Zannng!

Slagene hagler ned over Jans ryg.

Drengen er vant til tævene. Hver dag efter middagsmaden trækker stedfaderen ham til side for at give ham et lag stryg.

Som regel uden anden anledning, end at han har lyst. På gode dage er det med den behårede side af den lange skobørste. På dårlige dage den hårde, lakerede side. Er stedfaderen i sit onde lune, bliver det lange skohorn af metal taget i brug.

Og når det virkelig eskalerer – hvis Jan f.eks. rent faktisk har gjort noget forkert, såsom ikke at sidde ordentligt ved spisebordet – kommer hundepisken frem. De næste to dage efter sådan en omgang er Jans ryg så blodig, at han må blive hjemme fra skole.

Det er svært at forestille sig, når man sidder over for Jan Guillou på den københavnske bogmesse.

At han – den 67-årige svenske succesforfatter – er den samme som den lille dreng, der i slutningen af 1940’erne og ti år frem blev gennempryglet af sin stedfar, mens moderen så grædende til. Indimellem fik hun også tæv.

Et monster
Fra han var 15 til 17 år, blev Jan sendt på kostskolen Solbacka. Her var regulære afstraffelsesmetoder også den herskende styreform.

Efter en barndom fuld af had og vold havde Jan selv udviklet sig til en rigtig kamphane, der tævede de andre overklassekostskoleunger i en grad, så hans knoer konstant var fulde af små hvide ar. Han tog 20 kilo på i løbet af opholdet, så da de to år var omme, havde han en kampvægt på 75 kilo.

På vej hjem fra Solbacka besluttede han sig for at lægge stilen om. Fra nu af ville han være pacifist. Slut med vold. Slut med tæv. Nu kunne stedfaderen ikke røre ham mere.

»Men da jeg kommer hjem, spiser vi middag, og så siger han: »Efter maden tæv!«. Først tror jeg, at det er en bizar vittighed, et udslag af sort humor. Så forstår jeg, at han mener det alvorligt. Vi går ind i rummet. Men denne gang er det mig, der låser døren og stikker nøglen ned i brystlommen«.

»Så forklarer jeg ham, hvad jeg har tænkt mig at gøre: »Først brækker jeg din venstre arm dér««, siger Jan Guillou og peger på sin egen kraftige underarm. »»Og så slår jeg alle dine tænder ind. Og til sidst brækker jeg næsen på dig««.

»Han forsøgte at gøre modstand, men havde ikke en chance. Jeg var et monster. Og jeg vidste det selv. Men jeg var også nyfødt pacifist. Min stedfar er den sidste, jeg nogensinde har slået på«.

Det sidste punktum
I dag har han ingen hvide ar på knoerne. Midt i mylderet af fredagens bogmessegæster, der blandt andet vil have hans autograf og købe hans bøger, ligner Jan Guillou langtfra et monster.

Hans håndtryk er varmt og rundt. Han er iført sorte Levi’s og en mørkeblå polo-shirt, der gør sit bedste for at kamuflere herrebulen på maven. I tandkødet i overmunden sidder en klat sort-brun snus.

Han drikker Jacobsens Christmas Ale, for når han kommer til Danmark, skal han altså have noget andet end almindelig Carlsberg, som man jo kan få overalt i Sverige.

LÆS OGSÅJan Guillous brobryggerroman er yderst provokerende

Der står Gammel Dansk på bordet, men den rører han ikke. Hustruen Ann-Marie Skarp – som også er hans forlægger – sidder ved siden af og sms’er. Hun er klædt i sort med et stort halstørklæde kastet over skulderen og er ét stort smil.

Han taler langsomt. Blander lidt danske ord ind i sit stockholmersvenske. Af og til rejser han sig op og går hen til disken, når f.eks. en dame lige kommer forbi for at sige, at både hun og hendes mand altså »er helt vilde med hans bøger«.

Eller når to veninder, der begge hedder »Annette med to n’er«, vil købe hans nye bog, ’Brobyggerne’, og da lige skal have en hilsen fra forfatteren med på bogens første blad. ’Brobyggerne’ er første del af en romanserie, som Jan Guillou kalder ’Det store århundrede’.

Den skal handle om 1900-tallet, og med den har han tænkt at slutte sit romanforfatterskab, der blandt andet tæller 13 bøger om actionspionen Carl Hamilton, fire bøger om korsridderen Arn Magnusson, bøger om jagt, mad og politik og selvbiografiske bøger som f.eks. ’Ondskaben’ om de to år i Helvedes forgård, kostskolen Solbacka.

»Som at løse en sudoku, en matematisk ligning«
Det er nu ikke, fordi han er træt af at skrive. Journalisten Jan Guillou har da også tænkt sig, at han stadig skal skrive sine jævnlige politisk-moralske klummer i Aftonbladet.

Men romanforfatteren Jan Guillou har besluttet at sætte punktum med serien, for det er omfangsrigt at skulle skrive det 20. århundredes historie. Det lader sig ikke gøre i én bog.

Det stod klart for ham allerede for seks år siden, da han og Ann-Marie første gang talte om ideen på en svampeplukningsudflugt i skoven. Faktisk afviste han det først fuldstændig.

»Jeg havde ikke lyst, da jeg gik rundt i den svampeskov – da var jeg jo optaget af krigen mod terrorismen, som er vor tids vigtigste spørgsmål. Men jeg har skrevet fem romaner om det tema, og skulle jeg fortsætte med det, ville jeg være nødt til at skrive de samme ting igen, og det føles ikke så meningsfyldt. Jeg har skrevet mig ud om krigen mod terrorisme. Jeg synes, jeg har vendt hver en sten«.

Alligevel havde svampeudflugten tændt en lille gnist.

Men hele jävla 1900-tallet? Hvordan griber man det an, når man er søn af en norsk mor og en fransk far og under sin opvækst aldrig har hørt et godt ord om Tyskland på nogen af de to sprog? Tyskland er trods alt svær at komme uden om i dén historieberetning.

LÆS OGSÅJan Guillou er i gang med sit sidste bogprojekt

Jan Guillou puslede med tanken nogle år – »som at løse en sudoku, en matematisk ligning«, siger han.

Og en dag fandt han løsningen: at henlægge noget af handlingen til det østlige Afrika, hvor en del af Første Verdenskrig udspillede sig med både tyskere, briter og belgiere som feltherrer. På den måde slap han for at gå i hælene på Erich Maria Remarques skyttegravsberetninger fra ’Intet nyt fra Vestfronten’.

Samtidig kunne han sætte sin sædvanlige politisk-moralske spidspen ned i et ømt punkt: briternes afrikanske koncentrationslejre og belgiernes folkemord i Congo, som efter hans mening har været dysset for meget ned i historiebøgerne.

»Tyskerne i Tanzania havde en meget højere moral end portugisere, englændere og belgiere. De så ikke kolonialismen som et vinderprojekt, men som humanitær bistand. Hvis Tyskland havde vundet Første Verdenskrig, havde verden ikke alene set bedre ud; vi havde også vidst en masse om englænderne i Afrika, som vi ikke rigtig ved nu. Der havde heller ikke været nogen Adolf Hitler, og der havde ikke været nogen Anden Verdenskrig«.

En problematisk elefant
Sådan taler en sand provokatør. At der så også lå en udspekuleret betragtning bag valget af Afrika som location til en del af ’Brobyggerne’s beretning om tre norske brødre, som slår sig ned i Norge, London og altså Afrika, er ikke tilfældigt: Jan Guillou påstår, at han kender hvert et hjørne, hver en krog i Tanzania og Kenya fra sine utallige safarier på kontinentet gennem de seneste ti år. Researchmaterialet lå så at sige i sandet for hans fødder.

»De seneste ti år har jeg hvert år i fire uger jaget i Afrika. Jeg jager alt – løver, elefanter, leopard. Jeg har skudt det hele. Før det jagede jeg i Sibirien og var borte i seks uger hvert år. Men jeg blev for gammel og svag til Sibirien, for det er det hårdeste, der findes. Det eneste, der betyder noget i Sibirien, er: Hvordan kan jeg ride? Hvordan kan jeg skyde? Og hvordan kan jeg holde kulden ud?«.

Jager du med venner?

»Nej. Det ville ikke fungere. For så er jeg ikke på ferie fra mig selv. Når jeg er på jagt, er jeg ikke den berømte forfatter Jan Guillou. Det er vigtigt for mig, at jeg er anonym, når jeg er af sted. Med en anden svensk jagtkammerat vil jeg på en eller anden måde altid være den berømte forfatter. Jeg jager udelukkende med afrikanere, som ikke ved, hvem og hvad jeg er«.

Interessen for at jage trækker tråde tilbage til barndommen, hvor Jan samlede på sommerfugle og slanger og studerede fugle. Men der er stor forskel på at iagttage naturen og så deltage i den, når man jager, siger han.

»Det er en stor følelse, for det er jo en kollektiv indsats. Vi planlægger, vi sporer, vi må overleve – og være intelligente. Man jager ikke med vold, men med intelligens. I løbet af alle de her år har jeg kun nedlagt én elefant og én løve. Jeg ventede på den helt rigtige elefant: Han skulle være på min egen alder, mindst 65 år gammel. Og så skulle han være en fare for sine omgivelser, en såkaldt problem elephant«.

Ligesom dig selv?

»Hahaha ... ja, det kan man sige. Jeg føler mig beslægtet med dem«.

Vikingehøvdingen
Lørdag formiddag kl. 11.30 skal Jan Guillou holde foredrag om ’Brobyggerne’ på Københavns Hovedbibliotek. Han har åbenbart talt for meget på BogForum dagen før, for han har ondt i halsen og lidt feber. Ikke desto mindre får han talt sig varm foran et publikum, der mestendels består af læsere i den modne aldersgruppe. Da der bagefter er spørgetid, er det emner som Tyskland, Hamilton og Guillous kvindesyn, de fremmødte gerne vil høre om.

Og ja, dine romanfigurer er stort set altid maskuline helte, der kan alting. Hvordan går det med dine feminine sider, spørger jeg, da vi er tilbage på BogForum lørdag eftermiddag, hvor han atter skal signere bøger.

»Jeg er et kompromis mellem en meget traditionel mand og en moderne feminist. Ligestilling har intet med jagt og fodbold at gøre. Man kan beholde alle traditionelle mandlige dyder – mod, anvende sin styrke til at forsvare dem, der er svagere, aldrig gå foran en dame ind ad en dør – uden at det står i modsætning til, at kvinder skal have samme politiske indflydelse som mænd. De skal have halvdelen af magten og lige så meget i løn. Det går jeg ind for. Men det skal ikke forhindre, at jeg jager i Afrika«, siger Jan Guillou.

»Og selvfølgelig har jeg feminine sider. Men man bliver ikke mere ligestillet, bare fordi man hopper op på en stol, når man ser en mus. Man bliver en latterlig mand!«.

Jan Guillous morfar, Oscar, som sammen med sine to brødre har været forlæg til de tre norske ingeniøruddannede brødre i ’Brobyggerne’, var en rigtig mand.

Så rigtig, at han nægtede at tage penicillin, da han på et tidspunkt blev syg. Det døde han af. Inden da nåede han at tage sig af lille Jan, som ofte kom til morgenmad hos morfar for at drikke af den forretningskyndige – og -kyniske – familiepatriarks læber.

»Han var politisk reaktionær med alt for stærke tyske sympatier på det forkerte tidspunkt. Og han var en hensynsløs forretningsmand, som skabte en formue blandt andet ved konsekvent at benytte uorganiseret arbejdskraft. Men det tænkte jeg jo ikke over som barn. Jeg er i øvrigt den eneste i min slægt, som havnede til venstre i politikken. Alle andre er til højre«.

Men han spillede en speciel rolle for dig?

»Ja, hensigten var jo, at jeg skulle opdrages til at være en stærk forretningsmand og leder. Men jeg kan ikke huske et eneste visdomsord fra den tid. Jeg husker detaljer omkring bordskik – han var f.eks. meget pernitten med, at et æg skal åbnes fra den runde side og ikke fra den spidse side. Useless knowledge!«.

LÆS OGSÅDansk instruktør skal lave svensk Hamiltonfilm

Blev han en erstatning for din rigtige far?

»Morfar var vikingehøvdingen i den her slægt og bestemte over alt og alle. Min egen far forsvandt tidligt ud af familien; han sluttede sig til de Gaulles frie franskmænd i 1943 og kom ikke tilbage til Sverige før 1946, så han var væk mine første tre leveår. Og bagefter ville min mor skilles, og så betalte morfar min far for at flytte til udlandet. For skilsmisse var jo en social skandale«.

Så i de vigtige år, hvor du voksede op, har du ikke haft kontakt til din far?

»Nej. I stedet fik jeg en sadistisk stedfar«.

Har du nogensinde drømt om, at din far skulle komme og redde dig?

»Nej, ingen skal redde mig. Jeg skal redde mig selv«.

Husker du, hvornår du første gang tænkte: Jeg må klare mig selv her i livet?

»Ja, da jeg var 15 år. Der bestemte jeg mig for, at jeg ville vie mit liv til at sørge for, at den her skole (kostskolen Solbacka, red.) skulle lukke. Jeg skal udslette den her skole fra Jordens overflade!«, siger han, mens han banker knoerne ned i bordpladen.

»Og eftersom det ikke kan ske med vold, så må det blive via juraen. Jeg skal læse jura. Jeg skal være advokat«.

Jeg er et geni
Det var også i de år, Jan Guillou gik og bildte sig selv ind, at han var et geni. Et litterært geni.

»Hvis man er den i klassen, der skriver bedst – og det var jeg – tror man, at man har talent til at blive forfatter«.

Men det havde du jo. Om ikke andet så senere?

»Eller også var det sådan, at jeg troede, jeg havde det, og derfor øvede og øvede og øvede, tiår efter tiår efter tiår«.

Hvad synes du om dig selv som forfatter i dag?

»Jeg er ret god. Men jeg er ikke kunstforfatter. Det ville jeg være, da jeg var 17-23 år. Jeg kunne imitere den nyere franske roman bedre end nogen andre. Jeg kunne skrive helt uforståelige, men smukke tekster. Den indgangsport til litteraturen er helt normal for unge mennesker, for man har både en vilje og måske også en evne til at udtrykke sig. Men man har fandeme ikke noget at sige, når man bare er 18 år«.

Så du gik rundt og tænkte: Jeg er et geni?

»Ja. Det er meget pinligt at tænke på nu«, griner han lidt fjoget.

Journalistikkens gennemslagskraft
I 1960’erne skete der dog noget, der fik Jan Guillou til at lægge både juraen og geniet til side.

Han opdagede, at journalistik var en bedre måde at få gennemslagskraft på, hvis man ville råbe højt om uretfærdigheder. I 1966 havde han fået ansættelse på mandebladet FiB/aktuellt.

Her skrev han en reportage om forholdene på Solbacka. Artiklen og de medfølgende fotografier af kostskoleelever, der fik tæsk af lærerne, skabte debat, der endte i Rigsdagen.

Verdens bedste interviewsvar ifølge Jan Guillou

»Den vietnamesiske general Nguyên Giáp har først besejret japanerne. Så besejrer han franskmændene. Og nu har han besejret USA. De første vestlige reportere, der besøger ham, er det franske stats-tv, der opfyldt af storheden over at møde denne lyslevende Napoleon begynder med at spørge: »Hr. general, med baggrund i Deres lange erfaring er det selvfølgelig indlysende, at vores spørgsmål skal handle om de grundlæggende principper for den revolutionære folkekrig«. Hvortil generalen svarer: »Il faut absolument vaincre« (man må absolut sejre)«.

»Den højreorienterede franske partileder Le Pen klager over, at Frankrig ikke har et egentligt fransk fodboldlandshold, fordi der er så mange sorte med på holdet. Den daværende kaptajn på fodboldlandsholdet, Lilian Thuram, som er en af de sorteste, svarer: »Je ne suis pas noir, je suis francais« (jeg er ikke sort, jeg er fransk)«.

»Den norske sangerinde Grynet Molvig havde i starten af 1980'erne et forhold til den svenske verdensmester i brydning, Frank Andersson, som er stor og stærk. Da forholdet er slut, græder han ud i et af sladderbladene: »Grynet Molvig ville bare have min krop«. Bladet ringer derpå til Grynet Molvig, og hendes eneste svar er: »Ja!««.

To år senere engagerede han sig yderst på venstrefløjen.

»Pludselig fik mine tekster en politisk betydning; hvert ord, jeg skrev, skulle være fuldstændig forståeligt. Ingen metaforer. Som Vietnam-aktivist skal teksten være tydelig, klar og overbevisende agitatorisk«.

Nu blev du så journalist i stedet for jurist. Men hvilken slags jurist tror du, du var blevet?

»Jeg tager aldrig betaling for et foredrag. Alle de foredrag, jeg holder i Sverige, er gratis. Det betyder, at selv små biblioteker ikke skal bekymre sig over, om de har råd til at hyre sådan en stjerne. Jeg havde nok fungeret på samme måde som advokat«.

Fra fængsel til forfatter
De første – og meget politiske – bøger udgav han i begyndelsen af 1970’erne, hvor han også udsendte en række artikler om IB, en hemmelig afdeling af den svenske militære efterretningstjeneste. Afsløringerne endte med, at Guillou blev idømt ti måneders fængsel for spionage. Mens han sad i fængslet, fik han en idé.

»En af fordelene ved at sidde i fængsel er, at man har tid til at læse de bøger, man har dårlig samvittighed over ikke at have læst. På det her tidspunkt, i 1974, skulle man som svensker have læst Maj Sjöwall og Per Wahlöös kriminalromaner. Maj og Per var jo kommunister, og jeg syntes, det var enormt interessant, at de havde taget den hårdkogte politiroman, som jo ligger ret langt til højre, og overført den til et svensk miljø«, fortæller han.

»Ergo kunne jeg tage en anden anglo-amerikansk form, spionromanen, som jo også plejer at være politisk konservativ, og lave samme forvandlingsnummer«.

LÆS OGSÅAgent Hamilton med sort bælte i slotsaftapninger

Resultatet blev Coq Rouge-romanerne om spionen Carl Hamilton – en serie, der ikke bare blev Jan Guillous store gennembrud som romanforfatter, men som i høj grad også er medvirkende årsag til, at han i dag er en af Skandinaviens mest læste voksenforfattere.

At han så næppe får nobelprisen i litteratur, ærgrer ham ikke synderligt.

»Det er så utænkeligt, for jeg skriver jo ikke den slags litteratur. Det gjorde jeg, da jeg var 18 år – da jeg var et geni, haha. Jeg skriver for at påvirke verden, og det er et meget bevidst valg, og det er vældig sjældent, at de to slags stræben kan forenes. Jean-Paul Sartre er en af de nobelpristagere, der kombinerer et politisk-moralsk mål med popularitet, og han fik nobelprisen, men sagde nej tak. 20 år senere ville han så have pengene«.

Litteratursabotørerne
Men har han så fået påvirket og forandret verden, denne 67-årige svensker, der er socialist og en storsælgende succesforfatter på én og samme gang?

»Efter 45 års kamp kan jeg, når jeg kigger på verden, ikke med den bedste vilje se noget tydeligt resultat af mit eget arbejde. Men det er ikke for sent. Og princippet er i hvert fald rigtigt«.

Hans ledetråd har altid været, at han kun skal skrive om vigtige ting – og at han som journalist er til for at holde politikerne i ørerne.

Derfor har han utrætteligt skrevet kritisk om Vietnamkrigen, om Israels rolle som besættelsesmagt, om apartheid, kolonialisme og krigen mod terrorismen. Han er flere gange af andre journalistkolleger blevet kåret som en af Sveriges vigtigste opinionsdannere og har vundet Sveriges store journalistpris. Solbacka endte også med at blive lukket.

At han også har påvirket læserne, er tydeligt på BogForum. Køen til at få en autograf af ham er lang som i Brugsen en lørdag formiddag.

Og selv om han bare ligner en i mængden, da han efter signeringsseancen trisser omkring i den gamle cykelbanehal i sine upåfaldende mørke klæder, bliver han hyppigt tiltalt af begejstrede bogorme.

LÆS OGSÅJan Guillou: Dansk svenskerhad er galskab

Du har vel ændret noget hos læserne? Når de nu ligefrem kommer og siger, at de er vilde med dine bøger? Hvordan føles det?

»Helt okay«.

Helt okay bare?

»Jo, men samtidig må man ikke gå og prale«, siger han.

»Jeg går ikke rundt og er tilfreds med mig selv, for det har jeg ikke tid til. Men jeg har heller ikke tid til at gå rundt og være utilfreds og synes, at jeg skulle have gjort noget andet. Indimellem er jeg lidt melankolsk. Jeg bliver utilfreds med småting. Jeg siger altid et ord for meget, gang på gang. Jeg har alt for let ved at formulere ondskabsfuldheder«.

Hvad kan gøre dig melankolsk?

»Jeg kan fortsat blive irriteret på idioter blandt journalister og forfatterkolleger. De, der studerer litteratur på universitetet, og som har indsigt i litteraturens hemmeligheder, mener, at der skal være skarpe kanter i litteraturen, som man kan skære sig på. Litteratur må ifølge dem ikke være så enkel, for så bliver den plat«.

Men hvorfor bliver du irriteret eller melankolsk over det? Hvis du ikke mener, de har ret, kan du jo bare være ligeglad?

»Fordi de får alt for mange mennesker til at vende sig bort fra litteraturen«, indleder han. »De får alt for mange mennesker til at tro, at ’litteratur er alt for svært for mig’. Kort sagt: De saboterer litteraturen«.

Og du har ikke deres anerkendelse?

»De her specialister mener jo, at jeg skriver børnelitteratur. Tidligere plejede man at skrive, at jeg skrev på en 12-årigs niveau. Dagens Nyheter slog rekorden, da de i forbindelse med ’Brobyggerne’ skrev, at jeg skriver på en 5-årigs niveau. Jeg har læst 10.000 anmeldelser i mit liv, og jeg kan åbenbart stadig blive overrasket«.

Bøsser i London
Så her er han, svensk litteraturs problem elephant, som lige fra barnsben har fået at vide, at han var et besværligt og alt for voldsomt barn, og som har fået tæv hele sit liv – af stedfaderen, skolelærere, systemet, anmelderne.

Også med ’Brobyggerne’ har anmelderne haft skobørsten fremme og kritiserer Guillou for, at han ikke kan leve sig ind i sine romanfigurer, at bogen ikke uddyber forståelsen for virkeligheden, at den har underholdningsværdi, men ikke litterær værdi.

»Og det er jo selvmodsigende. Hvis det er strålende underholdning, har det da allerede dér litterær værdi. Hvis det desuden er strålende underholdning på et politisk kontroversielt område, er det da kun endnu bedre«, forsvarer han sig.

LÆS OGSÅJan Guillou: Jeg var ikke spion

Under alle omstændigheder har han besluttet sig for at gennemføre projektet med det 20. århundredes historie. Næste bog skal handle om homoseksualitet i London i sidste århundrede – »hvad jeg ikke ved om bøsser i London anno 1901, er ikke værd at vide« – og udkommer efter planen til september næste år.

Ti bøger har han tænkt sig, og serien skal slutte med 11. september 2001. Måske er han allerede død til den tid.

Det ved du da ikke noget om.

»Jeg er 67 år. Jeg har måske mindst ti års arbejde foran mig. Så er jeg 77«, siger Jan Guillou og tapper sig på hovedet med pegefingeren.

»Så ved man ikke, hvad der er tilbage heroppe«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken