1960’ere, hvor »de holdt fester i gildesalen og »knaldede i saunaen«, »smed hinanden i swimmingpoolen« og rendte rundt på stranden »i undertøj midt om natten«.

»Min mor elskede det. Min far var ikke lige så frigjort og syntes nok ikke, det var så sjovt. Men han var nødt til at finde sig i det, for sådan var det i de kulturradikale kredse«.

Gabende tomme skuffer
Betændte relationer mellem mødre og døtre er også noget af det, der bliver givet i arv i ’Undskyldningen’. Svenske Ninni ville meget hellere have været operasanger og sexet, end hun ville være mor, da hun blev gravid med Leo, som altså i virkeligheden var Leif. Som mor til Helena er Ninni afvisende og relativt uinteresseret, og det fører Helena videre i forholdet til sin datter. Men det er tilsyneladende også muligt at bryde arvesynden

»Jeg havde et rigtig godt forhold til min mor som barn og ung. Og så blev det rigtig skidt, da jeg var midt i 30’erne og blev skilt, fordi hun var imod min skilsmisse. Og de næste 10-12 år havde jeg et meget kompliceret forhold til hende. Det ville være det værste, der kunne ske for mig, hvis jeg fik sådan et forhold til min egen datter. Og jeg kunne aldrig forestille mig at afvise mit eget barn, som min mor afviste mig. Jeg forstod det simpelt hen ikke«.

LÆS OGSÅ En kæmpe triumf for danske kvinder

Også familiehemmelighederne er der sat en stopper for. I hvert fald i hendes egen lille gren af familien. Så når Hanne-Vibeke Holsts børn til sin tid åbner skufferne efter hende, vil de være gabende tomme, når det gælder løgne og fortielser.

»Det er ikke noget, jeg selv har båret videre. Der vil simpelt hen ikke være noget at komme efter. På den måde er jeg dødkedelig«.

Men generelt er løgn ifølge Hanne-Vibeke Holst »en meget stor del af vores kultur«. Folk lyver om alt muligt. Også om deres uddannelser og deres økonomi.

»Tag bare folk som Stein Bagger, Erik Skov Pedersen og Anna Castberg. Men den dag, hvor man skal lukke sine øjne, skal man gerne have ryddet op efter sig, så man kan stå inde for det liv, man har levet. Det må være forfærdeligt at dø i en erkendelse af, at man ikke er andet end en lumpen lille løgner. At dø i selvforagt er det værste, jeg kan forestille mig«.

Porno hele natten
Ud over at overlevere løgne og betændte relationer fra generation til generation har hovedpersonen i hver generation i Holsts roman også en relation til sin samtid. Thorvald er engageret i modstandskampen. Hans søn Leo er diplomat og optaget af den nye verdensorden efter krigen. Og hans datter, operachefen Helena, får en demokratipris, fordi hun viser en Mozart-opera, hvor instruktøren har sat Muhammeds hoved på en stage side om side med Jesus’ og Buddhas hoveder.

»De gør alle sammen noget rigtigt. Men derfor kan man godt gøre noget forkert i sit private liv. Det er typisk for mange af os, at vi gør noget godt og rigtigt i vores ydre liv, og så sidder vi måske derhjemme og ser porno hele natten eller er ludomaner eller har en elskerinde. Og jo flottere og mere upåklagelig en facade, du har, jo større er faldet, når du træder ved siden af og gør noget forkert«.

Og jo mere autentisk man er som menneske, jo lettere har man det ifølge Hanne-Vibeke Holst.

»Det handler egentlig kun om at være ordentlig. Over for sig selv og over for sine nærmeste. Mere skal der faktisk ikke til. Vores mindreværd, vores usikkerhed og vores stræbsomhed er alt sammen ting, der fjerner os fra det enkle livsgrundlag. Derfor er det også godt at komme herud i naturen en gang imellem. For træerne heroppe mener ikke noget om mig og havet har heller ikke nogen holdning til mig«.

Alle har ikke ret til et fedt køkken
Generelt er hun gladere ved Sjællands Odde end på Frederiksberg, hvor hun holder til med sin familie til hverdag. For ved Brokbjerg Strand er der »ikke nogen farer af social karakter«.

»Når man er inde byen og oppe på karrusellen, skal man hele tiden holde øje – hvordan bliver du opfattet, hvad siger folk om dig, og hvordan forholder de sig til dig? Det faretruende i vores liv er jo ikke løverne på savannen, det er de andre. Men heroppe har jeg ingen grund til at føle mindreværd, for den slags er jo kun målbart i forhold til andre«.

»Nogle gange går jeg rundt heroppe og tænker: Hvad nu, hvis jeg mistede alt, hvis min næste bog flopper, eller jeg ikke kan skrive længere? Og det ville faktisk være okay. For så længe mine nære relationer er intakte, er det fint. Resten er kun støj. Det kan være underholdende, lystfuldt og bekræftende, men helt inde ved roden handler livet kun om dit eget enkle forhold til dig selv og dine omgivelser«.

LÆS OGSÅ Hanne-Vibeke Holst: Idealister er møgirriterende

Og det vil der også komme mere fokus på i en tid med vækstdiskussioner og finanskrise, hvor det vil vise sig, at alle faktisk ikke har ret til et fedt køkken.

»Mange menneskers liv vil blive skåret ned til dét. Fordi man mister så meget materielt, og der ikke er den ekspansion, som der har været tidligere. Man kan koge det ind til en meget enkel drik, der består af to komponenter – kærlighed og sandhed«.

»Det er egentlig den livseliksir, man har brug for«.